Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Tage Christian Müller (1844-06-15)

Fra Biskop T. Müller.
Ribe, 15. Juni 1844.

Deres Høiærv. maa troe, at det er haardt for mig at skulle nu tilbringe det Meste af ei Fjerdingaar fjernt fra det Hjem, hvor jeg finder min Opmuntring og Trøst, og sidde i Stændersalen, hvor jeg altid vil føle, at jeg ikke er paa min Plads.

— At der fra Præsteconventerne komme mange umodne Projecter, eller i det mindste, at saadanne omventileres der, er sikkert; jeg har endog havt Exempel paa, at ei saadant er forelagt mig, netop med den Indledning, at man havde qvalt de umodne og kom nu frem med eet, som var modent. Men deels erfare vi dagligen, hvor forskjellige Dommene ere, og hvor lidt den yngre Slægts Anskuelser passe med den ældres, der jo vel ogsaa, sig selv ubevidst, kan stundom for meget være laudator temporis acti; deels maa der i Begyndelsen være noget større Gjæring og adskillige luxurierende Skud; deels er der jo aldrig Lys uden Skygge. Men nu, ei allene ei Stiftsconvent, men ei Convent for hele Nørrejylland — det vil aldeles ikke hue mig. At man derved vil spilde Penge og Tid, er for mig afgjort; Udbyttet synes mig meget uvist. Ligesom Communicationsmidlerne blive lettere, tiltager Reiselysten, og dette har jeg virkelig imod mange ellers agtværdige unge Præster, at de ved alle Leiligheder saa gjerne ville afsted, og finde, at det harmonerer godt med Embedspligt, at „lade Degnen læse", som det hedder. Ligesaa godt som det i sig selv kan være, at der holdes høitidelige Møder for Bibelselskaber og Missionsselskaber, ligesaa lidt anseer jeg det hensigtsmæssigt, at disse Møder holdes saa ofte; — her er s. 238 det de sidstnævnte Selskaber, som ere en vogue, hvorimod Bibelselskaberne ere aldeles satte tilside. Jeg har paadraget mig nogen Uvillie ved oftere og alvorligen at tale imod denne hos Præsterne temmelig udbredte Lyst til at reise omkring; dette kan man jo ikke undgaae, naar man vil handle efter sin Overbeviisning.

D. H. veed, at jeg særdeles ærer Deres Mening; og Deres Ord om det nye Cultusministerium, eller hvad man vil kalde det, som man ønsker at fremme, har derfor meget vakt min Opmærksomhed. Jeg ønsker vistnok ikke, at Geistlige allene, eller med ei overveiende Antal Medlemmer, skulde styre de geistlige Anliggender; men jeg maa vedblive det Ønske, at der dog var en geistlig Mand af Erfaring med i Raadet, som, naar Sagerne delibereredes, kunde give Oplysninger, der kunde forebygge skjæve, aldeles upractiske Resolutioner, og der kunde, om muligt, forebygge Lovfortolkninger, ved hvilke det dialectiske Talent neppe har været i Sandhedens Tjeneste. — Dersom det lærde Skolevæsen ei havde været bestyret saa ganske afsondret fra Borger- og Almueskolevæsenet, vilde Directionen neppe have troet sig at være aldeles i sin gode Ret, naar den foreslog flere lærde Skoler til Nedlæggelse uden at byde den mindste Erstatning ved at hjælpe Byerne til at faae bedre Realskoler, høiere Borgerskoler i hine Skolers Sted.

Jeg formoder, at D. H., som nylig har sysselsat Dem med det N. T.'s Chronologie, har med saa meget større Interesse læst Wieselers „Synopse der vier Evangelisten". Det ligger udenfor min Competence at dømme derom; men jeg har med megen Fornøielse — om jeg maa bruge dette Udtryk — sysselsat mig med dette Skrift, saavidt min Evne og min Tid har tilladt mig det. At han vil bestemme alle Tidspuncter altfor nøie, er vel klart nok; men her er Meget samlet, og mange skarpsindige, om endogsaa stundom tillige spidsfindige, Combinationer. Ebrards „Kritik der 4 Evangelien" indeholder sikkert meget Godt; Partierne om Genealogierne — ogsaa om Besættelserne s. 239 — interesserede mig ikke lidt; men den bestandige Persiflage, han bruger, er mig ei tilpas og fremmer neppe Hensigten.

Med den dybeste Høiagtelse er jeg nu og altid

Deres Høiærv.'s
ærbødigste og hengivneste
Tage Müller.