Rose, Elisabeth Caroline Amalie BREV FRA: Rose, Elisabeth Caroline Amalie (1773-03-31)

TIL DET HØYSTÆREDE PUBLICUM.
[1773, 31. Marts.]

I Heenseende at den Dramatiske Journalist har taget Anledaf min Hæshed i Zarine at tillægge mig, at jeg har narret et heelt Publicum m. m., hvilken Beskyldning strider aldeles mod den Ærbødighed, jeg bestandig har haft for Publicum, finder jeg mig beføyet, for at vise min Uskyldighed i hvad da skeede, herved offentlig at bekiendtgiøre: at jeg om Tirsdag Formiddag var hæs, før jeg kom paa Prøven; at jeg midt under samme bad Hr. Bose og Hr. Clementien at melde paa deres Embeds Vegne min Tilstand; at Hr. Printzlau paatog sig denne Commission, og efter Prøven kom tilbage med dette Svar: jeg maatte spille, som jeg kunde, siden det var for sildig at sætte en anden Comoedie. Samme Dags Eftermiddag var jeg end slettere, hvorudover Hr. Rose gik til Inspecteuren, men fandt kun hans Karl, som han siger, til hvilken han sagde, at han vilde tale med Hr. Inspecteuren om Upasselighed i Sælskabet; imidlertid gik jeg paa Theatret uden at kunde repetere, og da jeg intet videre fik at høre, ansaae jeg Hr. Printzlaus Efterretning som en Befaling. Dette Sandfærdige beder jeg underdanigst og ydmygst maatte friekiende mig for en Beskyldning, som jeg al min Tid har skiælvet for at giøre mig skyldig udi.