Danmarks Breve

IV. Forsskål paa Rejsen Kilderne til...

s. 26 IV. Forsskål paa Rejsen 1) .

Det var med forbitret Sind og Ulyst til det hele Foretagende, at Forsskål den 4. Januar 1761 gik om Bord i Krigsskibet »Grønland« for at tiltræde den store Rejse. Instruksen med de strenge Bestemmelser var først blevet ham meddelt kort før Afrejsen, saa han havde ikke faaet Tid til at ansøge om Ændringer i den. At denne Sag laa ham meget paa Hjerte, fremgaar af hans sidste Breve fra Danmark til Linné, hvoraf flere er skrevet paa Helsingørs Red. Som det vil erindres, havde Skibet en mærkelig Modgang, idet det ikke mindre end tre Gange af Storm blev tvunget til at vende tilbage til Helsingør, de to Gange efter at have passeret Skagen. Under disse ufrivillige Ophold i Helsingør var Forsskål imidlertid ikke ledig, men gik trods alle Ærgrelser og Modgang frejdigt i Gang med det Arbejde, som tilbød sig. Han studerede i sine medbragte Bøger, og han samlede marine Dyr, som han søgte at bestemme. I Sundet fandt han saaledes en Sertularia, som ikke stod i Linnés Syst. Nat., Nereis pelagica og andre, mest Smaadyr. Han var meget optaget af at faa opdaget Grunden til Havvandets Lysen. At denne ikke kunde skyldes Nereïder, som man havde paastaaet, var aabenbart. Han fyldte en Flaske med Havvand og proppede den til, og i over 14 Dage lyste Vandet i den om Natten, naar det rystedes. Han siede det igennem fint Linned, det lyste dog alligevel, om end kun svagt; han siede det igennem firedobbelt graat Papir, hvorefter Lyset forsvandt; men hverken paa Linnedet eller paa Papiret kunde noget levende iagttages gennem Ellis’ Mikroskop. Han mente selv, at dette Mikroskop, som han senere kalder det Cuffiske, var for svagt. Han fortsatte disse Eksperimenter under hele Sørejsen, og til sidst mente han at have fundet Forklaringen. Han fandt, at det ikke kan være Saltet i Havvandet, der er Aarsag til Lyset, da det siede, men ikke mere lysende Vand ikke har mistet noget Salt. I det frasiede Slim finder han intet levende Væsen, altsaa maa Lyset hidrøre fra Slimet. Han kommer til det Resultat, at dette Slim stammer fra Meduser, hvoraf mange som bekendt lyser. Af saadanne Meduser findes der en uhyre Mængde i Havet; ved Vandets Bevægelse mister de ved Gnidning en Del af deres lysende Slim, og dette findes derfor overalt i Havvandet og faar det til at lyse, selv naar der ingen Meduser er deri.

s. 27 I det Hele interesserede Forsskål sig meget for pelagiske Dyr, som Meduser, Salper, Søpølser, m. m.; han indfangede mange af dem og holdt dem levende i Glas med Havvand, mens han beskrev dem og lod Baurenfeind tegne og male dem (se nærmere herom hos Gosch p. 444—447). Ogsaa Alger samlede han, mest Smaastumper, og klæbede dem paa Papir; han har beskrevet tre Alge-Arter fra Øresund. At han hyppigt undersøgte Vandets Saltholdighed, ved vi fra Niebuhr, og han forsøgte ogsaa at komme efter, om Vandet fra dybere Lag er saltere end Overfladens, uden at han dog kom til noget Resultat, fordi han ikke havde Redskaber til at hente Vand op fra større Dybder med. At hans Arbejde om Bord mest maatte være zoologisk er klart, og Niebuhr giver ham den Ros, at han var arbejdsom og ikke »delicat«, men vi ved forøvrigt ikke meget om, hvordan Livet og Arbejdet gik under Sørejsen til Marseille, hvortil Skibet ankom 14. Maj 1761. Forsskål benyttede bl. a. sine ledige Timer til at excerpere van Rheede’s og Rumpfius bindstærke Folioværker, som var altfor voluminøse til at føre med sig paa en Rejse til Lands.

I Marseille sluttede von Haven sig igen til Selskabet. Han havde faaet Lov til at rejse overlands fra Helsingør, fordi han havde lidt saa meget af Søsyge under de første Forsøg paa at runde Skagen.

Under Opholdet i Marseille botaniserede Forsskål flittigt og aflagde Besøg hos de den Gang meget bekendte Botanikere Sauvages og Gouan i Montpellier og i den botaniske Have dér, som han fandt stod langt tilbage for den i Upsala. Gartneren ved Haven, Banal, gav ham indirekte Ideen til en Maade, hvorpaa han muligvis kunde hjælpe Linné til at faa Udbytte af Rejsen trods alle Fjender i Danmark. Banal vilde nemlig gerne sende Frø af mediterrane Planter til Oeder, hvis han i Bytte kunde faa en Del af de Frø, som Forsskål vilde samle paa Rejsen. Forsskål lovede at ansøge om Tilladelse hertil, og i en længere Skrivelse til Bernstorff af 27. Maj (Brev 14) andrager han om, han ikke maa faa Lov til direkte at sende Frø, ikke blot til Montpellier (Sauvages), men ogsaa til Upsala (Linné), Paris (Jussieu), Chelsea (Miller) og Amsterdam (Burmann). Han hævder, at det vil være Kongen til meget større Ære, hvis de indsamlede Materialer overgives til de lærde Naturforskere, der kan ofre Tid paa deres Bearbejdelse, og som i sine Bøger ikke vil undlade at fremhæve Kongens store Fortjeneste af deres Tilvejebringelse, end hvis de kun skal henligge som Rariteter i Kongens Kabinetter, hvor de kun af og til i nogle Øjeblikke vises frem for Besøgende; s. 28 og de Personer, der staar for disse Kabinetter, har saa meget andet at gøre, at de ikke kan give sig meget af med de i dem skjulte Skatte. Tiden skulde vise, hvor berettigede disse Argumenter var. Skulde Forsskål faa Tilladelse til at sende Frø direkte til de nævnte Haver, forpligter han sig til altid at sende de bedste til København, samt til at sende en Fortegnelse over de Frø, han sender til andre Haver.

Forsskål skriver i et senere Brev til Linné, at han foruden dette Punkt i sin Ansøgning ogsaa har forsvaret Linné mod de mod ham rejste Beskyldninger angaaende Löfling; som det ses af Brevet, staar der intet deri om denne Sag; muligvis har han skrevet derom til Moltke. Derimod ansøger han om, at han og Niebuhr maa faa Tilladelse til at rejse hjem fra Arabien rundt om Afrika med Besøg i Kap og, om muligt, at Maleren maa følge dem. Det var jo blevet umuligt at komme til Kap paa Udrejsen; nu søger altsaa Forsskål, med den for ham karakteristiske Fastholden ved sine Ideer, at faa Lov til at tage dertil paa Hjemrejsen.

I Bernstorffs Svar af 18. Juli meddeles det Forsskål, at Kongen endnu vil lade det forblive ved den oprindelige Plan, at de rejsende alle skal rejse gennem Syrien hjem. Derimod opfyldes hans Ønske om at maatte sende Frø direkte til de omtalte Haver, dog kun paa den Betingelse, at han altid udtrykkelig meddeler Modtagerne, at de faar Frøene paa Kongen af Danmarks Befaling, og mod at de til Gengæld sender Frø af andre sjældne Planter fra deres Haver til Prof. Oeder.

Forsskål blev meget glad over denne Tilladelse; »Jag arbetar nu med dubbelt nöje, sedan jag tror mig arbeta för sciencen«, skrev han til Linné. Han mente aabenbart nu at have taget den værste Brod af de ham tildelte, af de danske Naturhistorikere inspirerede Instruktioner. Men stadig frygtede han, at man i København skulde berøve ham Æren for saa mange nye Naturaliers Opdagelse. For at forhindre dette opfandt han et mærkeligt hemmeligt Talsystem, som han i Fortrolighed meddelte Linné i Breve fra Marseille og Konstantinopel. Naar han skriver til Linné over København vil han betegne en Plantes Slægt og Art kun ved et Tal, men saaledes at andet Ciffer altid skal læses først, f. Eks. 345 betyder 435, »att ej bönåsar i Danmark må sedan ge det ut för sitt«. Ved de tørrede Planter vil han i Stedet for Etiketter skrive Tal efter Linnés Systema Naturæ; saaledes 958.62 (for 598.26) ved Cistus helianthenum, og —83.31 (for 803.13) ved Lotus corniculatus, idet den lille Streg foran Tallet betyder, at andet Ciffer er et Nul. Mener han, at Arten er ny, angiver han s. 29 et højere Tal for Arten, end Artsantallet er i Syst. Nat. Han mente dermed at kunne forhindre, at en eller anden giver hans Bestemmelser ud for sine egne og praler dermed. Det ses dog ikke, at han paa den videre Rejse har anvendt dette Talsystem.

Efter et kort Ophold paa Malta, hvor Forsskål samlede 87 Arter, kom Ekspeditionen i Juli til Konstantinopel, hvor Deltagerne i omtrent en Maaned boede hos den danske Gesandt von Gäh1er. Her botaniserede Forsskål ivrigt i Omegnen, især i Skovegnen ved Belgrad ved Bosporus nordvestlige Hjørne; han var saa ivrig efter at samle, at han var ked af at skulle anvende Tid paa at ordne og indpakke de samlede Naturalier, hvorved han droges altfor »mycket från flora och landsbygden«. Ogsaa paa Øen Tenedos og den lige overfor liggende anatoliske Kyst gjorde han korte Ekskursioner.

I Konstantinopel modtog han Svar paa sin Ansøgning fra Marseille; det i Svaret anvendte Udtryk, at Kongen »noch bisjetzt« ikke har kunnet gaa ind paa hans Andragende om at maatte rejse hjem rundt om Afrika, benyttede han sig af til at indsende en fornyet Ansøgning om dette Punkt, men kun om Tilladelse for sig alene. Men da han var bange for at ulejlige Bernstorff og Moltke mere, sendte han sin Begæring til Sekretæren i det tyske Kancelli, Temler (Brev 16). Denne Gang fik han sit Ønske opfyldt, men ganske vist kun paa den meget interessante Betingelse, at en af de danske Ledsagere var villig til at følge ham rundt Afrika; anderledes kan jeg i alt Fald ikke forstaa Ordene: »ein Landes Kind aus der Arabischen Gesellschaft« (Brev 17). Der kan næppe være ment andet med denne Betingelse, end at man vilde have Kontrol med, hvad Forsskål foretog sig. Forsskål forstod ogsaa dette, og i sin Takkeskrivelse af 20. April 1762 antyder han, at Rejsen kan blive umulig for ham paa Grund af den stillede Betingelse. Senere opgav han helt at rejse til Kap; han skriver til Linné 18. April 1763: »Till Cap tror jag ej att jag mer will resa, fast jag sent omsider fådt ett med sällsamma conditioner bundit lof från Dannmark. Jag ledsnar att uppofra mig så mycket för sciencen, då jag ser och märker, att suspiciosi sticka sig bakom de mäktiga i Dannmark och utvärka mig föreskrifter, som kunna ha mig förmycket skadeliga ändemål«. Den Forsskål stillede Betingelse, at en Dansker, d. v. s. enten von Haven eller Kramer, skulde ledsage ham, var ganske særlig haard, naar man tager i Betragtning, hvorledes Forholdet mellem Rejsedeltagerne var. Forsskål omtaler aldrig dette Forhold i sine Breve til Linné, men at det var endog ualmindelig spændt, vil fremgaa af det følgende.

s. 30 Ekspeditionen gik i Konstantinopel om Bord paa et tyrkisk Skib den 8. September, og efter et kort Ophold paa Rhodos ankom den til Alexandria den 27. Senere tog den fast Ophold i Cairo, i hvilken By den forblev til Slutningen af August 1762. Det er almindelig berettet, at Grunden til dette lange Ophold i Ægypten skyldtes en Krig med de arabiske Beduiner, men selv om denne Grund har haft nogen Betydning, saa var den næppe den væsentligste. En anden og vigtigere var den, at Gesandten von Gähler havde fundet, at de rejsendes, og da særlig Filologen von Havens Kendskab til Arabisk var saa mangelfuldt, at det ikke var raadeligt at sende dem til Arabien, førend de i Ægypten havde lært sig Sproget bedre. En tredie Grund endelig, og en der aldrig er kommet offentlig frem, var Forholdet mellem Rejsedeltagerne, der var blevet saa fjendtligt, at man overvejede at dele Selskabet; men den endelige Beslutning herom maatte imidlertid, da den skulde tages i København, lade vente paa sig paa Grund af den yderst langsomme Postgang, og de rejsende maatte derfor blive i Ægypten, indtil Afgørelsen forelaa. Stridighederne mellem de rejsende fremgaar klart af de aftrykte Breve, og jeg skal her kun give en kort Oversigt over dem.

Von Haven var først ankommet til København kort før Afrejsen, og man hører intet om, at han har taget Standpunkt i Stridighederne mellem Forsskål og Kratzenstein, men da han var den sidstes Svoger, er der næppe Tvivl om, at han ligesom Kramer stod paa hans Side. Ganske naturligt sluttede disse to Danskere sig derfor sammen mod den Indflydelse, Forsskål ved sin store Lærdom let kunde komme til at udøve indenfor Selskabet. Tyskerne Niebuhr og Baurenfeind sluttede sig derimod til Forsskål, og saaledes opstod der snart to Partier, der stod skarpt overfor hinanden. Ligesom Forsskål var von Haven yderst utilfreds med de givne Instrukser og da særlig med den Bestemmelse, som var Forsskåls Værk, at alle skulde være lige under Rejsen. Han havde under hele Rejseforberedelsen betragtet sig som Ekspeditionens egentlige Leder, medens de andre var engagerede paa hans Forslag som hans Medhjælpere, det var ham derfor en stor Skuffelse ved Afrejsen at erfare den omtalte Bestemmelse. Det ses, at han i Helsingør har gjort et Forsøg paa at faa tillagt sig Myndighed til alene at bestemme Rejseruter, Opholds Varighed, Engageringen af Førere o. lign. 1) . Niebuhr skriver i et Brev (Brev 19), at von Haven slet ikke vilde have del- s. 31 taget i Rejsen, hvis han blot havde haft noget at leve af, og at Grunden til at han rejste over Land til Marseille ikke var Søsyge, men den, at han allerede fra første Færd ikke kunde forliges med de andre. Der er aabenbart noget om dette, thi i samme Brev fra Helsingør ansøger han om, at der maa ansættes en anden Maler end Baurenfeind. Hans Ansøgning blev imidlertid ikke bevilget, men alligevel søgte han Gang paa Gang under Rejsen, naar Ekspeditionen optraadte in pleno, at trænge sig frem som Selskabets vigtigste Person, hvad de andre ikke vilde finde sig i. Von Haven følte det som en stor Tilsidesættelse, at Pengekassen var betroet Niebuhr, og han opførte sig saadan overfor denne, at Niebuhr til Tider frygtede for, at von Haven vilde berøve ham Pengekassen med Vold. Hvad der dog særlig vakte Harme hos Niebuhr og Forsskål var von Havens ubeherskede Udtryk om deres hjemlige politiske Forhold; han synes at have haft en ualmindelig grov Mund, saaledes da han i en Diskussion med Forsskål om svenske Forhold brugte et yderst nedsættende og sjofelt Skældsord mod Forsskål. Dette skete paa »Grønland« ved Chefens Bord, og fra da af var der aaben Krig imellem dem. Det lykkedes ganske vist von Gähler at faa dem forligte, men Forholdet blev derfor ikke bedre. Von Haven betroede Kramer, at han nok skulde hævne sig, og da han, inden Selskabet forlod Konstantinopel, købte to Pakker Arsenik, som han gav Kramer i Forvaring, blev denne saa forskrækket, at han meddelte de andre det. Saa mærkeligt det end lyder, blev Forsskål og Niebuhr meget forfærdede over denne Meddelelse, idet de troede, at von Haven tænkte paa Mord. Forsskål troede, at det gjaldt ham, og Niebuhr frygtede, at von Haven paa en saa voldsom Maade vilde skaffe sig Herredømmet over Pengekassen. Jeg er mest tilbøjelig til at tro, at von Haven har villet indjage sine Fjender en alvorlig Forskrækkelse. De troede, at han havde købt to meget store Pakker Arsenik, men efter Apotekerens senere indhentede Erklæring har von Haven købt for 8 Asper gult og for 16 Asper hvidt Arsenik; det kan ikke have været meget store Portioner, for paa samme Erklæring er opført som solgt til Ekspeditionen et almindeligt Brækmiddel for 10 Asper. Imidlertid blev Forsskål saa forskrækket, at han hemmeligt fra Rhodos sendte en Klageskrivelse, som Niebuhr og Baurenfeind ogsaa underskrev, til von Gähler, hvori de indstændigt anmodede om, at de maatte blive befriede for deres farlige Rejsekammerat, der omgikkedes med Mordplaner.

Von Gähler fandt, at denne Mistanke mod von Haven dog vist var uberettiget, men paa den anden Side viste Klagen, at s. 32 Forholdet mellem de rejsende snarest var blevet værre, og da han frygtede for, at en yderligere Forværring af Forholdet let kunde føre til hele Ekspeditionens Opløsning og gøre den ganske resultatløs, henvendte han sig i en Skrivelse til Bernstorff (Brev 20), for hvem han fremstiller hele Forholdet mellem de rejsende, idet han tillige giver en Karakteristik af hver af de fem Deltagere. Hans Skildring af von Haven er just ikke flatterende. Han foreslaar, at man skal fjerne von Haven fra de øvrige, lade disse fortsætte Rejsen til Arabien, medens von Haven skal blive i Ægypten og Syrien, hvor hans Kundskaber, der udelukkende er filologiske, bedst kan gøres frugtbringende. Samtidig paalægger von Gähler de tre Klagere, at de ikke maa lade von Haven ane deres Mistanke og bestræbe sig for at leve i Fordragelighed med ham i de faa Maaneder, de maa blive i Ægypten, indtil Bernstorffs Afgørelse foreligger (Brev 21).

Det er trist, svarede Bernstorff (Brev 23), at se et med saa stort Besvær og med saa store Omkostninger startet Foretagende strande paa Grund af nogle urolige og stridbare Hoveders indbyrdes Splid. Men kan det ikke være andet, skal von Gähler faa en Ordre til von Haven, hvorved denne fjernes fra Selskabet. Men denne Ordre skal meget nødigt anvendes, før alle mulige Forsøg paa at tilvejebringe Enighed er gjort. Thi der er store Betænkeligheder ved den foreslaaede Udvej. Rejsen er jo tænkt som en arkæologisk og filologisk Ekspedition til Arabien, ikke til Ægypten, hvor saa mange andre rejsende før har været, og von Haven er jo Ekspeditionens Filolog. Det var ham, som oprindelig alene skulde foretage Rejsen, og de andre er blevet sendt med for at assistere ham. Ganske vist er de alle lige, men fjernes von Haven, saa vil Forsskål blive den ledende i Selskabet— for i et saadant Selskab er altid en den første og mener sig at være den første. Og kan nu denne Svensker bedre enes med de andre end deres Landsmand? Skulde Ekspeditionen lykkes og komme hjem med store Resultater, saa vil de Lærdes Republik kun kende Forsskål og kun tale om ham. Han vil synes at have udrettet alt, og intet vil være mere føleligt for Nationen end at skulle se ham, Udlændingen, faa Æren for et Foretagende, der er sat i Gang af den og ved dens Konges Rundhaandethed. Derfor er det bedst, hvis det i det Hele taget er muligt, at lade Rejsedeltagerne forblive sammen og at følge den oprindelige Plan. — Med denne Bernstorffs Skrivelse fulgte til von Gählers Disposition i paakommende Tilfælde en forseglet Ordre fra Moltke til von Haven, hvorefter denne skulde rejse alene.

Von Gähler havde imidlertid fra de rejsende modtaget adskil- s. 33 lige Breve fra Cairo, af hvilke, saa vidt jeg kan se, von Havens aldrig indeholder et Ord om hans medrejsende, medens Forsskåls ustandselig vender tilbage til den fatale Arsenik-Historie. Vi er de ulykkeligste af alle rejsende, skriver han, hvis vi bestandig skal vedblive at frygte for den skrækkeligste Misgerning fra vor Kammerats Side. Faren er ikke saa stor i Cairo, men det værste kan ventes, naar vi snart skal fortsætte Rejsen. Vi haaber inderligt, at vi snart maa blive befriede for dette forfærdelige Menneske, som atter og atter overfalder os med de værste Grovheder.

Man kan ikke undre sig over, at von Gähler blev ked af disse gentagne Klagemaal, og idet han tog den Beslutning ikke at anvende Moltkes Ordre til von Haven, meddelte han Forsskål og Kammerater, at det var Regeringens Beslutning, at de skulde blive sammen. Da han ansaa Niebuhr for den fornuftigste, henvendte han sig fortroligt til ham med Anmodning om at skaffe Fred og at sørge for, at Klagerne hørte op; han vilde ikke generes af dem mere. Niebuhr maa erkende, at det første ikke er lykkedes ham. Han er ikke Filosof nok til at kunne hamle op med de to Magistri Philosophiæ, der tager al Ting filosofisk; de kan komme i den heftigste Skærmydsel og dog straks tage fat paa Arbejdet, som om intet var passeret. Hvad det sidste angaar, skal der med hans Vidende ingen Klage mere sendes til Gesandten. Det lykkedes dog ikke Niebuhr at forhindre Forsskål i at sende en ny Klage over, at Forventningerne om at blive befriet for von Haven var blevet skuffet. Forsskål har, skriver han bl. a., hidtil tiet til alle von Havens Grovheder, men nu udbeder han sig Tilladelse til, hvis von Haven fremturer i sin Ondskab, selv at tugte ham, for at han ikke i København skal kunne prale af, at han har kunnet skælde Forsskål ligesaa meget ud, han vilde, uden at Forsskål turde tage til Genmæle.

Von Gähler, der mente, at Forsskåls Maadehold var forstilt, søgte i et senere Brev (Brev 35) at tale ham til Fornuft med venlige, formanende Ord. Men Forholdet til von Haven pinte Forsskål ; hans Nag til ham gik dybt, og selv om det lykkedes Niebuhr for Fremtiden at forhindre, at han indsendte flere Klageskrivelser, saa fremgaar det dog af hans senere Breve, at han ikke glemte. Samværet med von Haven var ham uudholdeligt, og han, der havde været den ivrigste af dem alle, var den, der først blev ked af Rejsen. Da han ikke kunde faa Lov til at rejse alene til Kap, ansøgte han senere om, at han efter højst et Aars Ophold i Arabien (skønt de efter Planen skulde blive der 2 à 3 Aar) maatte faa Lov til at rejse den hurtigste Vej hjem (Brev 32). Von Gäh- s. 34 ler henstillede til Bernstorff slet ikke at svare paa denne Ansøgning. Forsskåls gentagne Ansøgninger og Besværinger, der efterhaanden næsten fik en helt patalogisk Karakter, har aabenbart trættet og irriteret Gesandten. Von Haven viser sig i sine Breve fra en anden og mere tiltalende Side, idet han saa godt som aldrig omtaler Forholdet til Forsskål. Han skriver et Sted, at der er Aarsager, som han helst forbigaar i Tavshed, til han kommer hjem 1) .

Denne uheldige Strid mellem Ekspeditionens to fornemste Medlemmer maatte sætte sine Spor i Rejsens Forølb, selv om de kun kan paavises i enkelte Punkter. At Ekspeditionens Ophold i Ægypten derved blev forlænget er allerede omtalt (von Gählers endelige Svar paa den i September 1761 indsendte Klage indtraf først i Cairo i Slutningen af Juni 1762) ; den senere Sinai-Rejses Resultatløshed, der vakte Bernstorffs Utilfredshed, kan føres tilbage til samme Aarsag. Niebuhr omtaler i sin Rejsebeskrivelse ikke med et Ord disse Stridigheder, men det er let at mærke, at mange af de paa den senere Rejse trufne Dispositioner har været paavirket af dem. Selv om rimeligvis Skylden hovedsagelig laa hos von Haven, var Forsskål, som den stædige og hidsige Karakter han var, dog næppe ganske skyldfri. At han virkelig for Alvor har troet, at von Haven vilde ham til Livs, synes urimeligt. Jeg er mere tilbøjelig til at tro, at Forsskål vilde puste den mærkelige Arsenikaffære op, saa den kunde bruges som et Middel til at blive af med von Haven. Naar den fornuftige Niebuhr lader skimte igennem, at de to Kamphaner var et Par akademiske, disputersyge Erasmus Montanus’er, der under Disputen hidsede sig op til den ubændigste Vrede, men bag efter gik til deres Arbejde, som om intet var sket, saa er det muligt rigtigt nok for von Havens Vedkommende, men næppe for Forsskåls. Han bevarede sit Had til von Haven til dennes Død; han meddelte Linné denne Begivenhed i følgende Ord: »En af wårt sällskap, Professor von Haven, dog här d. 25. Maj sistledna och gjorde med sin afgång för oss öfriga en ogement lättare resa. Hans sinnelag war rätt beswärligt«. Derimod blev Forsskåls Forhold til Kramer efterhaanden helt venskabeligt, hvad man kan slutte deraf, at de to oftere senere foretog Smaature sammen.

Hermed skal jeg forlade Forholdet mellem de rejsende, der forøvrigt, som alt nævnt, med al ønskelig Tydelighed fremgaar af de aftrykte Breve, og gaa over til at skildre Rejsens videre Forløb.

s. 35 Under Opholdet i Ægypten, der som omtalt varede i elleve Maaneder, foretog Forsskål med Cairo som Udgangspunkt en Række botaniske Ekskursioner, hvorunder han flittigt samlede ind og beskrev alt, hvad han fandt interessant og nyt. Han strejfede om i Cairos Haver, i de omliggende Marker, i Nildalen og Deltaet, i Ørkenen og ved Pyramiderne. Særlig udbytterig var en Udflugt til Alexandria landværts den 1. April 1761, under hvilken han oplevede det Æventyr at blive udplyndret af arabiske Beduiner, der dog ellers ikke gjorde ham Fortræd. Forøvrigt skal jeg saa lidt her som senere i dette Kapitel opholde mig ved Forsskåls botaniske Arbejder og Samlinger; de vil blive omtalte i det følgende Kapitel og i næste Afsnit. Men Forsskål beskæftigede sig ikke blot med naturvidenskabelige Undersøgelser. Han hjalp f. Eks. Niebuhr i hans geografiske Undersøgelser, han interesserede sig for det ægyptiske Landbrug, for Fabriksdrift, for historiske, folkloristiske, arkæologiske og filologiske Emner, hvorom han gjorde adskillige Optegnelser, som Niebuhr senere benyttede i sin Rejsebeskrivelse. Som det fremgaar af et af de aftrykte Breve, blandede han sig ogsaa i de Forhandlinger, der førtes om en Omordning af det danske Konsulat, maaske dog mest for at forpurre, hvad Kramer og von Haven havde udtænkt i den Anledning (Brev 27).

Den 28. August 1762 forlod Ekspeditionen Cairo sammen med en Karavane, der drog til Suez. I denne By blev Baurenfeind syg, hvorved han og Lægen Kramer blev forhindret i at deltage i den første af de fra først af planlagte Ekspeditioner, nemlig til det berømte Bjerg med Indskrifter Djebel el mokátteb paa Halvøen Sinai. Forsskål benyttede sig af denne Omstændighed til for en Tid at blive fri for det ham saa pinlige Samvær med von Haven og blev ligeledes i Suez, medens Niebuhr og von Haven alene foretog Udflugten, der varede fra den 6. til den 25. September. Denne Forsskåls Unddragen sig sine Pligter var Berstorff meget misfornøjet med, som med de indsendte Rapporter (Brev 37), hvad de rejsende aldrig fik at vide. Men Forsskål var dog ingenlunde ledig; da Egnen om Suez jo er meget plantefattig, kastede han sig her særlig over zoologiske Studier, og navnlig var han ivrig efter at lære det røde Havs Fiskearter at kende. Han besøgte nærliggende Lokaliteter, f. Eks. de varme Kilder ved Ghobeibe, i hvis varme Strandsumpe han til sin Forundring fandt Mængder af Tagrør, der udgjorde en vigtig Handelsartikel.

Forsskål, der bedst mestrede det arabiske Sprog, førte i Suez alle Forhandlinger med Araberne om Rejselejlighed, og den 8. Oktober afsejlede Ekspeditionen med et Handelsskib fra Suez til s. 36 Djidda (Gidda). Undervejs lagde man til ved forskellige Handelspladser, og Forsskål gik oftest i Land, altid samlende og noterende, saaledes især ved Tor (Tur) paa Sinais Vestkyst, hvorfra han fik Lejlighed til endnu en Gang at afsende Breve og Frøpakker. Uden videre Æventyr — det skulde da være, at Forsskål til Arabernes store Forbavselse forudsagde en Solformørkelse, der indtraf 17. Oktober — sneglede Skibet sig afsted til Djidda, hvor det ankom den 29. Oktober. Her blev de rejsende til den 14. December. I disse Uger helligede Forsskål sig særlig Studiet af det røde Havs Fauna og Flora (Alger), da den yderst fattige Plantevækst i dette Ørkenland ikke gav Arbejdsstof nok. Som tidligere i Ægypten og senere i Jemen beskæftigede han sig desuden indgaaende med Beboernes Sæder og Skikke, Handel og Næringsveje, opsøgte de fattige arabiske Lærde og studerede med dem i gamle Haandskrifter, idet han ad den Vej søgte at faa Svar paa de af Michaelis rettede Spørgsmaal. Rundt om i Niebuhrs Beschreibung von Arabien finder man lange Citater af Forsskåls Optegnelser, saaledes især i Indledningen. Paa lejet Skib afsejlede Ekspeditionen fra Djidda videre imod Syd, aflagde et lille Besøg i Kystbyen Ghomfude og ankom den 29. December 1762 til Lohaja, Jemens nordligste Havneby.

Endelig var Rejsens egentlige Maal naaet, to hele Aar efter Afrejsen fra København. De mange, ikke beregnede lange Ophold flere Steder havde sinket Rejsen altfor meget, og det er da ikke til at undres over, at Rejsedeltagerne begyndte at længes hjem. Det gjaldt foruden Forsskål navnlig Baurenfeind, men de havde ikke andet at gøre end nu for Alvor at begynde paa deres Undersøgelser. Forsskål var i og for sig heldigst stillet, for næsten alt, hvad han saa, var nyt. Studiet og Indsamlingen af Planter maatte kunne forjage hans under den langvarige og kedelige Sejlads vakte Hjemve og Lede ved hele Rejsen. Værre stillede Situationen sig for von Haven, der var meget lidt arkæologisk og etnologisk interesseret, og hans Kyndighed i Arabisk var næppe saa grundig, at han kunde opnaa nævneværdige filologiske Resultater, Rejsens egentlige Formaal. Hertil kommer, at disse Egnes hede Klima slet ikke passede for von Havens Temperament og Konstitution, medens det ikke synes i særlig Grad at have hæmmet Forsskåls og Niebuhrs Energi.

Selve Byen Lohaja og dens nærmeste Omegn var ikke interessant fra et botanisk Synspunkt, men det var et stort Gode, at saavel Guvernøren (Dola’en) som Befolkningen var særdeles velvillige og fredelige, saa at man kunde gør Udflugter i lige saa stor Sikkerhed som i Danmark. Forsskål kunde derfor anvende s. 37 en Del af den Tid, Ekspeditionen blev i Lohaja, til at foretage kortere og længere Ekskursioner, saaledes til de nærliggende Oaser Kudmie og Môr, i hvilken sidste han fandt et lille Hundrede Plantearter, der næsten alle var nye for ham. I Begyndelsen af Februar 1763 foretog han en noget længere Udflugt til Vadi Surdud, regia sedes Floræ Yemen, som han kalder denne Dal, der løber langs Højlandets Rand, øst for Lohaja; han berørte lige Bjerglandet ved det høje Bjerg Melhan. Mange nye Planter fandt han her, og med deres Præparering og Beskrivelse optoges hans meste Tid under Opholdet i Byen. Ellers brugte han Tiden til at tale med Folk fra Stedet. Interessant er et Brev, han sendte til Moltke, og hvori han foreslaar Regeringen at lade danske Skibe anløbe Jemens Havne; der vil være en stor Fortjeneste for driftige Købmænd, der vil sende forskellige i Arabien anvendte Varer og faa Kaffe med tilbage; Lohaja var Jemens vigtigste Plads for Kaffehandelen (Brev 34). Det fremgaar af en Bemærkning hos Niebuhr, at Forsskål har faaet de i Brevet givne Oplysninger fra en »Renegat«, der havde haft dem til bedste.

Den 20. Februar 1763 drog Ekspeditionen fra Lohaja gennem det tørre, fladere Forland Tehâma til Byen Beit-el-Fakih, der blev valgt til første Hovedkvarter. Byen ligger omtrent midtvejs mellem Havnebyen Hodeida og Kaffebjergene ved Hadîe. Medens Niebuhr havde større Interesse i Kystlandets Byer, valgte Forsskål Bjergene som sit Operationsfelt. Den Tid han tilbragte i disse Bjerge, i Byerne Hadîe, Bulgose, Mokaja, Kurma og flere og deres Omegn var sikkert hans lykkeligste Tid (omtrent hele Marts Maaned). Klimaet var her langt behageligere end i det tørre Tehâma, og Vegetationen var for ham, der i saa lang Tid havde færdedes i mere eller mindre ørkenagtige og træløse Egne, som en sand Aabenbaring af Fylde og Variation, og de tiltalende og duftende Kaffeplantager forøgede end mere Velværet. Paa Bjergskraaninger, i Skove, hvor Orkideer og Bregner som mange andre Plantearter, der er ukendte i tørre Egne, og som var helt nye for Forsskål, voksede, strejfede han om, samlede og beskrev. Han skildrede Egnen saa lokkende for sine Venner, Niebuhr og Baurenfeind, at disse sluttede sig til ham og tilbragte nogle haardt tiltrængte Hviledage i den køligere og behageligere Bjergegn. Først den 22. Marts drog de igen ned til Beit-el-Fakih. Niebuhr, der skulde udarbejde et Kort over Jemen, maatte nødvendigvis foretage længere Rejser, og han planlagde en saadan, der skulde gaa Syd paa til Byen Taæs (Ta-is), der ligger i Bjergene øst for Mokka. Paa denne lange Tur fulgte Forsskål med ham. Den 26. Marts drog de to afsted, igennem Tehâma, opad s. 38 Vadi Zebid til Byen Djöbla inde i Bjergene og derfra til Taæs ved Foden af Arabiens højeste Bjerge, Mt. Sabber. Paa Vejen havde Forsskål kun faaet Tid til at botanisere i El Uahfad i Vadi Zebids øvre Del (Kaffehytten El wachfâd kalder Niebuhr Stedet), hvor der ved et lille rindende Vand voksede forskellige Urter. Fra Taæs gik Tilbagevejen mod Nordvest over Byerne Hæs (Haïs) og Zebid til Beit-el-Fakih. Paa denne Tur fandt Forsskål omtrent en Mil nordvest for Herberget Oude et blomstrende Træ af det længe eftersøgte Opobalsamtræ, der leverer Mekkabalsam. Han blev herover saa begejstret, at han satte sig i Træets Skygge og nedskrev en fuldstændig Beskrivelse af det; naturligvis glemte han ikke at medtage en Del blomstrende Grene.

Den bratte Overgang fra de kølige Bjerge til den nu først i April meget hede Tehâmaslette undlod ikke at vise sine sundhedsfarlige Virkninger. Niebuhr ankom til Beit-el-Fakih stærkt angrebet af Koldfeber, der dog snart gik over. Von Haven, der var forbleven i Beit-el-Fakih, var ogsaa upasselig og i det Hele utilfreds med Forholdene. Varmen og Mangelen af europæiske Spise- og Drikkevarer var ham lige ulidelig, og da Ekspeditionen den 20. April samlet drog fra Beit-el-Fakih, valgte han med de to andre at følge med den egentlige Karavane, der efter Landets Skik kun rejste om Natten, medens Forsskål og Niebuhr, hvis Arbejde krævede Dagslys, ikke vilde lade sig hæmme deri af Varmen og derfor rejste sammen forud og om Dagen. Rejsen gik til Mokka, Jemens sydligste Havneplads ved det røde Hav og den eneste, der blev anløbet af europæiske Skibe. I denne By mødte der Ekspeditionen de første alvorlige Vanskeligheder fra Arabernes Side. Jeg skal ikke opholde mig ved de mange besværlige Forhandlinger, de rejsende maatte føre, man kan læse derom i Niebuhrs Rejsebeskrivelse, kun skal jeg lige nævne, at Forsskål mistede en Del af sine i Spiritus bevarede Fisk og Slanger under Toldklareringen.

Under Opholdet i Mokka virkede det hede Klima nedbrydende paa de rejsendes Helbred. Niebuhr blev igen syg og von Haven, der i længere Tid havde været upasselig, blev daarligere og daarligere, og han døde den 25. Maj. Det synes ikke, at Forsskål har fejlet noget, men meget for sin Videnskab fik han ikke udrettet i Mokka. Alle længtes de efter at komme bort fra Byen og op i det friske Bjergklima. Maalet var Jemens Hovedstad Saná, og den 9. Juni forlod de Mokka og drog foreløbig til Taæs. Her ved Foden af Mt. Sabber, hvor efter Aarabernes Sigende Alverdens Planter gro, lokkede dette Bjerg Forsskål stærkt, men Stridigheder mellem Araberne gjorde Rejsen derhen farlig, og s. 39 det lykkedes ham ikke at komme derop, skønt han tit nok gjorde Forsøg paa at faa Dola’ens Tilladelse dertil. Efter flere Dages Forhandlinger, der førtes af Forsskål, og som resulterede i en Ordre til at vende tilbage til Mokka, fik de rejsende uventet Ordre ira Imam’en eller Kongen af Jemen til at drage til hans Hovedstad Saná. Alle disse Fortrædeligheder tog paa Forsskåls ellers saa kraftige Konstitution, og han følte sig upasselig de sidste Dage, de rejsende var i Taæs. Dog vilde han ikke derfor have, at Rejsen til Saná skulde opsættes, og den 28. Juni brød de op. Vejen gik gennem Dale og over Bjerge, og den var i det Hele meget besværlig. Besværlighederne nedbrød yderligere Forsskåls Helbred, og det værste var, at Rejsen skulde forceres, saa der ikke blev Tid til ordentlig Hvile og Pleje. Han blev snart ude af Stand til at beskæftige sig med noget. Hans sidste Dagbogsoptegnelser synes at være førte kort efter Afrejsen fra Taæs. Jeg ved ikke, om hans sidste nedskrevne Ord er de, der staar i Flora ægypt. arab. p. XC, men de synes at være det; det er en Sætning, Vemod vækkende, der viser os en Mand, der passede sit Arbejde til det sidste med Anelse om Dødens nære Komme: »Taæs finem posuit Euphorbiœ spin. succedente Euph. schörur. Verum brevi post plantis Hadiensibus locum cedens, defiit ipsa — & — Botanicus—ipse!

Snart maatte han bæres, snart hvile paa et daarligt Leje paa en Kamelryg, men det lykkedes dog for hans Kammerater at faa ham ført til Byen Jerim, hvor man vilde gøre et Ophold. Men det var for sent. Om Morgenen den 11. Juli 1763 udaandede Pehr Forsskål, 31½ Aar gammel. Hans Lig blev klædt i et linned Klæde og begravet i en Kiste. Herved begik hans Kammerater en Fejl, thi Araberne troede, at der var nedlagt Skatte i Kisten, og saa snart Niebuhr med de andre havde forladt Jerim, grov Araberne Kisten op og røvede Linklædet. Dola’en tvang nogle Jøder til at begrave Liget igen, men uden Kiste.

Med svækket Helbred drog de fire overlevende til Saná og derfra tilbage til Mokka, hvorfra de paa et engelsk Skib sejlede til Bombay. Udfor Sokotra døde i August med et Par Dages Mellemrum Baurenfeind og Tjeneren Berggren, som alt meddelt i første Kapitel. Niebuhr paastaar 1) , at ingen smitsom Sygdom var Aarsag til hans Rejsefællers saa hurtig efter hinanden paafølgende Død, men meget mere deres egen Uforsigtighed. Efter de hede Dagstimer var den kølige Aftenluft dem saa velgørende, at de for meget udsatte sig for den, og de var ikke tilstrækkeligt s. 40 betænkte paa at sikre sig mod Følgerne, som den bratte Overgang mellem Klimaet i Bjergene og paa Sletten meget let kan føre med sig. De skyndte sig for meget, og de havde ikke vænnet sig til den samme Levemaade som Araberne. De spiste stadig Kød, »skønt de i flere Maaneder ikke havde haft stærke Drikke, hvortil de dog var vant«.

Selv om Niebuhr har Ret i nogle af disse Betragtninger, er der vel ingen Tvivl om, at de fire rejsende faldt som Offer for den i det sydlige Jemen meget ondartede Malaria, hvis Natur Niebuhr naturligvis ikke kendte. Den allernyeste Tid har vist os et Eksempel paa, at Bjergegnene i Sydvest-Arabien er meget usunde for Europæere 1) .

Det arabiske Rejseselskab var saaledes opløst; selv om Niebuhr endnu i et Par Aar fortsatte det videnskabelige Forskningsarbejde, var den oprindeligt planlagte Ekspedition afsluttet ved Afrejsen fra Mokka. Som Afslutning paa dette Kapitel vil det derfor være passende at kaste et Blik tilbage paa de Resultater, det samlede Selskab bragte til Veje, og paa de Personer, der deltog i Rejsen.

Som flere Gange nævnt var Selskabet uden Leder, idet alle var stillede lige; den eneste Tillidspost, Pasningen af Pengekassen, var betroet Niebuhr. Der er ingen Tvivl om, at denne Ligestilling af Personerne var uheldig. Uenighed om Afgørelser, der skulde træffes Rejsen vedrørende, hørte til Dagens Orden, hvad der selvfølgeligt meget bidrog til at forringe Deltagernes Arbejde og dermed Rejsens Resultater. Det er aabenbart, at Forsskål var Selskabets mest betydelige Person og tillige den mest indflydelsesrige, men hans Stridbarhed har ikke bidraget til det gode Forholds Bevarelse mellem Rejsefællerne. Hans Modstander, von Haven, der stadig gjorde Krav paa at være den ledende, var en pylret Person, der var til stor Gene for de øvrige Deltagere ved sin Ugidelighed og Gnavenhed, og han længtes stadigt hjem, hvor et fedt og mageligt Embede ventede ham. Hans videnskabelige Kvalifikationer sættes meget lavt af Niebuhr, og hans Udbytte af Rejsen er for Eftertiden omtrent Nul. Niebuhr tog hans efterladte Papirer med sig til Bombay; det viste sig, at von Haven ikke en Gang havde ført sin Dagbog til Afrejsen fra Cairo, og s. 41 hans Optegnelser fra de sidste halvanden Maaned i Arabien fyldte et halvt Ark. Hvad han havde skrevet ned af Arabisk var mest Afskrift af trykte Bøger, »som om han skulde forberede sig til Rejsen« (Brev 37). Saa vidt jeg ved, er der heller intet udgivet af von Havens efterladte Papirer. Derimod er der i Michaelis Liter. Briefwechsel aftrykt en Oversættelse af en paa Dansk skrevet Dagbog fra Rejsen i Sinai, som von Haven sendte hjem fra Suez. Denne Dagbog vakte Bernstorffs Misfornøjelse paa Grund af dens Indholdsløshed (Brev 37). Som det fremgaar af dette Brev, var man i København begyndt at blive utilfreds med, at man ingen Resultater fik fra de rejsende. Selv den dem paalagte Pligt at sende Afskrifter af deres Dagbøger havde de ikke opfyldt med den ene Undtagelse, at Forsskål havde sendt en Afskrift af sin Dagbog fra Rejsens Begyndelse til 6. April 1761.

Lægen Kramer udmærkede sig fremfor de andre, skriver Bernstorff i samme Brev, derved at han siden Rejsens Begyndelse ikke havde givet det mindste Livstegn fra sig. Hans Arbejde paa Rejsen var, foruden Lægens, zoologiske Indsamlinger, og med disse var i det mindste Ascanius vel tilfreds 1) . Hans efterladte Optegnelser indeholdt muligvis ogsaa værdifulde Iagttagelser, mente Niebuhr (Brev 39), men intet heraf er publiceret. I Modstrid hermed staar Niebuhrs senere Udsagn, at Valget af Kramer var meget uheldigt; som Læge, som i alt, hvortil han skulde anvendes, var han ganske ubrugelig 2) .

Baurenfeind var ingen daarlig Tegner; en Del af hans Tegninger er reproduceret paa Tavlerne i Niebuhrs Rejseværker og i Forsskåls Icones. Han var en udannet og indskrænket Mand, hvis Liv forkortedes ved hans Hang til Drik2).

Medens saaledes de tre omtalte Deltagere i den arabiske Rejse saa godt som ikke har efterladt sig videnskabelige Resultater, kan det samme heldigvis ikke siges om de to andre, Forsskål og Niebuhr. Den i flere Aar almindeligt herskende Mening, at den med saa stof e Forventninger startede Ekspedition var blevet en komplet Fiasko, viste sig efter Niebuhrs Hjemkomst og hans Offentliggørelse af en Del af sine egne og Forsskåls Resultater at have været forhastet, og for Eftertiden er Navnene Niebuhr og Forsskål uudsletteligt indskrevet i Videnskabens Historie. Om Forsskål vil næste Kapitel handle, her derfor kun et Par Ord endnu om Niebuhr.

Han var en Bondesøn fra det hannoveranske Marskland, og s. 42 han havde kun faaet en ret overfladisk videnskabelig Uddannelse, da han modtog Pladsen som Astronom ved Ekspeditionen. Han var Skikkeligheden, Ærligheden og Beskedenheden selv, og han følte sig i Begyndelsen de to lærde Professorer, von Haven og Forsskål, underlegen. Han sluttede sig nær til Forsskål, hvem han saa op til som Indbegrebet af al Lærdom. Stridighederne mellem de to øgede imidlertid hurtigt hans Indflydelse i Selskabet, idet von Gähler gjorde ham til sin særlige Tillidsmand. Det er ikke her Stedet til at opgøre Niebuhrs Resultater fra den arabiske Rejse og deres Værdi, men det kan siges, at hans Energi og glimrende Iagttagelsesevne, der skærpedes stærkt under Rejsen, hans Nøjagtighed i Observationer og Afrids af Mindesmærker og Indskrifter, der skal være meget stor, gjorde ham til en videnskabelig rejsende af første Rang. Den af Bernstorff (Brev 37) ytrede Misfornøjelse med Niebuhrs Rapport fra Sinai-Rejsen var han sikkert selv senere villig til at erkende for at være uberettiget. Niebuhr stod efter sin Hjemkomst meget højt i Bernstorffs Agtelse, og han synes indtil dennes Fald at have staaet i nært Venskab til ham. Niebuhr var en af de faa, der fulgte Bernstorff, da denne i September 1770 blev styrtet af Struensee.