Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Matthias Frederik Georg Bøgh (1810-02-08)

Fra (Amtsprovst) Bogh.
Præstøed. 8 Febr. 1810.

Gode Ven,
Bærdige Hr. Mynster!

Modtag min forbindtligste Tak for den vakre, og mig i Særdeleshed — som samstemmende med Dem i Religionsmeninger — saare behagelige Foræring, De har stienket mig ved at tilstille mig Deres Prædikensamling. Hele Deres Gave har jeg nydt, og som en ringe Gjenforæring beder jeg Dem ansee nærværende Brev, hvori jeg kortelig vil stræbe at gjenkalde mig de Bemærkninger, Bogens Læsning gav mig Anledning til.

Man har stridt meget om, hvilken der er den første af den christne Religions Cardinalartikler. Tidens Vantro og Irreligiøsitet har ikke røvet mig den Mening, at „Troen paa Gud formedelst Jesum Christum" er denne Christendommens Hovedsætning, som jeg ogsaa troer let af Bibelen selv at bevise. Fremlyse bør det efter min Mening overalt af den christelige Prædikants Tale, at denne Tro er hos ham; men han bør fremstille den paa en Maade, som stemmer med Tidens Cultur. Hos Deres Prædikener findes begge Dele, og da de derhos afhandle paa en grundig Maade høist vigtige Ӕmner, og tillige forene i sig de trende Egenskaber, som bør findes hos enhver Tale og især hos Prædikener, at de nemlig undervise, røre og underholde, og have desforuden ikke i ringe Grad den saakaldte „Unction" over sig: tør jeg forudsige For s. 50 fatteren, at han naaer sin Hensigt, som jeg neppe feiler i at antage, ved disse sine udgivne Prædikener at vinde Sjele og Hjerter for den dyrebare Christendom. — Maatte Forfatteren tillige naae en anden Hensigt, som jeg ogsaa troer at burde tillægge ham, den nemlig, ved sit Mønster at bevirke en anden Prædike methode end den, som nit er i Mode hos vore Prædikanter. Blot Moral vil man prædike, og for at kunne sige noget Nyt, fører man Tilhørerne ind i en Afkrog i Moralens Rige, og anatomerer her et Sidestykke af en Dyd eller Last, der staaer i liden og sættes i næsten ingen Forbindelse med Religionen; ja man foredrager stundom blot nogen Leveklogskab, og er intet mindre end omhyggelig for at lade høre, at man kjender Bibelen og gjør noget af den: dette, synes mig, charactiserer den nyere Prædikemethode. — Moralen har man adskilt fra Troeslærdommene, hvilket kan være godt og rigtigt for Moralen som Videnskab betragtet, thi her gjælder det: qui bene distinguit, bene docet. Men følger Prædikanten denne Adskillelse, kan han vel oplyse et og andet i Moralen, men Moralen, han prædiker, bliver uden Liv og Kraft; og medens Moralkundskaben voxer, tager Moraliteten af. Jeg troer derfor, at ligesom man har characteriseret en ikke for længe siden forsvunden Tidsalder saaledes: at der fandtes hos den mere Moralitet end Moral, saa kan man rettelig characterisere vor Tidsalder saa: at den besidder meer Moral end Moralitet. — Bibelen, vort Mønster, adskiller ikke Moral fra Religion eller Troeslærdomme; og findes først Religion i Hjerterne, da mener jeg, den er som en Sæd i god Jord, hvoraf Moral og Moralitet næsten af sig selv fremspirer. — Men ville vi prædike Religion, som er noget, da maa det være Bibelens Religion, være positiv Religion, vi prædike; thi blot Fornuft-Religion er som intet. for at opsvinge os til Gud, den Uendelige, behøve vi, som boe i Støvet, et overordentligt Mellemmiddel, en Midler mellem Gud og Meunesket; Gudmennesket Jesum Christum behøve vi, og uden ham er al vor Prædiken omsonst. — Og fordi vi have ophort at prædike s. 51 ham, at prædike Tro paa Gud formedelst ham, derfor har Irreligiositet grebet om sig; derfor er vor Moralprædiken uden Nytte, og derfor staae vore Kirker tomme (en Bemærkning, som næsten alle de, der tale om denne Tomhed, have ladet uanført). — De, gode Ven, har ligesom brudt Isen for den rette Prædikemethode, og mit Ønske tilbeder Dem mange Efterfølgere. Mueligen vil en Recensent dømme anderledes, thi Deres Prædikener stemme ikke med Tidens Smag; men Sandhed og den gode Sag haver De vist paa Deres Side, og Deres Seier er vis. — Men saa fordeelagtig min Dom i Almindelighed og i det Hele taget er om Deres Prædikener, bør jeg dog ikke fortie, at jeg ogsaa under deres Gjennemlæsning støbte paa et og andet, som jeg fandt noget at udsætte paa. Visse Smaating vil jeg nævne, saasom: undertiden har De flecteret Ord urigtigen, „Menneskene" for „Menneskerne", „tællet" for „talt"; og Deres Interpunctation fandt jeg ofte Feil i, som især hos Dem er til Skade for Tydelighed. Saa forekom mig og stundom Dunkelheder i Udtrykket, hvori Forfatterens Tankerigdom og Hang til kjernefuld Korthed vist nok er Skylden. — Af disse samme Aarsager synes De mig overalt ligesom at ville have forsøgt, hvor kort man i danskt Sprog kan fatte sig; men som nu vort Sprog er fattigt paa Forholdsendelser, har De derved hartad overlæsset dets Kræfter. Beviis for hvad jeg siger kan jeg ikke anføre, saasom jeg har udlaant Deres Bog; men virkelig er der af nysnævnte Aarsager noget Særeget ved Deres Sprog, som dog langt fra ikke er mishagende, deels fordi det concise Foredrag som oftest vel har lykkets Dem, deels fordi hiint Særegne er noget Characteristisk, noget Naturligt for Dem, og sees tydeligen ikke at være Affectation, eller fremmed Maneer, De paa Oversættcrviis har villet indtvinge i Sproget.

4

Og her haver De nu, gode Hr. Mynster, omtrent det, som under Deres Bogs Læsning faldt mig ind, saavidt jeg kan huske saadant. Det kommer til Dem i den private Brevdragts hele Skjødesløshed, som De behageligen vilde undstylde, s. 52 og iøvrigt modtage det som et Beviis paa den Agtelse, jeg haver for Deres Skrift.

4*

Forbindtligst og ærbødigst,
Bøgh *) .