Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Henriksen Pram FRA: Oluf Christian Olufsen (1795-04-30)

Olufsen til Pram *) .

Hamborgden 30. April 1795.

I Forgaars kom jeg her, og i Gaar sendte Lawätz mig Dit Brev. Du være takket ret inderlig derfor, og Din Kone ikke mindre. Hende skriver jeg til næste Postdag, i Dag har jeg blot Tiid til at skrive dette til Dig der ikke kan opsættes, fordi dets Indhold er, som Du vil faae at see, af megen Vigtighed.

Min Reise er som Du veed, kun et fortsat Prakkerie. Jeg har ikke nok at reise for, naar jeg ikke vil gandske glemme mit egentlige Maal og forsømme alle de mange landlige Excursioner det kræver. Imidlertid gaaer det dog nogenlunde an i Tyskland. Men nu staaer jeg paa Springet til at plumpe ned i det dyre Engelland, dette Land, som nu er tredobbelt saa dyre som forhen, hvorfra Aviserne hver Postdag melde om Opløb af hungersfrygtende Mennesker, dette Land, hvis indvortes Forfatning er saa mislig, hvor hele Nationen er misfornøiet, og hvorfra man her i Hamborg har kun slemme Efterretninger om indvortes Giæring, Mistænkeligbed mod Fremmede, o. s. v. Undertiden støder man sig naar man plumper ned; Det er altsaa klogt at gaae lidt forsigtigt. Jeg har derfor faaet det Indfald, at opsætte min engelske Reise indtil videre, og først giøre min Tuur i Sverrig; hvorfra jeg da i naeste Efteraar kunde gaae til Engelland om Omstændighederne forandre sig. Til Sverrig skal jeg, det er ligegyldigt om jeg .kommer der først eller sidst. Med denne Post har jeg skrevet til Directionen, forestillet den mine Grande, og jeg haaber at faae Lov til at giøre som jeg vil. Min Plan er denne at gaae herfra til Kiel, med Paketbaaden til Kiøbenhavn, og efter nogle faae Dages Ophold ved Helsingøer til Skaane. Den hele Tuur vil være færdig i Octbr. eller Novbr.

Ved denne Forandring i min almindelige Reiseplan har jeg to Hensigter. Først at undvige Engelland i dets nærværende Stemning, og dernæst at kunne være i Kiøbenhavn i næste Efteraar s. 132 for at være med i at lægge Plan til Agerdyrkningsseminariets første Indretning med Bygninger o. m. Disse to Hensigter har jeg meddeelt Directionen, og jeg haaber, de ville findes antagelige. Men jeg har endnu en hemmelig Hensigt som jeg ikke har meddeelt den, som jeg vil nu meddele Dig, men i Henseende til den paalægger jeg Dig ubrødelig Taushed.

Jeg reiste i Norge 1790, som Du veed, og reiste som en Nar, hvilket Du kan formode. Jeg besad den Gang slet ingen Kundskaber i det Fag, der var min Reises egentlige Maal. Endnu havde jeg ikke bragt mine faae adspredte Landhuusholdnings Begreber sammen i eet eneste anskuende System, og Mineralogien var netop den svageste Side af al min Viden. Min Iagtfagelsesaand var kun lidet skierpet; det var just da min fiantede poetiske Periode. Jeg reiste egentlig blot paa Naturens Vegne. Det Hele blev derfor Skidt. De Anmærkninger jeg smurte sammen vare barnagtige, og den korte Resumé, jeg meddeelte Reventlou, blev saa dum, at jeg i den virkelige Godhed han siden har viist mig finder det tydeligste Beviis paa, at han ikke har læst sex Linier deraf. Da nu denne fiantede Expedition ikke skadede mig, men meget mere, incredibile dictu! er den sande og eneste Grund til min nærværende politiske Existens, saa kunde jeg rolig tie stifle. Dette vilde jeg imidlertid usigelig nødig. Jeg reiste paa offentlig Bekostning, jeg skylder altsaa offentlig Regnskab, jeg skylder det i to Forholde, som Borger, som ærekiær Mand. Det oprører min Følelse ved en saa synderlig Adfærd at compromittere Reventlou, som den Gang var min Anbefaler, og siden har uafbrudt været min Velgiører. Men hvorledes afbetaler jeg min Gield? Med mine elendige Optegnelser, som jeg ikke engang veed hvor ere, og som jeg agter at brænde, saasnart jeg faaer Øie paa dem. Jeg vil reise om igien. Jeg har nu bragt mine oeconomiske Begreber i bedre Orden, er bedre Mineralog. Jeg har maaskee nu en meer paalidelig Bedømmelse, kort, jeg haaber nu at kunne meddele Efterretninger fra Norge, som i det mindste ikke skulde beskiemme mig eller vor Litteratur; og følgelig ikke komme i Collision med de pølsesnakkende Vaasere i den s. 133 Topographiske Journal 1) . Altsaa; I Sommer vil jeg udføre dette Foretagende, fra Midt. i Mai til Midt i November er der efter min Regning sex Maaneder. Heraf bruger jeg tre eller fire til Norge; de øvrige til Sverrig. Jeg giver min Svenske Reise an til Paaskud, beder mundtlig om Tilladelse til fra de svenske Grændser at anvende nogle Uger i Norge, Reisen derimod bliver der, saa længe jeg vil, og saa — hvad der er giort er forsvart.

Hvorfor jeg lader Dig læse disse to yderst slet skrevne Sider? Derfor: jeg vil Du skal giøre den Norske Reise med. Jeg vil absolut have Dig med; men vil Du? Kan Du? Hiint springer jeg over, og til dette mener jeg ja. Du vil sige, Du har ingen Penge, har ingen Tiid, kan ikke faae Tilladelse. Med Penge er det kun en Bagatelle, laan, tigg, fei ud, stiæl saa længe til Du faaer 150 Rd. sammen, mere behøver Du ikke for at reise med mig i 3 Maaneder i Norge, og kan disse fire Maa-der ikke bringe denne lille Sum tilveie, saa bryd Dig om ingenting. Min lille Reisekasse vil være nok for os begge, og Du skal forundre Dig over, hvor lidet disse lykkelige Maaneder ville koste os. Med Tiid og Tilladelse er det maaskee værre. Men jeg maae her meddele Dig en almindelig Anmærkning. Du er, som jeg har bemærket, kun Poet i Vers, ikke Poet i Livet. Poeliske Vanskeligheder forstaaer Du at overvinde, poetiske Knuder kan Du opløse, men for politiske Hindringer pleier Du at blive bange. En politisk Poet maae begynde med at fastsætte sin egen Villie. Dette er Grundvolden, og efter den maae hele Verden rette sig, Konger, Guder, Mennesker, Dievle, ja selv Meninger maa bevæge sig i de usynlige men faste Strikker, hvori hans Genie indspinder dem. Du skal strax, saa snart Du har læst dette, rende omkring til alle Dine Ypperste, og fortælle Dem, hvorlunde det for Dit timelige og evige Vel er uomgiængelig for- 9* s. 134 nøden at Du omtrent i Slutningen af Mai Maaned giør en hurtig Reise til Norge, og at Du af blot Embedsnidkierhed kun forlanger 3 Uger dertil. Ved næste Audience yttrer Du fortrædelige Tvivl om Muligheden af at slippe med 3 Uger; der vil vist gaae fire med. Ved tredie og fierde Audience bliver Terminen forlænget til 5 a 6 Uger; dermed tier Du og reiser. Naar Du da er i Norge, skriver Du et langt Brev til dem, og lader Tiden forlænge, i det mindste forhaler Du den dog, og kunde al menneskelig Kunst og Vid intet videre udrette, saa havde Du dog tilbragt 6—8 Uger ret behageligen i Dine Fædrene Dale.

Een eneste Ting kunde forhindre denne hele Plan, nemlig om Directionen med næste Post skulde faae i Sinde at hæve min Modbydelighed for Engeliand ved at sende mig et Forskud af nogle hundrede Rigsdaler. Men jeg er sikker. Jeg har intet Forskud forlangt, og jeg gad vidst, hvo der vel tør forskyde mig imod min Villie. Desuden troer jeg, at Directionen hverken kan eller vil eller bør, eller tør, eller maa falde paa saadanne Tanker.

For den udvortes Tugts Skyld maae jeg dog her oppebie Directionens Svar, som jeg venter om 8—12 Dage. Derpaa kiører jeg til Kiel, og fra Kiel seiler jeg til Kiøbenhavn, og kommer der omtrent midt i Mai. I Slutningen af Mai reise vi til Gothenborg, Frederikshald. Moss, Holmestrand, Walløe, Tønsberg, Laurwig, Scheen, Tellemarken, og tilbage til Arendal, langs med Kysten over Stavanger, Mandal, til Bergen derfra til Christianssand, og maaskee til Trondhiem. Denne Hovedlinie bliver vedbørligen besat med Sideture. Over Dovrefield giennem Gudbransdalen, over Hedemarken, Hadeland, Ringerige, Modum, Kongsberg, Dramen, Ghristiania, derpaa gaaer jeg over Kongswinger ind i Sverrig, Du tilbage til Kiøbenhavn, og glæder Dig over denne Reise saa længe Du lever. Den hele Tuur fra Kiøbenhavn af borttager Dig sikkert ikke længer Tiid end tre Maaneder, og kan Du ikke faae Lov lsenger end i to, saa giør vi en anden Plan. Kan Du kun faae 6 Ugers Tiid, saa giør vi en tredie Plan, kun i de to sidste Tilfælde vilde Du komme til at forlade mig i Norge.

s. 135 Kiere Pram, giør hvad Du kan. Lappe-Indvendinger, Ladhed, Umuelighed grundet i Din egen Indbildning, vil jeg tage Dig saare ilde op. Jeg skriver med næste Post til Din Frue og beder hende forene sine Overtalelser med mine.

Begynd nu strax paa Sagen, men som sagt, endnu maae Du ikke nævne mit Navn. Skriv mig med næste Post til, og addresseer Brevet til Kgl. Dansk Postmester Cancellieraad Albrecht her i Hamborg.

Jeg er alt for giennemstrømt af høje, dybe, vide Tanker og Følelser til at skrive Mere. Norges Fielde med de majestætiske Tinder, tildeels belagt med evig Snee, den mørkeblaae ætheriske Bue, der omkrandser dem, Pram og Olufsen klavrende omkring i Biergliens Granneskove til den enlige Sæterhytte, i Baggrunden; Kiøbenhavn, Din velsignede Kones venskabelige Selskab i hele fiorten Dage, og alle mine øvrige kiøbenhavnske Lyksaligheder, i Fædrelands-Kierlighedens og Venskabets Skiød i Forgrunden, hvilket Malerie! Hvilket Cabinetstykke for min Skytsengel!

Olufsen.