Foersom, Peter Thun BREV TIL: Foersom, Ellen Sophie Thun FRA: Foersom, Peter Thun (1798-11-30)

PETER THUN FOERSOM.
1777—1817.
TIL HANS MODER, ELLEN SOPHIE THUN FOERSOM.
[17]98, 30. November.

Min gode, kiære Moder!

Jeg havde bestemt at jeg vilde bie med at skrive Dem til til i Overmorgen, da Posten først da afgaaer; men det er mig umuligt at opsætte det længere, og skiøndt det alt er et Par Timer over Midnat, og jeg i dette Øieblik kommer hiem fra en lille Kreds, der i Aften har høitideligholdt min 3die og sidste Prøve for Publikum, maa jeg endnu underholde mig skriftlig med Dem en halv Times Tid, før jeg gaaer til Hvile. —

s. 43Mine Tanker har i de sidste Tider ubeskrivelig tidt været hos Dem, min eiegode Moder! mangt et Øieblik har den Tanke at De troede De havde tabt min Fortrolighed, forbittret migSelv i Aften, da jeg er varm af et Par gode Væseners Glæde og Deeltagelse i min Lykke, og giennemstrømmet af de uforklarlige Følelser, som en stor Folkeskares Bifald opvækker især hos den begyndende Skuespiller, sniger denne bittre Tanke sig nu og da ind i mit Bryst, og omskifter min Fryd til Smerte.

Vil det glæde Dem, gode Moder! at jeg fortæller Dem her, at jeg i Aften har aflagt min sidste Prøve for Publikum i det kongel. Herskabs Nærværelse, og er bleven hædret med Bifald? Min Rolle var: Herremanden Valters i Skuespillet: Falsk Undseelse. I Morgen venter jeg min Bestalling som kongelig Skuespiller. — Min Bane er valgt — mine første Skridt vare meget heldige. Den store Vei ligger udstrakt for mit Syn, som en smilende Alpe-Egn, hvor hist og her Vandringen gaaer over steile Klippetoppe, men hvor ogsaa nu og da blomstrende Rosen-Sletter, og susende Myrtelunde oplive den mødige Vandrer. Alle — selv de, som her, før jeg giorde dette Skridt, raadte mig meest derfra, har, efter at det er giort, glædet dem derover, og ønsket mig hiertelig til Lykke dermed. — Og min Moder skulde være den eeneste, der i det Øieblik jeg traad over fra min akademiske Vei paa denne Bane, i det Øieblik, da enhver, der elskede mig, gav mig Haanden, og raabte et: Gud være med Dig og giøre Dig lykkelig! trak sin Haand tilbage, og ikke gav mig sin Velsignelse med paa Reisen? — Nei — det er umuligt — ved Gud! umuligt! — Jeg forsikere Dem helligt, at jeg har valgt denne Bane af Lyst, og at dette Skridt ikke var Flyvegriller. Tiden vil nok opklare dette, maaskee snart: og da vil det sees, at det var en høiere og ædlere Bevæggrund, der drog mig over i Skuespiller-Standen, og at det var kiære Baand, som bandt, og altid ville binde mit Hierte dertil, indtil det ikke slaaer mere. — Naar engang det hele Skuespil hernede er til Ende, skal vel ogsaa jeg giøre den store Entrepreneur Regnskab for hvorledes jeg spilte min Rolle, hvorledes jeg aagrede med hvad han betroede mig, og jeg vil vist giøre det med Rolighed, ogsaa for dette Skridt. —

Jeg kan umuligt troe, De, gode, oplyste Moder! har Fordom s. 44mod Standen. Den staaer her ved Siden af de øverste, som overalt, hvor man indseer, hvor usigelig vigtig for et helt Folks Moralitet og Kultur en Skueplads er. — Dagen efter jeg 1ste Gang havde debuteret for Publikum i Jacob Langenfeldts Rolle, skrev en af Danmarks bedste Digtere og en af dets ædleste Borgere følgende Linier i min Stambog, som just ligger for mig, og som jeg maa afskrive til et Beviis paa, hvorledes den oplyste Mand her dømmer:

»Mennesket Foersom er mig inderlig kiær; den vordende Kunstner vinder min hele Agtelse. Gid da Dit Kald, det ærefuldeste jeg kjender, naar man har valgt det af de Aarsager, som bragte Dig paa Skuepladsen, gid det snart vise sig erkjendtligt imod Dig, og evigt blive Dig ligesaa kiært og dyrebart som nu! — Rahbek har sagt: »Hiertet er den rørende Skuespillers Genie.« Gid Du da aldrig saune den Roes, som Dit Genie berettiger Dig til, men stedse høste Din Løn i Din Selvbevidsthed og Dine Medborgeres Bifald!« — Saavidt min Vens Ord. — Gode Gud! hvorfor tænke saa faa saaledes!

Maaske har Rygtet, som saa ofte lyver, fortalt Dem, at jeg valgte Skuepladsen af andre motiver; thi her i Byen har det idet mindste sagt, at jeg blev Skuespiller af Kierlighed til en Skuespillerinde, med hvem jeg vilde gifte mig. — Var denne endog min eeneste Bevæggrund |: og jeg forsikrer at den er det ikke :| hvad var det da mere! At tilslutte sit Hierte for Kierlighed i en Alder, da Naturen saa almægtig tænder denne Flamme; at tillukke sit Øie for denne søde Stierne, der leder os fra Livets Rosentid giennem Ørkener og Paradiser hen til de stille ukjendte Egne bag Tidens Hav — det var Daarskab, om det var muligt! Dette kan og bør aldrig forurolige Dem. Thi vær vis paa, min beste Moder! at den Pige, jeg vil give min Haand som Mand, hun være nu Skuespillerinde eller ei, vist altid skal være saaledes, at De med Agtelse og Kierlighed vil kunne trykke hende til Deres Hierte, og indslutte hende i Kredsen af Deres Børn, som alle elske Dem saa meget! —

Nu nok herom! —

De maa tilgive, at jeg ikke før har skrevet Dem til. Thi deels var jeg i en 8te Dage syg af et Anstød af Nervefeber, som kunde blevet farlig; deels var jeg, da jeg blev frisk, beskieftiget s. 45med at studere min Debut-Rolle, og endelig maatte jeg hver Dag, ligesom og for Fremtiden, gaae paa Fegteskole fra 8—10 om Morgenen, fra 10—12 paa Syngeskole, og fra 2—4 paa Dandseskole. Jeg lærer disse for en Skuespiller, der gaaer ind i det Fag, jeg spiller i, nemlig Kavaller Faget og de yngre Elskere, uundværlige Ting, paa Theaterkassens Regning, og jeg haaber at lære dem ret brav. —

Saavidt kom jeg i Gaar Aftes eller Nat med mit Brev, og i Dag har jeg modtaget Deres og Magdalenes Skrivelse hvis Indhold har giort mig saa lykkelig og rolig, som kun faa ere. — For den tilsendte Foræring aflægger jeg Dem min oprigtigste og erkjendtligste Taksigelse; men for Deres moderlige Bifald og Velsignelse over min nye Bane modtage De mit Hiertes sønlige, inderligste Tak; og mine gode Søstre være overbeviste om, at det aldrig skal glemmes den Beredvillighed, de gav mig deres søsterlige Lykønskning med. Jeg mangler Intet mere; jeg har i mit 21de Aar det meste af det, hvorfor saa mange kjempe det meste af deres Liv, og aldrig naae det: Levebrød, Selvstændighed og Uafhængighed i et par gode Venner; den Lykke at dyrke en Kunst, jeg elsker; og den skønne Udsigt nu snart at kunne blive Mand og Fader, som min theologiske Vei længe vilde have skildt mig ved. — Hvad kan mit Hierte vel ønske sig meer? Til Foraaret |: i Maj eller Juny :| naar Skuespil Huset lukkes og Herskabet reiser paa Landet, seer jeg Dem vist igen; og hvormeget glæder ikke denne Tanke mig! — Magdalene takker jeg meget for hendes Brev, ligesom og den gode Trina, som jeg, paa min Ære, snart skal svare; det er en Skam, at jeg ei har giort det før; hils hende og Sofia 1000 og 1000 gange fra mig. — Hvad Dato Rosing er født kan jeg umuligt i Dag sige Dem, da han og Familie i disse Dage ere paa deres Lyststed paa Fredensborg og blive der til Mandag; dog veed jeg temmelig vist at han er 46 Aar; næste Post skal De vide det bestemt. Han kom til Theatret i samme Alder, som jeg, neml. 21 Aar, og, husker jeg ret, fortalte han mig forleden, han havde været derved i 25 Aar. — Nu lev vel, min eiegode beste Moder! vær inderlig takket for Deres Brev, og ophør aldrig at elske Deres lydige Søn.

Kristianshavn, Lille Torvegade Nr. 81.