Rahbek, Knud Lyne BREV TIL: Preisler, Joachim Daniel FRA: Rahbek, Knud Lyne (1779-05-28)

Lyngby, 1779, 28. Maj.

Jeg har grædt ved at læse Dit Brev, og skammer mig ikke derved. Du kand umuglig lide meere i den Forfatning Du staaer for nærværende Tiid med min Fader, end jeg, som tager største Deel i alt hvad der smerter og foruroeliger Dig. — At miste min Bahbek! — lad mig ikke tænke den Tanke. Beste! at miste Dig! —Uroelig er jeg; thi jeg kiender Forældres Midler til Overtalelse, jeg kiender, jeg har følt det mægtige Indtryk deres Erindringer kand giøre paa vore Hierter — og denne Forestilling ængster mig, men — jeg kiender ogsaa Din Standhaftighed, jeg veed, jeg føler, at det var Dig lige saa umugligt ikke at følge Din Tilbøyelighed, som det er for Dine Forældre at bruge Tvangsmidler. Trøst Dig derfore, Beste, med den Overbeviisning, at ingen i Verden kand fremkomme med en eeneste grunded Bebreidelse mod Dig. Større Mænd end Frankenau maa raade Din Fader, og da først vil jeg frygte, da først maa Du frygte. — Fordomme bliver stedse Grundvolde til deres Overtalelse, og dem forkaster Du og jeg. — Naar disse Herrer kalde Dramaturgic Narrerie, som i vore Tider blive anseet og agted, saa bør de, som i alt have Din Interesse til Deres Øyemed, netop troe, at Dit Studium er det rette, hvorved Du kand giøre s. 136Din Lykke. — Beste Broder! Du maa meget let kunde overbeviise dem om Din Tænkemaades Rigtighed, ved at forestille dem samme fra denne fordeelagtige Side. — Og — vil omsider fornuftige Grunde ikke hielpe — — — saa betænk, at Rahbek aldrig kan komme til at fortryde, at have fulgd sin Tilbøyelighed. Ikke Munden, men Hiertet tilsiger Dig dette; Du fordrer ingen Eed herpaa; — ikke sandt, Beste? — For alleting bliv hos Zeuthen, og lad ham være Din Talsmand. Hand forderver vidst intet. — Jeg kand umuglig beskrive Dig, hvor inderligen rørt min Kone blev, da jeg læste det Sted for hende, som angaar hende. Hun udraabte meere end 10 Gange: Gid vi nu var i Fredensborg hos Rosings, medens Rahbek er der. Her gav Du, Beste! atter Anledning til en Scene, som jeg ikke vilde have misted for meget. Vi saae begge paa hverandres Bryst, fulde af Dig og vores Kierlighed. — Det er jo gandske naturligt, min Rahbek, at min Kiærlighed til min Koene maa voxe, jo meere jeg mærker, hun er indtaged af Dig. — Jeg føler alt i Forveyen mange salige Glæder, de Timer vil forvolde os, i hvilke Du under os Din Nærværelse. — Alle disse Forestillinger, ja Forestillinger, som kun kand tænkes og ikke beskrives opfylder mig med det visse Haab, at Du vil vinde Seyer over alle de Kolde, som søger at berøve Dig din Roelighed, og at giøre Dig til et Menneske, som de.

Saavidt i Aftes, da Du var kiørt fra mig.