Danmarks Breve

BREV TIL: Oluf Christian Olufsen FRA: Christian Henriksen Pram (1795-05-09)

Pram til Olufsen.

Khvn. d. 9. Mai 1795.

Dit kiære Brev af 2. Mai 1) , som jeg fik i Mandags, havde jeg strax i Tirsdags besvaret, dersom jeg havde tordt. Tak for dette Brev; dette er mig ikke allene det kiæreste Brev, jeg har faaet fra Dig, men saa omtrendt det kiæreste, jeg nogentid har faaet. Et saadant maa man være vaersom med at besvare. Man staaer saa let Fare for at sige Ja til hvad deri foredrages enten man saa kan og bør eller ej. — Brevet var mig saa kiært, deels fordi det lovede mig den Glæde snart at see Dig igien og deels og fornemmelig fordi det viser mig, at Du holder ikke løselig af mig, som jeg især slutter af den Varme, hvormed Du fordrer at jeg skal følge med Dig til Norge.

Uagtet jeg strax saae den baade physiske og moralske Umuelighed for mig af at opfylde Forslaget, var det mig dog saa s. 136 kiært, at jeg behøvede nogen Tid til at befæste mig ved dette Umueligheds Plankeværk, saa ikke min opvakte Lidenskabsorcan skulde svinge mig hen derover. — Er det da virkeligen saa umueligt? — spørger Du vel. Det er: Jeg har ingen Penge, kan ingen faae dertil — og saa seer du er Reisen alt physisk umueligt: men vilde jeg end ved nogle moralske Halvmueligheder exempli gloria, ved at laane Penge, som jeg vanskeligen kunde komme til at betale, eller lade være at betale Gield, som jeg bør betale, komme over denne physiske Umueligheds Plankeværk, saa kommer en anden moralsk Umuelighed, der let torde drage nogen physisk med sig, og sætter sig i Veien: det er, jeg faar ingen Tilladelæ fra Collegio og Pens. Directionen. Uagtet det er den lumpneste Post, Kongen har at give bort, den jeg beklæder, fordrer den dog en mechanisk Færdighed, som giør at man uden at være øvet ikke vil undgaae at giøre Feil, der altid have for stor Indflydelse paa Folks Velfærd, til at man ej skulde holde paa det Individ, der har Færdigheden, saalænge han lod sig holde. Der expederes nu fleere Søe-Passe i eet Aar end ellers i 30 og fleere. De betales med Sportier, og disse ere saa høye, at jeg desuden, om man ej vilde slippe mig, som man maaskee ej vilde, uden at give Slip paa heele Intraden, ikke kunde forsvare at lade dem fare og risquere, om man tillod mig det, at Expeditionen havde sin Gang for min Regning, var endnu alt for desperat risqueret. — Dog havde jeg først Raad — det er, 150 til 200 Rd. (det 3de gik nok med om ej meere) — saa fandt dette sig maaskee. Denne Raad maatte man formode jeg havde, siden jeg i to Aar har paa Passene fortient over 3000 Rdr. for-uden min Gage 400 R. aarlig. Men denne Formodning er grundfalsk, uagtet jeg endda i Fior og i Aar havde en Extraindtægt af den norske Universitetspræmie af 200 Rd. og af Ægteskabsskolen af 350 Rd., samt faaer i næste Uge Indtægten af endnu et Skuespil 1) . Jeg er for det første en Snaus Huusholder, som, medens min Kone besørger alle sande Udgivter med 1000 Rd. eller lidt meere om Aaret, klatter selv andre 1000 Rd. eller meere s. 137 bort. Derved balancerer jeg allerede ikke i to Aar uagtet 3000 Rd. Paspenge. Nu kommer dertil, at Rahbek, da han modtog Minerva, havde den Godhed overlade mig at betale hendes Passiva med en 3—400 Rd. 1) , og at Gen. Aud. Wessel 2) døde i Fior Høst, ved hvilken Leilighed jeg maa paa eengang rykke ud med 3—400 Rd., jeg, Baggeæn & Monrad 3) skylde slg. Herman Wessels Søn 4) for nans Faders Skrivter 5) ; fremdeles, min Fader har paataget sig at være Fader for Etatsraad Paulis Børn 6) ; Etatsraad Pauli, der har snydt Postcasæn for en 10—12000 Rd., er i Færde, med at blive afsat, og kan ikke betale selv for Børnene, jeg har derfor til min Fader en aarlig Udgivt af 150 Rd. Giør nu Regning; og find, om du kan, hvad jeg har at reise til Norge for. Jeg har i to Aar studeret paa, hvor jeg skal faae Penge fra til at giøre en Reise fra Kiøbenhavn til Korsøer, eller blot til Sorøe, uden at jeg har kunnet udfinde det. Saaledes har det sig med Financerne — Summa Summarum: Vee mig, at jeg var Beest nok til ikke i Fior at rejse som Consul til Tunis.

Du seer af alt dette, at jeg ikke kan, saa inderlig gierne jeg end vilde, reise til Norge; virkelig inderlig gierne vilde jeg reiæ til Norge — inderlig gierne reise med dig. — Og dog — til Norge! Jeg er snart 40Aar 7) gammel. Jeg er 15 Aar gammel i Statens Tieneste — og nu reise til Norge, til min Familie — s. 138 til de rige, stormægtige Kiøbmænd og Landmænd — og være fattig, og være 40 Aars æcretair, Trompeter secretair! Kunde jeg reise i strængt incognito, under et opdigtet Navn, gik det an at jeg skiulede mig for alle, soni kiendte mig; men ellers, hvorledes er en saadan lille Underbetient, som bærer graae Haar paa sit Hoved nok til, uforsonede ved en anseelig Titel, eller endnu anseeligere Rigdomspræg, at være omtrendt det samme som et Brændemærke. Uduelighed, Foragt forkynde og tildrage de. Nu Hædersmanden, Professoren paa 30 Aar, Manden af Verden, Manden med Ret og Adgang til Agtelse og til at være alle velkommen, kan ikke ville have et Menniske med paa Reisen, som kun vilde sætte ham i den Forlegenhed, enten at lade ham blive tilbage i Værtshnæt, eller selv blive der tilligemed ham og forsømme hver Lejlighed til at omgaaes de Hanse som man dog maatte æe, om man vilde æe noget andet end Steene og Træer og Værtshuusmænd. Nej! heller da reise i Adelslande, hvor enhver Græve eller Baron seer ned over alle andre Skabninger, som ikke ere Græver eller Baroner, anseende dem tilhobe for Kryb mod ham.

Du kommer, fortæller min Kone mig, efter Dit sidste Brev, strax, altsaa uden at oppebie Svar fra Directionen. Det behøves sagtens heller ikke, thi Dine Grunde for Din Reiseplans Forandring ere jo ligefrem og ugiendrivelige. Vær mig velkommen, hierteligst velkommen; og endnu engang, gid jeg kunde følge Dig; men jeg maatte da have 1) Penge, 2) Tilladelæ, 3) i det mindste Titel af Justiceraad 1) , da den vist nok uendelig ærværdigere, ogsaa meere ærede Professorbenævnelse ikke kan blive mig nogensinde til Deel; jeg burde vel og 4) have nogen Kundskab af det Slags, som en Reisende kan behøve; det kunde maaskee i ethvert andet Reiseselskab end Dit undværes; men 5) maatte jeg dog have noget af det Vææn, som kaldes Verden, og hvorpaa ingen kan have større Mangel end jeg. — Nok, nok, Du seer dog nu, at jeg kan ikke være med. Til Tyrker og Maurer derimod kunde jeg sagtens være god nok. — Jeg reiser dog uden al Tvivl næste s. 139 Sommer, naar Freden er sluttet, til Norge, men, troe mig, ikke Chr. Pram, mindre secretaire Ch. Pram, og ingenlunde i nogens Selskab; nej Christen Henrikæn reiser ene, og skal til Tronhiem for at tage mod en Visiterertieneste eller sligt. Han forretter da forrnodentligen største Deelen af Reisen til Fods, da han neppe nogensinde kan haabe Raad til at betale Hest; men saa seer han dog de fædrene Dale og Skutfullen og Ulbergsaaæn og Jarpefossen og Kringom etc.

Velkommen. Skynd Dig og besvar mundtlig mit Brev.

Din Pram.