Preisler, Joachim Daniel BREV TIL: von Warnstedt, Hans Wilhelm FRA: Preisler, Joachim Daniel (1778-07-16)

JOACHIM DANIEL PREISLER.
1755—1809.
TIL H. V. v. WARNSTEDT.
1778, 16. Juli.

Høyvelbaarne Herr Kammerherre!

Det er Deres Høyvelbaarenhed alt for vel bekiendt, hvorledes jeg desværre for toe Aar siden blev indvikled i Omstændigheder, der kunde have spildt min heele Lykke, dersom ikke en Godhed, som jeg aldrig burde vented, havde reddet mig derud af. Men, jeg beder underdanigst, Høyvelbaarne Herr Kammerherre! troe mig, jeg var for ung. jeg indsaae ikke Faren, og maatte blive klog ved Skaden. Det er jeg og, Gud være loved, bleven, og De kand være overbeviist om, skiøndt jeg ikke haver den Ære at være kiendt af Dem, jeg skal vogte mig for slige og andre Udskeydelser, hvilke anden Gang vidst ikke vilde løbe saa godt af, som første.

Jeg veed det, at det er kommed for Deres Høyvelbaarenhed, at jeg søger Huuset, hvori Jomfrue Deweggen er, og at det skeer for hendes Skyld, nægter jeg vidst heller ikke. Jeg haaber at De tillader mig at tilkiendegive Dem korteligen min Hensigt og mine Tanker angaaende denne Omgang. Det har været mig en særdeles Fornøyelse, som Elsker af Musicken, at staae sommetider om Morgenen Kl. 9. uden for Syngeskoelen; jeg kom der og en Eftermiddag, og saa, at der aleene var faae Fruentimmere, hvoriblandt Jomfru Deweggen. Jeg nægter ikke, at hun jo gefaldt mig meget, og at jeg ønskede engang at tale med hende. Denne Leylighed viiste sig snart, idet jeg i et Ærinde ved Hof- og Stads-Retten kom derned, for at forespørge mig om noget, maaskee ogsaa tillige, for at see hende. Hun var hiemme, og havde just hendes Syngepartie af Coloniet for sig, og sang i det. Jeg bad hende, at blive ved, og kom i det samme til at tale med hende om Musiken, da jeg betydede hende, det var at ønske, hun havde et Clavær, for, ved at angive Tonerne derpaa, at blive fried for den Fare, at synge falsk. Hun biefaldt naturligviis denne Tanke, og uden at spørge hende, giorde jeg Anstalt for at faae eet, loed det i ald Stilhed bringe ned, s. 130og tilbød hende, at accompagnere hendes Sang; Jeg havde vidst ikke giordt det, Høyvelbaarne Hr. Kammerherre, ifald jeg ikke tydelig havde mærked, at Folkene i Huuset vare meget fornuftige, og hun aldrig udloed sig med noget Slags Coquetterie, som vidst, det skal Gud være mit Vidne til, hidtil ikke heller er skeedl. Hun har tvertimod viist ved mange Leyligheder, at hun vidst ikke er den, man holder hende for. Kort sagd, jeg har i den korte Tiid stedse fundet hende fornuftig, munter, men dydig baade i Talen og Gierning, det vil jeg blive ved indtil min Død at forsvare.

9

Det skulde nu giøre mig meget ondt, ifald Deres Høyvelbaarenhed efter mine anførte Grunde fortrød paa mine Besøgeiser. Jeg troer vidst at kunde sige med Sandhed, hun profiterer meget i Sangen, og hendes moralske Character bliver ved mig ikke sadt mindste Klick paa, og da jeg, som jeg alvorligen tør bekræfie, hverken tænker saa nedrigt, at vilde anmode hende [om] uanstændige Ting, eller og nogensinde forvolde mine Forældre den stoere Hiertesorg, at indlade mig i nogen Forbindelse med hende, saa synes mig, at jeg selv kand unde mig denne uskyldige Fornøyelse, som hverken koster hendes eller min Ære.

Forlad, Høyvelbaarne Herr Kammerherre, min Dristighed, at skrive Dem til. Jeg har giordt det, for nogenledes at stille mig tilfreds, og for jeg troede det at være min Pligt i Henseende til Deres Høyvelbaarenhed, da jeg oprigtigen forsikrer, at jeg intet meere ønsker, end at kunde vinde Deres Høye Gunst og Bevaagenhed i nogen Maade.

Med dybeste Respect etc.