Danmarks Breve

BREV TIL: Maria Magdalene Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1794-01-26)

Olufsen til Fru Pram.

Göttingend. 26. Janv. 1794.

Just da jeg vilde forsegle mit sidste Brev, paa det at ingen uden De skulde faae at see hvor dumt det var, modtog jeg Deres to kiere Octavblade, og paa dem saa meget Venskab, saa meget flint og smukt, at jeg ganske sikkert havde skrevet Dem nok et Brev til Svar derpaa, dersom det ikke havde været for sildig. Imidlertiid er det mig dog næsten kiert, at jeg har det tilgode i Dag, siden jeg derved har nu atter Anledning til at erkiende, hvor venskabelig De er imod mig. Denne Følelse er altiid mit Hierte dyrebar, og naar jeg tilstaaer dette, er det ikke blot Taknemmelighed, men tillige Glæde.

Gode Frue Pram; De skulde ikke skiende for de faae Ord, jeg lod falde om Forglemmelse o. s. v. Jeg forsikkrer Dem, at jeg meget vel veed, at Deres Hierte er just ikke af det meget forglemmende Slags; jeg har desuden een Gang havt den lykkelige Erfaring, at De i det mindste behøver meer end fire Maaneder for at glemme mig. Jeg kunde derfor ikke for Alvor være istand til at tiltroe Dem saadant fælt noget. Men jeg tvivler tillige om, at jeg nogensinde har yttret Mistanke derom. Jeg har ikke meent Dem, jeg kunde ikke mene Dem. De har sandelig været meget god og venskabelig imod mig. Naar jeg tilstaaer, at jeg veed hvor nødig De tage[r] fat paa en Pen, naar s. 51 jeg tillige siger Dem, at jeg ret vel indseer, hvor mange Aarsager der undertiden kan give Dem Ulyst til al Skriverie, saa vil De ikke kunne ansee mig for utaknemmelig nok til ikke at ville skiønne paa de Prøver, Deres Venskab giver mig om at jeg mindes af Dem; Nei, gode Veninde! det er vist ikke Dem, jeg først bliver glemt af; jeg frygter ikke derfor; men det er mine andre saakaldte Venner, der tydelig vise, at De give mig en god Dag. Sandt at sige, saa kan det ogsaa være det samme; jeg tænkte [h]eller ikke paa andet end at holde gode Miner med disse Mennesker saalænge jeg kieder mig her; naar jeg først slipper fra Göttingen, tvivler jeg slet ikke paa, at jeg jo skal kunne more mig ret godt uden disse Venners Hielp, og mellem os sagt, jeg skal tilforladelig give dem en god Dag igien, det kan De troe. Da vil jeg ordentlig blive storagtig; jeg vil fornøie mig over min Reise, og jeg vil ikke engang have Breve fra andre end fra Frue Pram, og heller ingen anden skrive til end til hende, den eneste, som nogenlunde stod mig bie i min Göttingske Nød. De andre maa ikke bilde dem ind, at jeg reiser udenlands allene for at indsende dem Rapporter om min Reise, og lade mig more dem, og sørge for mig selv; jeg siger tusend Tak; jeg giør det ikke.

De skal ret have Tak for den Medlidenhed, De yttrer over min bedrøvelige Juul. Ja, var jeg ikke at beklage. Jeg tænkte, saa snart jeg vaagnede, at række Haanden ud efter Julekage, men —

Jeg veed intet Nyt at fortælle Dem, uden det skulde være dette, at jeg har faaet mig en deilig mørkblaae Kiole, hvori jeg sandelig er meget smuk. Kun Skade at her ingen Gienstand er, som min Fortryllelse kan virke paa; imidlertid spaserer jeg flittig om i Gaderne deri, for dog at giøre hvad jeg kan, og i det mindste virke i Løndom). Det er rigtignok lidt grusomt, men jeg kan ikke bare mig.

De to nye Comedier 1) , De skriver om, har jeg ikke skrevet. Dog har jeg i denne Tiid alvorlig lagt mit Hoved i Blød for at bringe et Mesterstykke frem. Planen i det hele har jeg ogsaa s. 52 færdig, men med Detaillen er jeg ikke kommen videre, og jeg har ikke skrevet et Bogstav endnu. Stykket skal hedde Rosenkiederne. 1) Ingredienserne deri skal være en galant Kiøbenhavns Dame, som er gift med en ærlig gammeldags Borgermand i en. lille Kiøbstæd; en ægte kiøbenhavnsk Cavaleer, som tillige med Madamen giør min ærlige Borgermand Fortræd med deres Kiøbenhavns Nykker; en ung Dreng, som giør slette Vers, og mange flere Herrer og Damer. — Det bliver meget smukt, ifald det bliver bare færdigt, som jeg selv dog tvivler paa. De klager altiid over, at De intet Nyt har at fortælle mig. Men gode Frue Pram! De er udentvivl ubillig mod Deres Skiebne. Tillad mig at give Dem Prøve paa, hvor meget Nyt De kunde sige mig. Comedie, Baller, Assemblee, Concerter fraregnede, saa burde jeg dog vide, hvem De besøger, hvem der besøger Dem. Kommer Jomfrue Eydliz til Dem. Vær saa god at formelde hende min Ærbødighed; jeg kan ret lide hende, naar jeg tænker mig om. Er Lotte glad over, at vor Herre rev Svigersken 2) til sig. Jeg meener ja. Det var ikke mere end billigt, at dette Par forærede Dem en Pyramide med en lille Karse-Skov paa. Det kunde jeg ogsaa have giort i Kierulfs Sted.

Besøger Etatsraad Rothe Dem ofte; el!er komme De der om Søndagen? Befinder han sig godt! Vil De ikke ved Leilighed overbringe ham min Hilsen. Jeg skriver ham til med det første, da jeg har adskillige mineralogiske og andre Nyheder at melde ham. Har Frøken Rothe 3) havt Bryllup?

See her, gode Frue Pram! en Prøve paa hvor mange kiønne Bagateller De har at tage til, naar De ret vil glæde mig. Synes De at disse Bagateller er alt for meget Bagateller, saa maa jeg sige Dem, at det aldeles ikke er saa; det er altsammen yderst s. 53 vigtige Ting, det maa De troe. Der er slet ingen Bagateller i Verden; jeg taler deres Sag, maaskee af Partiskhed. —

Farvel, gode Veninde, vær lykkelig.

Olufsen.