Danmarks Breve

IV. Forskålea Linné. Den Hædersbevis...

s. 76 IV. Forskålea Linné.

Den Hædersbevisning, Linné viste Naturforskere eller Velyndere af Naturvidenskaben ved at opkalde Planteslægter efter dem og derved rejse dem et »monumentum aere perennius«, blev hurtigt meget eftertragtet af Datidens Botanikere. Man har bebrejdet Linné, at han ved denne Navngivning af nye Slægter undertiden lod sig lede af mindre ædle, ja undertiden af ret smaa-lige Motiver. Th. Fries har i sin Biografi af Linné vist, at i adskillige Tilfælde er saadanne Bebrejdelser imod Linné uberettigede. Han gaar imidlertid ikke nærmere end Lagus ind paa Tilfældet Forsskål—Forskålea, og da jeg tror, at man ogsaa i dette Tilfælde har gjort Linné Uret, skal jeg her fremstille, hvorledes denne Sag, der i sin Tid vakte Opsigt, egentlig forholder sig.

At Forsskål vilde føle sig meget hædret, om Linné vilde knytte hans Navn til en ny Planteslægt, er rimeligt, men som den selvbevidste Mand, han var, har han helst selv villet vælge den Plante, der skulde bære hans Navn, f. Eks. en letdyrkelig Løgplante 1) . Paa den.mindeværdige Ekskursion landværts fra Cairo til Alexandria den 1. April 1762, hvor han blev overfalden af Røvere, fandt han »en tetradynamist ... hwilken är i classen det största anomalon som kan gifwas. Calyx har endast 2 foliola, de andra 2 ha blifwit corolla. Corollæ cruciatæ petala 2 och 2 ihop vuxna, med stamen brevius adnatum och supra longiora elevatum, äntel. med antheris connatis som i den starkaste Synge-nesia i de 4 stamina longiora inferiora. Om Herr Archiatern behagar, må den bära namn af mig, som köpt dess kundskap med det äfwentyr att lefwa af röfwares nåde« 2) .

Den her omtalte lille, smukke Plante er en Fumariacé, af hvilken Forsskål senere sendte Frø til de botaniske Haver under Navnet Thaumasta prostrata n. gen., hvad der fremgaar af den tidligere omtalte, i Botanisk Biblioteks Arkiv opbevarede Frøliste. Frøene spirede i den botaniske Have, og Oeder identificerede Planten med den ældre Linné’iske Slægt og Art Hypecoum pendalum, hvad han meddelte Linné i et Brev 3) . Der kan derfor ikke være Tvivl om, at Linné har vidst, at Forsskåls formodede nye Slægt ikke var ny, og han kunde derfor ikke opfylde Forsskåls Ønske. Det er usandsynligt, at han har meddelt Forsskål dette, thi denne havde i sine efterladte Papirer beskrevet Planten under s. 77 det nye Navn Mnemosilla aegyptiaca, under hvilket Navn den er publiceret i Flora æg. arab. p. 122. Mærkeligt er det dog, at man hverken i Linnés senere systematiske Værker som i de senere Udgaver af Species plantarum og Systema Naturæ finder en ægyptisk Hypecoum omtalt, ej heller finder Mnemosilla opført som Synonym; først i Systema Vegetabilium cur. Roemer & Schultes v. 3 p. 32, 1818 nævnes Mnemosilla som Synonym til Hypecoum. Jeg har derfor været fristet til at tro, at Linné slet ikke har kendt den ægyptiske Art og derfor været i sin gode Ret til ikke at opfylde Forsskåls Ønske. Men selv om det har været Tilfældet, har Linné dog af Forsskåls Beskrivelse og af Oeders Brev sikkert vidst, at Planten var en Hypecoum, og derfor er den ene Bebrejdelse, Niebuhr rettede mod Linné, ganske ubeføjet. Niebuhr kendte Forsskåls Ønske om at faa sit Navn knyttet til den omtalte Plante, og efter sin Hjemkomst skrev han derom til Linné. Denne Henvendelse kom imidlertid for sent, fordi Linné allerede da havde knyttet Forsskåls Navn til en anden Plante, men Niebuhr saa i Linnés Handlemaade et Udslag af Fjendskab mod den afdøde Forsskål. Hvad Niebuhrs Søn har skrevet herom 1) , er ganske urigtigt, idet han siger, at Linné, i Stedet for at opfylde et af en afdød, stor Mand (gennem Niebuhr) udtalt Ønske, gav Forsskåls Navn til en anden Plante; dette sidste skete i 1764, og Niebuhrs Brev maa være skrevet efter 1767 2) .

I den Frøsending, Forsskål hjemsendte fra Cairo, var Frø af en Plante fra Cairos nærmeste Omegn; han kaldte den foreløbig i sin Frøliste (nr. 212) Laniflora adhærens, men ændrede senere Navnet til Caidbeja adhærens (Flora æg. arab. p. 82). Frøene spirede hos Linné, og da han fandt, at Planten hørte til en ny Slægt, og da han snart efter hørte om Forsskåls Død, kaldte han Slægten Forskolea og Arten tenacissima og publicerede den i et »Corollarium« som Tillæg til sin Afhandling Opobalsamum declaratum 1764. Naar man erindrer, at Linné kun kunde kende meget faa at de talrige af Forsskål opdagede nye Slægter og Arter, nemlig kun dem, hvoraf han havde faaet spiredygtige Frø, og s. 78 naar der af dem kun fremkom een god ny Slægt, viser det, at Linné nærede Agtelse og Venskab for sin afdøde Elev, naar han saa hurtigt efter hans Død og vel at mærke i et Skrift udenfor hans mere systematiske Værker viede den afdødes Navn til den Slægt. Han tög da ikke Hensyn til, at denne Slægt er en Urti-cacé, en Slags Brændenælde, der vel er uanselig for »profanum vulgus« men i botanisk Henseende en interessant og udmærket Slægt.

I en Anmeldelse af Opobalsamum declaratum af Johann Beckmann 1) skriver denne, at Linné har døbt denne Planteslægt Forskolea, dels fordi den er vokset op af Frø sendt af Forsskål, »theils auch, wiewohl diese Ursache verschwiegen ist, weil sie ein Bild der Denkungsart des sel. Forskols seyn kan, da diese Pflanze wegen ihres rauhen Wesens (folia hispida, vncinata) das ; was ihr einmal zu nahe gekommen, eben so schwerlich fahren läst, als F. einer einmal angekommenen Meynung entsagen konte, welches die Streitigkeiten, die er ihm Vaterlande gehabt hat, beweisen. Dergleichen subsidia mnemonica liegen bey mehrern Linnéischen Benennungen der Pflanzen zum Grunde«. Dette viser, hvor almindelig den Forestilling var — den være rigtig eller urigtig — blandt Linnés samtidige, at Linné, naar han opkaldte en Plante efter en Mand, i sin Beskrivelse eller ved selve Plantens Natur yndede at alludere til vedkommende Mands Karakter; han kunde derved smigre og rose sine Venner, haane eller snerte til sine Uvenner paa en for de forstaaende meget følelig Maade. Naar denne Forestilling var saa almindelig mellem Datidens Botanikere, er det forstaaeligt, at man nøje analyserede enhver ny Linné’isk Slægtsbeskrivelse for om muligt at finde saadanne Allusioner, hvad der med god Vilje meget ofte kunde lade sig gøre, selv om Linné aldrig havde tænkt paa saadanne Allusioner.

Man vil da kunne begribe, at der blandt Forsskåls Venner var megen Harme over, at Linné knyttede hans Navn til en Brændenælde, som han tilmed kaldte tenacissima, den meget hal-starrige, den egensindige, ja endog tillod sig at bruge Udtrykkene hispida, adhaerens, uncinata i sin Artsbeskrivelse, som alle paa en tydelig Maade alluderer til de uheldige Sider ved Forsskåls Karakter. Navnlig følte Niebuhr sig fornærmet. Hans Søn fortæller, at Niebuhr aldrig kunde tilgive Linné denne Streg 2) ; Linné viste mod sin tidligere Elev et hadefuldt Fjendskab, og ved Benævnelsen af Forskålea-Avten havde han tilladt sig en hadefuld Hentydning til den afdøde. Niebuhr selv har i sine Værker kun s. 79 udtalt sig lidt om denne Sag. I Fortalen til Flora æg. arab. p. 21 siger han: »Botanicorum arbitria dirimant quænam ex his plantis [Mnemosilla Forsk, og Forskålea L.] Candidatis inventori suo celebrando serviat«, hvilken Sætning efter sin Karakter er ganske uden Sidestykke i Flora æg. arab., hvad der viser, at der ligger noget ikke udtalt bag disse stilfærdige Ord.

Lagus (pag. 49) omtaler kort denne Sag, og han har spurgt Botanikeren S. O. Lindberg om, hvorledes det egentlig forholder sig hermed. Lindberg søger i et Brev at rense Linné for Beskyldningen for perfid Handlemaade (se Lagus p. 75). Han forklarer først med faa Ord, at Linné ikke kunde knytte Forsskåls Navn til den senere Mnemosilla, der er en Hypecoum. »Mnemosilla ægyptiaca är således Hypecoum aegyptiacum« 1) . Linné har derimod vist Forsskål en meget større Hæder ved at knytte hans Navn til den stadig anerkendte Urticacé-Slægt. »Artnamnet tenacissima fick den af Linné troligen för sina sega fibrer, i likhet med våra egna Nässlor, som och användas til ytterst seg spånad lika silke, sannolikt äfven med dubbelmening för Forskåls så ofta ådagalagda envishet mot Linné, hans gamle lärare, ty Forskål skall varit en arg dialecticus, som enligt andras vitsord ej altid visade mot L. den aktning, som en så ryktbar man ansåg sig böra fordra, i synnerhet af en sin egen discipel«.

Saa vidt Lindberg; de sidst citerede Sætninger indeholder en Formodning, hvis Rigtighed jeg ikke har kunnet paavise. Den synes nærmest at svæve ganske i Luften. Lagus afviser heller ikke den Mulighed, at Artsnavnet tenacissima alluderer til Forsskåls Karakter, men han mener, at tenax hellere bør oversættes ved »den ihærdige« end ved »den halstarrige« ; Ordet kan betyde begge Dele.

For mig er der ingen Tvivl om, at ikke blot er Niebuhrs Bebrejdelser mod Linné ganske uberettigede, men at ogsaa Lindbergs og Lagus’ mildere Fortolkninger intet har paa sig. Jeg begrunder dette ved en Sammenligning af Beskrivelserne af Linnés Forskålea tenacissima og Forsskåls Caidbeja adhærens. Under den sidste bemærker Niebuhr i en Note, at denne Plante er Linnés Forskålea, og at Forsskåls Beskrivelse nærmer sig stærkt til Linnés, hvad der saa meget mere maa roses, som Arten hører til de allervanskeligste Planter, hvilket er indrømmet af selve den skarpsindigste af Botanikere (»fassus est ipse Botanicorum perspicacissimus«). En Sammenligning mellem de to Beskri- s. 80 velser viser, at denne Ros er noget overdrevet, da der er flere betydelige Uoverensstemmelser; derimod er der en iøjnefaldende Lighed i Ordvalg. Saaledes bruger Forsskål i sin Diagnose Ordene: hispida, adhærens og tenacissima, hvilke jo netop er de Ord, man har bebrejdet Linné, at han anvendte. Jeg tænker mig, at denne Lighed i Ordvalg ganske simpelt skyldes, at Ordene netop dækker Plantens væsentligste Karakterer, og man var jo i de Tider meget stereotyp i Plantebeskrivelser. Der er derfor ingensomhelst Grund til at antage, at Linné har haft nogen Bagtanke, hverken uvenlig eller venlig mod Forsskål, da han udkastede sin Beskrivelse. Lindbergs og Lagus’ Fortolkning, der i Linnés Ordvalg vil se venlige og rosende Hentydninger til Forsskåls Karakter, skyldes en særdeles god Vilje til at rense Linné, for man vil vel indrømme, at hvis Linné havde villet karakterisere Forsskål paa venskabelig Maade i sin Beskrivelse, da vilde han ikke have anvendt Udtryk, som efter deres almindelige Betydning ikke af nogen vilde forstaas som hædrende. At paa den anden Side Niebuhrs Opfattelse er ganske urigtig fremgaar ogsaa deraf, at Linné altid i sine senere Breve og Skrifter omtaler Forsskål med den største Agtelse og Venskab. Han har simpelthen villet hædre Forsskål ved at knytte hans Navn til en Planteslægt, og saa uden Bagtanke af nogen Art beskrevet Planten med de til den passende Udtryk.

Som Slutning paa dette Kapitel kan jeg anføre, at ogsaa Zoologerne har værdiget Forsskål den Ære at benytte hans Navn til en Slægt, idet Köllikeri Aaret 1853 kaldte en Slægt af Blæregopler Forskalia. I senere Tider er Forsskåls Navn, i mere eller mindre forvrænget Form knyttet til omtrent 50 Plantearter.