Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Frederik Christian Sibbern (1825-12-14)

Fra Sibbern.
D.14de Decbr. 1825.

Idet jeg oversender Dem medfølgende Manuskript, *) for at bede Dem løbe det igjennem, fornægter jeg ikke det göthe'ske: „er wünscht euch zu gefallen", og søler, at Børnene af vor Phantasie dog ere vort Hjerte nærmere, end Børnene af vor Reflection og Speculation.

Jeg kunde fortælle en Deel om, hvorledes dette Product af mit Livs Poesie er opstaaet. Paa min Reise skrev jeg allerede en Deel af de Stykker, som her ere samlede. Jeg kan endnu sige, hvad jeg skrev i Breslau, hvad i München. Det meste har jeg dog skrevet her i Hjemmet. For ti Aar siden dannede sig den Idee hos mig at samle det til et Heelt, og da ordnede det sig næsten ganske i den Form, det nu har. Ifjor fik jeg fat paa det igjen, for at skrive det reent, og lagde adskilligt til, som jeg fik skudt ind, især mod Slutningen. Afskrivten har s. 123 jeg fuldendt i denne Vinter, og derved lagt sidste Haand paa det Hele. Nu kommer det an paa, hvad De siger dertil.

Sibbern.

Uden Datum.

Man kan neppe blive overrasket paa en behageligere, glædeligere Maade, end jeg blev det ved at modtage og læse Deres Recension, da jeg kom hjem i Gaar Aftes sildigt; og min første Tanke var, da jeg havde læst den, at jeg strax i Dag maatte takke Dem for den. Deres Recension forekommer mig saa træffende, saa god, et saa væsentligt Supplement til Bogen selv (hvad enhver Recension skulde være), at jeg strax følte Lyst til at spørge Dem, om De ikke mener, det kunde lade sig gjøre, at jeg lod den trykke tilligemed Bogen selv. Hvad det er saa godt ved et Skrivt som dette, at sige mange Læsere, og hvad det dog slet ikke vilde gaae an, at jeg selv sagde dem, er her sagt saa tilstrækkeligt og godt, at jeg ei kunde ønske det anderledes eller bedre. Især er, hvad der er sagt om Skrivtemaalet, et saa nødvendigt Tillæg til Bogen, at det allene derfor var ønskeligt, at Recensionen kom ud med den. Det eneste, der kunde staae i Veien, var, at den er saa særdeles fordeelagtig for Bogens Forfatter, og at det derfor kunde synes upassende, at han selv meddeelte Publicum den. Men der er igjen saa meget deri, som jeg, for at Bogen virkelig kunde virke, som Hensigten var, ønskede sagt enhver Læser af den.

Endnu maa jeg ogsaa, hvad de enkelte Puncter angaaer, imod hvilke De gjør Erindringer, sige Dem, at ogsaa det har fornøiet mig, hvor vel De deri har truffet det Rette. — Især fornøier det mig, at De ei har troet, at Gabrielis's Elskede kunde finde saa megen Behag i Sokrates. At hun ikke er et blot Foster af Indbildningskraften, vil De let forestille Dem. Men dette Træk havde hun ei i Virkeligheden. Tvertimod — Gabrielis gjorde ingen Lykke med sin Plato; det var en ganske anden Forfatter, hun elskede. Men da jeg for ti Aar siden skrev det Brev, hvori derom tales, gav jeg hende dette Træk, s. 124 for at Ingen skulde gjætte den Rette. Nu falder slig en Grund bort. Imidlertid kunde jeg have Lyst til at lade det blive, som det er, naar Deres Recension maatte følge med Bogen.

I stor Hast, da jeg skal hen og Iæse, og har maattet bruge min første Tid i Dag til at berede mig til min Forelæsning.

Deres
Sibbern.