Danmarks Breve

BREV TIL: Jakob Peter Mynster FRA: Tage Christian Müller (1846-uu-uu)

Fra T. Müller.
Ribe1846.

Ligesom man ei sjelden udsætter sig for incidere in Scyllam ved at ville evitare Charybdin, saaledes gaaer det ogsaa let mig ved min Brevvexling med D. H. Jeg vil ei være paatrængende; men stundom kan det derved faae Udseende af, at jeg er mindre skjønsom, end jeg burde være, og end jeg er. —

— Der er Meget i Verden, som udbreder Skygge ind i den lille Kreds, der ikke kjendes udenfor den. Men som der s. 245 ere mange saadanne Sorger, saa er der ogsaa mange offentlige. De skrækkelige Scener i Gallicien have dybt rystet mig. Jeg veed vel, hvor lidt det blotte Christcnnavn betyder; men det forekommer mig dog, som at saa vilde og vedvarende Udbrud af meer end dyrisk Grusomhed hos saa stor en Masse Mennesker ei maatte kunne finde Sted, hvor der var den mindste Grad af et Slags Cultur, der dog pleier at ledsage selv blot Formen af Christendommen. — Freden i Europa vil vel neppe nok kunne bevares længe; paa en særdeles Maade er den Mand, som især har virket til at bevare den, ottende Gang beskyttet for Morderhaanden, men hans Aar kunne dog neppe være mange flere paa Jorden.

Embedssorgerne kunne sandelig ogsaa i vore Tider være store nok. Tilfredsstille de forskjellige Partier og deres Fordringer, kan man naturligviis ikke; men det er vanskeligt at vogte sig — paa den ene Side for at blive eensidig, paa den anden Side for at blive characteersvag. — Jeg vilde ansee det skadeligt baade for Stat og Kirke, om der intet Baand skulde være imellem dem; derimod kunde jeg vel ønske Baandet mindre stramt. Jeg veed, at de occultis non judicat ecclesia, og jeg kan begribe, at Kirken kan have Grund til at ignorere Meget, som skeer i dens Midte; men naar et Parti træder saa aabenlyst frem som for Tiden „Lysvennerne" i Tydskland, saa synes mig, at Kirken løsriver sig selv fra sin Grund, ved at sige, at den udvider ogsaa sin Bygning for det. Det forekommer mig derfor rigtigt, at det tillades Lysvennerne at constituere et religiøst Samfund, men udenfor den christne Kirke, fra hvilken jeg neppe kan troe, at nogen alvorlig ærlig Mand kan paastaae, at de ikke have løsrevet sig. Men hvorledes dette skal realiseres under de virkelige Forhold, og efter den Forening, der nu finder Sted mellem Stat og Kirke, det indseer jeg ikke.

Jeg vil i Sandhed ikke, at man skal gjøre en meget snever og indskrænket Brug af Navnet: Christen; men jeg s. 246 mener dog, at en Christen maa i sin Mester og Herre erkjende noget Mere, end et Menneske. Jeg hører langtfra til dem, som ville udelukke af Kirken hver den, som endog i vigtige dogmatiske Materier har afvigende Meninger; men Afvigelsen maa dog ei berøre det egentlige christelige Livsspørgsmaal. En Christen maa dog tree paa Christus; men det kan han ei uden ved at antage ham for den, han selv sagde sig at være; han maa i Sønnen erkjende den, der ei allene bærer Guds Billede som en Skabning kan bære det, men som er i Guds Skikkelse, saa at den, der seer Sønnen, seer Faderen. Her mener jeg, at Hovedgrændselinien maatte kunne trækkes, og at Hovedpuneterne for den dog uden den største Vanskelighed maatte kunne findes. Jeg for min Part finder de mange smaa Partier med forskjellige Bekjendelser indenfor den store Kirkekreds intet mindre end ønskelige; thi uagtet alle Divisioner, vil der dog altid i disse blive mangfoldige Subdivisioner; ja de vilde formere sig i det meget Smaa, naar alle, og det dog ei ganske ubetydelige, Nuancer i Troesbekjendelsen skulde vedblive at udtale sig saaledes, at enkelte afsluttede christelige Selskaber ved dem skulde constitueres. Men hvorledes Opløsningen af al denne Forvirring skal skee indenfor den bestaaende, og halv i Opløsning — i en anden Forstand af Ordet — sig befindende Kirke, veed jeg ikke; og jeg har Intet seet, der kan lede mig paa Spor.

16