Danmarks Breve

BREV TIL: Oluf Christian Olufsen FRA: Christian Henriksen Pram (1796-04-16)

Pram til Olufsen.

Kiobenhavnd 16. April 1796.

Broder og ædle Ven! Du skiænder paa mig i Dit sidste af 25 Martii 1) , fordi det er saa længe siden Du fik Brev fra mig. Du har Ret. Jeg begriber selv ikke, hvorledes det er gaæt til, at Du ikke har faaet flere Breve, at jeg ikke har com-municeret meere med Dig; men saa skyldig, som Du melder, er jeg ikke. Kun et Brev i, jeg troer, et Aar, skriver Du. Men Du har som jeg seer dog virkelig faaet et Brev fra mig kort for jeg blev syg, egentligen da jeg allerede var bleven syg i November. Du fik end eet, medens jeg var syg, i det mindste skrev jeg Dig temmelig omstændelig til i December, og endnu engang i Januar. Jeg erindrer ikke, om jeg sendte Dig Brevene over Consul Wulf eller Etatsraad Lawätz i Altona. Kan det ikke være gaaet med disse som med det, jeg skrev Dig til efter Branden, at det er bleven noget Steds liggende? saa maae det være. Nu tabt er der ikke stort, naar Du ligefuldt vedligeholder mig Dit Venskab.

Hvorledes finder dette Brev Dig? — Det overdrager jeg nok sikkerst Secretaire Lynge. Du er nu reist til Skotland, er i det mindste paa Reisen. Held følge Dig. — Jeg kiender skammelig lidt til det kiære Skotland; men forestiller mig, at en Reise did vilde være uendelig interessantere end i det Engeland, hvis Folk jeg, med Din gode Tilladelæ, ikke kan begribe Mueligheden af at kunne trives blandt for andre end Engelskmænd. Skotterne deri-mod ere Kiød af vort Kiød og Been af vore Been; og de have den i mine Øyne ikke ringe Fortieneste, at skye Engellændere. I pede fausto. Jeg længes nu saare efter Høsten; thi da kommer Du jo hiem, og bliver saa her næste Vinter for det første. Vel-kommen velkommen! — Men dog først næste Høst og Vinter! Hvor er da jeg? — Jeg laae syg i et Par Maaneder, kom mig, s. 163 Tar afpillet til Beenrad men er friskere eller dog vægtigere end nogen Tid; men jeg døer inden Høsten. Det vil gaae mig om-trendt som Hornemann. Galdefeberen flk ikke Bugt med mig; der kommer en Forraadnelsesfeber eller deslige og giør Sagen klar. Jeg længes virkelig ikke synderlig efter Døden, men det indseer jeg, at den aldrig kunde komme beleiligere, og jeg om-favner den, naar den kommer, som en Ven, hvis Komme stedse, naar jeg ikke er reent gal, maa være mig kiært (!).

Du vil vide, hvorledes vi leve her. Det er sagt, med tre Ord: som vi pleie. Ikke bedre, heller ikke værre. Min Kone skriver Dig til i Dag. Hun giør Dig, venter jeg, Rede derfor. Jeg kan ikke sige Dig stort meere, end hvad de tre Ord ind-befatte. Jeg fortiener mange Paspenge, saalænge Krigen varer og vor Søefart er uden for den; jeg er slet Huusholder med Pengene og følgelig lige rig. Min Helbreds Historie har jeg for-talt Dig. Min Kones er snarere bedre end slettere end den pleier. Humeuret nogenlunde jevnt paa begge Sider. Jeg er, siden Du reiste, blevet halvtredie Aar ældre, og har derved giort et Stykke af Reisen ind i det fyrretyvende Aar, skulde altsaa intet Barn være længer — men denne Helbredelse for Barnesygdommene, som man skulde troe sikker, Tiden nemlig, mærker jeg ikke endnu nogen Virkning af. Jeg kommer nok til at bære paa mine bemeldte Skrøbeligheder til min Død, om denne end mod For-ventning skulde ikke komme førend i det 70de Aar. Naar jeg ikke skal begynde paa en Detail, som vilde udfordre Uger for mig at sammensniøre, og af Dig dog ikke udholdes at lææ, saa er jeg færdig med at fortælle Dig vor indenhusiske Historie. Jeg forudsætter, at jeg ikke beliøver at sige Dig, at halvtredie Aar virkeligen ingenlunde have forslaaet til at lære os at und-være Dig uden dagligt Savn; men selv Savn lærer man at taale, og at behielpe sig, som man lærer at finde sig i allehaande Lidelær, naar man ikke kan helbrede dem. — O jo vist er der tusinde Ting, som det vilde interessere Dig at underrettes om; men fordi det er tusinde, derfor maa man forbigaae dem alle-sammen.

Den politiske Verdens Nyheder veed Du, nærmere ved s. 164 Hiertet af Tingene, bedre end vi her i Flippen af Jomfru Euro-pas Skiørt; dog det veed Du neppe, som saa saare let kan komme til at angaae os selv individualiter, at Keiserinden af Rusland har omsider for Alvor besluttet at giøre ved Sverrig, hvad hun nys giorde ved Polen; at hun har til den Ende ladet en Armee spadsere ind i svensk Finland, at hendes Floder lobe ud, saasnart de kan 1) ; og at vi her slet ikke vide, hvor-ledes vi med dette skal staae os, da det lader som det i disse Dage ganske uforudseet er kommet bag paa vor Forventning. Sandsynligt er det, at Kongen af Preussen hilser os med en 80000 Mand fra den tydske Side, og at vi da ere Lopper, der befinder sig mellem de to Nægle. Ingen behagelig Sandsynlig-hed. Dog — hvo æer, hvad der om en Time skeer, end sige hvad der skal saa meget til at fuldføre. Polens Catastroph er dog ingen Hverdags Tildragelæ.

Saa meget omtumles nu, i en Rad af Aar, den ej uopmærk-somme Betragters Sind af Staternes politiske Tidragelsers Be-skuelse, at det, helst slappet af en Galdefeber, og af — taber Opmærksomheden, endog om den opfordres af den rædsomste Tordens Rullen lige over vore Hoveder. Han hører den rulle; men den Rullen er kun Lyd, lige til Tordenskyen brister ud i tusinde dræbende Lyn. — Nyt fra vor literariske Verden kunde jeg fortælle Dig i skrækkelig Overflødighed; men hvor meget deraf er det værd at meddele Dig? — Dog noget have vi. Jeg meener Du af Aviserne (nogle andre end de dumme engelske news-papers seer Du dog vel) maa have erfaret Existencen af Dyveke; hvis ikke, saa viid, at der blev til Kongens Geburtsdag 2) sidst givet en Tragedie af dette Navn, og af Chr. II. Historic, som meget nøye er fulgt, der virkelig fortiener høy Grad af Opmærksomhed, som et om ej, og det forstaar sig, vistnok ikke, fuldkomment, dog Fuldkommenheden sig temmelig nærmende s. 165 Skuespil. Det giorde og umaadelig Lykke, ligesom Gulddaasen. Forfatteren var Samsøe. Du kiendte ham dog, den prægtige Samsøe. Han besøgte mig hver Dag, da jeg laae syg. Jeg smittede ham, og da jeg blev frisk lagde han sig. Man havde (man betyder Director Thomas Thaarup, en usel Trompeter) chicaneret ham i Anledning af Dyvekes Opførelæ. Følelsen af dette lagt til Galdefebren kunde den altfor hede Samsøe ikke udholde. Han blev heftig angreben og døde Ottendedagen før-end hans Stykke blev givet. Efter Bogstaven knuste man hin-anden ihiel for at faae Billetter hertil. Bifaldet var til Raserie. — Mad. Rosing, som spillede Sigbrit, faldt i Barælsæng. Mad. Preisler skulde spille den 1) . Der blev en Strid imellem vore Dramaturger, hvis Navn nu er Legio, om det maatte tilsledes Mad. Preisler at spille den eller ej. Theater Directionen viste sig Sotter, uagtet min gode og virkelig forstandige Ven Hauch er dens Medlem. Det er aldeles utroeligt, hvormegen Sensation denne lumpne Feide giorde, og hvor mange ellers gode og for-nuftige Mennisker der ved den Leilighed prostituerede sig. Hei-berg, som ej forsømmer god Klopfægterleeg, var, det forstaaer sig, med; men han fandt i Malthe Brun 2) (der har siden Din Afreiæ forunderligen tagen sig op i at udmærke sig som Fri-hedszelot, for at faae den Ære at sendes som Frihedens Martyr til Munckholmen) en Antagonist, af hvilken han første Gang i sit Liv blev overgaaet i Grovhed. — Assessor Falsen, en bekiendt Frihedsven, faldt paa at ville forlige sig med Hoffet ved at skrive en Prolog til Kongens Geburtsdag; han svingede for glubsk med Røgelsekarret, men et Hof har i sligt Fald Næser, der ikke af s. 166 noget Røgelsekar slaaes til Blod. Synden blev ham derfor ikke forglemt; bemeldte Malthe Bruun og mange flere have paskilleret ham paa det grueligste. Denne som og Dyvekefeiden blev for det meeste ført i Aviserne; med en Grovhed over al Forestilling. I det samme fik vi en ny literarisk Altercation. Bispen 1) har, som Du veed, i nogle Aar holdt ascetiske Forelæsninger i Vaisen-huuskirken, som siden Byens Brand holdtes i Garnisonskirken, Søndags Aften ved Lys. En fornem bigot Dame, en vis dum Geheimeraadinde Bülov, faaer for en Maanedstid siden det Indfald at skrive Bispen til, at Aarsagen til det Tiltøb, hans Bibel-læsninger havde, var at alle Byens Horer samledes der, og horede med Folk, saa at Garnisonskirken var det største Horehuus i Byen. Bispen faaer det endnu enfoldigere Indfald, at lade denne Seddel, der indeholdt med udtrykkelige Ord det, jeg her har anført, og flere Lasciviteter, trykke i Adresæaviæn. Men nu kom der en Avertisæring, hvori man skiældte Bispen og Damen vexelviis ud — og en Pamphletskriven af Styverjægerne. — Seer Du det er vort literariske Nyt. Vi have faae eller ingen Skrivter af anden Gehalt. Dog have vi og andet literarisk Nyt af ganske anden Art: Du veed dog, at Rothe er død i December. Synderligt, alle vore Literaturmennisker, paa Rahbek nær, tiede ved dette Dødsfald 2) , som var det en Renteskriver eller jeg, der var gaaet fra Comptoiret. Videnskabernes Selskab, som holdt Taler over hver Fat med Baand paa af dets Samfund, holdt sin Mund, da Rothe døde, fordi han inten (!) Baand havde. — Sagen angaænde s. 167 det norske Universitet er falden bort til en Kgl. Resolution 1) , hvorved Hans Majestæts Alviished trods de indhentede Raad fandt det viisere at nægte Nationen Tilladelse til at oprette en Høyskole, men befaler, at den skal finde det tienligere, at anvende sin Formue paa i det Sted at underholde 4 Gymnasier, et i hver af Stifternes Hovedstæder. Hvad synes Du? — Dog Du kan og maa ikke synes noget, førend Du har læst Prisskrivterne, hvoraf mit har — forundre Dig — været lykkeligt nok til at blive roest af selv min gamle Fiende Baden 2) i Universitets Journalen. — Endnu en literarisk Mærkelighed, bedrøvelig, men dog det beste der efter Omstændighederne var at giøre: Suhm har solgt sit Bibliothek til Kongen, for 2000 Rd. aarlig og 2000 Rd. til hans Enke, naar han døer. Det kan nu ikke længer benyttes som hidtil — dog er det paa den Maade uadspliltet. — Nu nok kiære Olufsen; meget meget for interessant til at skrives — o Ting af ganske synderlig Interesse har jeg, som jeg kunde melde Dig, men som Du maa komme at hente. Du ventes med inderlig Længsel af Din hengivneste Ven og broderligste Broder Pram. Din Broder, som er Skriver for mig, beder sig (!) meget hilse.