Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Henriksen Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1795-01-12)

Olufsen til Pram *) .

Berlinden 12. Januar 1795.

At skrive Breve bar aldrig været min Sag. 1 min Reises første Dage giorde den totale Forandring, som da foregik mit hele Væsen, at jeg stundom greb Pennen for saa levende som muligt at trykke mig tilbage til de venskabelige Egne, hvorhen min Phantasie idelig tyede; men nu da et langt Tidsrum har hærdet mig; da jeg omsider har skaffet mig den nødvendige Reisekulde; da en keedsom Erfaring har viist mig, at Flittighed fra min Side ingen Forandring kan frembringe hos mine adstadige Venner, nu er jeg omsider kommet tilbage til den Grundsætning, at Brevskrivning er Fias, og ingensteds kan jeg være fastere overbeviist derom end i Berlin, hvor jeg virkelig ikke har kunnet skrive. Mit Ophold her, nogle landlige Exeursioner iberegnede, har været omtrent fem Uger, og i denne hele Tiid har jeg ikke havt en eneste Dag fri. Jeg har været saa indbuden og udbuden, at jeg har været nødt til at holde ordentligt Register over mine Engagements, og min hele Existens har bestaaet i Dinees, Soupees, Concerter, Comedier, Spadseregange, Lystreiser, Beseelser af Fabriker og Samlinger, Clubber, Videnskabsselskab, Naturhistorieselskab og mere, saa eg veed hverken ud eller ind. Aldrig har jeg sværmet saaledes om, men nu er jeg omsider bleven færdig, og mæt eller rettere overmæt af Berlins Herligheder tager jeg om et Par Dage Vandringstaven fat for ved Hielp ai tilstrækkelig Motion at befordre Fordøielsen.

s. 119 Berlin er den eneste Stad jeg kiender uden for Danmark, hvor en Reisende med ægte kiøbenhavnsk Aand kan befinde sig vel. Ministeriets politiske og theologiske Ortodoxie har kun liden Indflydelse paa den almindelige Tænkemaade, og ingensteds kan man roligere tilfredsstille sin Trang til at giennemhegle Frederik Wilhelm og bans Haandtlangere end her, ligesom man paa den anden Side kan i fuldkomneste Sikkerhed giøre Nar af vor Herre, ifald man finder Kald hertil; Frederik den Andens Ringeagt for Religionen blomstrer endnu, og er enhver ægte Berliner ligesaa fastgroet som Erindringen af hans Storhed som Konge, der nu ved den ydmygende Sammenligning med hans lille Eftermand er blevet uendelig større og har hævet sig til det muligst fuldkomneste Ideal. Giennem dette Glas kikker den nedslagne Preusser ud til Potsdam, ærgrer sig, og hevner sig ved Spot. Den almindelige Misfornøielse dreier sig om følgende Axer, Forbindelsen med Rusland og Tyveriet i Polen, som formodentlig ender sig med en Krig; og den franske Krig, som Kongen nu maa kiøbe sig fra. Krigen med Frankrig, som saa meget udsuer Preussen, er dog meer forhadt i Landet end i Berlin. Aarsagen dertil er, at de franske Silkefabrikers Standsning have givet de berlinske Fabriker et Liv, som disse i Preussen urimelige og fremtvungne Indretninger aldrig kunde faae, uagtet de ere opelskede i Skyggen af despotiske Privilegier. Polen har den gyseligste Hungersnød, og smitsomme Sygdomme. En berlinsk Doctor reiser did efter den anden. Følgende Træk af russisk Politik er mærkværdig. De russiske Armeer have i den nye preussiske Andeel eller Sydpreussen ødelagt Alt, derimod blev den russiske Andeel meget vel behandlet. Efter Warschaus Erobring lod Keiserinden alle Levnetsmidler opkiøbe i hele Pohlen og alle tilgrændsende Lande. Disse lod hun uddele i sin nye Andeel. Det preussiske Hof var ophøiet over slig Omsorg. Nu kom Hungersnøden. I den russiske Andeel var Overflødighed. Følgen blev, at de fleste polske Preusser løbe over til Russerne, og den preussiske Deel af Byttet er nu i egentligst Forstand en Udørken, næsten uden Mennesker; og de Faa som bleve tilbage crepere af Suit.

s. 120 I Invalidehospitalet tildrog sig i Gaar følgende Begivenhed. Blandt de to tusinde Mennesker, som hinke omkring i dette Huus, var Een, som besad en lille Hund, denne plagede en af ExHeltene med sine Caresser. Denne, som foruden et Par Egenskaber, som de tydske Aviser kalde deutscher Mut und deutsche Tapferkeit, var kort for Hovedet, blev keed deraf, og gav Hunden en Næsestyver. Hundens Herre ansaae dette som en Finte til sig, bebreidede den næsestyvende Mand sin urigtige Fremgangsmaade, og erklærede, at af alle mulige Maader til at slaae Hunde paa her i Verden var Næsestyver netop den eneste, hans Point d'honneur ikke tillod ham at tie stille til. Denne anmærkede derimod, hvor ugrundet dette Raisonnement var, da han ikke havde behandlet Hunden paa anden Fod end han var tilbøielig til at behandle hans Herre selv; og bekræftede strax sin Anmærkning med Virkelighed. Nu blev almindelig Allarm. Da det var en Æressag, saa blev ingen neutral. Enhver tog Parti, og treen frem med de Vaaben, som den moderlige Natur, eller dens venlige Understøtterinde, Chirurgien havde givet ham. De to tusende Krøblinger rik hinanden ved Haaret; Vagten kom, men Krykkerne seirede over Bajonetterne, da begge Parter forenede sig for at tugte de Fremmede, der vilde indblande sig i deres huslige republikanske Anliggender. Sagen endte sig dermed, at en Snees Mennesker blev dræbte, og flere dødelig saarede.

Den 14. April.

I dette Øieblik fortæller man den vigtige Nyhed, at Gen. Adjutant Meyring er i Gaar Aftes kommen fra Basel med den Efterretning, at Freden er sluttet mellem Frankrig og Preussen. Han reiste til Potsdam til Kongen, og skal i Morgen komme tilbørlig ind i Berlin med 60 blæsende Postillioner. Himlen give det var sandt. Jeg har i Sinde strax at rende omkring paa en Hoben Caffehuse for at opdage, hvorledes det berlinske Publicum optager denne Tidende.

Om tre Dage reiser jeg herfra til Hamburg, hvor jeg indskiber mig til Engelland. Kunde jeg være saa lykkelig at blive opbragt af en fransk Kaper! Fra Hamborg skriver jeg sikkert. s. 121 Men Du maae ogsaa skrive, og det snart, del er med næste Post, thi i Hamborg bliver jeg kun et Par Dage. Dit Brev adresserer Du til Etatsraad Lawätz 1) i Altona, og dette er min bestandige Adresse for Eftertiden saa tidt Du eller nogen af mine Venner overfaldes af den Lyst at giøre mig skrivtlige Besøg. Lawatz vil da videre besørge Brevene til London. Hils hiemme. cura ut valeas!

Olufsen.