Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Bernhard Severin Ingemann (1822-10-31)

Fra Ingemann.
Sorøe, d. 31 Octbr. 1822.

Ærb. P. M.

Først en venlig og taknemmelig Hilsen fra den unge academiske Planteskole hernede, hvorover De vist med os har s. 84 nedbedet Himlens Velsignelse, og som med Guds Hjelp ogsaa med Tiden vil blive Dem, og Enhver, der med kjærlig Omhu vanger derover, til Velsignelse og Glæde. Indretningen synes nu allerede at være kommen i ret god Orden og Gang. Hvad der først laae mig paa Hjertet, saasnart jeg var kommen i Rolighed hernede, var at bringe de Morgen-Lovsange i Stand, hvormed De i vor sidste Samtale var saa god at overdrage mig et høist kjærkomment og vigtigt Hverv. De gamle Morgenpsalmer af Kingo og Brorson opsøgte jeg først, for, om muligt, ved en vaersom Forandring af enkelte nu stødende Udtryk, at faae dem anvendelige til vort Øiemed, uden at de derfor skulde tabe Noget af den Aand og Hjertelighed, som gjennem de forældede Former saa umiskjendelig tiltaler os. Men enhver nok saa lempelig Forandring syntes mig en Synd mod det ærværdige Gamle, og vilde man desuden, som nok til Hensigten blev nødvendigt, forkorte Psalmerne, vilde det blive et Flikværk, hvormed Ingen kunde være tilfreds.

6*

Da jeg imidlertid i min nye Stilling hernede ofte har følt mig i en saa lykkelig Stemning, at jeg selv ofte har følt Trang til at prise Gud for Lyset og Livet, saa er det ligesom kommet af sig selv, at, hvad jeg skrev, blev Morgenpsalmer.— Syv korte Lovsange, een til hver Morgen i Ugen, troer jeg at være det meest passende Antal, naar man ved Andagten vil forebygge det Mekaniske i daglig Gjentagelse, og det overfladelige Indtryk af altfor megen Omvexling. Saadanne 7 Lovsange, til forskjellige bekjendte Psalmemelodier, de fleste paa 2 Vers og ingen over 3 Vers, har jeg idag gjennem Directoren tilstillet Directionen, for at de, hvis de fandtes passende og Øiemedet værdige, med Directionens Tilladelse kunde foranstaltes samlet aftrykte og uddeelte blandt Eleverne. Gjerne vilde jeg ved alle de Dage, hvortil christelige Erindringer knytte sig (især Torsdagen og Fredagen), have hentydet derpaa i Lovsangene, men dette kunde neppe skee uden at disse Søgnedage derved fik et saadant Helligdags-Anstrøg, som kun tilhørte s. 85 de store Festdage, der egentlig ere hine Erindringer helligede. Derfor har jeg kun ved Søndagen taget Hensyn derpaa, og valgt Løverdagen til Dødens Erindring, som den Dag, paa hvilken Christus laae i Graven, og som Modsætning til den følgende ugentlige Opstandelses-Sabbath *) .

Hermed Levvel og endnu engang ret hjertelig Tak baade for hvad Academiet i Almindelighed og jeg i Særdeleshed skylder Deres virksomme og kjærlige Aand.

Jeg forbliver med Høiagtelse og Ærbødighed
Deres hengivneste
B. S. Ingemann.