Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Henriksen Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1793-11-24)

Olufsen til Pram *) .

Göttingend. 24 Nov. 1793.

Tak, gode Pram! for Dit Brev og for det Venskab hvormed Du erindrer mig. Intet i Verden har hidtil været mit Hierte kierere end den Velvillie, hvormed mit Minde vedligeholdes i Dit Huus, og Tanken derom er virkelig den eneste Trøst jeg har nu da jeg maae gaae min Tuur alene, uden Venner, ja endog uden Omgang. Naar man i tre til fire Aar har aget sammen paa Livets Postvogn, saa vænner man sig omsider saa godt til hinanden, at enhver Forandring alletider er en halv Ulykke, og den sidste Station med dens Sørgelige Afskeedstime er Begyndelsen til en keedsom Række af tomme Dage. Mig er det i det mindste gaaet saaledes. I Kiøbenhavn var Dit Huus mig næsten hele Verden; uden for det havde jeg liden eller ingen Omgang, og slet intet virkeligt Venskab. Nu føler jeg desto tungere mit Savn, som jeg her næsten ikke engang har noget Bekiendtskab, og en vis Magelighed, eller Ulyst til at søge noget, vil sikkert forhindre at jeg faaer noget her. Den eneste, hvis Omgang er mig behagelig, og desuden meest staaer mig aaben er Lichtenberg 1) ; og han er tillige næsten den eneste jeg lærer noget af. Beckmann 2) er en elendig Karl, og Gmelin 3) en Stymper.

s. 27 [Ubegribeligt synes det at være at Du atter har havt Klammerie med H. K. Høihed. Ubegribeligt synes det at være, hvorledes man offentlig giver sig Mine af at beskytte Skrivefrihed, og hemmelig giver enhver Friskriver Næser og] dobbelt ubehageligt maa det være for Dig at faae Irettesættelser for Minerva, der virkelig er den eneste Tribune, hvorfra de gode danske Forfattere tale med Beskedenhed og Friehed i Forbindelse med Indsigt. Jeg begriber det maae være Dig saa meget mere krænkende, som jeg veed hvorledes Du tænker, og at Du ikke med Villie giver [Hofdosmerne) nogen sand Aarsag til at raabe Brand; endnu mindre vilde Du være den, der bringer nogen ædel Borger til Misfornøielse over hans Fædrelands nærværende Bestyrelse, som naar alt kommer paa Vægtskaalen vil formodentlig være den allerbedste af alle de Regieringer, [der i vore Dage husere i Verden]. Men naar Frode og Fingal skal passere for Pasquil, naar en virkelig Lovtale over vores Constitution skal være Persiflage, saa er man just ikke sikker. Imidlertiid maa Du tillade mig, kiere Pram! at giøre een Anmærkning. Du har to Gange havt Tvistighed med vores formeente Skrivefrihed; begge Gange har det været politiske Gienstande, og egentlig udenlandsk politiske Gienstande, som Du ikke skal have behandlet saaledes, at Din Tillavning deraf lugtede godt [i de diplomatiske Næser]. — Men siig mig, ere da diplomatiske Sager, eller hvad de skulle hedde, ere de, kunne de være indbefattede under dem, som Skrivefriheden har Lov til at drage Sløret fra. Kan nogen Regent [i et saa afmægligt Land som Danmark] tillade sine Undersaatter at fortælle andre Stater, hvad disse andre Stater ikke gide høre. Jeg veed ret vel, at det var meer philosophisk at tillade en gandske uindskrænket Skrivefrihed, men jeg troer det er meer politisk naar man blot tilstaaer den indskrænkede: ingen fremmed Magt har Aarsag til at beklage sig over, at nogen Stat i Verden lader sig sige endeel Sandheder; men ingen Regiering behøver at lade sig irettesætte af fremmede Undersaattere. Der har Du nogle af mine Aarsager, hvorfor jeg ikke kan troe, at man i Danmark. [dette Nul i Politiken,] kan eller bør tilstaae en uindskrænket Frihed til offentlig Undersøgelse af de jordiske s. 28 Guders Dumheder eller Spidsbuberier 1) . Det er, synes mig endog klogt at man søger saa vidt muligt at undgaae den national Ydmygelse at lade sig befale at afskaffe al Skrivefrihed. I vore Tider er sligt muligt. Den Grundregel, der udspringer heraf, er upaatvivlelig meget fornuftig, og naar man virkelig følger den, saa bør enhver Borger trække paa Skuldrene; men finde den rigtig. Ulykken er kun, at det undertiden seer ud som det er denne Regel man følger. og dog er det egentlig ganske andre Regler, der ere Spillet. [Man leger Philosoph; man vil det skal hedde at „Lys i Friheds fulde Straaler" 2) gaaer ud fra Thronen, og alle Undersaatter anmodes derfor kierligst offentlig at komme frem med deres Praase; det er jo at befordre Sandheds Udbredelse at giøre Landevei mellem Regieringen og Folket, giennem den politiske Mose]. Herved skeer det da stundom at man faaer eet og andet at høre, som man ret vel veed, men som man ikke vilde andre skulde vide; nu bliver man naturligviis vreed; man bier philophisk indtil een eller anden beklager sig, og saa — ja saa falder Skiegget af Philosophen, og der staaer en lille Een tilbage, der gierne vil at Sandhed skal siges offentlig paa det Vilkaar at den — ikke bliver sagt. fSlige Bedragerier ere Nationerne nu omstunder ret godt vante til, og de kaldes Landsfaderlige for at skille dem fra dem, som i det almindelige Liv giør Folk til Skielmer]. — Dog! i Danmark er det godt. Men hvad om Du var her, her i Göttingen, hvor man dog vil beskytte Muserne, men ingen Tillid vise dem. Her maa intet trykkes uden Censur, og i politiske Ting er denne stræng nok. Ingen franske Aviser maa komme de hannoverske Egne nær. Kun eet eneste Exemplar af Moniteuren har Girtanner 3) faaet undtaget fra denne Landsforviisning. En Professor her søgte for nogen Tiid siden Regieringen i Hannover om at maatte holde Moniteuren — af- s. 29 slaget. Noget efter vilde han give en Bog ud, men var vreed paa sin Censor; han søgte altsaa om Censurfrihed — afslaget. Regieringen i Hannover svarede ham, at man gav ham selv at betænke, om en Mand der havde ansøgt om at holde Moniteuren kunde tilstaaes Censurfrihed. Een anden vilde oprette et Læseselskab af Pièces fugitives — det blev forbudet. Fædre bære i Almindelighed Omsorg for at deres Børn ikke skal faae Knive i Hænderne; Landsfædrene følge nuomstunder denne nyttige Forsigtighed; det er ilde at Hensigten er forskiellig. Hine frygte for at Børnene skal skiere <i>sig</i>; disse at Børnene skal skiere <i>clem</i>. Denne meget priselige Omsorg har ogsaa her i Göttingen, og i det Hannoverske i Almindelighed havt meget gode Følger; nemlig de Følger man kunde vente. Man er dygtig democratisk her. Nylig er der til Hannover ankommen en heel Hob Vogne med Krøblinger fra Krigen. Disse Mennesker, som for nogle Maaneder siden marscherede sunde og friske herfra, og komme nu tilbage, syge, lemlæstede, unyttige for Staten, Byrder for dem selv have udbredt Skræk blandt hele Almuen her. De franske skal slet ikke være saa lette at overvinde i Marken, som i nogle lusede Avisskriveres Blade; der hersker ubeskrivelig Mangel paa Alting ved de allierede Armeer; nylig ere tre hannoveranske Batailloner jammerligen forhugne; Franskmændene lade deres Fiender ikke et Øiebliks Roe; hvorved Krigstienesten skal blive overmaade besværlig. Officererne ere misfornøiede. Tre af de bedste hannoverske Generaler have taget deres Afskeed. — Jeg taite med en fra Maynz i Forgaars; han forsikkrede mig at man der var tusinde Gange bedre fornøiet med Underlrykkerne og Voldsmændene, end med Befrierne. — I Dag siger man at General Jourdain har slaget Prindsen af Coburg 1) .

Jeg skulde nu vel skrive noget om Tunis — men det har jeg allerede omstændelig giort i et Brev til Din Kone. Gaaer denne Ting for sig, saa ønsker jeg Du vil blive lykkelig derved; og jeg haaber det ogsaa. Det giør mig ondt at Du og Din Kone forlader Danmark; men jeg vil bære dette Savn, naar det bringer s. 30 Dig i bedre Forstaaelse med Din Forfatning. Reiser Du giennem Tydskland til Foraaret, saa skal jeg vist møde et Steds paa Veien med mine bedste Velsignelser. Giør Dig dog imidlertiid ikke alt for stort Haab om et meget behageligt Ophold der; thi sandt at sige, saa har jeg ikke meget høie Tanker derom. Jeg troer man kan leve godt der, det er alt. Jeg har i to Dage snuset omkring paa Bibliotheket for at finde Efterretninger om Tunis; jeg fandt ingen af det Slags jeg søgte. Det falder mig ind at der uden Tvivl staaer noget hertil hørende i Mad. Worthley Montagues Breve 1) . See dem efter. Men de ere vel gamle; altsaa kan man altiid troe at det ubehagelige hun har fundet der, kan være borte nu. Jeg lægger Dig, kiereste Pram, inderlig venskabeligt paa Hierte at erindre hvad jeg Dagen før jeg reiste fra Kiøbenhavn sagde Dig, om Din Pligt at sætte Dine egne Betragtninger en lille Smule til Side i Valget af en formodentlig Secretaire, eller hvad han skal hedde; heri troer jeg Din Kone har en vigtig Stemme, saameget mere som det kan i Henseende til Arbeidet være Dig det samme hvilken af de to vi talte om, det bliver. Du maae tillige absolut lære at tegne. Jeg vilde ogsaa anbefale Dig enten Botanik eller Mineralogie; men fremfor alt vil jeg anbefale Dig Din Ven.