Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Karen Margrete Rahbek (1805-uu-uu)

Fra Fru Rahbek.
1805.

Naar De, min kiære, velsignede „Onkel Job!" selv beder mig, at lade Dem høre fra mig, saa er Fristelsen alt for stor, til at jeg skulde kunne modstaae den. De veed, at jeg er saa glad over, at jeg har eet Brev fra Dem for hver Maaned i dette Aar, og at jeg ønsker saa meget, at det skal blive saadan ved. De er rigtignok meget for god imod mig, og jeg kan slet ikke troe, at De kan savne mig. Jeg kan heller slet ikke tiene Nogen, ikke engang Deres „store Broder" Ole, i at beklage Dem for det eensomme Liv, De fører; jeg finder tvertimod, at De er det misundelsesværdigste Menneske, jeg kiender. Jeg læste forleden Dag, hvorledes Seneca — i et Brev, som har til Overskrift: „For de Gode, og dem, som have giort Fremgang, er Eensomhed tienlig" — skriver til Lucilius: „Jeg finder Ingen, med hvem jeg heller ønsker at Du omgaaes end med Dig selv". Noget lignende har jeg ofte tænkt om Dem, og jeg veed, at naar man er, som De er, maae det være en stor og høi Glæde, kun at omgaaes med Gud og med sig selv. Jeg er ogsaa overbeviist om, at dette Liv maae have en saare velgiørende Indflydelse paa Deres Characteer, og at Deres ypperlige Genie heller intet taber derved. **) Men, fordi dette nu er min Meening, derfor troer jeg dog ikke, at det var godt, om dette blev saaledes bestandig. Jeg troer ogsaa gierne, hvad jeg har hørt Dem sige: at De undertiden om Aftenen, naar Deres Dagværk er tilendebragt, kan savne et Menneske, med hvem De kunde tale; og s. 16 jeg ønsker ogsaa tit paa den Tid, at jeg kunde flyve til min „langveis" Onkel, og være en Times Tid hos ham; men meer troer jeg heller ikke De kan behøve, eller have godt as. At jeg altsaa, efter hvad jeg nu har sagt Dem, maae være meget rørt over at De kan liide at have os heele 3 Dage hos Dem, indseer De lettelig. — Men troer De ikke, at jeg kan savne Spiellerup? De veed ikke, hvor megen Glæde og Trøst De — og maaskee eene De — er istand til at forskaffe mig. Troer De ikke, at det er mig i høieste Grad glædeligt og trøsteligt at høre Dem prædike? og troer De virkelig, at jeg ellers ikke savner den Glæde og den Trøst? Jeg har jo sagt Dem, at jeg næsten aldrig gaaer i Kirke, og De veed dog vist, at det ikke kommer deraf, at jeg ingen Drift har dertil, eller at jeg troer, det er en Ceremonie, man gierne kan springe over. — Ak, gode Onkel! kiendte De den Tilstand, som Misfornøielse med mig selv ofte har sat mig i! De kan giøre hvad De giør, og være hvad De er, med Fred; men skulde et Menneske, der, som jeg, har saa meget at bestride, turde giøre Regning paa en saadan Fred? — Gid De aldrig maae blive kied af at tage Dem af mig, som jeg vist aldrig skal trættes ved at bestræbe mig for at fortiene det.

Men jeg maae endelig ikke glemme at spørge Dem: hvor De kan lyve saadan, som De har giort ved at opregne, hvorledes jeg havde det i Spiellerup. De siger, at De har sat Mad for mig, som jeg ikke kunde spise; og det var just lutter Livretter, De opvartede mig med. Jeg forsikkrer Dem, at jeg tager saa vel til mig af alt hvad jeg faaer hos Dem, at jeg, hvis jeg opholdt mig der noget længer ad Gangen, stod Fare for at blive til en reen Philister. Jeg tør slet ikke lade min Fader vide, hvor meget jeg spiser, naar jeg er ude hos Dem; thi han kan aldrig faae mig til at spise nok. — Og hvad de „smaae brune Flaggermuus" angaaer, saa har jeg jo sagt Dem, at jeg derude ikke er bange for Muus; tvertimod, jeg holder en Smule af Muus i Spiellerup.