Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Henriksen Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1794-02-28)

Olufsen til Pram *) .

Göttingend. 28 Febr. 1794.

Efter hvad Du tortæller mig om Videnskabs-Selskabets Artighed med at ville lade min Piese trykke, bør jeg, saavidt jeg indseer, ikke have noget imod, at dette ærede Selskab fører sig saa tosset op som det behager. Det er noget splinternyt, at et Videnskabsselskab bag efter finder en Afhandling god, og vil lade den trykke, naar det i Forveien ikke fandt den værdig til Accessit, eller nogen synderlig fordeelagtig Anmeldelse. Imidlertiid er alt hvad jeg har at sige derom følgende. Forlanger Selskabet Piesen, saa vær saa god at udlevere den. Men skeer dette ikke skrivtlig saa betids, at Du i andet Fald kunde faae den besørget til Trykken, inden Du reiser til Norge, eller, har Du virkelig allrede begyndt paa at lade den trykke, saa, i første Tilfaelde: tryk, og i sidste: tryk vsek, uden Navnet, men med den lille Forerindring, jeg har sendt Dig. Forandringer og Forbedringer har jeg i begge Tilfælde ikke at tilføie. Vil Du hist og her rette Stilen, saa skal Du have Tak.

Hvad Du skriver om at reise til Norge, er vel kun Spøg; i det mindste er det sikkerligt Spøg at jeg skulde give Dig nogle Anviisninger til denne Reise. Saa lsenge denne altsaa forbliver Spøg, anviser jeg naturligviis ikke for Alvor. Skulde derimod Reisen blive Alvor, som jeg ønsker, da den vilde være moersom s. 65 og gavnlig for Dig selv og andre, saa vil jeg for Spøg meddele Dig noget af den Plan, jeg havde udkastet til nok en Reise giennem dette yderlig interessante Land.

Forresten er det fortrædeligt, at denne Vinters Haendelser ikke indtraf forrige Vinter. Havde Kronprindsen 1) da behaget at indjage Dig Skræk, saa kunde jeg smukt have blevet Fuldmsegtig hos Frue Minerva, hvorved jeg havde været beder tient end med at være Plovprofessor; jeg havde da beholdt min Frihed, jeg kunde reist med Dig til Norge; kort jeg havde været langt lykkeligere end nu, om ikke i andres saa dog i min egen Overbeviisning, efter hvilken Frihed, eller rettere Selvraadighed, samt Leddiggang, naar jeg intet gider bestille, og overdreven Flittighed, naar jeg kommer i det Hiørne, samt den meest uindskrsenkede Brug af min Locomotivitas 2) ere de Hovedingredienser, hvoraf mit lykkelige Liv maae sammenrøres. Spørg Rahbek, om han ikke vil give mig Minerva for mit Professorate Sig ham, at det er langt nyttigere at giøde til Sæd med Møg end til Lyksalighed med Leveregler; sikkrere at saae Korn end at udstrøe Moraler, og at Brød, som man selv har frembrngt, er uendelig mere værd end en god Comedie, en anden har skrevet. Jeg haaber, han lader sig overtale, og jeg vil da saette mig paa en Vogn og kiøre lige hiem. Hvad skal jeg her. Jeg har læst et par hundrede Bøger, og indsamlet mange kionne Kundskaber, men jeg har glemt ligesaa mange. Mit Hoved bør lignes ved et værelse, hvori der kan rummes en Hob Møbler; vil jeg sætte flere derind, saa maa de forrige bort. Hos mig maae en Trop Kundskaber aftøse den anden, som een Flok Soldater den anden paa en Hovedvagt. Jeg lider ikke dette militaire Billede.

Nu nærmer sig da Gud være lovet Foraaret, og giør Ende paa disse Aftøsninger. Nu skal jeg da i Midten af April begynde at reise; og min Tuur gaaer nu ad Franken, Bayern og Swaben, samt tilbage langs med Rhinstrømmens høire og venstre Side, til Nederlandene, Vestphalen, og Holland, hvorfra jeg gaaer i November til Engelland. Jeg farer altsaa fra en Stad til en s. 66 anden, og hvor jeg paa begge Sider af Veien kan opsporge en god Landmand, en nye Plov, et Stutterie, Hollaenderie, Schaefferie, Svinerie o. s. v., saa kaster jeg af. Paa et Landkorl vil altsaa min Reiseroute see ud snart soni Jupiters, eller rettere, Malernes Lynstraaler, snart soni en fuld Matroses fuskende Efterabelse af Hogarths Skiønhedslinie. Fra Engelland gaaer jeg giennem Frankerig, Schweiz, til Østerig, Böhmen, Schlesien, Obersachsen, eller i Mangel af sikker Giennemgang i Frankerig, giennem Vestphalen til Böhmen. Schlesien, Obersachsen. For at være ret lykkelig paa denne Reise udfordres foruden Sundhed, to Arter af Følelser; nemlig Følelse af alle de Behageligheder, saadan en Reise kan og bør give, og dernæst Følelsen af, at man bar Penge nok til at reise med. Af hiin har jeg et saa tilstrækkeligt Forraad, at om Reisen end gik til Apalacherne 1) , eller til een af de Oasis, der ef'ter Strabo, som jeg for Resten ikke har læst, skal svømme i de afrikanske Sandhave, saa vilde den sikkerligt holde ud. Den anden Følelse derimod synes at ville sætte sig paa Bagbenene, og jeg maae fortælle Dig Sammenhængen dermed fordi Du, uden at anvende en eneste Skilling, kan bidrage noget til at rette den. Blandt andre Ting, som jeg inden min Afreise fra Kiøbenhavn begreb, var ogsaa denne, at jeg neppe vilde kunne komme ud med den aarlige Reisesumme af 500 Rdlr. Ligesaa begreb jeg ogsaa, at jeg dog nogenlunde maatte bringe mine Finantssager i det Bene, inden jeg reiste. Jeg søgte derfor at sarnie de adspredte Levninger af de ikke store Arveparter, jeg har havt, og hvis Beløb jeg egentlig aldrig har vidst. Dette lykkedes ogsaa tildeels. Min Commissionair i Jylland forsikkrede mig, at han efter de Anviisninger, jeg havde givet ham, vilde aarligen sende mig 300 Rdlr. Herved havde jeg altsaa 800 Rdlr. Reisepenge, høiere kunde jeg ikke drive det, men det var ogsaa nok. Nu maatte jeg sørge for at afgiøre, hvad jeg var skyldig i Kiøbenhavn. Min hele Gield concentrerede sig i Agent Gyldendal 2) , som jeg i tre eller fire Aar altiid havde laant Penge af, og sielden s. 67 betalt. Ham skyldte jeg da noget over feni hundrede Rigsdaler. Vi bleve enige om, at han skulde have 4 hundrede Rigsdaler, og med Resten skulde det beroe. Til at betale ham disse havde jeg følgende Udsigter. Jeg havde efter hans Begiering i forrige Sommer oversat Reisen til Pelewøerne 1) for hans Skarnkiste af Reisebeskrivelser, den skal jeg have 50 Rdlr. for. En Praest i Jylland skyldte mig 250 Rdlr., dem bad jeg om til 11 Juni 1794 og fik Løvte derpaa. For de øvrige 100 Rdlr. tænkte jeg paa at vinde Præmien hos Videnskabsselskabet, eller i Mangel deraf, at afbetale dem med noget af det, jeg faaer for min Physik. Men Tingene vendte sig. Skiebnen heysede svensk Flag. Pelew-reisen var oversat, og for den var jeg de 50 Rdlr. vis; derimod skrev Præsten for nylig til Gyldendal, at han ikke kunde holde sit Løvte med at betale i Aar, til næste Aar skulde det derimod sikkert skee. Praemien fik jeg ikke; min Physik har det været mig umuligt at faae færdig, naar jeg ikke gandske vilde opoffre al den Nytte, mit Ophold her kunde bringe mig. Til al Ulykke stolede jeg dog gandske paa disse Udsigter, og da de maaskee ikke kunne sees i saa sikkert et Lys af Gyldendal, saa valgte jeg at tage alt det usikkre deri paa mig selv, og at betrygge ham ved først at give ham Commission at hæve min Gage, og for det andet Tilladelse til af min Gage fra 1 Juni 1794 af at tilbageholde disse ommeldte 400 Rdlr. Det Deficit, som herved fremkom i min Reisesumme, vilde jeg gaae imøde med hine Udsigter. Disse ere nu tilintetgiorte for et heelt Aar, og Følgen deraf skulde nu være, at Gyldendal fra 1 Juni af beholder min Gage, til omtrent 1 Marts 1795, og at jeg altsaa i tre Fierdingaar maatte være sat paa de blotte 300 Rdlr., jeg selv giør Udveie til, og det paa en Tiid da jeg allermeest behøvede mere. Den absolute Umulighed deri giør, at jeg har besluttet det aldeles ikke maa blive Følgen. Jeg indflyer derfor til Din Bistand. Du skal, efter min Mening og Begiering, begive Dig hen til Agenten, og ved Din Veltalenhed overtale ham til at give Slip paa denne s. 68 Betalingsmaade, og til den Ende faae Anviisningen til at beholdePengene fra ham. Jeg tvivler egentlig ikke paa, at han jo finder sig deri, endskiøndt lidt uvillig. Til 11 Juni 1795 kan han jo faae Præstens Penge, og han har desuden Sikkerhed nok, da han. har mine Bøger og øvrige Sager, samt mine Mineralier i Forvaring. — Jeg stoler mere paa Følgen af Din Overtalelse end paa min egen; derfor skriver jeg ham ikke endnu til derom. Men min Beslutning er taget. Jeg vilde nødig bryde med ham, fordi jeg skylder ham Forbindtlighed, da han saalænge har ladet sig tildeels nøie med Snak; imidlertiid, enten han vil eller ikke, saa vil jeg. Nødvendighed bryder Love. Vil han ikke ud med Anviisningen, saa lader jeg ham beholde den; men jeg skriver da til Directionen og giver en anden Anviisning, som jeg haaber bliver honoreret; thi sandt at sige, Agerdyrkningsseminariet er ikke tient med, at jeg lsegger mig ind i et Huus ved et Leedr og lever af Kartofler og Regnvand, indtil det Gyldendalske U-aar er gaaet over; og endskiøndt nye oeconomiske Opdagelser sikkerligen vil være Directionen behagelige. tvivler jeg dog paa, at en Fortegnelse paa alle de Urter og Rødder, en pengemanglende Reisende i Nødsfald kunde opholde Livet ved, vilde blive meget velkommen; eller gandske opfylde dens Forventninger. Jeg anbefaler derfor denne Sag til Din Afgiørelse. Snak med, eller rettere, snak for Gyldendal, og vær endelig saa god saa snart muligt at lade mig vide Udfaldet, i det mindste maae Du skrive inden den 15 eller 16 Mart., thi ellers faaer jeg ikke tilig nok Beskeed for at kunne blive færdig med den Correspondance paa Kiebenhavn, som jeg vil rage i, ifald Gyldendal ikke vil giøre en Dyd af Nødvendighed. — Undskyld for Resten, gode Pram, om denne Commission er ikke behagelig nok.

Det seer krigersk ud her. 3 Regimenter skal marschere til Nederlandene for at slaae Franskmænd ihiel. Her er et heelt Regiment her, som paa Torsdag afmarscherer efter syv forskiellige Ordrer om at blive, og marschere. De have taget Göttingens sidste Vaaben bort, nemlig to deilige blanke Kanoner foran Hovedvagten. De fleste af disse Helte ere smaae, nogle ere neppe 16 Aar gamle. 2 Grenadeer Batailloner drev af i forrige s. 69 Uge. De vare inderlig bange tilhobe. Høvidsmanden for den ene Bataillon troede det lod kiønt for Krigsmænd at have Mod; for at forsyne dem med noget deraf, holdt han en Tale for dem, just som de skulde marschere væk. Talen var kiøn nok; den giorde paa en vis Maade ogsaa Virkning; thi hele Bataillonen gav sig til at græde. At see 300 Mand paa eengang græde er upaatvivlelig et sieldent Syn. Dagen efter gik den anden Bataillon. Ogsaa dennes Chef haranguerede om Behagelighederne af at gaae i Krig og andet, men Følgerne heraf vare mindre vaade; man græd kun Pelotonviis. Hertugen af Brunswig 1) og Gen. Möllendorf 2) ere begge reiste herigiennem, den ene med den Næse han fik, den anden efter den han faaer. Der kommer forresten hver Dag preussiske Officerer fra Armeen herigiennem; Alle mangle en Ting, en Arm, et Been, eller andre Mangler, som jeg er for ringe til at prise. Nogle af disse tilrakkede Helte tale i en gandske anden Tone om Franskmaendene end de Allieredes allierede Avisskrivere.

Du skal hilse Din Frue tilgavns fra mig. Jeg skriver hende saa sielden til, at hun formodentlig skammer sig derover paa mine Vegne. Jeg har nu i skrækkelig lang Tiid intet, hørt fra hende.

Lev nu ret inderlig vel, og vær mim Ven som jeg Din.

Olufsen.