Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Henriksen Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1793-11-03)

Olufsen til Pram.

Göttingend. 3 Nov. 1793.

Dersom det, jeg i disse Tider tager mig for, virkelig er en Udenlandsreise, maae jeg tilstaae at jeg ingen Ting kiender, der mere ligner den meest haardnakkede Hiemmebliven end netop en Udenlandsreise. Men enten det nu forvirrer alle mine forudfattede Begreber eller ikke, bør jeg dog af adskillige Grunde slutte, at jeg for nærværende Tid upaatvivlelig reiser udenlands, og jeg vil derfor fortælle Dig, kiereste Pram, hvorledes jeg nu s. 19 bærer mig ad med denne Reise. Jeg har da her leiet mig Værelser til April Maaneds Udgang, thi saalænge har jeg i Sinde at reise i denne lærde Bye, og jeg har anskaffet mig al til denne Reise-Forbliven, eller Forblive-Reise nødvendige Eqvipage af Lysestager, Theekopper o. s. v. og da man især paa en Vinterreise er udsat for adskillige Uleiligheder af Kulde, saa har jeg væbnet mig mod disse med Brænde for 7 Rdr. 3 &. Paa en Reise er det Pligt at indhøste Kundskaber; dette er ogsaa min Hensigt, og til den Ende har jeg betalt fern Louisdorer til fern Professorer for fern Collegier fra Klokken 9 til 3 hver Dag, hvoriblandt mit Middagscollegium, rimeligvis det sundeste af dem alle, ikke er regnet. Seer Du, saaledes bærer. man sig ad for at reise med Nytte.

Göttingen er for resten en snurrig Bye. Naar man engang til Ære for vore Dages Oplysning forlader den fra Agathocles's 1) til Büschings 2) Tiid brugte Methode at betegne Byer efter deres Beliggenhed inden visse mathematiske eller Statistiske Linier, og en philosophisk Geograph indfører den Skik at opstille alle Verdens Stæder i et ordentligt System, som Linnæus Naturrigerne, vil man ikke være forlegen med den Plads, man bør anvise Göttingen. Den har alt for kiendelige Characterer. Ligesom alt paa Kongsberg gaaer ud paa Biergvæsnet, i Nibe paa Sild, i Rendsborg paa Vagtparade og Arrestering, i Hamborg paa Vexelcours, saa gaaer alting her i Göttingen ud paa Lærdom. Vel. synes det som man her af og til støder an paa noget, der egentlig ikke kan kaldes lærdt; men det synes kun saa. Alting er lærdt her. Man maae kun betragte Sagen med et philosophisk Øie. Lærdom bestaaer i at vide noget, og i ikke at vide noget; thi hvo vil nægte at der gives en lærd Uvidenhed? Der gives vel ogsaa en ulærd Uvidenhed; men Ulærdom er et Begreb, som er gandske modsat Begrebet: Lærdom. Da nu Göttingen upaatvivlelig er en lærd, og ikke en ulærd Bye, saa er alt hvad der findes i den, lige til dens Uvidenhed, lærdt. Dette Beviis er ganske urokkeligt, og dersom det giør Dig ondt, saa er der intet s. 20 andet for Dig at giøre end at udraabe med hiin Philosoph i Dunciaden 1) : Ah! why ye Gods! Should two and two make four!

Jeg har endnu ikke kunnet trænge dybt nok ind i Göttingens Væsen for med Vished at afgiøre, om det er denne lærde Videnhed eller U-videnhed, der udbreder en saa myrdende Keedsomhed over denne Gadesamling. Vel har jeg giort mig en lille Hypothese derover, men jeg følger Diderots Raad, og behandler mine Hypotheser som Henrik IV behandlede sin Gabrielle, han elskede hende men lod sig ikke regiere af hende. Ifølge deraf fremsætter jeg min Hypothese gandske undseelig og lærvillig. Jeg troer da, at Keedsomheden bør ene og allene tilskrives den her herskende lærde Uvidenhed, og jeg finder deri et nyt Beviis for, at her egentlig ingen ulærd Uvidenhed har Sted, thi med den kan man leve inderlig glad og fornøiet overalt, da hin derimod hverken fornøier os selv eller andre. Virkelig Lærdom og lærd Uvidenhed staaer omtrent i samme chymiske Forhold som Olie og Vand. De kunne vel mechanisk sammenrøres, men udgjøre dog aldrig nogen homogen Blandingsmasse, uden Hielp af Nødvendighedens Sæbe, som her slet ikke kan faaes.

Alle disse meget interessante Bemærkninger om Göttingen kunde jeg for længe siden have meddeelt Dig, dersom jeg virkelig havde været her hele Tiden siden min Ankomst. Men det har jeg ikke. I Hannover blev jeg, tilligemed fern Passagerer kied af Postens utaalelige Sneglkryben, og tog derfor Extrapost. Med den reiste jeg da til Göltingen i saadan en Fart, at jeg foer ud af den modsatte Port, fern Mile bort, til Cassel. — Det giør mig næsten ondt, at jeg har sagt Dig dette, thi jeg indseer ikke, hvorledes jeg nu vil kunne undgaae at fortælle Dig noget om, hvad jeg saae der. Og hvad skulde jeg vel kunne sige Dig om dette Landgræve-Buur? Vel var jeg der i fire Dage, og besaae alting, men Cassel er saa beskreven, at Du formodentlig kiender alting ligesaa godt som jeg. Den udskriges for at være en af Tydsklands skiønneste Stæder. Egentlig er den prægtig paa samme Maade som Don Ranudos Fløyelskiol, der ingen Bagstykker havde. Det nantiske Edict, som har skaffet saa s. 21 mange tydske Byer nye Gader, har ogsaa skaffet Cassel et heelt nyt Quarteer. Dette er kiønt nok, men alt det øvrige, det er de ni tiende Dele, er høist slangerupsk. Det fortiener ellers at bemærkes, at de fleste skiønne Bygninger i Gassel ere offentlige Bygninger opførte af Statens Gasse, og at de skiønne Privat Huses Antal, som egentlig skulde vidne om en almindelig Velstand, er saare lidet. Paa Friderikspladsen staaer Landgr. Frederiks Statue, som Baggesen har saameget forarget sig over 1) . Men skiøn er den alligevel. Kun det fatter jeg ikke, hvorledes en tænkende Konstner gad klistre et Ridderbaand ind i det rommerske Costume. Inscriptionen er: Friderico II Patria; det er paa Dansk, Landstænderne bleve underhaanden tilskyndede til at skillinge sammen for at faae noget Stads midt paa Pladsen, og hvad der manglede gav Landgræven af egen Tilskyndelse af Landstændernes Skatte. — Jeg var paa Comedie, hvor Kozebues das Kind der Liebe blev radbrækket efter Fortieneste. Theatret er skiønt; men Maskineriet er fortræffeligt. Maskinmesteren advarer sine Folk med en Klokke, naar en Forandring skal skee. Der ringes to Gange; første Gang er kun en simpel Advarsel, men i det Øjeblik der ringes sammen farer Koulisser og Dækkener, Stole og Borde op og ned med en Hurtighed som næsten forbauser. Denne Ringen forekom mig for Resten noget latterlig. Decorationerne var meget skiænnere end Schröders. — Jeg besaae Slottet Weisenstein med al dens Vandstads. Der er nylig bygt en Ruin af en rommersk Aquaduct, hvorfra en lille Vandrende dratter ned mellem nogle Stene. Her bygges et nyt og prægtig Slot. Jeg skulde næsten formode, at Hessen Gassel er det eneste Land i vore Dage, hvis Fyrste har den Uforskammenhed at kaste nogle Tønder Guld hen paa en unyttig Bygning.

Jeg ventede i Hannover, og endnu mere i Hessen at finde alt gandske anti-frankiskt; men tvertimod. Jeg bar talt med mangfoldige, af alle Stænder, og hos alle fandt jeg den største Uvillie mod Krigen. I Hannover fortalte man mig at Antallet af de Hannoverske Tropper mod Frankerne havde beløbet sig 2* s. 22 til 12000, men var nu svundet ned til 8000, samt at der i Affairen ved Dunkirque blev kun 5 Mand tilbage af et heelt Regiment. I Hessen troer jeg, at man er mere vreed paa Preusserne end paa Fransoserne. Kongen af Pr. skal bestandig have udsadt Hesserne og skaanet sine egne Tropper, nu ere de skilte ad, og derfor bliver der vel heller intet af et Monument, som K. af Pr. havde i Sinde at oprette de faldne Hesser. I disse Dage ere Resten af den Hessiske Hær, 4000, marscheret bort, og naar disse nu ogsaa ere slagtede, saa er der ingen flere at sende.

Lev vel, kiereste Pram! Skriv mig til; jeg logerer hos en Skræder Freckmann; men jeg beder Dig, lad min Professortitel blive borte; thi den duer ikke af adskillige Aarsager.

Din Ven Olufsen.

NB. Du har faaet Biørners 1) Nordiske Kæmpe Dater fol. fra mig. Det er Capit. Abrahamsons 2) . Har Du faaet din Comedie færdig?