Danmarks Breve

BREV TIL: Oluf Christian Olufsen FRA: Christian Henriksen Pram (1794-02-18)

Pram til Olufsen.

Kiøbenhavnd. 18. Febr. 1794.

Broder. Omsider har jeg i Gaar faaet fra Jacobi Din Piece. Siden han er Høyesterets Assessor, er han ingen Formiddag at faae s. 62 fat uden Søndagens. Jeg havde vel for meere end fiorten Dage talt med ham, og faaet Løvte, at han skulde sende mig den; jeg har og siden et Par Gange været hos ham, men uden at finde ham og følgelig uden at (aae Tingen. Jeg regner ikke, at jeg har sendt Bud til ham, thi Hr. Niels 1) liar formodentligen ikke havt Tid til at forrette Ærendet, saalidt som noget andet Ærende, da han har været meget sysselsat med at bortspille alle sine som og en Deel af mine Sager, hvorfor jeg endelig i Onsdags har maattet jage ham paa Dørren. — Siden nu Manuscriptet kun udgior ca. 21/2 á 3 Ark, saa kunde jeg vel i en Snup faae det trykt; men Gud veed, om det er viist eller gait — jeg troer jeg troer (sic!) jeg opsætter det, til jeg faaer Brev fra Dig til Svar paa dette. — Jacobi nemlig meldte mig Vid. Selskabets Beslutning, at bede om Forfatterens Tilladelse til at lade trykke tilligemed den kronede Afhandling baade Din, og en tredie, paa Tydsk, hvilke tre certerede med hinanden om Prisen. Selskabet fandt nemlig, at den kronede 2) havde best behandlet Spørgsmaalet: <i>hvad skal der loeres!<i> Du best det: hvordan skal der Iæres? — Tydskeren 3) derimod skal med uomstødelige Grunde have beviist, at et Underviisnings Institut for Bønderdrsenge var Daarekisterie. Alle tre havde skrevet fortreffeligen, og Du især med megen vel anvendt Localkundskab. — Det forekommer mig, at naar Videnskabernes Selskab vil lade Tingene trykke altsaa naturligviis saaledes, som de ere indkomne, ja ej engang kunne naegte Dig nogle Pudsninger i det mindste paa Stiil og sligt, saa vilde derved Hovedaarsagen, hvorfor Du vilde lade den sserskilt og forud trykke, falde bort. — Jeg veed ikke: Tui esto arbitrii. Jeg raadspørger i Morgen Dine Venner Wadum 4) og Wendelboe, hvad Din Mening er; og maaskee da Stykket er trykt, førend Dit yderligere Svar indløber, allerede i Følge Din engang givne Ordre. Jeg havde ellers ventet et Brev fra Jacobi, hvori han vil skrivtlig sige Dig, eller mig paa Dine Vegne, hvad jeg her s. 63 mundtlig har meldt Dig fra ham; jeg havde ventet det til i Aften, for at sende Dig det; men det er endnu ikke kommet. Jeg har ikke Isest Dit Værk, ikke det mindste deiaf, thi jeg liar været dertil alt for sysselsat, siden jeg i Gaar fik det; men jeg har allerede forud det derimod, at det er saa fordømt tyndt. Hvad F. kan man skrive paa 21/2 Ark. Jeg har jo om Norges Aeade-mie ikke kunnet sige tyvende Deelen af hvad jeg vilde sige, og det var et Alphabeth.

Jeg har nu, synes mig, længe ikke havt Brev fra Dig; hvorfra kommer det? Derfra at jeg intet skriver — eller skriver kort og gait? — Den Undskyldning duer ikke. Jeg lever, som Du veed, kun kort og gait: kort, thi det meste af min Tid lever jeg ikke: galt, det er min Skiæbnes Skyld. Nu er denne Frue (Fortuna) paa nogle Dage skikkelig igien, og jeg er gal af Glaede over hende; nys var hun en Laptaske og jeg var gal af Ærgrelse. Apropos: Du maa endelig skrive Fru Lange til. Det var i Fredags hendes Geburtsdag. Der var et Bal paa 50 Personer eller meere, vi dansede til Kl. 61/2 om Morgenen, talede om Dig og drak Din Skaal og beklagede, at Du laae der og glemte Dine Venner. Du maa ikke glemme Venskabet for hende, thi hun fortiener at erindres med Venskab. Hun besøgte og spiste hos min Kone i Aftes. — Reg. Q. M. Sommer 1) var der og bad Dig hilse, saa Brigadeer Hailing 2) og bans skieve men taekkelige Datter — Windeboes 3) o. fl. Alle hilse.

Naar jeg faaer Tid, skriver jeg Dig til for at melde Dig, om jeg til Sommer c. à. d. i April skal giøre en Oeconomie og Commerzreise til Norge, for Kongens Diætpenge. Jeg vilde da, at Du opgav mig, hvorledes man skal giøre en saadan Reise, s. 64 hvad man skal spørge om, hvad man skal indberette til Collegium — hvad kortsagt der er at iagttage.

Du kunde sende mig Beskrivelsen over den Reise, Du giorde 1) ; det blev da noget at sende Collegium, langt bedre end de dumme Rapporter, jeg kan give, ikke at tale om, at Din Reise da kom til Nytte, og jeg sparede en Umag, som dog ikke blev meget værd. — God Nat. — Min Kone hilser Dig venligst.

Pram.