Danmarks Breve

BREV TIL: Oluf Christian Olufsen FRA: Maria Magdalene Pram (1793-10-29)

Fru Pram til Olufsen.

d. 29. Oct. 1793.

Ret inderlig Tak, kiere Olufsen for Deres tre gode venskabelige Breve. Det er en sand Fest for mig at læse dem. Dog i sær maae jeg takke Dem for det Første. Det er ret min Yndling af dem alle, det trøster, det glæder, det opmuntrer, og jeg veed ikke selv alle de smukke Virkninger det frembringer, dette gode Brev. Det er kun Dem givet at sige saa smukt, hvad s. 16 andre kan føle. Nu da jeg sætter mig ned for at skrive til Dem, og merker desværre min ringe Pens Uformuenhed til at udtrykke hvad jeg ret vilde sige, ønsker jeg af Hiertet, at De sad paa det gamle Sted i Sofaen ved min Side, hvor mange Ting skulde vi da ikke have at tale om! De vilde have tusinde løierlige Ting at fortælle mig om Deres Eventyr daraussen, og jeg vilde vel finde adskilligt af modsat Natur at meddeele Dem. Der er alt skeet een Forandring i Deres daglige Kreds, som vil forundre og vist bedrøve Dem. Den gode Hornemann er efter faa Dages Sygdom bortrevet fra hans elskende Ulrikes Side. Den stakkels Ulykkelige maatte miste ham efter saa faa Maaneders meget lykkelige Foreening, og er nu kastet tilbage i sin forrige ubehagelige Stilling. Meener De ikke, at hun nu læt kan udregne, at aid Glæde i Livet er død for hende? Efter hendes sædvanlige trofaste Caracter at dømmé; maae hun snart kunde blive færdig med denne Slutning. Man siger, at efter hendes Mands Raad har hun besluttet at leve i Fremtiden hos hans Søster i Fyen, som er givt med Præsten Bredsdorf 1) , og deri giør hun meget fornuftig. Hvad Trøst skulde hun vel finde i sin fornemme Families Skjød her, hvor hun vist ved mange Leiligheder vilde være tilovers. Bergsøe 2) fortalte mig i Aftes, at een iblant hendes Trøstere havde for at berolige hende, forestillet hende, at det maaskee var til hendes Lykke, at Hornemann var død, men dog skal det ikke have været een af den nærmeste Familie, som De formodentlig strax vilde giætte. Er det ikke gyseligt! Jeg har læst i Dag et Stykke af Rahbek i Tilskueren 2) over ham, som ret har glædet mig, og vist vil ogsaa glæde Ulrike. Jeg har erfaret, at sligt er trøstende. Nu, gode Olufsen, vilde De vel og gierne vide, hvorledes jeg for min Deel lever. s. 17 Jeg maa da sige Dem, at vi laver os stærkt til at reise til Tunis i Foraaret, og da vi agte at gaae derhen til Lands, har vi foresadt os at gaae lidt af vores Vey for at besøge Dem. Havde De vel formodet en saa hastig Sammenkomst? Dog ret alvorlig, Tingen er i sin Gang og Himmelen veed hvad Udfaldet bliver. Pram siger, at om fiorten Dage vil det være afgiort. Siden Deres Bortreise er jeg for saa vidt bleven forandret, at jeg synes jeg nok kunde finde mig deri, men dog veed jeg det ikke gandske vist. Det har altid forekommet mig som en høist gyselig Ting, men nu kan jeg tænke derpaa med mere Rolighed og Hengivenhed i min Skiæbne. Det er allerede et gandske kiønt Skridt paa Dydens Vey, som De som Ven vist vil glsede Dem over paa mine Vegne. Det har altid forekommet mig meget betænkeligt at raade Pram fra en Plan, som maaskee kunde tiene til vores Vel i Fremtiden, og i sær nu, da hans Forfatning her er virkelig ubehagelig for ham og han føler det stærkt, har jeg med fuld Overbeviisning troet, at jeg burde forholde mig gandske passiv. Lad nu den blinde eller seende Skiæbne afgiøre det øvrige. I dette Øyeblik bragte man de lærde Efterretninger 1) , og De kan begribe, hvor nysgierrig jeg tog fat derpaa, da jeg saae en Recens, over Gulddaasen. Man behandler Dem sandelig meget got deri, saa got som nogen Recensent kun kan giøre det, som i Almindelighed altid har een eller anden Finte bag Øret. Nogle smaae Erindringer imod Planen undtagen er Fyren overmaade fornøyet. Den ublandede hæderfulde Modtagelse Stykket har nydt, siger han, maae glæde den anonyme Forfatter nok saa meget, som om en Konge eller Keiserinde havde skienket ham en Gulddaase. Wisbergs Caracter er han ikke meget fornøyet med, og deri er jeg af hans Meening. Det er vist Sander, der har skrevet den.

Hvorfor er De dog ikke her mere, at jeg ret kunde sladdre mig ud med Dem; Der ere hundrede Ting jeg har tænkt paa at vilde fortælle Dem, men i dette Øyeblik finder jeg dem ikke. Noget Nyt fra vore Bekiendtere har jeg dog at fortælle, som s. 18 for Ex. Grønland 1) givter sig i denne Uge, Bornemann 2) til Foraaret, Lottes Svigerinde 3) er død i Barselseng i disse Dage, vores gode Ven Kronprindsen har mistet en Datter og faaet een igien i Gaar etc. etc. De maae dog vide synes mig, hvorledes det staaer til her hiemme, og jeg har besluttet Tid efter anden at give Dem slige Efterretninger, at De ikke skal være saa fremmet for alting som om De var falden ned fra Skyerne, naar De engang kommer tilbage til Deres Fædreneland. Hvor længes jeg nu efter det kiere Blad, De har lovet mig fra Göttingen. Gid jeg havde det allerede! Jeg haaber nu, at De er ret træt af at læse dette Skriverie, men De har jo villet have det saa, og noget rart har De ikke kundet vente, thi det har jeg ikke lovet Dem. Lev vel gode Olufsen, jeg vil ikke bede Dem om ikke at glemme mig, for det veed jeg De ikke giør. Jeg kiender Dem og kan forlade mig paa Deres Venskab. Mange Hilsener fra Jomfrue Monrad 4) og Bergsøe.

Marie Pram.