Olufsen, Oluf Christian BREV TIL: Pram, Christian Henriksen FRA: Olufsen, Oluf Christian (1793-12-29)

Olufsen til Pram *).

Göittingend. 29 Dec. 1793.

Endskiøndt jeg i denne Tiid er temmelig dum, saa har jeg dog ikke troet at dette burde hindre mig i at skrive Dig til, og det saa meget mere som jeg endnu ikke kan med Vished bestemme naar denne Dumhed vil høre op, eller om den nogen-s. 39sinde vil høre op. Jeg har i disse Ferier moeret mig med at skrive otte eller ti Breve til mine gode Venner. De vare alle dumme, hvilket endelig kan være det samme, siden disse gode Venner dog ikke besvare dem. Det er upaatvivlelig klogt af disse Mennesker, men det er saare sielden at man for sit eget Individuum er meget fornøiet med den Klogskab hos andre, som man ikke selv besidder. Overalt, om det end er klogt ikke at befatte sig med et Menneske der er dumt, saa er det dog ikke synderlig venskabelig at lade Een saa gandske i Stikken, som man lader mig i denne Tiid. Naar jeg undtager to Breve fra dig, to fra din Kone, og et fra Schwarz, saa er det øvrige slet intet. Var jeg endda sluppet med Livet fra denne Hundebye, saa vilde jeg maaskee ved Hielp af de mange nye Gienstande, og det muntrere Lune som endog det blotte mechaniske af en Reise medfører, nogenlunde undvære Liv fra Danmark, og jeg kunde desuden hemmelig glæde mig over at mine Venner egentlig vilde tabe mere ved deres utilgivelige Forsømmelse end jeg, siden jeg gandske sikkert ogsaa vilde, af Hevngierrighed forsømme at meddele dem de yderst interessante Ting, en Mann wie ich kunde iagttage og beskrive. Men her i denne lærde Søle er det gandske anderledes. Jeg vader her frem den ene Dag som den anden, jeg seer intet interessant, jeg er keedsommelig, og dam og ærgrelig. Her trænger jeg til nogen Modgivt, endskiønt jeg har intet at betale Lægedommen med. Jeg har nu besluttet at lade Tingen gaae sin Gang. I Gaar og i Dag har jeg skrevet de fem sidste af de tredive ubesvarede Breve jeg har smurt sammen her i Göttingen, men dermed Stop! —

Du siger at jeg skrev saa lidt om Tunis. Men det kom deraf kiere Pram, at der er kun lidet at sige derom. Du troer at denne Forandring er velgiørende for dig, og Du ønsker den. Det første kan jeg ikke andet end tilstaae, og det sidste er der intet at sige imod. At Tunis er noget meget herligt Sted, troer jeg ikke, at det er noget slet, troer jeg heller ikke. For din Person kan denne Forflyttelse betragtes fra en fordeelagtig Side, og Du er ikke at fortaenke i at Du vælger denne Side. Det er endog, egentlig tall, Pligt for Dig at vælge den. Du har Vished s. 40om at vinde en Deel derved, Udsigt, rimelig Udsigt til at vinde meget, og du er betrygget for det ringeste Tab i enhver Henseende. En gandske anden Sag er det derimod med din Kone. Hendes Begreber om Lyksalighed ere ikke alle hentede fra Betragtninger om det man kalder glimrende Lykke. De beroer hos hende, som hos ethvert Fruentimmer, der endnu har nogen Qvindelighed tilbage, mere paa en vis Aisance i Udøvelsen af hendes Smag, og i Nydelsen af de smaae, ofte ubetydelige Glæder, som, naar man seer sig ret om, ere Livets bedste og eneste Glæder. Hendes Stemning giør hende Eensomheden kier, og med denne Tilbøielighed er naturligviis forbundet en Ængstelighed for fremmede Ansigter, som er vanskelig at begribe for een, der som Du, indretter din Smag for Livet i Forhold til det Talent du har til at finde Smag i Verden, eller den Deel deraf, som ligger nærmest omkring din daglige Cirkel. Din Sphære er en gandske anden end hendes. Du er en Mand af Genie og Talenter, er hurtig, og omfattende; du behøver, som alle af denne Classe en Verden til Omgang, til Ideehandel og Arbeide. Hun har ogsaa Talenter, men Hun har lillige det fine, varme qvindelige Hierte, hvis Følelser ville tilfredsstilles for Talenterne komme i Betragtning. Du vil indrette dit Liv for at leve lykkelig i Verden; Hun vil kun vælge saameget af Verden som behøves til et lykkeligt Liv. Du nyder Livet i Verden, Hun Verden i Livet. Hendes Grundsætning er altfor meget min egen til at jeg kan misbillige den. Jeg ærer hende for den Resignation hvormed hun kaster sig i en Forfatning, som, endog for den almindelige qvindelige Ængstlighed maae være noget skrækkende, og i Sandhed, kiere Pram, det Offer hun derved bringer Dig bør være dig helligt.

Lad mig vide saa snart muligt, hvorledes Udsigterne ere. Især er jeg inderlig begierlig efter hvad Tuur du vil tage, eller rettere, hvad Tiid du vil reise. Det vilde dog være yderst forbandet om jeg ikke skulde være i Stand til at møde dig; og seer det næsten ikke ud derefter, da jeg i Mai, eller i det seneste i Juni Maaned maae være i Engelland.

Sender Du mig Minerva, og de lærde Tidender, som jeg et s. 41Par Gange har bedet dig om? Glem det endelig ikke! Nu farvel, gode Pram. Jeg kan, som du seer, ikke skrive mere, med mindre jeg vilde tage et nyt Ark, eller ogsaa skrive Resten ud paa Bordet. Det første vilde være dig keedsommeligt, det sidste unyttigt, da jeg ikke troer det gaaer an at sende Bordblade med Posten. Altsaa Farvel.

C. Olufsen.