Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Nikolai Fogtmann (1844-01-20)

Fra Samme.
Aalborg, 20 Jan. 1844.

At det gaaer langsomt med Tillægget til Psalmebogen, er næsten commune naufragium for alle Commissionsarbeider, især naar Commissionens Medlemmer ikke ere samlede. Det var maaskee ogsaa bedre, at en saadan Commission bestod af færre Medlemmer, f. Ex. af tre; thi derved vilde Arbeidet hurtigere fremmes. Jøvrigt vilde jeg ansee det for een af de vigtigste Fordele af disse Forhandlinger, dersom Ritualsagen derved paany kunde komme under Overvejelse og til Afgjørelse. Det synes nemlig, at Ritualsagen sover hen igjen, dersom den ikke vækkes ved eet eller andet Stød.

Med stor Interesse læste jeg i Heibergs Intelligentsblade Deres Høiærv.'s „kirkelige Polemik" *) . Derimod har man ikke uden Indignation kunnet læse et Par Modstykker, som det dog neppe er værdt at indigneres over, undtagen naar man netop indskrænker Indignationsbegrebet til det, som det egentlig betyder, nemlig at man finder, at noget er uværdigt. Hvad K. H.'s Replik angaaer, da er den skreven i en ganske anden Tone, og han har Ret i adskilligt af det, som han nu s. 233 siger; men han har vistnok i sin Anmeldelse af „Enten-Eller" i det Hele udtrykt sig uheldigt, for at bruge eet af hans egne Udtryk. Da jeg har ikke liden Agtelse for Jean Pierre — som han før har kaldt sig — saa har det glædet mig at erfare, at hans Vildfarelse mere ligger i Udtrykket, og i visse urigtige Forestillinger, end i hans egentlige Overbeviisning. Han synes ikke at kjende den himmelhøie Forskjel mellem christelig Eenfoldighed og triviel Popularitet. Han synes at mene, at man skal polemisere paa Prædikestolen mod falske Lærdomme, og at det ikke er nok at tale umiddelbart ud af Troens Fylde. Deri tager han feil; men han har destoværre stor Ret i, at mange Præster ikke prædike som de burde. Men dette kommer vistnok langt snarere deraf, at de ikke have sand christelig Dannelse og Tro, end deraf, at de mangle philosophisk Dannelse og Speculation.

Den nye Gnosticisme vil vel iøvrigt falde bort igjen ligesom den gamle; men den kan vistnok imidlertid anrette megen Forvirring og Skade. Det har glædet mig at see, at Prof. Clausen i sin „Udvikling af de christelige Hovedlærdomme" ogsaa saa bestemt udtaler sig imod denne fordærvelige Retning. Imidlertid er det ikke let at bekæmpe dem, hvis Borge ere Luftcasteller, og hvis Angreb og Forsvar ere Luftspring. De forstaae ganske godt den Kunst, at slaae alting hen i Veiret. Jeg maa ellers tilstaae, at jeg hidtil ikke har truffet blandt dem, som jeg har ordineret, saadanne Speculanter, som forkaste den historiske eller kirkelige Christendom; men de kunne komme endnu; thi det er nok især de yngre Studenter og Candidater, som ere befængte med disse Vildfarelser. Det er under disse Omstændigheder en sand Lykke, at der nu maa i Reglen hengaae nogle Aar, inden en theologisk Candidat kan opnaae et Præstekald. For en Snees Aar siden kunde en Candidat faae Præstekald samme Aar, som han blev Candidat; og dengang kom ogsaa mange aldeles umodne Rationalister i Kirkens Tjeneste. Dersom Forholdene endnu vare de samme i Henseende til Letheden af geistlig Ansættelse, vilde mange Prædikestole og s. 234 Præsteembeder komme i Gnostikernes Vold. Men nu skeer det ikke saa let; og om nogle Aar seer det anderledes ud; thi om nogle Aar er den nye Gnosticisme ogsaa forældet og magtesløs.