Engelbreth, Wolf Frederik BREV TIL: Mynster, Jakob Peter FRA: Engelbreth, Wolf Frederik (1825-11-21)

Fra (Provst) Engelbreth. ^*)Denne M.’S mangeaarige Ven og Nabopræst havde indsat ham i Embedet den 7de November 1802, og var hans jevnlige Omgang, medens han var i Spiellerup. (Medd. S. 144). „Jeg havde dog Een" — skriver M. S. 147 — „med hvem jeg kunde tale om de Anliggender, som ikke hørte til Dagens Conversation". —
Lydersløv 21. Nov. 1825.

Kiere, høitagtede Ven!

Med den hierteligste Taksigelse følge de laante Bøger tilbage. Autenrieth, synes mig, udvikler med høi Grad af Sandsynlighed, at Mennesket hører en høiere Verden til, og som en Stemme fra en Medicus og Naturkyndig er hans Bog mærkelig, da ellers de fleste blandt hine lade sig fængsle af de nærliggende Tilsyneladelser, hefte Blikket til Jorden, og kan ikke faae det opad. Det synes mig ogsaa, vor Tids „rationale Theologer kan tage sig hans Ord til Hierte; thi ogsaa for dem er en høiere Verdens Indgriben i den jordiske en Daarlighed. De har fuldelig Ret, at „Alt bliver fattigt uden Aabenbaringen; den er det, som giver Fylde og Runding. Dog troer jeg, at denne Forfatter ikke er den ugunstig.

Tholuck „Von der Sünde $$." læste jeg med megen Fornøielse; paa sine Steder henkastes vel mange Blomster, men Tonen i det hele behager. — Neander: „Geist des Tertullianus" har jeg, derfor takker jeg for det gode Tilbud. Jeg troer, at hans Foretagende at ville udgive en Kirkehistorie vil blive heldigt, da han med sin Gemytlighed vil være istand til at give os mere af Kirkehistoriens Aand, end mange Andre, som mere give os dens Legeme end dens Aand.

For Deres smukke Prædiken om christelig Viisdom takker jeg Dem paa det venskabeligste. Den vakte næsten Fortrydelse hos mig, at have givet mig ud paa Kamppladsen; men da jeg var mig bevidst, at jeg havde søgt at undertrykke hvert Udtryk, der kunde betragtes som personligt, og kun holdt mig s. 120til Sagen ved dette mit „Forsvar for Luther" — hvem jeg ærer og agter, ja jeg kan sige med Sandhed: elsker, saa høit, at der gaaer saa Dage forbi, hvori jeg jo læser i hans Skrifter — saa lod jeg det gaae sin Gang og sin Skiebne imøde. — Jeg haaber, at Rei$$*el har sendt Dem et Exemplar af Skriftet.

Er Dem noget Skrift af Nyere bekiendt, som isærdeleshed betragter det rette Forhold mellem Fornuft og Aabenbaring fra den christelige Side, vilde De meget forbinde mig, om De ved Leilighed vilde meddele mig Underretning derom, hvilket De iblandt flere anseer for det bedste. Meget har i den Henseende behaget mig Steudel „Über die Haltbarkeit des Glaubens an geschichtliche höhere Offenbarung Gottes"; men mueligt De kiender et endnu tienligere Skrift.