Danmarks Breve

BREV TIL: Oluf Christian Olufsen FRA: Christian Henriksen Pram (1794-02-08)

Pram til Olufsen.

Kiøbenhavn, d. 8. Febr. 1794.

Jeg skammer og ærgrer mig inderlig over, at Du bestandig har grundet Aarsag at klage over at forsømmes af den, som dog havde Aarsag til at troe, at Du tællede ham blandt Dine inderligste Venner, da jeg saa godt som aldrig skriver Dig til. Kunde jeg anføre nogel til Undskyldning derfor, saa — dog hvad kan tiene til Undskyldning for ikke at anvende paa sine kiæreste og fortroligste Venner en halv høyt en heel Time om Ugen, eller engang hver arulen Uge?

Af Mangel paa bedre Undskyldning vil jeg fortælle Dig en, der i ingen Henseende er god; det er, at jeg — især siden Nytaar — lever et ulyksaligere Liv en (sic!) nogensinde. — Min Kones Helbred er som i de første Tider, Du kiendte hende, eller før, og bliver fra Vintrens Begyndelse stedse slettere. Hendes Asthma og med den hendes Vrantenhed og Uomgiængelighed, eller Utaalelighed til at omgaaes, tager hver Dag til. Jeg har holdt Ørene stive saa længe jeg har kunnet; men min Taalmodighed, som outsider er opbrugt til sidste Krumme, hielper mig nu ikke meere til at udholde, ja end ikke til at reparere, hvad der daglig ødelægges ved disse Storme af det, der skulde giøre Livet taaleligt. Jeg er hende forhadt; hun afskyer mig som et nederdrægtigt Afskum af al Lumpenhed og enhver Indvending mod Passeligheden af deslige eller andre Ærenavne ansees som nyt Beviis paa, at jeg fortiener dem.

Taus, sukkende, bitter og vredagtig i de blideste Øyeblikke, hader hun alt Selskab, al Menniskeomgang, er alle Mennisker, Dig maaskee eene undtagen, fiendsk, eller hun foragter dem. Vi see, siden Lottes Bryllup, næsten aldrig den Familie; Commandeurens er det uigenkaldeligen ude med; skiøndt vi komme der hver anden Søndag; til Rothes har hun i Vinter ikke været. Jomfru Monrad lader det som ækler hende, og Jomf. Eidlitz og jeg ere øyensynligen for gode Venner. Hun har siden Din Af- 4* s. 54 reise seet hver af dem een eller to Gange. Bergsøe kommer her saa godt som ikke meere; Swartz har været her to Gange siden han kom, og han er endnu stedse en af dem, hun mindst detesterer. Vi spillede Cabale, og Perial 1) med hinanden, naar vi vare sammen, men vovede jeg at tale noget, hvad det var, som kunde iede til en Samtale, saa var Svaret, om der kom noget, en Bitterhed, som avlede flere, og som, naar jeg havde forgiæves stræbt i nogle Timer eller nogle Dage at tilbetle mig Fred eller taus Neutralitet, blev til et formeligt Skiænderie. Et saadant fortsattes Dage og Uger, saalænge til hun trættet modtog en krybende Ansøgning om Stilstand, og efter endnu en Salve af det grove Skyts fornyede den paa slig Maade afbrudte Taushed. — Jeg for min Deel omgaaes ikke længer med noget Menniske, uden med de Mæglerdrænge, som komme efter Passe; for Resten er jeg uophørlig paa mit Kammer. Til Scheeles 2) , som i Vinter begyndte med fornyet Indstændighed at drive paa at have min daglige Omgang, kommer jeg siden November ikke uden naar jeg ved formelige Invitationer nødes dertil; thi ogsaa denne Omgang mishager hende. Til den Yderlighed, hvori Forfatningen nu befinder sig, er det gaaet i et Par Maaneder gradviis nedad, indtil det nu er værre end nogensinde. Jeg har — ved Gud! af ingen anden Aarsag, end fordi enhver anden Maade, saavidt jeg har indseet Mueligheden dertil, er forsøgt med yderst Vanheld, nu begyndt med at leve ganske for mig selv under Stor- s. 55 mene. Det er ikke fiorten Dage siden jeg hendrev fern Dage paa mit Kammer, og blev der liggende om Natten paa Gulvet. Hun har siden skaffet mig min Feldtsæng. — Nu i tre Dage er det det samme. Jeg spiser her, ligger her oppe, og al Communication er afbrudt. Kun fortæller mig Rikkes 1) Ansigt om det vedvarende Uveir dernede. Hun, stakkels Pige, fortæres af Sorg og Svindsot. —

Du seer heraf min Forfatning, og fatter, at den er ikke blid. Læg hertil, at dens ydre, udenhuuslige, Side er intet mindre end fornøyelig: at jeg seer mig sandsynligen fordømt til det evige Skriverkarlsarbeid med Com. Collegium og Pensionsdirectionen; at jeg vel i Aar har Udsigt til Udkomme, men — til Suit, saasnart Freden sluttes; at Advarsler fra samtlige Ministerio have giort mig det til Nødvendighed at opgive Minerva: at jeg har giort det, og Rahbek modtaget den 2) , (uden at værdige mig et Øyebliks Samtale), altsaa uden at jeg har Rimelighed for at supplere i paakommende Fald, som hidtil ved privat Flids Frugt, hvad jeg ved Frugten af Embedsflid mangier til Udkomme; at jeg i Følge hidtil førte Vandel lever som den formelrgste Skielm eller Misdæder, udelukt fra al menniskelig Omgang end sige Venskabs-Interesse, trøstende Giæstfrihed o. dl., men afskyet af alle, afskyet saa meget meere, som den Kone, der respuerer mig, og for hvis Skyld jeg lever i denne Forfatning, af mig selv er canoniseret, er udraabt for det Vidunder af al Quinde-Ypperlighed, som kun en Helvedcharacter ikke skulde finde selv Helvede et Paradis med.

Jeg blev ikke Consul i Tunis. Min Gemalinde havde givet mig sin Approbation til at søge det. Jeg troede, dette er, haabede, at Reise, let Clima, rundeligt Udkomme, Tilnærmelsen, Nødvendigheden af Omgang med forskiællige, og med Mennisker, som havde mere Levendhed og mere Politesse end Maengden af dem, vi her kunne see, skulde giort vort fælles Liv bedre. Hun lod mig forstaae, at hun nødigen vilde gaae til Tunis, og uden at tage min Ansøgning tilbage, magede jeg, at den ikke giorde s. 56 mig til Consul i Tunis. Sandsynligen har jeg derved giort, at jeg aldrig giør noget Skridt fremad fra de 400 rdr., jeg har.

Jeg har ei blot tænkt paa, men handlet om, at see at erhverve mig noget af den store Fortieneste, jeg nu mangier, den at have reist. Jeg har talt med Gr. Schimmelmann 1) om at lade mig reise til Norge, om intet andet Steds hen. Commerce Collegium har om Norge ikke meere Localkundskab end om Ladronøerne. Det befatter sig ikke heller det mindste med Norge. Af de 25000 rdr., som aarlig udgiøre Commercefonden, gaaer ingen Skilling til Norge; det har heller ikke meere Correspondence med Norge end med Kamschatka. —

Det lader som Greven nok vilde jeg reiste til Norge, og at man dertil skaffer mig maaskee et Hundrede Rigsdaler, eller To — Godt! men — hvad skal jeg nu i Norge? Hvormed retfærdiggiør jeg denne Sendelse? Jeg skal selv opsætle en Instrux for mig; men hvad skal jeg lade dem befale mig at undersøger? Indsluttet i mit Kammer, udelukt fra alt, hvad der hedder practisk Statsvæsen — da jeg for 8 Aar siden forgiaeves har bedet om blot en Auscultantstoel i Collegio — veed jeg slet ikke, hvad Kundskaber man kan benytte, og savne, ej heller er jeg Mennisket, som skal kunne indhente dem. Altsaa et Project i Luften — og i Luften det eeneste Project, jeg kunde drive til Virkelighed, for at skaffe en Forandring i mine Kaar.

Med Minerva har jeg opgivet 600 rd. Indkomst. Vedbliver Krigen, saa har jeg alligevel i Aar 12—1600rdr, hvis ikke har jeg 4 — 600rde; og eengang maa dog Kong Pitt 2) giøre Fred. — Jeg har tænkt paa 100000 Ting. Jeg vil antage Drænge, og være Skolemester. Kan jeg det? — Hvad skal jeg lære dem? Jeg vil tage Attestats og blive Præst; men Hebraisk kan jeg ikke, og kan ikke lære det i eet Aar. — Jeg vil tage Juridicum og blive Procurator; men jeg er skindfattig, og hvem betroer mig da Sager. — Jeg vil være Landmaaler — Godt — dette finder jeg i det mindste det mindst ravgalne. — Dit Raad, gode Oluf- s. 57 sen! og fornemmelig Din Mægling hos min Kone, at liun har den Naade for mig at forskyde mig; 1) thi Foreening til andet end at kappes om at pine hinanden til Døde, er der for os ikke at taenke paa. Tilgiv, at jeg har underholdt Dig saa umaneerlig meget med mig selv, især da denne Underholdning er saa lidt underholdende.

I Følge Din sidste Opgave, som jeg fik i Gaar otte Dage har jeg to Gange været hos Jacobi — tiere har jeg ikke havt Tid — for at faae Afhandlingen, men endnu ikke faaet den. Jeg skal lade den trykke og besørge Gorrecturen det beste jeg kan. Jeg troer nok der er Luxerie i Spillet med Praemieringen. Kun kiender jeg Hauch for en ærlig Mand, og veed, at han næppe staaer sig med Viborg saaledes, at han kan have Deel i Luxeriet. Det er Ret, at Du lader Tingen trykke; men om Du skulde sætte Dit Navn paa Titelbladet, er jeg ikke, synes mig, vis paa, at jeg bør raade Dig. Er det ikke nok, at det ingen Hemmelighed bliver? Hvorfor Navnet? Er der ikke en ufornøden Trodsen deri ? Lægger Du Dig ikke uden Fornødenhed ud med Folk derved? — Som sagt, jeg lader Tingen trykke, Dit Navn med, om Du ingen nærmere Ordre giver mig, men der bliver formodentlig Tid til at Du nærmere kan tilkiendegive mig Din Beslutning, inden den kan blive færdig fra Pressen, skiøndt jeg ikke veed hvor stor den er.

Jeg skal nu vinde den norske Præmie: men det nu bliver nok ikke, førend ad Aare, uagtet Dommen skulde falde en Maaned efter Indsendelsen, men Khr. Anker 2) er nu her, han reiser herfra i Martii, og skal da først heele Sverrig rundt, til Sala, Stockholm, Upsal, Gefle, Fahlun etc., saa til Røraas og hiem; og før han kommer hiem bliver der ingen Dom — desuden — nu har man alle Stykkerne i saa lang Tid — desuden hvor nær burde min være Præmien, desuden, desuden — —

Jeg har unter den obwaltenden Umständen ikke læst Dine s. 58 Breve til rain Kone — som jeg aldrig læser liendes Breve endog de aabne — men veed følgelig ikke, hvorledes Du lever. Du leve vel, saa vel som jeg skidt.

Pram.

[Paa alle Kanter af Brevet er tilføJet:]

Vil Du skrive noget til mig, som helst blev ulæst af somme, saa lad en Tydsker, hvoraf der i Göttingen ingen Mangel kan være, skrive uden paa, og forsegle det med sit Segl.

At Prof. Olsen i Sorøe blev Consul i Tunis, veed Du af Aviserne, hvis ej, vide Du det herved.

Vi havde i Forgaars igien et Oprør i Staden. Holmens Tømmermænd bleve vrede, fordi man havde arresteret en af deres Kammerater. Man lod en halv Snes Gardere ride op over Holmens Broe og dermed var det forbi. 1) — Har ingen fortalt Dig om det Oprør her var i Anledning af at de franske Kiøbmænd her er vilde giøre et Bal pour celebrer la reprise de Toulon? 2) Det er en rar Historie. Den engelske Minister, en Highwayman, som Kong Pit har sendt herover, der hedder Hailes 3) , havde kiøbt nogle af vore Matroser til at slaae Vinduerne ind til Rauchs, 4) hvor Ballet skulde staae. Man havde buden en heel Deel Folk ved Billetter, der vare trykte, men kiønt forseglede, og altsaa dog vel ikke offentlige Documenter. Politimesteren 5) forbød Tin- s. 59 gen solennement. Jeg har derfor bedet min Kone ikke give mig Boeff a la Mode eller Salat, siden det er franske Retter, og det kunde stikke Politimesteren eller Hoffet ved ham, at sende hen og lade mig forbyde, at. æde slig democratisk Mad. Du seer deraf, at det var høy Tid at holde inde med Minerva.