Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Henriksen Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1795-01-02)

Olufsen til Pram *) .

Dresdend. 2. Januar 1795.

Dit Brev af 6. Decbr. fik jeg i forgaars, og ikke før, fordi jeg efter Sædvane blev keed af Göttingen, og opholdt mig der kun halvt saa længe som jeg havde foresadt mig. Da jeg paa Veien derfra forblev 10 Dage i Leipzig, og mine Breve bleve fra Göttingen addresserede lige hertil, saa vil Du heraf selv kunde udregne, at jeg ikke hidtil har kunnet giøre, hvad Du bad mig om, svare strax, eller rettere før nu. Jeg har i Almindelighed større Agt for Begieringer af den Natur end somme af mine Venner, og derfor er det mig meget om at giøre at være gandske retfserdiggiort i denne Henseende.

Det var meget naturligt, at ethvert Skuespil, der efter Gulddaasen fremtraadte i dybeste Incognito, maatte lede Giettere hen til Gulddaasens Forfatter; som og at et Stykke, Du havde skrevet, maatte vidne om, at denne Forfatter siden den første Prøve havde overmaade meget vundet i Ypperlighed. Jeg kan imidlertid ikke troe andet, end at denne Tilvæxt jo er alt for stor, og Afstanden mellem disse to formeente Sødskende for umaadelig, til at Dhrr. s. 116 Theaterdirecteurers Sagacitet kan have nogen synderlig Ære af denne Dom. Jeg for min Part kan gierne være tilfreds med disse Aristarchers og Publicums Illusion, kun Skade, at dennes sidstes ikke vil vare længe.

Du 0nsker at vide min Mening om Din lille Uenighed med Theaterdirectionen. Det er ilde, at jeg ikke ret kiender Sagen, da alting dog kommer an paa Tonen i Dit Brev, der vel som Du forsikkrer kan gierne have været ikke uhøflig, og dog stødende. Men Tonen gandske tilsidesat, saa synes mig, ærlig sagt, at Du i Sagen selv ikke har fuldkommen Ret. Den engang existerende Anordning om Forfatternes Honorarium er jo aldrig tilbagekaldet. Lad den være ubillig, lad tredie Aftens Indkomster efter Husets nærværende Indretning staae i slet Forhold med Alternativet, 300 Rd., saa har dog Directionen paa ingen Maade noget Kald til at vige fra denne Regel, saa længe den endnu har **ongelig Authoritet. Ikke heller har Theaterdirectionen nogensinde giort det; Ahlefeldts Galskaber komme her ikke i Betragtning, thi hvad han giorde var altsammen paa sin egen Haand; og ingen Forfatter kan have noget imod, at nærværende Bestyrelse troer sig ikke berettiget til at være gal. Det synes mig allerede meget, at Directionen vil endda i forveien være villig til at udbetale Dig de fastsatte 300 Rd. Dette er tildeels ogsaa imod Reglen, der gielder kun efterat et Stykke har udholdt tre Forestillinger, og Du har heri et nyt Beviis paa de gode Tanker, man giør sig om Dit Stykke.

For saavidt kommer det mig altsaa for, at Din Fordring om at blive betalt inden Stykket spilles, er uretfærdig; fordi man ikke kan føie Dig uden at handle ulovligen. Paa den anden Side, hvilken Aarsag kan Du have til at giøre denne Fordring? Den Tarif, der blev fulgt ved at betale Indtoget, Gulddaasen, Peter og Lise, Peters Bryllup, kan Du ikke haabe at bringe i Gang paa nye, da den var baade gal og ulovlig. Efter hvilken Tarif vil Du da betales forud? Naar ikke efter den gamle og rigtige? og den kan i det høieste bestemme Dig 300 Rd., vel alt for lidet, men Indretningen er nu engang giort. Og hvorfor vil Du ikke oppebie tredie Forestilling for at faae mere, enten s. 117 ved Aftenens Indkomst, eller, om Directionen tør bestemme en anden Priis, i Forhold til den Lykke, Stykket har giort. Det kan dog aldrig være Dig saa rneget om Tiden at giøre, et Par Maaneder tidligere eller sildigere giør hverken fra eller til, allermindst naar Du ved denne Venten rimeligviis vinder et Par Hundrede Rigsdalere, og Du var jo vis paa, at Stykket snart vilde blive opført, da det rimeligviis ikke udkrævede nogen Nyhed i Dragter eller Decorationer. Min ærlige Mening om denne Post bliver da denne. Jeg troer, at Du hverken har Ret eller Aarsag til at paastaae Dit Honorarium forinden tredie Forestilling. Ahlefeldt selv betalte ikke før; at Directionen, som sikkerligen ikke handler anderledes mod Dig end den bør og vil handle mod enhver Theaterforfatter, har Ret og Grund til at afslaae Din Begiering og at den, naar Du bliver ved Din Paastand, ikke bør betale mere end 300 Rd. Jeg beder Dig derfor meget, giv Slip paa denne Fordring; lad Retalingsmaaden gaae sin ordentlige Gang, og overlad det til *** og *** 1) at skiendes om Penge. Og for den Sags Skyld er det Dig ikke anstændigt at tage Dit Stykke tilbage. Vil derimod Theaterdirectionen giøre andre Vanskeligheder, vil den for Exempel ikke lade Stykkets Personer besættes, som Forfatteren har ønsket det, saa har den i mine Tanker fuldkommen Uret, og i dette Tilfælde vilde jeg ikke vige eet Haandbred. Ingen Direction kiender et Stykke saa godt som dets Forfatter, kun han kan bedømme, i hvis Hænder det vilde gaae bedst, og der kan aldeles ingen grundige Aarsager angives for ikke at opfylde Forfatterens Ønsker i denne Henseende.

Din Hensigt at tage Stykket tilbage, oversætte det paa Tydsk, og sende det til en tydsk Skueplads er formodentlig flygtig, og blot Spøg. Deels synes det mig særdeles meget infra dignitatem at arbeide for tydske Parterrer, deels er det en hoben lettere at skrive et Skuespil paa tydsk end et tydsk Skuespil.

Veed Din Kone intet af dette Stykke? Jeg synes Du bør sige hende det. I Dag otte Dage skriver jeg hende til. Dog intet derom. 8*

s. 118 Den stærke Vinter giør mig det næsten umuligt at reise til Engelland, som min Plan var, og Forfatningen i Holland tilligemed den utrolige Dyrhed der, giør det endnu umuligere. Jeg har derf'or besluttet at gaae fra Hamborg til Søes til Engelland, men dertil behøver jeg bedre Veierligt, som jeg maae oppebie her, og altsaa gaaer vel fern eller sex Uger bort endnu i Dresden eller maaskee i Berlin. Skriv mig imidlertiid til hertil, under Addresse Joh. George Brauer. Lev vel.

Olufsen.