Danmarks Breve

BREV TIL: Maria Magdalene Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1794-04-19)

Olufsen til Fru Pram.

Göttingend. 19. April 1794.

Nu er det forbi; det er at sige, i Morgen reiser jeg herf'ra, for at prove, hvad Tydsklands øvrige Egne kan have at moere mig med. Jeg har hele Eftermiddagen havt umaadelig travlt, deels med at indpakke, deels med at tage og giøre Afskeeds Visiter; og da alt dette var tilendebragt, giorde jeg en eensotn Tuur rundt paa Volden, min kiereste Spaseregang, hvor jeg liar gaaet saa mangen Time i stille Nydelse af mig selv, og af kier Erindring om Danmark. Her tog jeg da Afskeed med den livløse Natur omkring Göttingen. Den har, som overalt, været mit bedste og kiereste Selskab, og dobbelt hellig her, hvor jeg egentlig intet andet har havt. Denne eensomme Vandring var mig usædvanlig høitidelig. Voldalleens deilige Træer ere næsten gandske udsprungne. Paa begge Sider støde Haverne taet til Volden, hvis utallige Kirsebær, Blomme og Æbletræer stode bedækkede med nyfødte jomfruelige Blomster. Maanen skinnede, ikke et Menneske uden jeg var der, alting var stille, halv lyst, høitideligt. Jeg giennemgik mit göttingske Liv, drømte om mine tilkommende Glæder, omsider giftede jeg mig og saa videre. Jeg forsonede mig gandske med Göttingen, og gik hiem da Klokken slog tolv. Nu opfylder jeg en anden ikke mindre vigtig Afskeedspligt, hvorved, som jeg haaber, ingen Forsoning er nødvendig; jeg tager nu Afskeed med Dem, gode Frue Pram, og takker Dem for den venskabelige Hielp, Deres kiere, og som jeg maae tilstaae, ikke alt for sieldne Breve, have givet mig i min hidtil saa eensomme og venskabsløse Forfatning. De har været meget god imod mig, og dersom det var muligt, at min Følelse deraf kunde tiltage, saa maatte den her i Göttingen være steget betydeligt. Nu da, kiere Veninde; bliv ved at tro, at jeg stedse er i Göttingen, og hold ret meget af mig; — Klokken er to, og Klokken fire reiser jeg. Altsaa kan jeg ikke i Nat faae dette Brev færdigt; men paa min næste Station tager jeg after Pennen fat. — Nu ikke et Ord meer fra Göttingen, uden endnu engang min inderlige Tak for de lykkelige Timer, Deres Breve og Erindringen om Dem have givet mig her.

s. 84 Clausthal 1) d. 21. April.

Jeg har aldrig reist fra noget Sted med halv saa mepen Fornøielse som i Gaar fra Göttingen. Selv hele Naturen syntes at bifalde min Afreise. En skiønnere Foraarsmorgen har jeg ikke seet. Alle de mangfoldige Kirsebær og Blommetræer i Göttingens Haver langs Landeveien stode besneede med Blomster. Luften var ætherreen, og stille. Hvormeget alt dette stod mig an, behøver jeg ikke at beskrive Dem. Jeg veed ikke, om De er stærk nok i Geographien til at erindre, at Clausthal ligger paa den Biergstrækning, som hedder <i>Harz. Jeg har allerede været her een Gang, for fiorten Dage siden, og det staaer mig ubeskrivelig godt an. Her er Bierge, store Granneskove (sic) „Biergværker og en Deel artige Piger. Selskabelig er man ogsaa. Man beder mig til Bords, kalder mig Hr. Professor, viser mig omkring, og giør ret meget Væsen af mig. Jeg samler al min mineralogiske og chemiske Viisdom sammen for at spille en god Bolle, og hidtil er det gaaet ret godt. Det er noget andet end i Göttingen. Man forsikkrer mig, at jo længere jeg reiser frem i Tydskland, desto kiønnere bliver Pigerne, og des selskabeligere og giestfriere Nationen. Jeg begynder ret at lide Tydskland. Jeg takker Dem for Deres smukke Afskeeds Brev. Det giør mig kun ondt, at De næsten slet intet vil nyde af Sommeren, som formodentlig vil blive usædvanlig skiøn. Deres Altan er vel noget, men langt fra ikke nok. Den skaffer Dem Udsigt, men ikke til grønne Ager og Enge; den giver Dem ingen Landluft, og ingen Omvandringer; og de fiorten Dage i Slagslunde betyde ikke stort. De maae endelig see til at faae en anden Leilighed, om det saa blot bliver paa Blegdammen, hvor De dog i det mindste kan faae en Have at opholde Dem i. For Deres Sundhed er et omvankende Sommerliv aldeles nedvendigt. De Vanskeligheder, dette fører med sig, er virkeligen ubetydelige imod dets Fordeele, og jeg er vis paa, at De selv har sporet velgiørende Følger endog om Vinteren af Deres sidste Land-Sommere. Det er mig en ubehagelig Tanke, at De nyder Aarets bedste Maaneder s. 85 i en Art af Halv-Vinter, medens jeg i et mildere Clima saa meget glæder mig i Favnet af en yndigere Natur. Var jeg i Kiøbenhavn, vilde jeg ganske tilforladeligt spille Cabaler for at drage Dem ud af Deres frivillige Sommer-Arrest. Jeg synes, at en Flok Faar i det grønne er behageligere end en Flok Matroser, Blomsternes Uddunstninger bedre end Canalernes, intet Selskab er langt bedre end Holmens Frues, og overalt at Fortrædeligheder i Byen ere meget fortrædeligere end Fortrædeligheder i fri Luft. Jeg siger Dem endnu engang, og jeg beder dem ret venskabelig derom. Skaf Dem i det mindste et Værelse uden Porten, hvor De kan tage ud naar Veiret er godt; dette Værelse bør være indrettet til at kunne sove deri en Nat imellem. Det bar altiid for mig havt en lønlig Behagelighed, imod Aftenen at forlade Byen for at tilbringe en qvalm Nat i en kiøligere og friere Naturs Arme.

Etatsr. Rothe beder jeg hilse. Jeg skriver ham til om et par Dage. Jeg skylder nu saa mange Breve bort, at jeg næsten ikke kan overkomme dem, og jeg bliver rimeligviis nødt til at giøre en Art af Brev-Bankerot. Om tre eller fire Dage reiser jeg herfra til Gotha.

Om Baggesen er død eller plyndret, yeed jeg ikke. Reinhold 1) fra Jena, som passerede Göttingen for at gaae til Kiel, vidste intet derom. Jeg veed blot dette, at Baggesens Søn er død 2) , og at Wieland gav ham en lille Datter 3) med til Bern.

I Gotha haaber jeg at kunne skrive Dem til igien; men jeg lover intet uden blot at skrive, saa tidt jeg kan. Paa en Reise dependerer man af alt for mange Hændelser til altiid at være tilbørlig Herre over sin Tiid. Lev meget lykkeligt kiere Veninde, faae Dem et Sommerværelse; og tænk undertiden paa mig.

Olufsen.

6