Olufsen, Oluf Christian BREV TIL: Pram, Maria Magdalene FRA: Olufsen, Oluf Christian (1794-08-08)

Olufsen til Fru Pram.

Zürichden 8. Aug. 1794.

Jeg lovede i mit sidste Brev (fra Stuttgart), at De skulde faae et Brev fra mig fra Hiertet af Alperne. Her er dette Brev; men om det ikke bliver langt nok, eller smukt nok, maae De undskylde mig, |thi jeg har umaadeligt travelt. Imorgen tiltræder s. 98jeg min Biergreise, og De vilde fornøie Dem over at see min Reise-Equipage. Slige Reiser maae nødvendig giøres til Fods, og man maae nødvendig have en Veiviser med. Dette forudsat, saa seer jeg da ud, som følger. En stor sort Hue af Læder, en kort Trøie, et par lange, et par Halvstøvletter, et par Skoe beslagne med store Jernsøm; og en Stok tre Alen lang. Veiviseren| har en Randsel paa Ryggen, hvori jeg har giemt mine øvrige faae Nødvendigheder. At anskaffe alle disse Sager, at indpakke dem, at skrive et Brev til mine Herrer Directeurer, for at giøre dem Nødvendigheden af min Schweitzerreise begribelig, har givet mig baade Hoved og Hænder fulde. Hertil kommer endnu den Omstændighed, at det Værelse, hvori jeg sidder, er formodentlig det smukkeste værelse i Verden; med en Udsigt over en deilig Søe, hen til en Kiede af himmelhøie Sneefielde, hvis prægtige Udseende lokker mig hvert øieblik hen til Vinduet. De vil uden Tvivl af denne Indledning for længe siden have mærket mig den Hensigt af, at jeg vil regne mig det til en stor Fortieneste at skrive dette Brev; men det er det dog ikke. Jeg har meget mere gandske alvorligen havt isinde at opsætte min Reise til overmorgen for at have ret Tiid til at skrive. Det er virkelig en Skam, at jeg saa ofte skuffer mine Venners Haab og Ønske.

Nu har jeg været i Schweitz i syv Dage; men jeg skal ikke synge enten i Vers eller i Prosa om dette Lands Mirakler endnu. Af disse syv Dage have de fern været Regndage, og det saa gyseligt stærk, at det egentlig har været lutter Tordenskyl. Men jeg haaber, at Veiret nu har sat sig, og naar jeg kommer videre frem, venter jeg Materie nok til den allerføelsomste Reisebeskrivelse. Om jeg vil plage Dem meget dermed, maae Tiden lære. Imidlertiid er jeg altfor stor Hader af alle uforstaaelige Følelser, og især af uforstaaelige Beskrivelser over dem, til at jeg skulde falde paa at træde i vores Venindes, Fru Frederikes 1) Spoer. Dette maae berolige Dem, og skulde De end i mine tilkommende Schweitzerbreve finde et eller andet Glimt af den hellige Ild, s. 99som Naturens Beskuelse pleier at antænde i somnie Siele, saa maae jeg forud bede Dem at antage slige Udbrud for en Virkning af den Forfængelighed at ville vise, man ogsaa kan være med. Jeg lider nu durchaus ikke Beskrivelser af Følelser. Jeg kan ikke forstaae dem hos andre, og er ikke istand til at forfatte dem selv. Føelsomhed er i mine Tanker en Art af Dyd, og al Dyd bør udøves i Løndom. Jeg skiuler gierne mine Føilelser, derfor troer man sommetider, at jeg føler intet.

De kan ikke forestille Dem, hvor meget jeg nu længes efter noget Nyt fra Kiøbenhavn. Siden April Maaned bar jeg ingen Breve havt, og al min Tilflugt har været de Hamborgske Aviser, hvor der undertiden staaer nogle smaae Efterretninger, der i al deres Ubetydelighed meget interessere mig. Jeg haaber imidlertiid, at der i Frankfurth findes et par smaae Breve til mig, og dem skriver jeg efter.

Jeg har faaet en Staldbroder paa min Schweitzerreise, en Capitain Neergaard 1) fra Kiøbenhavn. Om han just har alle de Egenskaber, man kunde ønske en Reisecompagnon, tvivler jeg høiligen paa. Imidlertiid har den afgiorte Ubehagelighed at løbe allene om mellem vilde Bierge bestemt mig til at tage ham med, saameget mere som han er meget munter, har nogen Vittighed, og er særdeles føielig, saa jeg i Henseende til Reiseplanen er den, der befaler. Hertil kommer endnu den ikke ubetydelige Omstaendighed, at Reiseomkostningerne deles. Han bar for to Maaneder siden forladt Kiøbenhavn og kunde derfor meddele mig en Hoben Nyheder, saasom at Jomfr. Winde 2) nu er forlovet paa nye, og flere Ting.

Her i Schweitz har jeg foreskrevet mig en meget fornuftig Reiseplan, om den vil lykkes. I den korte Tiid, jeg har til Reisen, har jeg besluttet at indskrsenke al min Opmærksomhed til s. 100een eneste Punkt, og forsøinme alle de øvrige. Jeg vil blot see Bierge, Mineralier og Naturscener; Mennesker især Mennesker i Staederne vil jeg slet ikke bekymre mig om. Paa denne Maade haaber jeg at vinde megen Tiid.

Hvormeget vilde jeg ikke give for et Brev fra Dem gode Frue Pram! Hvor er De? i Slagslunde eller paa Altanen? Men De har jo bedet mig at sende alle mine venskabelige Tanker til Altanen; dette har jeg ikke heller forsømt, og jeg kan ikke tvivle paa, at De jo ofte har sat der med Vished derom. Jeg begynder, synes mig, alt mere og mere at opdage, at jeg egentlig er bedre skikket til at blive hiemme end til at reise. Det bliver mig gandske nødvendigt snart at afbryde min lange Omflakken med en Pause af nogle Maaneder, thi ellers taber alle Gienstande al Nyhed og Behagelighed for mig, nu da jeg i saa lang Tiid intet gammelt eller bekiendt har seet, men lutter nyt. Man faaer derved en vis Sløvhed, som af alle mulige Egenskaber er den, man mindst bør bringe med paa Reiser.

Nu maae jeg tage Afsked med Dem, gode Frue Pram, for denne Gang. Naar De faaer dette Brev, har jeg allerede endt min store Alpereise og befinder mig altsaa i den Tilstand, at jeg ingen Fare har for Halsbrækning og saa videre. Jeg vil derfor ikke udbede mig Deres Forbønner for denne Reise, som vilde kun komme for sildig. Jeg veed desuden, at Deres gode venskabelige Hierte har allerede i Almindelighed tilbedet mig alle dj Velsignelser, jeg behøver paa min Reise. Om fiorten Dage skal jeg skrive Dem til, og lade Dem vide, hvorledes det er gaaet mig. Faaer jeg Tiid i Aften, saa sender jeg et par Ord til Pram. Men jeg tvivler sandt at sige meget derpaa.

Jeg anbefaler mig til Deres gode venskabelige Erindring.

Olufsen.