Frydendahl, Catharine Elisabeth BREV TIL: Ahlefeldt, Ferdinand Anton Christian FRA: Frydendahl, Catharine Elisabeth (1793-08-05)

TIL THEATERDIREKTØR F. A. C. GREVE AHLEFELDT.
Dresden, 1793, 5. August.

Da vi nu har været her saa lang en Tiid uden at have været saa lykkelig at kundet Profitere noget saa holler ieg det for min pligt at underette Deres Excellence vorledes den Tiid er tilbragt. Da vi ankom her saa tog vi strax til Capelmester Nauman vi sagde ham Aarsagen til vores Reyse. Han var saa god og sagde at i fal ieg kunde Profitere noget hos ham saa ville han med fornøyelse lære mig vad ieg ønskede. Di første fiorten Dage sang ieg en Par gange med ham, siden kom Markedet, og saa tog han ind til Byen og blev der en otte Dage og i den Tiid havde han ingen leylighed at synge med mig, siden er han bleven syg i en Tiid af tre Uger saa ieg i alles har sunget med ham en 11 gange. Deres Excellence inseer selv at ieg ikke har kunnet Profiteret meget der af vi vilde Ræyst herfra da Capelmæsters sygdom veblev, men da det er en overmaade god Mand saa overtalte han os til at blive i den Tanke at han snart [var] frisk og kunde begynde at synge med mig. Vi havde usigelig gierne vildet taget til Vien men af mangel paa Recomodation har vi maattet ladet det blive. Paa samme Tiid blev min Mand syg paa Nye og tog til et bad som liger nær ved Dresden, da ieg ikke heller befant mig vel saa tog ieg med ham og blev der en 6 Dage. Ved samme bad liger ogsaa s. 72den første Sangerinde som er her og en Del andre Italienner Di overtalte mig til at synge for dem da di hørte min stemme saa Raabte di alle paa engan at ieg maatte for alle Ting tage til Italien ieg kunde paa en Vinter Profitere saa meget i sangen at det var nok for min leve Tid da ieg allerede sang med saa megen forredrag og havde saa skøn en stemme som di ikke havde hørdt mage til. Da ieg temmelig got kan læse spraaget saa har en Italienner som er Hofpoet her forsikkret mig at ieg paa toe Maaneder kunde komme saa vidt naar ieg tog en Italienner an at lære mig det at ieg kunde spille i velken opera det skulle være, og blive forstaaet overaldt i Italien. Jeg har hørt den første Sangerinde her en tre gange. Hun har 3000 r og 100 om Aaret i Gul. Hendes Metode er meget skønnere. Hun har næsten ingen stemme meer og hun synger ofte meget falsk, hun vilde paa ingen Maade blive da nu hendes Tiid var ude, men Curførsten har maattet giort uendelig meget af hende, for at faa hende til at blive endnu i 6 Aar og om hun taber sin stemme og ikke kan synge meer end et halv Aar saa maa han dog betale hende ud for dem alle 6, den Ringeste her have 1000 om Aaret, hun fik vist ikke 200 r hos os om Aaret for hendes sang, saa elendig synger hun. Her bliver man ikke ansedt for noget naar man ikke siger at man har 3000 r om Aaret jeg trode at giøre mig meget stolt af at sige at ieg havde 1100 r om Aaret og som ieg i mit Hierte ogsaa er inderlig glad over og Evig skal takke Deres Excellence derfore, men her tog ieg mærkelig fejl man har anseet mig meget Ringe sieden den Tiid da de trode at ieg kunde ingen Ting intil de hørte mig synge saa maa ieg tilstaa at di har forandret deres opførsel i mod mig.

Nu er min Underdanige bøn til Deres Excellence at De selv vilde give mig tilladelse, og udvirke hos Hans Maistæd Kongen at jeg maatte blive borte paa et Aar, da forsikker ieg Deres Excellence at ieg skulde bringe det saa vidt at De, og Hoffet, og Publicum vist vilde være glade ved det naar jeg kom hem og ikke skulde fortryde den tilladelse som Di havde givet mig.

Jeg vílde først blive her nogen Tid hos den gode Capelmæster Nauman og studere saa længe han havde leylighed og s. 73vilde lære mig og siden vilde ieg Reyse lige til Italien. Jeg lever i det glade Haab at i fal det er mueligt saa nægter Deres Excellence ikke denne min Bøn. Jeg venter med megen Haab og længsel Deres Excellences Svar i Leipszey vorhen vi tager om en 14 Dage da maaskee Capelmæster Nauman tager til badet som liger her nær ved for at forfriske sig efter sin Sygdom, ieg kan ikke nogsom sige Deres Excellence vor det er for en veltænkende god Mand ieg er usigelig glad at ieg Rædt har lærdt at kiende ham, og han mig, saa snart som Deres Excellence giver mig tilladelse at blive borte saa tager vi paa øyebliket fra Leipszey og her til igien vor min hele Tid skal blive anvent paa at studere.