Danmarks Breve

BREV TIL: Carl von Linné FRA: Christian Gottlieb Kratzenstein (1761-11-25)

3. Kralzenstein til Linné25. Nov. 1761. (Schiødte nr. 30, p. 399—403).

(Kratzenstein har bedt Linné om at ordne nogle Pengeaffærer for en Elev Hagen, men Linné har vist sig uvillig dertil; hans sidste Brev udviser ikke den venskabelige Tone som hans tidligere, og Grunden til denne Forandring, gætter Kratzenstein, er enten den, at han altfor dristigt har bedt om denne Vennetjeneste — — — — [Resumé af Brevets første Del])

»— — — — Men jeg tror, at det er mere sandsynligt at søge en anden Grund i en Beretning, som den til Arabien udsendte Prof. Forskål eller hans forhenværende Kammerat uden Tvivl har tilskrevet Dig om et Sammenstød og en meget hæftig Strid om Dig mellem mig og nævnte Forskål, der opstod ved Slutningen af forrige Aar. Jeg kender den ondsindede Fremstilling af denne Strid, som Forskål udbredte her i Byen, og som jeg ikke uden Grund ikke tror er Dig ubekendt. Jeg har dog i denne Kontrovers ikke gjort andet, end hvad Du selv vilde have gjort, om Du havde været i mit Sted. Sagen er denne : Hr. Forskål ønskede at faa Falck med som sin Ledsager. Men Hoffet ønskede, at en Mand af dansk Nationalitet skulde følge med. Skønt jeg fraraadede ham det, foreslog Hr. Ascanius Dr. Cramer, der i seks Aar har været min flittige Tilhører i Naturhistorie. Forskål holdt med megen Voldsomhed fast ved sin Falck, som dog over for alle, han kom sammen med, opførte sig som en Bonde. Og Forskål blev næsten fornærmelig over for Kongen, efter at alt Haab om Falck var udelukket og Cramer antaget. Da Cramer ikke blot havde været min Tilhører, men ogsaa min Amanuensis, udtalte Forskål aabent og uden Betænkning til alle, han kom sammen med, baade Hoffets Embedsmænd og andre, at Kratzenstein ikke var den Mand, der kunde bibringe nogen af sine Tilhørere en saadan Kundskab i Naturhistorie, at han kunde beskrive eller karakterisere nogen Naturgenstand. Kort sagt, Linné var den eneste, som kunde lære sine Tilhørere den Kunst. Det var dog en mærkelig Dom, da han aldrig før har haft Lejlighed til, selv i nok saa ringe Grad, at erfare, om jeg har stor eller ringe Indsigt i den Videnskab. Da han kom hertil som fremmed, modtog jeg ham som Din Ven og Elev med den størst mulige Venlighed og paatog mig delvis at sørge for Trykningen af hans polemiske Afhandling; det Udstyr s. 169 som han ønskede til sin Ekspedition, og som han end ikke delvis selv forstod sig paa, lod jeg lave af dygtige, af mig anvendte Haandværkere, idet jeg imens forsømte mine egne Forretninger (i 8 Dage forsømte jeg for den Sags Skyld mine Forelæsninger). Og saa fik jeg en saadan Tak derfor og en saadan Dom om mig, og det af en Mand, som slet ikke var kompetent til at udtale en saadan Kritik. Thi da jeg første Gang førte ham ind i mit Naturaliemuseum, greb jeg ham straks som en i at bestemme naturhistoriske Genstande ynkelig Fremmed. Han bildte sig ind, at der paa en Eremitkrebs’ Skal var en mærkelig Dannelse og Beklædning, medens det dog kun var dens almindelige Parasit, og det er saare tvivlsomt, om nogen Skal ikke har den fra Begyndelsen. Et guldfarvet Stykke Svovlkis antog han for et kostbart Guldmineral. For ikke at faa ham til at rødme tav jeg rent ud stille til dette. Og derfor har jeg aldrig været nysgærrig efter at se nogen Prøve paa hans Dygtighed i at beskrive Naturalier. En Mand, der saaledes næppe kan anses for en Nybegynder i Naturhistorien, skulde saaledes dømme mig og bagvadske mig? Af Bagvadskelsen bliver altid noget hængende. Dog har jeg tiet og foragtet hans Bagtalelser. Indtil nu har jeg tiet om hans egen Uvidenhed. Til sidst kom han, kort før sin Afrejse, op til mig selv. Da det er mig vanskeligt at aflægge den mig naturlige Dannelse, modtog jeg ham alligevel særdeles venligt. Men han viste et fjendsk og arrigt Ansigt. (Han ansaa nemlig stadig mig for Ophavsmanden til, at Cramer blev antaget og Falck afvist, og det var dog ikke mig, det vidner jeg for Gud). Uden videre Indledning begyndte han at udslynge saa mange Skældsord mod mig, at jeg nær havde troet, at han var febersyg eller ikke sig selv mægtig. Jeg svarede ham, at de Skældsord og Bebrejdelser ikke vedkom mig men Ascanius, Ophavsmanden til den Sag, og burde rettes mod ham, og at jeg iøvrigt ikke var vant til den Slags Samtale. Men han holdt alligevel ikke op. Saa svigtede endelig min Taalmodighed mig, og saa sagde jeg til ham: »Hvorledes kan De fornærme mig, der er uskyldig, i mit eget Hjem, da jeg dog snarere burde revse Dem for de Bagvadskelser, De har udspredt om mig i Byen og ved Hoffet? Ved De da ikke, at De i den Sag har handlet mod Deres Ed, som forpligter Dem som Professor til at fremme Universitetslærernes Hæder og ikke plette dem med Bagvadskelser?« Saa sagde han: »Aah, Hr. Professor, De kan da virkelig ikke tage det ilde op, om jeg offentlig udtaler, at De er Linné langt underlegen, thi det kan ikke tjene Dem til Skam«. s. 170 Hvilken fin Vending! »Paa ingensomhelst Maade«, svarede jeg, »her ved Københavns Universitet skal Linné, der er fremmed, ikke hæves til Skyerne til Ydmygelse og Foragt for mig. Her, hvor ikke Linné, men jeg docerer Naturhistorie, er det nødvendigt, at vore Studerende ikke faar den Mistanke, at jeg skulde være uegnet til at lære den Videnskab fra mig. Om jeg i mine Tanker vil give Linné Forrangen, det bliver min Sag; men officielt kræver mit Embede af mig, at jeg ikke maa staa tilbage i Dygtighed for nogen i det Fag, der er mig overdraget at docere. Og De i Særdeleshed kan ikke blive en kompetent Dommer i den Sag, saa komplet uvidende De er om, hvad jeg ved eller ikke ved«. Derpaa svarede han : »Aah, bliv ikke vred, naar jeg siger, at De i Sammenligning med Linné er en Dværg«. Jeg rejser mig op fra Sofaen, hvor jeg sad med ham, for ikke at blive nødt til at give ham en Lussing. Jeg svarer: »Nuvel! Lad mig være en Dværg, men en Dværg, der staar paa Linnes Skuldre«. Derpaa kom andre af Rejsefællerne til. Saa rettede han Striden mod Cramer, men jeg raadede denne til ikke længere at diskutere med et forrykt Menneske, som i sin Galskab ikke tog i Betænkning at fornærme mig i mit eget Hjem. Jeg meddelte alt dette til den øverste Hofembedsmand, og det var ikke langt fra, at han var blevet sendt hjem. Heraf kommer hans Raseri mod mig, og han raser endnu nede i Konstantinopel mod Cramer.

Sæt Dig nu i mit Sted og tænk paa, hvad Du vilde have gjort og sagt i mit Sted. Hvis Du saa endda mener, at Du med Rette bør være vred paa mig, saa maa jeg overlade det til Dit eget Forgodtbefindende. Men nu har denne Forskål udspredt, at han kun for at forsvare Linné har udtalt saadanne foragtelige Ord, som om jeg var Ophavsmanden til Striden og ved at fornærme Linné havde udæsket til Forsvar for ham, medens jeg dog end ikke vilde have tænkt paa at forsvare mig mod hans ubillige Sammenligninger og Bagvadskelser, hvis han ikke i sin Galskab havde opægget mig, oven i Købet i mit eget Hjem. Thi lad enhver tænke, hvad han vil, om Din Førsterang og min Uduelighed i Naturhistorie, det staar ham frit for, men ingen tvinges dog til at finde sig i det, naar nogen slynger mig en saadan Ydmygelse i Ansigtet eller udbreder den i Byen. Og for at Du ikke skal tro, at jeg vil fortie noget om denne Strid, som Forskål maaske selv har skrevet om, saa hør en anden Scene, han gav en anden Dag ! Da Forskål altid gik ud paa at vise sin Overlegenhed, som Linnés Discipel, overfor mig og indirekte at nedsætte mig, gav han sig s. 171 en Gang til at hævde (ganske uden Foranledning), at ingen uden en Discipel af Linné kunde forstaa de naturhistoriske Termini, der er angivne i Dit System (som om de ikke ogsaa kunde angives med andre Ord af andre!). Jeg svarede: »Maa jeg spørge, hvis Linné citerer Forfattere, hvor den samme Ting beskrives med andre Ord eller andre Figurer, og hvis een selv har disse Genstande, hvorfor skulde den Beskrivelse saa ikke forstaas? Hvis han f. Eks. kalder Mordellas Følehorn filiformes og Cerambyx’ setaeeae, ved jeg straks, naar jeg har set paa Billeder af begge, hvilken Ide der skal forbindes med disse Termini, og hvis jeg skulde faa Lyst dertil, vil jeg altid kunne bruge de samme Termini efter Linnés Mening«. Han fremsatte et Eksempel: »Hvad forstaas ved en Snegl med rostro eller canaliculo effuso?« Jeg svarede : »Uden Tvivl maa den Terminus forstaas overført for porrecto (ausgeschweift, vi talte nemlig Tysk); thi det maa være Betydningen af effuso.« Men han svarede med Næsen i Vejret: »Langtfra! Den Terminus betegner en Snegl, hvis rostrum eller canaliculus udsender det Vand, der er indsuget ved horizontal Stilling af Munden.« »Saa!« svarede jeg, og da han havde stukket Næsen saa højt i Vejret, kunde jeg ikke bare mig for at tilføje: »I saa Tilfælde regner jeg mig det virkeligt til Ære, at jeg ikke har forstaaet Meningen med den Terminus. Thi det skulde paa grammatisk rigtigt Latin have heddet c. effundente (ikke effuso), nemlig Vand.« Nu var det hans Tur til at blive rød. Jeg vil hellere have, at Du skal kende vore Stridigheder, som de var, end ondskabsfuldt fordrejede af Forskål, og saa overlader jeg til Dit Forgodtbefindende, om Du vil tage det ilde op, jeg svarede efter at være blevet udæsket saaledes.

For at ikke Slutningen skal være altfor alvorlig, saa hør en meget morsom lille Historie om Naturhistorie. For nylig undersøgte Hr. Ascanius og Rolander i Overhofmarschal Moltkes Museum med mærkelig Interesse et stort Hovede af en Skildpadde (dog ikke større end et Kalvehovede). De stod og bladede i Din Systema N[aturæ] og efter dens Anvisning antog de det for Hovedet af en Hval. Begge to ! Hovmesteren for Huset og Museet, der hørte det, undrede sig over dette nye Navn, og da han ikke selv var tilstrækkelig kyndig, gik han hen til en anden tilstedeværende, som stod i en anden Krog af Museet, og som var kyndigere i N. H., nemlig Hofdrejeren Spengler, og spurgte: »Jeg beder Dem sige mig oprigtigt om det, jeg altid har taget for Hovedet af en Skildpadde er Hovedet af en Hval eller ej?« Spengler gik smi- s. 172 lende hen til de to og spurgte: »Hvad er her paa Færde?« »Aah«, svarede de begge to, »her har vi den endelig, endelig har vi den ! (ɔ: Karakteren i Din Syst. N.). Det er Hovedet af en Hval!« »Hovedet af en Hval?« spurgte Drejeren. »Kan Karakteristiken af et Hvalhoved i Linnés System passe paa et Skildpaddehoved? Det troede jeg ikke.« »Saadan er det,« svarede de, »det er virkeligt Hovedet af en Hval«, og de stod fast paa deres Mening lige til den tredje Dag, da de begge mødtes med Drejeren og fik set et lignende Hoved, der endnu sad fast ved en Skildpaddeskal. Og saaledes fejlede en Professor i Naturhistorie ved Charlottenborg (han, som altid overfalder andre med Ordene: »Aa, hvad har De set, jeg har sandelig, o. s.v.«) tilligemed den Mand, der paa Naturhistoriens Vegne har gennemkrydset det amerikanske Hav, medens den første har gennemstrejfet Frankrig, Italien, Sverige, o. s. v., alene for N. H.’ Skyld og helliget sig til dette Studium alene. Kan hænde, at jeg kun dyrker dette Studium og kun kan dyrke det som Undermaaler, men min Cramer havde dog sikkert ikke kunnet begaa en saadan Fejl. Vi har alle engang præpareret, og jeg har endnu Dele af et Hvalskelet. Men vi er jo alle Mennesker, og lad os ikke tro, at noget menneskeligt er os fremmed.

København d. 25. Nov. 1761.

Din
C. G. Kratzenstein.