Pram til Olufsen.
Khvn. d. 21. Apr. 1795.
Du er virkelig meget god, at Du vedbliver, siældnere vel end vi ønskede, dog engang imellem at skrive os til, endskiøndt det, om jeg ikke meget feiler, er over fire Maaneder siden Du saae noget fra os; i det mindste fra mig, thi Hun selv troer jeg dog har skrevet Dig engang til siden jeg. Aarsagen hvorfor jeg ikke har skrevet er at jeg i de sildigere Tider aldrig har vidst, hvor Du har været at finde: i Göttingen, Leipzig, Dresden eller Berlin; og at jeg i Januar biede paa at fortælle Dig Udfaldet paa Vinterens store Anliggende — for mig at sige — nemlig Ægteskabsskolen; saaledes maae Du vide, om jeg har glemt at melde Dig det sidst, hedder det fortreffelige Skuespil, som mit sidste Brev fortalte Dig en Deel om. — Dette Skuespil, begriber jeg nu let, interesserer Dig en heel Deel mindre end mig; især da Du ikke har seet eller læst, eller kan komme til at see, eller maaskee gad seet det: men alligevel synes mig, jeg, især efterat have kiedet Dig morderlig engang før dermed, endelig maae kiede Dig engang til. Imellem os, uagtet jeg godt begriber Emnet kan for Dig ikke have stor Interesse, saa er det dog det interessanteste, jeg har at meddeele Dig af de mellemløbne Maaneders Historie af mit Liv. — Jeg skal giøre Dig dette interessante saa lidt uinteressant og saa kort jeg kan.
Jeg berettede Dig sidst, hvorledes jeg havde sendt Direc-s. 122tionen Stykket i dybeste Anonymitet, og tilbuden den det under den conditione, sine qua non, at den fandt det et ualmindeligen godt Skuespil: at den som saadant antog det, og tilbød mig derfor 300 Rdl. Honorar, forsikkrende at Reglementet af 1773 (som fastsætter en Aftens Indkomst til Honorar) var dens eeneste Rettesnor: at den desuden skrev mig en Hob Grovheder. Sagen var: den troede Dig Forfatter, men Schwartz, som er dens Uven, Din Commissionær; den fandt mine Breve at være Impertinencer af Schwartz, og troede at ærgre Schwartz ved at besvare dem med Grovheder. — Imidlertid havde saavel Thaarup, som især Kiærulf, ikke destomindre fundet Stykket et i høy Grad fuldkomment Mesterstykke. De talte med mig og med hvem de saa derom i den mest enthusiastisk panegyriske Tone. Men deres Breve til mig vare saa forunderlig uforskammede, og, conciperede af Thaarup, saa synderlig dumme og ilde skrevne, som om Ahlefeldt selv havde forfattet dem. — Hvad skulde jeg nu giøre: give efter for Uforskammenheder, var nedrigt — give Slip af 300 Rdl. og al den Glæde, et saadant Mesterværk vilde give, urimeligt og tungt. Jeg valgte at give mig tilkiende for Hauch, at forestille ham det ukloge, uretfærdige, dumme i deres Fremgangsmaade. — Det skeede. Han fortalte mig, hvorledes Thaarup var Forfatteren af Brevene, og den, som ved mine især troede sig fornærmet, nemlig af deres formeente Autor Schwartz. Han fandt, man havde begaaet en Buk. Jeg skrev, endnu anonym, til Directionen, bekræftede, at jeg ikke lod Stykket spille, med mindre man betalte det efter Reglementet (med 3die Aftens Indkomst, som man forud formelig havde vægret), forestilte det inden Februar Maaneds Udgang og af de foreslagne Personer, som man og havde entet vægret eller svaret med Grovhed paa; — og nu fik jeg et meget høfligt Svar, at man efter nøyere Overveielse troede at burde indvillige mig alt, hvad jeg havde betinget mig. Kiærulf havde jeg nemlig ogsaa aabenbaret Hemmeligheden; men Thaarup var stedse i sin forrige Meening, at Stykket var af Dig, Brevene af Schwartz. — Rollerne bleve strax uddeelte, endnu inden Decbrs. Udgang. Endnu var Stykket det fortreffeligste omtrendt af alle existerende Dramer. Man repeterte det imidler-s. 123tid ikke, thi man var occuperet med Forestillingen af Operaen Elisa 1); det forfærdeligste Vaas, som nogensinde er bleven frembragt paa nogen Skueplads; med on diævelsk langtrukken Musik af Naumann, et af hans første Arbeider. Det blev og, for ei at udpibes, kun forestillet en eeneste Gang, nemlig Kongens Geburtsdag, og havde kostet et Par Tusinde Rdl. eller meere. Man gav og en stadselig Prolog 2) af mig, med Musik af Wedel 3), hvoraf ingen af Deelene giorde Lykke, skiøndt Wedels Musik var fortryllende, men Tingen var bleven absurdiseret ved Apparat efter Thaarups Ordination, reent hen i Taaget. — Strax i Februar eller dog først i Midten af Februar begyndte Repetitionen af Ægteskabsskolen. Saabye 4) fandt hans Rolle i Stykket ligne den han har i Negeren 5), han faldt paa den var af mig, communicerede saa Ideen til et Par af de andre; man lagde adskillige Data, som man deels havde digtet, deels faaet, sammen, saasom at Forfatteren havde corresponderet med Directionen, følgelig var nærværende; at der stod Ting, som skulde være mine Ordsprog eller Favoritideer osv. — og med eet vidste heele Truppen ergo heele Byen, at det var mig. Hidtil havde og Stykket været yderst fuldkomment; men — nu sank med et Fuldkommenheden til godt — snart til ret brav, men, — snart til lidt langtrukket; — snart til maadeligen dialogiseret — osv. (det var nys en af Fuldkommenhederne, at der var saa fortreffeligen dialogiseret). Det blev forestilt jeg troer d. 5. Martii — og ikke udpebet, tværtimod brav bekladsket, men ei med ringeste Enthusiasme; man fandt det, hørde jeg, flint, ret godt, men langt, men overspændt, s. 124men, men, men —. Dertil kom nu, Rahbek havde ikke læst det, ikke rettet derpaa, som paa Negeren (hvilken er, efter ham, nu Idealet, især en lang seig Scene deri, som virkelig han har skrevet 1)). Der spiller desuden Jomf. Smith (Catincka) 2), som han er forliebt i; hun spiller i Mandsdragt et Par Scener. og det støder hans Kydskheds Begreb, at denne hans Engel skal lade sine Laar see i Skindbuxer for Publicum. Han har og i sidste Minerva beviist, hvorledes det er et slet Stykke, skiøndt af en Forfatter, som derved har beviist, at han er en fortræffelig Forfatter 3). — Jeg forandrede eller forkortede efter Omstændighederne lidt til de følgende Forestillinger, og det havde de fire (Gange det er spillet, efter denne Vinters Maade, fuldt Huus. Den tredie Forestillings Indtægt gav man mig, men, mirabile dictu! man gav mig en Aften, da Kongen kom paa Comedie, og da hans Følge, uden Betaling, opfyldte en halv Snees Loger, halve Parkettet og en heel Deel Parterre; derved indbragte fuldt Huus kun 345 Rd., som ellers er 430 Rd. — Magistraten valgte siden dette Stykke til Benefice for de fattige. — Er dette ikke pudseerligt nok. Du er saa meget indflettet deri, at det kan i det mindste ei være Dig ganske ligegyldigt. Havde man kunnet vedblive i den Troe, at Du var Forfatteren, det havde stedse været guddommeligt. At det ikke er erkiendt reent Skidt kommer deraf, at der er endnu mange, var i det mindste saalænge det blev spillet, som hærdede sig i den Tanke, at det dog var af Gulddaasens Forfatter, følgelig fortreffeligt. — Gulddaasen blev i Februar spillet til Benefice for Knudsen 4), og indbragte ham 1700 Rdl. — Inden jeg slutter denne Theaterefterretning, maa jeg endnu fortælle Dig, at jeg har skrevet et Syngestykke, eller rettere en opera buffa, som Wedel har ogsaa sat Musik til, og s. 125som hedder Serenaden eller de sorte Næser 1); at Directionen har ogsaa antaget det med Pris og Berømmelse; at den har ogsaa i Anleedning af dette Stykke giort Chicane i Henseende til Honorarium, og maattet lade sig true til at tilstaae mig derfor en Aften og Componisten een til, da Thaarup forsøgte paa at afspise mig og Wedel tilsammen med omtr. 200 Rdl. Thaarup, som for sit Peters Bryllup lod sig betale 700 Rdl! — og at dette Syngestykke formodentligen d. 5. eller 12. Mai vil blive udpebet paa den Kgl. danske Skueplads. — At Schulz 2) har taget sin Afskeed med 1333 Rdl. Pension og faaet den ulykkelige Kuntzen indsat i sit Sted med 1200 Rdl. veed Du vel alt, som og følgelig, at Wedel, fordi nan er et dansk Menniske, ikke maa komme i Betragtning. — Fortæl mig, hvad Du har hert om Kuntzen i Berlin. Det er dog vel ikke mueligt, at Du jo har hørt noget om ham, uden han er alt for obscur.
At et ungt Menniske ved Navn Wick 3) har skrevet et ret kiønt lille Enactes Stykke; at Guldberg 4) har skrevet et ditto med Sange i paa rimløse Vers, som med en i otte Dage af Schall 5) forfattet Musik skal spilles paa Torsdag; at Directionen har skrevet Grovheder ogsaa til Assessor Falsen 6) og til et Par andre Forfattere; men at en merkelig Anonym har skrevet en s. 126Dyveke 1), et Sørgespil, som skal være i høieste Grad fortreffeligt, og spilles til Begyndelsen af næsle Vinter — er hvad Du foruden ovenstaaende maa vide for at være ad satietatem underrettet de re nostra ludicra for denne Saison.
Paa forrige Ark fik Du en forfærdelig Hob theatralsk Nyt. Jeg kunde have Lyst til at tilbageholde det; men har nu ikke Tid til at skrive stort meere, og maatte følgelig lade Dig blive uden Brev, hvilket jeg nu jeg veed hvor Du er at treffe nødig vilde. — Men da Du nu er dine lares saa nær, saa hvorfor besøger Du ikke dem og os. Troe mig, vi længes efter Dig, og vilde med Glæde, inderlig Glæde omfavne Dig. Du talede i Dit sidste fra Dresden om en Collect for at bestride Omkostningen. Uagtet jeg i afvigte Aar alt i alt havde c. 2500 Rdl. Indtsegt, saa er jeg dog derfor ikke anderledes end sedvanligen i Stand til at byde Dig min Pung til nogen Nytte; thi den er efter Sedvane næsten torn. Hvad lidt den har skulde og skal for Resten i al Alvorlighed være til Din Tieneste; kun som sagt. Dog de 5—6 Rdl., som en Reise fra Hamborg til Kiel og derfra med Paketbaaden hid vilde koste, kan og vil jeg uden Collect med inderlig Glæde udreede. O kom! Du kan ikke forestille Dig hvor glad jeg og min moitié vil være ved at see Dig, og hvor meget vi have at fortælle Dig. Min Kone skriver Dig selv til. Hun er vel; dog ei saa vel som i de forrige Vintre. Hendes Bryst er hende bestandig tungt og trykkende. Hun seer dog i Vinter stundom Comedien, thi — unter uns — der danser ikke en vis 2)-----------fordi hun ligger i Barselsæng. Hendes Humeurs ere taalelige og vi leve virkeligen jevnt vel. Vi see ingen uden den yngre Mynster 3), en elskværdig Gut, som mange Aftener spiller L'hombre med os.
Jeg har i Vinter intet bestilt uden skrevet den bevidste Ægteskabsskole og siden Syngestykket. — En Beskiæftigelse har s. 127jeg til. Du har af Aviserne seet, — maaskee har jeg og skrevet Dig til siden — at min velsignede Ghrd. Scheel er død 1). Jeg omgikkes ham, som Du erindrer, medens han levede. Han fattede især i det sidste Aar megen Fortrolighed til mig. Da jeg saaledes var om og hos ham medens han levede, og kunde ansees virksom endog for mig — skiøndt jeg aldrig har betient mig af hans Indflydelse, og vilde ei heller om han havde levet, — saa holder jeg det for min Pligt at vedblive efter hans Død, og da det er tydeligt, at denne cultura potentis amici ikke har Egennytte til Grund, at vise hans efterladte Familie den samme Opmaerksomhed, som om jeg af Manden selv havde alt mueligt at vente. Deraf flyder, at mange Aftener og Eftermiddage til— bringes hos denne Familie, dobbelt saa mange, som da Manden levede. Det var en virkelig fortreffelig Mand, indsigtsfuld, beskeden, utrætteligen virksom, velmeenende, og sindig, ligesaa hæderværd som Menniske, som han i Sandhed var det som Minister. — Hans Enke er og en i mange — o i alle Henseender fortreffelig Kone, og Døttrene især slægte Forældrene paa. Om fiorten Dage reise de til Wandsbeck for der at blive.
Jeg kom ikke til Tunis; ak at jeg kom ikke til Tunis! hver Dag i mit Liv kommer jeg til at sukke jeg over den Flauhed at jeg ikke gik til Tunis, men lod mig afskrække derfra. Jeg bliver her aldrig til noget, helst da jeg giør intet andet end slette Skuespil og saadant som en Lovtale over en Minister som Scheel, der ikke betydede stort medens han levede end sige da han er død; og var for ærlig og forstandig til at have stor Anseelse. — En saadan Lovtale staaer der i sidste Minerva. Jeg bliver aldrig til noget. Jeg curialiserer for ingen; spørger ikke Tidernes Aand hvad jeg tør meene, naar der spørges om min Meening, og gaaer min Vei alt for ligefrem.
Som jeg er, unde Du mig fremdeles som hidtil Dit Venskab. Jeg vil see til at fortiene det.
Din Pram.