Preisler, Joachim Daniel BREV TIL: Heiberg, Peter Andreas FRA: Preisler, Joachim Daniel (1798-04-07)

TIL KGL. TRANSLATØR P. A. HEIBERG.
Neu-Strelitz 1798, 7. April.

Kiereste, Beste Heyberg!

Du falder vidst i største Forundring over at see Brev fra mig, Bedste Ven, og troe for alting ikke, at Interesse er den vigtigste Drivefier til Nærværende Skrivelse. Min gode Datter skulde være mit Vidne, hvor ofte jeg har taelt om Dig, dersom Du saae hende! Hun skienkede mig et lykkeligt Øyeblick, da hun i Rostock, hvor jeg hentede hende, bragde mig en Hilsen fra dig. Jeg glædede mig saa inderlig, at jeg faldt hende om Halsen og tackede hende af mit gandske Hierte. Underlig gaaer det til i Verden, og forunderlige ere Skiebnens Veye! Her maatte jeg hen, efter saa mange sørgefulde Maaneders Forløb. Gud veed, aldrig havde mit eget Jeg forskyldt, hvad der hændtes mig. — Dog — lad Dækket falde! Erindringen om hiine Ulykkens Dage krænker; — de ere forbi; og i dette Øyeblick er den inderlige Overbeviisning at tale med en Ven, som yndede mig i fordums Tiid, og som jeg, efter saa adskillige Aars Forløb, agter meget, meget høyt endnu, vigtigere end Alt Andet. — Nu, beste Ven og Broder! tør jeg frit aabne mit Hierte for dig. Min Søster-Søn Carl Ludwig skrev mig til med forrige Post, at min gode Moder havde giordt den Aftale med dig, at jeg igiennem dig skulde faae ald fornøden Efterretning. Du veed altsaa den heele Sag, og vær overbeviist om, at jeg sætter mit fulde Tilliid til Dig. — Arbeid for mig, du skal aldrig fortryde det. — Nu, da min første Koene er død, — skulde jeg da icke længes efter at henleve mine øvrige Dage i min Fødebye? — Bruger du Attester om Fliid og Opførsel, — dem skaffer jeg dig i Hobetall. Og — den Tanke og oprigtige Villie at tilfredsstille s. 159nogenlunde mine Creditorer med Tiden, haaber jeg vidst vil fremme mit inderlige Ønske. Gud give en lykkelig Fremgang ! Gud give, at den Tid maatte være nær, da jeg kunde omfavne min værdige gamle Moder i Hendes eget Hiem! og viise mine Venner, at mit heele Hierte er stemt til det inderligste Venskab! — Et Par Ord fra din Haand, Gode Heyberg, seer jeg med Længsel i Møde. Jeg holdt det for Pligt strax personlig at henvende mig til Dig, saasnart jeg erfoer, at Du var underretted om Sagen. — Hvad meener du vel, Beste Ven! min Datter er forlovet for 3 a 4 Uger siden med en Boghandler i Strelitz ved Navn Albanus. Det var en høytidelig Dag, ikke i Henseende til Pragt eller Overdaad, men til Hiertets Sprog. — Manden ung, inderlig god og værd at eye en ung Pige, som jeg vil haabe min Datter er. Hvor de med Tiden vilde eller kunde bygge og boe, er endnu ubestemt. — Tusinde Hilsener fra hende! — Dersom Schwarz, Elsberg, Knudsen, Rosing, Saabye etc. endnu tænke paa mig, saa hils flittig og kiærlig. — Åt jeg beder dig besørge indliggende Epistler, fortryder du vist ikke paa. Jeg tør ikke franquere mit Brev længer end Hamborg, men Udlægget med meere, der kunde komme, vederlægger jeg med Glæde i sin Tiid. — Endnu engang, Kiæreste Ven, anbefaler jeg dig min heele Sag i beste Maade. Af mit forrige Brev til min Moder seer du min Hensigt, og jeg troer saa vist, som jeg . haaber det, at det lykkes. Næst tusinde Omfavnelser kalder jeg mig usque ad mortem Din oprigtige etc.