Danmarks Breve

BREV TIL: Oluf Christian Olufsen FRA: Christian Henriksen Pram (1793-10-25)

Pram til Olufsen.

Kjøbenhavnd. 25 Oct. 1793.

Ven! Velkommen til Tyskland og takket være du for de tvende første behagelige Prøver, du gav dine her efterlevende Venner paa at de erindres af dig. Bliv ved at opfylde det Vacuum, din Bortreise har efterladt i vort huuslige Liv, ved dine Breve, saa godt det ved dem lader sig gjøre. Ennuien vil vanskeligen lade sig afholde fra at indtrænge sig der, og den vil slet ikke kunne lukkes ude, dersom vi ikke ved dine Breve kan drive det. For dem, som Emanationer af dig, kan den, som du vel selv har mærket, ikke bestaae.

Min Kone og jeg have begge forsøgt at være gode og susselige. Vi have begge følt Nødvendigheden af til den Ende at anspænde alle Kræfter. Det er lykket os temmelig; men virkelig var din Bortreise, hvad du kan begribe den maatte være os, da du udgiorde meget meere end halve Verden for os. Det er nu fire Aar du har hiulpet os frem ad Livets Vei, den vi have lagt tilbage i den Tid næsten stedse i dit Selskab. Vi glemte ved det en mægtig Deel af, hvad der vilde giort Rejsen ubehagelig. Det er ligefrem, at vi føle nu meget meere enhver Steen, som støder paa Vognfielene; og naar vi omsider faae vant os til at kiøre frem uden dig, vil dog stedse enhver Tanke om det gode Stykke, vi kiørte med dig, vise os, at Reisen ei er saa behagelig, som den vilde have været os, om vi kunne reist i Selskab med dig lige til vi vare komne hiem.

Efterat have faaet dit første Brev, begyndte jeg alt paa at s. 11 skrive dig til igien; med næste Post fik jeg dit andet, og erfoer, at du ikke blev længe nok i Hamborg til at kunne modtage Svaret der. Swartz kom nu hiem, og sagde, at du nok opholdt dig nogle Dage i Zelle og i Hannover, og at du altsaa ikke vilde komme til Göttingen saa snart. Det er Aarsagen, hvorfor jeg skriver først i dag.

I forrige Uge var min Kone syg et Par Dage; det er forbi, hun er atter i nogle Dage meget vel. Jeg har lidt desperat af en aldeles fordømt Tandpine. Jeg sidder med Kryderpose om Kiægen, og griner hæslig. Jeg vilde lade den pinende Tand trække ud. Chirurgen havde den fat med sin Tang; har brækket Kiægebenet halv over, men uden at faae Tanden løs. Jeg skal altsaa pines med den et halvt Aars Tid, om ej længer. Dog det gaar vel over; man lærer, endog uden Stoicisme at finde sig i Tandpine.

Aviserne ville have fortalt dig, at Kronprindsens lille Datter 1) døde pludselig af — Tandpine — da hun nemlig skulde faae Tænder — d. 12te. Et virkeligen sørgeligt Dødsfald, ikke fordi der er nu en Smule Prindsesse mindre i Verden, men fordi Kronprindsen er utrøstelig; fordi et saadant Stød, nu anden Gang, kan være farligt for hans Character, da mueligen dette Skaar i hans huuslige Glasde kan gjøre ham sortblodig, og Førstens onde Luune kan være sørgeligt for mange fleere end ham. Hans Kone, som gaaer paa faldende Fod, var syg, blev det meere, og det er rimeligt, at hans tredie Barns Død bliver Følgen af det andets. Virkelig saae man heele Verden uskrømtet at sørge med ham.

Men et i sig selv langt sørgeligere, langt uerstatteligere Dødsfald har jeg at melde dig. Det vil smerte dig, og vilde saa, naar han, som forlod os, end ikke var din Ven, men kun kiendt af dig for den Mand han var og end meere skulde være bleven, om hans Bane havde bleven længer. Christian Hornemann 2) s. 12 blev licit syg i Torsdags Fjorten Dage. Det var ubetydeligt; han spøgte selv med sit Kiælenskab i at lægge sig til Sængs. Det blev efter et Par Dage en Forraadnelses-Feber, og — i Onsdags Morges døde han. Der ligger da ej allene al den Lykke, denne saa synderlig ædle og retskafne Mand skulde have nydt som den elskværdige Ulricas 1) elskede og elskende Ægtemand, al den, han skulde have givet denne fortræffelige Kone, efter syv lange Aars Forlovelse og kun Ti Maaneders Ægteskab, al den Lykke og Glæde, han skulde have nydt som Mand i sit Ærende her paa Jorden, hvilket han havde saa retskaffen beredt sig paa at opfylde, men hidtil netop begyndt; om faae Maaneder skulde han være bleven Professor; men der ligger og al den Nytte, denne virkelige Philosoph, denne nidkiære Sandheds Ven, dette lyse Hoved, denne dybe Grandsker, denne lærde Lærer, skulde have stiftet. Hvilken anden ej blot dansk men maaskee Europæisk Mand skulde kunne ventet at blive en Philosophie-Lærer, som han? Skulde vi endog som Mennisker kiende mange saa dadelfrie, saa elskeligen hæderværde som ham? Jeg bør om en af vore Ministre fortælle dig til hans Hæder, en sielden Hæder for en Minister: Schimmelman kiendte ham; jeg talte med ham i Gaar om vor Vens Død, og der strømmede Taarer af den gode Schimmelmans Øyne.

Længe talte jeg ikke med min Kone om Reisen til Tunis 2) . Jeg frygtede at tale derom. Jeg begreb, at det ikke kunde være hendes Ønske, at giøre en saa lang Rejse bort fra de skiøndt ej meget nøye bindende Relationer, i hvilke hun hidtil havde levet. Jeg vilde virkelig, og vil endnu ikke, skal aldrig ville, noget, som jeg bar Aarsag at troe kunde giøre hendes Liv ublidt, s. 13 var end Ublidheden kun en Virkning af hendes Maade at see Tingene her i Verden paa. Gud velsigne hende! Enkelte Ondt-Lunes Øyeblikke fraregnede appellerer jeg til dig som Vidne paa, at jeg baade erkiender hendes mange Ypperligheder, og at mit Hiertes inderlige Attraae er, at paaskiønne dem ved at giøre hende lykkelig. Det kan jeg ikke, uden i det mindste i nogen Grad at være det selv; og det er jeg ikke med nogen Tryghed i nærværende Kaar, men det troer jeg, at kunne blive i Tunis. Jeg tror det, fordi der er Levebrød uden Kummer, der er ikke Dynger af abjecte Forretninger, Aandsfortærelse i Lapperier, og reen Tidsspilde ej uden Chicane som her; men der er et Otium, som for enhver af anden Character i hvad did hører, end jeg, kunde være dræbende, siden der er intet at giøre; men jeg haaber, du troer mig til at ville skaffe mig Forretning, der er det ypperligste Clima, især efter al Sandsynlighed fordeelagtigt for min Kones Helbred; der er Frihed til at indrette sin Levemaade, som man vil, og for Resten er der Mennisker, og Mennisker, med hvilke allesammen vi efter din Afreise staae allerede næsten i lige saamegen Fortroelighed, som med nogen Familie i Danmark, men som vi der formodentligen snart lære nøyere at kiende, heist siden vi der ere under Forpligtelsen til at holde Gode-Miner. Jeg nægter ikke, at Egennytten er med blandt det, som driver mig til inderlig at ønske Tunis, den Egennytte nemlig, at jeg venter der at kunne komme til at bruge de Evner — saadanne som de ere — hvilke jeg her maa opslide til det ubetydeligste Brug, og under den bestandige Angest, at frit Huus i Castellet maaskee bliver min Løn, siden sl. Bülov 1) eller hvem der har havt den Godhed at forestille Kronprindsen, at Frode og Fingal var en Paskil paa ham, have reusseret saa fuldkommen. at han anseer til denne Time alt, hvad jeg skriver, som Paskil; og de fremmede Ministre, der ansee Minerva for et ministerial Blad ideligen giøre s. 14 Motioner mod min historiske Artikel 1) , som den spanske og preussiske endog for Fjorten Dage siden have giort, og jeg i den Anledning faaet en salutem monitoriam paa ny. — Dog du kiender min Tilbøyelighed til at gaae til Tunis, og mine Grande. Jeg inddyssede dem begge, og talte ikke med min Kone, i den Tanke, at hun enten spurgte mig engang, eller lod vedvarende Taushed bevidne hendes uovervindelige Ulyst. Efterat jeg havde faaet sidstbemeldte ej venlige ministerial salutem ang. Minerva, fandt jeg Leilighed til at tale med hende; og — til min virkelige Forundring fandt jeg hende vel ikke stemt til at ønske Transplantationen, men ganske villig til at samtykke den, og i Stand til at begribe, at der kunde leves meget godt. Jeg talte med Schimmelmann, han med Bernstorff, og i Forgaars talte jeg selv med Bernstorff. Paa Ministers Viis gav han mig intet Løvte, men, saavidt jeg kunde forstaae hans Meening, var den, at det vel ikke var meget klogt af mig at ville gaae til Tunis, men at naar jeg vilde, saa skulde han intet have derimod, da han bad mig give ham min Ansøgning for at forestille den. Den Omstændighed, at jeg har her 400 r. Gage, har ingen rimelig Udsigt til nogensinde her at faae meere, har derimod Udsigt til at stoppes i al videre Fortieneste, har vaagne Nætter, Helbreds Ødelæggelse, og evig Kamp for Udkomme; maa lade mig af Kronprindsen og andre fortælle, at jeg skriver politiske Paskiller af Hunger, og kan ikke nægte, at skiøndt jeg ikke skriver <i>Paskiller</i> for Skillingen, skriver jeg dog, hvad jeg skriver, i den Hensigt at fortiene det fornødne, maae nødes til at være lærd, vittig, dybsindig, s. 15 lystig paa Prendt, fordi jeg ellers ikke kan leve, men maae derfor risquere uophørlig, at gribes, ja at gribe mig selv i at have giort slet og galt, hvad jeg saaledes, evig Slave, pidskes af Hungerfrygten til — disse Betragtninger have ledet mig til min Beslutning. Min elskelige Kone, virkelig mig sær i de sildigere Tider meer og meere elskelig, har bifaldet den. — Skriv mig nu du noget derom, og besøg mig ad Aare i Tunis.

Jeg vilde sende dig en Fortegnelse over alt hvad der af dit staaer in deposito hos mig, alle Kobberne, Chatollet, Bøgerne; jeg har ikke faaet Tid til at giøre Fortegnelsen, men skal sende dig den med det første om ej med næste Post. Imidlertid giem til Legitimation i Mangel af bedre dette Brev, hvorved jeg erkiender, at have af dig til Forvaring en cr. 30 Stk. Kobbere i Glas og Ramme, for det meste engelske Piecer af Angelica Kaufmann, et Chatol, en Rousseau i 24 engelske Bind med 12 Bind Supplementer; en Pope i 15 engelske Bind m. m.

Der er ingen Orden eller Sammenhæng i hvad jeg her har sammensmurt; det kommer af at jeg har skrevet det halv forrykt af Tandpine og det endda under mange Afbrydelser. Lev vel. Tænk paa mig og min susse Kone med det Venskab, der har bidraget saa meget i saa lang Tid til vor Lykke, og der er os saa fornødent til taaleligt Liv. Viis det, ved at vedblive at skrive os til de kiære Breve, som saa meget glæder os. Jeg venter kun paa flere af de Breve, for at extrahere dem til Minerva 1) . Vær min som jeg er din oprigtig hengivne Ven og

Kjøbenhavn d. 26 Oct. 1793.

forbundne Tiener Pram.