Fogtmann, Nikolai BREV TIL: Mynster, Jakob Peter FRA: Fogtmann, Nikolai (1843-uu-uu)

Fra Fogtmann.
Aalborg, 1843.

Jeg har nu allerede for nogen Tid siden læst D. H.'s Afhandling „om de logiske Principer" ^**)Bl. Skr. 2., som meget har interesseret s. 231teresseret mig. Dog maa jeg endnu være af den Mening som tidligere: at der ikke mellem Supranaturalisme og Rationalisme er en saadan contradictorisk Modsætning, at principium exclusi medii derpaa kan anvendes. Saadanne historiske Begreber, som Rationalisme og Supranaturalisme, ere saa ubestemte og vide eller ample, at de næsten ingen faste Grændser have, og de gaae umærkelig over i hinanden. Jeg finder ingen Modsigelse deri, at Een og den Samme kaldes til een og den samme Tid baade Supranaturalist og Nationalist; thi han kan være begge Dele, men i forskjellige Henseender; og diversi respectus tollunt contradictionem. Den, som f. Ex. troer paa en sand gnddommelig Aabenbaring i Christo, kaldes en Snpranaturalist; men dersom han derhos vil læmpe Aabenbaringens Indhold efter den eensidige Forstands Fordringer, eller med andre Ord, dersom han opfatter Aabenbaringen rationalistisk, kaldes han Rationalist. Det forekommer mig derfor ikke, at disse Begreber eller disse Benævnelser ere saa bestemte, at de kunne kaldes contradictorisk modsatte. Imidlertid vil jeg ikke disputere meget derom; thi det er muligt, at jeg tager feil; men jeg kan ikke indsee, at det forholder sig anderledes, end jeg har tilladt mig at yttre. Derimod anseer jeg det for en Fortjeneste at hævde og fremhæve de gamle logiske Principers Værd, som D. H. i hiin Afhandling har gjort.

Hegelianismens vigtigste Støtte hos os er udentvivl Prof. Heiberg, fordi han er vittig, og forstaaer at give alt det, han behandler, et glat og blankt Udseende. Jøvrigt kan jeg ikke fordølge min Overbeviisning, at den hegelske Philosophie har virket meget godt ved at fordrive eller bekjæmpe den skadelige Rationalisme; men dersom den selv udarter til Nihilisme, som det nu synes i Thdskland, er den vistnok endnu langt skadeligere eller fordærveligere, end Rationalismen var.

15*

s. 232— Da jeg for nogen Tid siden var i Viborg, fandt jeg Biskop Tage Müller meget utilfreds med sit Ophold der ved Stænderforsamlingen og sin Fraværelse fra Ribe. Dog er han agtet og afholdt af Alle, og stifter vistnok stor Nytte i Forsamlingen. T. Müller er en sjelden retsindig og fortræffelig Mand; men han har et tungt Sind, og piner sig forgjeves med Ængstelser. Man maa være glad, glad i Herren. Ellers gaaer det let galt. Alting bliver tungt tilsidst for den, som kager det tungt ɔ: med et tungt Sind og Mismod. Forresten er det vistnok endnu galere at tage Alting let; men medio tutissimus ibis!