Danmarks Breve

BREV TIL: Oluf Christian Olufsen FRA: Christian Henriksen Pram (1793-12-07)

Pram til Olufsen.

Kiøbenhavnd. 7 Dec, 1793.

Ret hierteligen takker dig min Kone som jeg, og jeg som hun, for dine jevnlige venskabsfulde Breve. Du opfylder ved dem dit Savn, saavidt det kan opfyldes; men endnu engang, du savnes ikke uden Skaar i vor Huusfryd. Man vænner sig til meget, og virkeligen glemme vi omsider at. vi ikke leve saa vel som for, ej saaledes som vi havde foresat os at ville leve, naar vi skulle troe at leve taaleligen; men des-dybere føler man det nærværendes Ufuldkommenhed, naar den alt imellem erindrer os alt for vældigen om, at vi have levet ret efter Ønske. Som sagt Tak for dine Breve. Det i dem dog stedse herskende Luune trøster os, naar du beretter os den Kiædsomhed, du døyer, og forsikkrer os om at Muserne, dine Veninder, erstatte dig Tabet af dine andre Venners personlige Omgang; hvilket er det eeneste Tab i denne Henseende, du lider; deres Deeltagen, Høyagtelse, Ømhed, troe mig den er dig ufortabelig; derom vil blandt andet min Kones Brev af Dags Dato, som hun nu skriver paa, overbeviise dig. Hun har sidst jo giort dig Regnskab for Indholdet af Sanders ganske fortreffelige Recension over Gulddaasen, som nu snart kommer i hans Samling paa tydsk 2) . Jeg hilser dig fra ham. Tode skal nylig i et af sine Blade have nsevnt dig som Gulddaasens Forfatter. Fortæl mig, har han Lov dertil? og er din Anonymitet forbi? er det ikke saa, jeg ønskede da virkeligen, at jeg endnu var uvidende i denne Henseende, thi jeg sættes ved denne Anleedning ofte i Forlegenhed. Du svarede mig intet paa, om jeg af dine Breve maa udpille og lade trykke det reisebeskrivske. Det er for interessant til at giemmes i en s. 34 Ephemeridars Pult, uden at sendes til Pressen. Du studerer og det med Liv og Siæl; det vidste jeg forud; men du kieder dig stundom; det formodede jeg ogsaa vilde skee, og min Stolthed paa egen og Hustrues Vegne bestyrkede mig denne Formodning. Men hvorfor bruger du, Mand med de hurtige Evner, hvilken ethvert Arbeid koster saaliden Møye, ikke engang iblandt i Mellemtimerne, naar Kiædsomheden banker paa din Dør, det Middel til at af'vise Fru Ennuias Besøg, at skrive et eller andet bestemt til det Maal, som du aldrig har forfeilet, aldrig kan forfeile, at fornøye dine Læsende Landsmænd, eller at underviise dem, eller fornøye og undervise dem; det er, hvi skriver du ikke Opsatser 1) for Minerva eller for dog at trykkes, sikkerligen bemeldte Frue lader sig ikke forelæse to Linier af nogen deslige din Opsats, førend hun pakker sig, ligesaalidt som hun dvæler noget Øyeblik hos dig, naar du skriver os til; i det mindste kommer hun ikke i vort Huus den Dag vi have faaet Brev fra dig, eller læser igien de, vi alt have. Dog, du har, haaber jeg, forsøgt, og bruger dette Middel, og Resultatet venter jeg med Begiærlighed paa.

Nu om mig selv. Det lader temmeligen alvorligt med Bestemmelsen til Tunis. Du skrev kun lidt derom til mig, og hvad du skrev til min Kone, har jeg ikke læst, som jeg overhoved ikke læser hendes Breve uden hun flyer mig dem. — Førend jeg gaaer videre: vi leve lyksalig; hun er for det allermeeste i godt Humeur; i heele Maaneder ingen Muledag; vi taale dit Savn, skiøndt uerstattet; her kommer flere Dage efter hinanden ingen, og vi finde os deri uden Knur. Hun er ikke for at gaae til Tunis men taaler at tale derom, at spøge dermed, at lade sig forestille Behagelighed og Ubehagelighed, derved. Jeg glæder mig over, at vores gamle ikke meget intime Familie Liaisons, ere endnu mindre frequenterede. Vi komme siælden o: hver Fjortendag til Commandeurens 2) , og det er da kiøligt; Fru Fisker 3) see vi ikke tiere; til Professor Kiærulfs have vi været to Aftener s. 35 siden de bleve givte; een Gang i Vinter til Rothes 1) etc. De Baand ere altsaa ikke saa fastgroede, at det meeget vil smerte, naar de briste. Jomfr. Monrad kominer nu saare siælden, da hun er flyttet ud til Brains 2) . Jomf. Eililz 3) ikke tiere. — Nu Apparenceme i Tunis ere jo bedre jeg lærer at kiende dem, jo skiønnere. Ubehagelighederne paa Pesten nær, saa godt som ingen. Det er næsten efter Conjuncturerne umueligt, at ikke den did kommende Gonsul med saare liden Handelsaand og saare lidet Handelsarbeid, jo maa blive en Handelsmand, der fortiener store Penge i en Snap. — Der bliver intet afgiort førend i Januar eller sildigere; men Bernstorff har saavel til mig selv, som endnu tydeligere og udlrykkeligen til et Par Medsøgende nævnet mig som Mandeli: dog sagde ban mig i Forgaars, at det skulde beroe paa mig, om jeg vilde frasige mig det: dette kan maaskee dog have sine svare Betænkeligheder. Man satte det til Sect. Kiærulf, om ban vilde være Byfogd i Veile eller ej 4) , og da han sagde Nej, fik han sin Afskeed; dog det er vel ikke at befrygte. Men nu: i Aar lever jeg prægtig, thi vore Skibe besegle alle Have, og skal betale mig for Passene 5) . Saa gaaer det og næste Aar; men siden — jeg kan ikke undvære Minervas Indtægt; og den skal jeg skrive uden næsten Øyebliks Tid til at læse, neppe hvad jeg selv skriver. Ære, Bestemmelse, Helbred, Levebrød, Sindsroe, alt sætter jeg ved hvert eeneste Hefte paa Spil. Gaaer den historiske Artikel ud, saa ryger Minerva; og den skal jeg fortælle, som den efter min Overbeviisning er, eller jeg er en for mig selv og alle foragtelig Skurk. Det er de udl. Tings Betragtning, siger du, som foraarsager heele Ubehageligheden; men hvorledes fortælle Dagens Historie uden Betragtning og tillige uden tilintetgiørende Ennui; desuden ex. gr. En har i Oct. Mi- s. 36 nerva 1) skrevet en uforkastelig Afhandling, hvori løst hen anføres at det er ilde, om der gives en Medicus, der bliver kaldt til en døende Kone, hvis Mand byder ham 5 rd. for at hielpe hende til at accouchere, men han vil ikke begynde Operationen førend Manden faaer løbet den halve By rundt at laane 5 til, at give ham. Denne Anecdot — jeg ansaae den som et løst henkastet Exempel, ikke som et fortalt Factum — har Buchhave 2) optaget i sit Magazin, kogt Suppe derpaa og giort et Væsen deraf, saa alle Medici, hver især, maa antage dette Citat af Minerva, som en individuel Paskil. — Jeg havde ikke lagt Mærke til Tingen, jeg har m. S. ikke skrevet den, veed heller ikke min Autor. Jeg bærer nu ligefuldt Odium som Paskillant. — Troyel 3) har skrevet et vittigt Digt om den franske Revolution. Det indeholder intet anstødeligt end sige skadeligt; men det hedder om den fr. Rev. Vil man da ikke finde Oprør deri? Trykker jeg det: Ja! der har vi Jacobineren; Minerva er dog den sande pere du Chesne 4) — trykker jeg den ikke: den Minerva bær Præg af at Udgiveren kryber for Ministerium; forkaster saadant et Stykke! — og see ingen byder Minerva andet end Slet, og ingen læser den, og Udgiveren er en Æsel efter alles Dom. — Nu min Lykke her hiemme: Vendelboe 5) kan komme bort, jeg faae hans Comptoir med 800 ja maaskee 1000 rdr. Vil du troe, jeg er der ikke sex Uger, førend jeg hedder i heele Publico en Tyv; og saa kan jeg dog kun med Kummer leve, og ingen Ærlighed befrie mig fra i ethvert Cotterie at dømmes til Rasphuuset — saa med ethvert andet Comptoir. — Jeg kan faae et andet Embed - hvilket, hvor s. 37 jeg kan leve uden Rummer? Blev jeg end Amtmand; de gode Amtmandskaber faaer ingen Roturier. Desuden hvad Forskiel paa at reise til Skagen eller Ringkiøbing eller Christiansund og til Tunis. Begge ude fra Menniskeligheden, men dette til blidt Otium, Udkomme, Udsigt, godt Clima, hint til Frost og Flyvesand og Sult, og Slæb og dræbende Qval. Hvor jeg er er jeg tptus tuus.

Pram.