Danmarks Breve

BREV TIL: Maria Magdalene Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1793-11-10)

Olufsen til Fru Pram.

Göttingend. 10 Nov. 1793.

Hvor overrasket blev jeg ikke, da jeg kom hiem forgangen Dag, og saae et Brev ligge paa mit Bord. Det var det første Brev. Udskrivten viiste mig hvem det var fra; jeg havde saa inderlig længtes derefter, alt dette gtedede, overraskede fortumlede mig saaledes at jeg i lang Tiid ikke begreb hvad jeg skulde foretage mig med denne kiere Skat. Omsider aabnede jeg det af en Slags Instinct, og i tre Minuter havde jeg læst alt igiennem i det mindste fern Gange, og jeg havde test saa iilfærdigt at jeg endnu ved sidste Giennemlæsning fandt noget nyt. Det er mig aldeles umuligt at sige Dem, hvor meget jeg takker Dem, gode Frue Pram. Jeg bestyrkes mere og mere i min Overbeviisning, at naar Deres Beskedenhed tilægger Dem selv een eller anden Middelmaadighed, som min Erfarenhed ikke har lært at kiende hos Dem uden i den modsatte Fuldkommenhed, saa bør jeg holde mig til min Erfarenhed. Den lille Dovenskab, De saa beskeden truede mig med, frygtede jeg sandt at sige, s. 23 ikke meget. Hvorfor? Fordi min Erfarenhed endnu ikke havde opdaget nogen Dovenskab hos Dem, naar det kom an paa at bidrage noget til at giøre nogen lykkelig. Og nu kan jeg med Vished forsikkre Dem, at jeg i forrige Tider havde ikke sagt Dem formeget, naar jeg fortalte Dem mine Ahnelser om den Lykke, Breve fra Deres Haand vilde udbrede over mit hele Væsen.

Men ingen Glæde er ublandet. Dette er nu eengang det rædsomme Vilkaar, hvormed Skiebnen uddeler Glæde til de Dødelige. Jeg glædede mig over et Brev fra Dem; men kunde jeg glæde mig over dets Indhold! Den ædle Hornemann, min Ven, den sande dydige Mand, den lykkelige Ægtefaelle, den oplyste Philosoph bortreven i sin blideste Morgenrøde fra alle sine Venner, fra alle dem, hvis vaklende Dyd behøvede et lysende Exempel til Støtte; fra sin ømme Kone, fra den ægte Viisdoms Genius — hvilken sørgelig Tanke! — Jeg table en Ven, vel ikke en Ven, som mange Aars Omgang, og en lang prøvet Fortroelighed havde bundet uopløselig til mit Hierte, men dog een af de meget faae, som jeg elskede med virkelig Høitagtelse — jeg tabte een af de faae, som ved en egen Aands Vending ere istand til at overbsere med mine særegne Ufuldkommenheder, Mange kan jeg ikke taale at tabe, thi jeg vil da snart staae til— bage eensom, sad and forlorn, for I have seen the tombs of all my friends 1) . Men jeg glemmer <i>mit</i> Tab; alle hans Venner vil glemme deres ved Tanken om hans ulykkelige Ulrike. Hun var kun sparsomt bekiendt med Livets Glaeder, men Hendes Hierte hævede hende, understøttede hende giennem ni <i>ventemde, haabende</i> Aar! Omsider naaede hun det sidste af denne mørke Række; hendes Standhaftighed blev kronet, hendes Ømhed belønnet, hendes Hierte lykkeligt, og — Al hendes jordiske Lyksalighed svandt! O hvor ofte, hvor inderlig, og jeg lægger endnu til, hvor opmuntrende, tænkte jeg mig denne lykkelige Familie; jeg saae dem begge rige ved lidet, lykkelige i det ægteskabelige Venskabs Skiød. Aldrig kiendte jeg Ægteskabets Himmel, den s. 24 huuslige Lyksaligheds Velsignelser i skiønnere Glands. Den er saa sielden; ak hvi forsvandt den saa snart!

Den anden Efterretning om Deres Forflytten til Tunis er mig just ikke heller saare behagelig. I Grunden er den ogsaa en Art af Død. Imidlertid bør jeg dog tilstaae, at Skiebnen behandler vores Venskab med nogen Skaansel; vi døe gradviis for hinanden. Først reiste jeg; det var det første Skridt; derpaa reiser De til Africa; det var det andet, og værre; og saa — dog om dette tredie Skridt i Elysium. Denne Maade at dee paa; saaledes at lade Lyset brænde heel ned i Piben, har dog den Fordeel, at det ikke bliver gandske pludselig mørkt. De kan dog blive ved en Tiidlang at skrive mig korte, skiønne Breve til, og jeg Dem lange og slette. og vi holde saaledes vores venskabelige Liv nogenlunde vedlige. De ser nu selv, hvorledes jeg betragter Sagen, og De vil finde det naturligt, at jeg i en Livs og Døds Sag aldeles intet raader Dem, især af den Aarsag, af jeg vilde inderlig forfærdes, om De virkelig i denne Sag vilde handle efter mit Raad. Men eet vil jeg dog giøre. De melder mig hvad Parti De har taget; jeg vil melde Dem hvad Parti jeg tager i denne Sag, som jeg tager mig den Frihed at lade være ogsaa mig en lille Smule vedkommende. Endskiøndt det er mig vel ikke ligegyldigt hvilket Udfald Sagen faaer, saa har jeg dog fast besluttet at finde mig deri, ja endog i ethvert af de to mulige Udfald, at finde Leilighed til at glæde mig. — Reise De, saa giør De dette Offer (et Offer bliver det altiid at paatage Dem at overvinde en vis qvindelig Angst for et saa tilsyneladende mandigt Foretagende). De giør da dette Offer af Agtelse for Deres Pligt i Hensyn til Prams nærværende Forfatning, som De selv tilstaaer er ubehagelig. Altsaa vil Deres Selvbevidsthed billige dette Skridt, og en god Selvbevidsthed er mere end den halve Lykke og Rolighed for en Siel som Deres. Pram vil og bør erkiende Deres Opoffrelses hele Værd. Desuden forestiller jeg mig at De vil kunne leve meget godt i Tunis, ja bedre end i Kiøbenhavn, kun anderledes. Undertving kun, jeg beder Dem, Deres Frygt for Forandringen; troe at Forandringer her i Verden gierne medføre selv Giengield for det foregaaende. — De s. 25 vil finde Klimæt i Tunis varmt; i Khvn. er det koldt, hvilket er værre, i Kiøbenhv. har De 20 Favne Brænde. Uleilighed, Udgivter og Røg med Kulden, i Tunis finder De Skygge i Dattel-, Sitron-, Pomerans-, Jasmin-, Rosen-skove, Søevinde, kiølende Frugter mod Heden. I Tunis er der en Hob Barbarer, vil De sige. Tillad mig at spørge Dem, om De med Vished kan vide om 99950 af de 100000 Mennesker i Kjøbenhv, ikke ogsaa ere Barbarer. De forlader ikke mange interessante Mennesker. Holmens Chefferie 1) , med sin plumpe Juno i Spidsen for alle de Rasker, Faar, Sviin, Landorfer 2) , Oxer, Matroser vil ikke sige stort; maaskee de vilde til Afskeed istemme et affecleret Klagebrøl. — Man kan brøle overalt. Fiskers Huus er adskilt og Stumperne betyde kun lidt. — Jeg maae endnu giøre Dem opmærksom paa een Omstændighed. Do flytte ikke til Tunis for evig. Nogle faae Aar der, tilbragt som jeg troer, og haaber, lykkeligere end i Kiøbhv. vil forene Prams Udsigter med det, man kalder temmelig Lykke, og er da De, eller ban, eller begge ikke fornøiet, saa reise De hjem. Læg nu hertil at alle de Ubehageligheder, som nu bebyrde Pram, falde bort i Tunis; at De vil kunne leve der saa rolig og eensomt som De vil, og som De aldrig vil kunne i Kiøbh., at ingen Ængstelighed for Udkomme har Sted der, saa har De mine Grunde hvorfor jeg glæder mig ifald De reise. Blive De, saa forsvinder alle disse vist ikke overspændte Forhaabninger, og alle de nærværende Ubehageligheder blive ved at omringe Dem. — Hvorledes skal jeg da glæde mig i dette Tilfælde som jeg har foresat mig. — Jeg veed det næsten ikke —. Jo; jeg vil haabe at Pram kan faae et bedre Embede; men Udsigten dertil kan han bedre bedømme end jeg. Endnu kunde jeg glæde mig, fordi De ikke havde ombyttet <i>visse</i> Ubehageligheder, for <i>uvisse<i> Behageligheder; men disse ere ikke saa uvisse, som hine visse. Der er endnu een Side, hvorfra den hele Sag s. 26 kan betragtes, eller rettere, hvorfra jeg kan betragte den. Den angaaer mig; og med mig liar jeg i ingen Henseender havt nogen Hast, altsaa! med næste Post om

Olufsen.

Jeg har skrevet to Breve fra Göttingen: eet til Dem og et til Pram. De har dog vel faaet dem.