Olufsen til Fru Pram.
Stuttgardd. 10. Juli 1794.
De veed, at jeg har den Vane at giemme det bedste til sidst. Dette giorde jeg i München, hvor jeg havde foresat mig at skrive Dem et meget smukt Brev til. Til den Ende vilde jeg øve mig, og skrev i Forveien et par Breve, hvoraf det ene var til Pram, som jeg formoder han allerede har faaet. Men da jeg havde øvet mig tilstrækkeligt, opdagede jeg, at Klokken var bleven for s. 92mange; jeg maatte altsaa opsætte at skrive Dem til, og lade mig nøie med i Brevet til Pram at sende Dem en saare kort Hilsen. Idag vil jeg hilse noget vidløftigere, men jeg maae erindre, at jeg i Dag ingen Øvelse har, og skriver derfor i alle Henseender ret slet.
Jeg maae begynde med at fortælle Dem, at jeg er gandske uforskylt kommet i Paradiis, eller og jeg ikke veed hvad Paradii; er. En deiligere Egn har jeg aldrig seet. De maae tænke Den adskillige Dale, giennemstrømmet af deilige Floder. Paa begge Sider skiønne reenlige Landsbyer, næsten skiulte af Frugttraeer Agerne see ud som Haver. Alle Veiene ere besatte med Alleer af Æble og Pæretraeer, der ere saa behaengte med Frugter, at man har maattet sætte Støtter under Grenene. Alle Biergene ere Viinbierge; kort alting smiler saa venligt, at jeg kunde faae Lyst til at blive her, og sandt at sige, min Fædrelandskierlighed har aldrig været svagere end her. De skulde blot see, hvilke Kirsebær her vanker, og Abricoser, 4 for en Skilling. Hvor al Verden kan man have det bedre. Det eneste, der noget incomoderer mig, er den stærke Hede imellem disse Bierge Stuttgard vrimler af deilige Piger, og de see saa beskedne og uskyldige ud, at jeg er forelsket i dem alle tilhobe. Jeg hai nogle Gange været ude paa Landet hos en Oberamtmand; han har en vakker femtenaarig Datter, som jeg lider ubeskrivelig; men hun plager mig noget med hendes Glaveerspillen, som intet duer, og uheldigviis roeste jeg første Gang hendes Talenter ret tilgavns; til Belønning for min Smag gaaer hun nu alle sine Musikalier igiennem for mig, hver Gang jeg kommer.
Jeg er temmelig lykkelig med at traeffe Landsmænd paa min Reise, og Møder af dette Slags have en Behagelighed, som De neppe kan forestille Dem. I Augsburg fandt jeg paa een Gang fire, som kom fra Italien, gandske berusede af dette Lands Skiønheder Hoppe 1) var iblandt. Han er et ungt Menneske af megen Fortieneste, har Kundskaber, og hvad som endnu giør et Menneske af hans Ungdom, Rigdom og Talenter mere Ære, han har s. 93Seeder, og er langt fra ikke saadan en Springfyr som hans Broder. Med ham fulgte een af mine Bekiendte, som hedder Hvad 1), en Mand, som jeg lider ubeskrivelig godt, og som jeg vil sende til Dem. Jeg er vis paa, De vil synes godt om ham. Vi to sladdrede gandske forfserdeligt sammen. Han og Hoppe opholdt dem for min Skyld tre Dage i Augsburg, og jeg mig ligesaa laenge for deres.
Her i Stuttgard havde jeg et Mode af et andet Slags, ikke egentlig en Landsmand, men dog en Bekiendt. Det var nemlig Professor Fabricius 2) fra Kiel, som tilligemed hans Kone nu komme tilbage fra Schweiz, hvor de have giort en Fodreise paa et halvthundrede Mile. Fabricius kiendte jeg fra Hamborg, hvor jeg tilfaeldigviis kom til at sidde ved Siden af ham i et Selskab. Han har meget physiognomiskt tilfselleds med Gapelmester Schulz, men han er tusende Gauge større Naturhistoriker end Schulz 3) Componist. I Hamborg talte jeg maaskee i et par Timer med ham; her atter et par Timer, men disse to Timer ville evig blive mig dyrebare, fordi en af mit Livs kiereste Begivenheder blev fedt i dem. Han kom, som jeg sagde, fra Schweiz; og var saa indtaget af dette Fee-Lands Yndigheder som alle de, der have seet det. Han opmuntrede mig til at giøre en Reise derhen, saa meget meer som jeg nu kun befandt mig femten Mile fra dets Grændser, men imod dette Forslag havde jeg den grundede Indvending, at min Reisetiid ligesom min Reisekasse vare kun indrettede paa de 150 Mile, jeg har tilbage for i October Maaned at være i London. Med Tiden kunde jeg sagtens komme ud, thi til en Schweizerreise behøver man kun 6—8 Uger, og det er i Grunden ubetydeligt, enten London seer mig i Oct. eller i December. Men med Pengene var det en gandske s. 94anden Sag. Schweiz vilde i to Maaneder tage 2—300 R. bort, og da havde jeg intet at reise til Engelland for. Tænk nu, Fru Pram! hvor forundret, hvor overrasket, hvor glad jeg blev, da Fabricius strax tilbød sig at ville laane mig alle de Penge, jeg brugte paa denne Reise. Jeg tog naturligviis paa Øieblikket mod Tilbudet; det var virkelig hans Alvor og Tingen bar sin Rigtighed. Om sex Dage er jeg i Alperne.
De veed, at af alle mine mange Ønsker er intet kommel saa ofte, saa stærkt og saa varmt som det at see Schweiz. Dette Land har saa mange Gienstande for min Videnskab, saa mange Gienstande for min Naturlyst, at ingen anden Reise kunde bringe mig saamegen Nytte forenet med saa mange Behageligheder. En Reise i Schweiz laae derfor ogsaa i Planen til mir hele Reise, men først efter at jeg havde været i Engelland Jeg er desmeer glad over at kunne giøre den strax, som jeg derved sparer Tiid og Penge i det Hele. Jeg kan ikke fortaelk Dem, hvor glad jeg er. Skulde jeg nu blive skuffet i mine store Forventninger, saa var det ret. fortrædeligt, men jeg har da der Trøst, at der intet er tilbage i hele Verden, som er i Stand til at spænde min Forventning saa høit, og at det altsaa rimeligviis bliver den sidste Gang jeg skuffes tilgavns.
En Uleilighed har jeg dog ved denne Sag, nemlig, at jeg egentlig ingen Tilladelse bar til denne Reise, og giør den gandske paa min egen Haand. Imidlertiid er den mig ikke heller forbuden og jeg lader alisaa staae til. Overalt veed De nok, at jeg er en Person, der allerhelst giør, hvad jeg selv finder for godt. Jeg melder mine Herrer Directeurer slet intet derom, da jeg ikke ønsker, at de skulde meddele mig deres Mening, og jeg 0nsker at De just ikke fortæller nogen det i nogle Uger, inden jeg ha skrevet Directionen til, og givet Tingen sin tilbørlige Vending Naar jeg først er ret inde mellem Alperne, faaer man at vent taalmodig, til iee gaaer selv ud.
Det er mig ubeskrivelig keedsommeligt, at jeg i saa lang Tiid intet har hørt fra Dem. Jeg f'ormoder, at De nu i denne Tiid opholder Dem i Slagslunde for at drikke Kiernemelk. Jeg vilde give otte Dage af mine Alpevandringer for at tale med s. 95Dem i 8 Timer — dyrere kan jeg ikke betale. Men Fru Pram! De maae endelig skrive mig til. Brevet kan addresseres til Phill. Jac. Cornill i Frankfurth am Mayn. Han veed, hvor han bør sende det videre. Kunde jeg nu paa St. Gotthard, ved Geneve faae saadant et kiert Brev, saa vilde jeg ile ud paa det allerskiønneste Sted, jeg kiendte, og der i alle Naturens Fortryllelser nyde al det venskabelige Svaermerie, som Deres Brev vilde give mig.
Næste Gang fra Hiertet af Alperne. Lev vel gode kiere Veninde.
Olufsen.