Danmarks Breve

III. Forsskåls Ophold i København 17...

s. 13 III. Forsskåls Ophold i København 1760 1)

Forsskål ankom til Helsingør den 30. September 1760, og samme Dag botaniserede han paa »Rudera« ved Kronborg, hvor han fandt Aristolochia i Mængde, samt Senecio erucifolius og Rubus fruticosus. Næste Dag drog han videre til København, hvor han straks meldte sig hos Bernstorff, der modtog ham meget »graciøst«, og i de følgende Dage gjorde han de ledende Naturhistorikeres Bekendtskab. Det var først og fremmest Prof. Oeder, Direktøren for den nyoprettede, kgl. bo- s. 14 taniske Have ved Amalienborg, hvem han tidligere havde talt med i Göttingen, og som han skildrer som en »ganske fromm, höflig och tjänstaktig man«. Han besaa interesseret den botaniske Have, hvor der allerede var anvendt over 20,000 Rdl. til Orangerier m. m. Oeder benyttede overalt Linnés Nomenklatur, og ved hver Plante i Haven stod dens Navn malet paa en lille Træplade, der var fæstet til en alenhøj Stok. Ogsaa Forarbejderne til Flora danica besaas. Dernæst var der Professor Ascanius 1) , Linnés tidligere Elev, Direktør for det nye Husholdnings-og Naturaliekabinet paa Charlottenborg; med ham synes Forsskål dog ikke at have haft megen Omgang. Mere fik han at gøre med Professoren i Fysik ved Universitetet, C. G. Kratzenstei n 2) , der tillige gav Undervisning i Naturhistorie. Han var Svoger til von Haven, og han modtog Forsskål med megen Høflighed. Senere kom Forsskål i Forbindelse med Kunstdrejeren og Konkyliesamleren LorenzSpengle r 3) , hvem han betegner som »en gennemärlig karl och kännare af H. Archiaterns (d. v. s. Linnés) meriter«. Skønt der intet foreligger derom, er det rimeligt at antage, at Forsskål ogsaa lærte at kende de yngre danske Naturhistorikere, f. Eks. Docenten i Botanik ved Universitetet Rottbøll 4) , og den senere Professor i Zoologi Brünnich 5) . Hans tidligere Studiefælle i Upsala J. Tyge Holm var død Aaret i Forvejen.

I de allerførste Dage af sit Ophold i den danske Hovedstad gjorde Forsskål sig ikke blot bekendt med, hvad der fandtes af Naturalsamlinger, men han gjorde ogsaa smaa Ekskursioner i Byens Omegn. Paa en saadan fandt han et »gramen nemorosum« i en Bøgeskov, en Bromus, som syntes ham ubeskrevet, hvorfor han sendte Frø af den til Linné. Denne optog den saaledes af Forsskål i »Daniæ nemorum« fundne nye Art i 2. Udg. af Spec. plant. 1763 under Navn af Bromus triflorus; dens Artsret er senere underkendt, og kaldes af Lange Festuca gigantea (L.) Vill. ß triflora (L.) Lange.

Da Afrejsen stadig blev udsat, begyndte Forsskål, som den arbejdsomme Mand han var, paa en Beskrivelse af Konkylierne i. Grev Moltkes Privatsamling, vel paa Opfordring. Han naaede at faa beskrevet Multivalvierne og Bivalvierne og afleverede et Manuskript paa Tysk, der skulde trykkes efter hans Afrejse, hvad s. 15 dog ikke skete. Endnu kan nævnes, at han under Opholdet i København udgav en ny Udgave af sin Göttinger Disputats: Dubia etc., med et Tillæg, hvori han forsvarede sig mod den mod Afhandlingen rettede Kritik. Kratzenstein har efter eget Udsagn været Forsskål behjælpelig med Udgivelsen; i ethvert Tilfælde er Udgavens »Imprimatur« undertegnet af ham.

Det varede imidlertid ikke længe, inden Forsskåls Forhold til de danske Naturforskere blev mindre godt, ja, overfor Kratzenstein, der skønt Tysker i denne Forbindelse maa regnes til de danske, endog fjendtligt og hadsk. Der opstod mellem dem en bitter Strid, der fortjener en nærmere Omtale, dels fordi den kaster et ejendommeligt Lys over de danske Naturforskeres Forhold til Linné, dels fordi den satte sig dybe Spor under Rejsen, ja, paa et vist Tidspunkt endog var ved at umuliggøre Rejsens Fortsættelse. Ogsaa fik den stor Betydning for de Vilkaar, hvorunder de rejsende kom til at virke. Om hele denne Strid og dens Følger har jeg, udover en lille Antydning derom hos Gosch, intet set meddelt før.

Forsskål havde en Ledsager med fra Upsala til København, nemlig en af Linnés Elever, Johan Peter Falck 1) . Der er ingen Grund til at tvivle om, at det var paa Linnés Initiativ, at han fulgte med Forsskål for, om muligt, at blive antaget som Forsskåls Medhjælper paa Rejsen. Der er heller ingen Tvivl om, at Linné herved havde tænkt paa selv at faa noget Udbytte i Form af tilsendte Naturalier fra den saa storslaaet udrustede Ekspedition til ukendte Egne. Det var venteligt, at Forsskål, der stod i dansk Tjeneste, kun i mindre Grad kunde meddele Linné noget af de forventede rige Fund; mere frit maatte en af ham selv medtaget Medhjælper være stillet. Maaske kunde han endda deltage i Rejsen som Linnés specielle Samler; det var i alt Fald et Forsøg værd at ansøge om Tilladelse dertil.

Allerede Dagen efter sin Ankomst til København indsendte Forsskål en Ansøgning til Regeringen (Brev 6). Af de 8 Punkter, Ansøgningen indeholder, er 1 og 4 de interessanteste. I det første anfører han flere Grunde for, at han bør have en i Naturhistorie uddannet Medhjælper, og som en saadan foreslaas den nævnte Falck; i Punkt 4 ansøger han om, at han under Rejsen maa faa Lov til at sende Pakker med Naturalier til Linné; i Punkt 8 antyder han Ønskeligheden af, at ogsaa en Tegner ansættes ved Rejseselskabet. De øvrige Punkter angaar An- s. 16 skaffelsen af Bøger og andet Udstyr til Rejsen (2 og 5), og Andragende om, at der maa stilles en Sum til hans Raadighed til Anskaffelse af Klæder og til Omkostninger ved Samlingernes Præparation (6), samt desuden endnu et Beløb til Lommepenge, hvorfor han ikke behøver at aflægge Regnskab (7).

I Bernstorffs Indstilling af 5. Oktober til Kongen om denne Ansøgning udelades helt Punkt 1 og 8, hvilket forklares deraf, at der i den i første Kapitel omtalte, af Ascanius og Oeder indgivne Betænkning af 29. August allerede var foreslaaet Ansættelsen af en Tegner og en Læge, der tillige skulde være naturvidenskabelig Medhjælper. Den kgl. Resolution, der meddeltes Forsskål som Svar paa hans Ansøgning, bevilger i det væsentlige Punkterne 2, 3, 5 og 6; saaledes Punkt 2, hvor det meddeles, at Forsskål mod Kvittering kan erholde til Laans fra det kgl. Bibliotek og fra den botaniske Have de i Ansøgningen omtalte Bøger, og Punkt 6, hvor det bestemmes, at en Sum af 600 Rdl. om Aaret stilles til Forsskåls Raadighed. Derimod gives intet Svar paa Punkt 4 (om Pakker til Linné) og 7 (om Lommepenge). At Punkt 4 ikke omtales maa ligge i, at allerede nu var Arbejdet for at krydse Forsskåls Planer begyndt fra dansk Side, thi allerede 6. Oktober har Bernstorff gjort et Udkast til nye Paragraffer i den af Michaelis udarbejdede Instruks. Dette Udkast, der forelagdes Kongen til Approbation, blev i alt væsentligt optaget i den endelige Instruks. Den vigtigste nye Bestemmelse er den (Instruksens § 15), at samtlige tilvejebragte Naturalier, af hvilken Slags de end er, intet deraf undtaget, skal sendes til København under Grev Moltkes Adresse, og Dagbøger, alle Slags Optegnelser samt Svar paa Forespørgsler fra udenlandske Lærde skal sub sigillo volante eller aabent Segl sendes til Moltke, for at der kan tages Afskrift af dem. Endvidere foreslaar Bernstorff, at der fra København ansættes en medicinsk Kandidat, der tillige skal være naturhistorisk Medhjælper. Disse Forslag approberedes ved kgl. Resolution af 21. Oktober, og Ændringerne til Instruksen sendtes til Michaelis, for at han kunde indføje dem i den allerede udarbejdede Instruks.

Forsskål fik officielt intet at vide om dette, men han havde allerede tidligere hørt, at der fra dansk Side arbejdedes paa at faa en dansk Læge ansat ved Ekspeditionen. Efter Oeders Udsagn (Brev Tillæg 2) var dette under Overvejelse allerede før Forsskåls Ankomst til København og allerede bekendt blandt de Studerende; at dette er rigtigt fremgaar deraf, at Zoologen Brünnich havde forberedt sig til at kunne overtage en saadan s. 17 Plads, bl. a. ved at begynde paa at studere Arabisk 1) . Forsskål kunde ikke forblive uvidende om, at det var endelig besluttet, at der skulde ansættes en Medhjælper, men da det endnu var uafgjort, hvem det skulde være, var der endnu Tid til at slaa et Slag for Falck. Dette sker i Forsskåls Ansøgning (Pro memoria) af 7. November (Brev 7), hvori han hævder, at Falck, der har en Anbefaling fra Linné, og hvis Duelighed og Flid er sikker nok, vil være ham til langt mere Nytte end en anden, der først skal undervises i de fleste Dele af Naturhistorien, og som derfor kun kan være til ringe Hjælp ved Naturaliernes Beskrivelse, for saadant læres dog bedst i Upsala. Selv om Falck bliver ansat, vil Æren for Rejsen dog tilfalde den Nation, som har bekostet den.

Da Forsskål intet Svar havde faaet paa sin forrige Ansøgning om at faa Tilladelse til at sende Pakker til Linné, prøver han i sin sidste Ansøgning paa at opnaa det samme paa en anden Maade. Han foreslaar, at der i Instruksen skal fastslaas et vist Antal af hver Art af de forskellige Naturalier, som han skal aflevere i København, og han forpligter sig da til at afgive de bedste Stykker dér og til ikke at overlade nogen anden noget, før det fastsatte Antal er afleveret til Danmark. Hvad han kan samle derudover, ansøger han om at maatte oversende til Europa paa egen Bekostning som sin egen Ejendom, og hvis han overlader andre noget deraf, skal det kun ske paa det Vilkaar, at der intet maa publiceres derom i offentlige Skrifter, før det er sket i Danmark. Til Slut beklager han sig over, at han intet Svar har faaet paa sin Ansøgning om Lommpenge.

Skønt Forsskål i denne Ansøgning ikke nævner Linnés Navn, er det dog aabenbart, at alle hans Bestræbelser er rettet paa at faa Lov til at sende Linné en Del af det forventede Udbytte. Udsigterne for Falck er ikke gode, derfor gælder det om, at Forsskål selv faar Lov til at samle ikke blot for Danmark, men ogsaa for sig selv. Kan dette opnaas, skal Linné nok faa sin Andel. Offentliggørelsen af de vundne Resultater og Æren for dem maa gerne overlades Danmark, bare Linné faar Del i selve de samlede Naturalier. Hvor man skimter Linnés Samlerlyst i disse Bestræbelser !

At Forsskål ikke lagde Skjul paa, hvad han tilstræbte, fremgaar af Kratzensteins Brev til Bernstorff af 15. November (Brev 8). s. 18 Denne interessante Skrivelse viser, at Forholdet mellem Forsskål og Kratzenstein var begyndt at blive mindre venskabeligt. Forsskål troede, at Hovedmanden for den Kreds, der modarbejdede ham, var Kratzenstein. Denne fralægger sig al Skyld heri i et senere Brev til Linné (Brev Tillæg 3). Det var Ascanius, der havde foreslaaet, at Posten som Læge skulde besættes med en dansk Studerende, og det var ogsaa ham, der foreslog dertil Kratzensteins Elev Carl Christian Kramer (Cramer). Ascanius indrømmer selv over for Linné, at det er ham, der har foreslaaet Kramer 1) . Dette Forslag havde vundet Bernstorffs Bifald, og i. sin Harme over, at hans Ansøgning om Falcks Ansættelse rimeligvis ikke vilde blive bevilget, omtalte Forsskål Kratzenstein og Kramer i haanende og nedsættende Udtryk, hvorover Kratzenstein blev saa stødt, at han fandt sig beføjet til at skrive det omtalte Brev til Bernstorff. Kratzenstein var, havde Forsskål sagt, ikke den Mand, der kunde uddanne en Naturhistoriker; han havde jo ikke hørt Linné; man var kun en virkelig Naturforsker, naar man havde studeret under Linné i seks Aar. Det var klart, at det var Forsskåls Hensigt at meddele Linné sine Iagttagelser og lade ham gøre Brug deraf, hvorved han handlede mod sin Ed. Kratzenstein finder Anledning til at meddele Bernstorff dette, cg han foreslaar derefter, at der træffes nærmere Bestemmelser, der tilsigter at bevare Freden mellem de rejsende indbyrdes. Den Maade Forsskål har modtaget den nylig ankomne Niebuhr paa, nemlig som hans undergivne, viser, hvor nødvendige saadanne Bestemmelser vil være; for Ufred mellem Deltagerne kan ganske ødelægge Rejsen. Kratzenstein undskylder sig, fordi han blander sig i noget, der ikke vedrører ham, men som syvaarig Lærer i Naturhistorie og Naturlære ved Københavns Universitet (og her kommer et lille Hib til Linné: »skønt jeg paa Grund at det lille Antal af Elever ikke kan gøre saa megen bruit dermed som Linné i Sverige«), og som den, der selv har rejst, maa det være ham tilladt af Kærlighed til Naturhistorien at fremkomme med de anførte Bemærkninger, og skulde man ønske nogle Forslag om Iagttagelser, som Niebuhr og Kramer (ikke Forsskål!) let kan foretage paa Rejsen, er han til Tjeneste.

I Indstilling af 18. November til Kongen refererer Bernstorff saavel Forsskåls Ansøgning som Kratzensteins Brev 2) , idet s. 19 dog den sidstes personlige Bemærkninger om Forsskål udelades. Angaaende Forsskåls fornyede Ansøgning om at ansætte Falck siger Indstillingen, at Kratzenstein med god Føje har erindret om, at Forsskåls altfor overdrevne Tilbøjelighed for sin Landsmand (d. v. s. Falck) blot grunder sig paa en national Fordom, og at han uden al Aarsag med utidig Iver foretrækker Falck for Kramer, hvis Duelighed han endnu aldrig har prøvet. Naar man sammenholder denne Indstilling med Kratzensteins Brev, synes der med Ordene »national Fordom« kun at kunne være tænkt paa Linné. Som man ser, var Forsskål godt paa Veje til at irritere selve Regeringen ved sit ihærdige Arbejde for Falck.

Da Forsskål af Kramer selv fik at vide, at han (Kramer) var udset til Pladsen, blev han meget vred, og i en Skrivelse til Bernstorff af 24. November (Brev 9) beklager han sig over det trufne Valg. Navnlig beklager han sig over, at Kramer skal ansættes som hans Ligemand og ikke som hans Hjælper, som han kan anvende, naar han finder det nødvendigt. Han har nogen Grund til at tro, at Kramers Indsigt i Naturhistorie kun er ringe, og Følgen vil let blive, at han selv kommer til at gøre alt Arbejdet, men at Kramer, naar han skal være hans Ligemand i den samme Videnskab, vil faa Lov til at gøre sit Arbejde for sig alene uden al Forbindelse med den anden. Det havde været bedre, om slet ingen naturhistorisk Medhjælper var blevet ansat. Hvis det er saa heldigt, at den kgl. Resolution om, hvem der skal ansættes, endnu ikke er udstedt, beder han om, hvis han ikke maa faa sin Ven, Linnés Elev, Falck som Medhjælper, dog at maatte prøve den Persons Duelighed, hvis Hjælp han skal stole paa under Rejsen, for at det ikke skal blive en, der behøver stadig Undervisning, og som derfor mere vil sinke end lette Arbejdet.

Forsskåls Anstrengelser hjalp dog ikke. I den kgl. Resolution af 28. November (Brev 10) bestemmes det, at Kramer skal ansættes; det er en Selvfølge, siges deri, at Kongen, der bekoster Rejsen, ogsaa bestemmer, hvilke Personer, der skal deltage deri. Ligeledes er det naturligt, at alle Samlingr sendes direkte til Kongen, men skulde der være Dubletter, som Kongen ikke vil disponere over, saa maa Forsskål faa dem. Spørgsmaa-

Prof. Kratzenstein mit gutem Fug erinnert hat, dass diese des Prof. Forskaal allzu übertriebene Neigung für seinem Landsmann, sich bloss auf ein National-Vorurtheil gründe, und er selbigen ohne alle Ursache dem alhir gewählten Subjects, Nahmens Cramer, dessen Sächlichkeit er noch nicht niemahl geprüfet habe, mit unzeitigem Eyfer vorzuziehen trachte«. — Uddrag af Bernstorffs Indstilling, Rigsark. s. 20 let om Lommepenge, der hidtil var uafgjort, falder bort, fordi det allerede den 19. Juli var besluttet, at de tre Hovedpersoner skal have en Gage paa 500 Rdl. hver om Aaret, saa længe Rejsen varer.

Underligt nok synes Forsskål ikke tidligere at have faaet Besked om, at han skulde have Gage under Rejsen, ellers havde han næppe været saa ihærdig med at skaffe sig Lommepenge. Alt Haab for Falck var nu ude, men et lille Lyspunkt var der dog for Forsskål i den kgl. Resolution, nemlig at han maatte faa de Dubletter, der ikke var Anvendelse for. »Utan det löfte hade jag aldrig rest«, skriver han til Linné 1. Januar 1761. Han fortrøster sig til, at dette Løfte nok skal give ham Midler i Hænde til at skaffe Linné adskillige Naturalier efter Rejsens Slutning.

Kratzenstein, hvis Tilbud om at fremkomme med en Vejledning for de rejsende var blevet modtaget, indsendte den 28. November den i 1. Kapitel omtalte og i Michaelis Lit. Briefwechsel afrykte Betænkning. Da han havde faaet det Indtryk, at Forsskål under Rejsen vilde behandle Kramer som sin Undergivne, hvem han kunde jage med, som han fandt for godt, og hvis Arbejde han vilde tilegne sig Udbyttet af, forsøgte han at skaffe bedre Vilkaar for sin Elev, idet han i et »allerunderdanigst Forslag« af samme Dato (Brev 11) foreslaar en Række Regler, der bør gives om Forholdet mellem de to Naturhistorikere. Kratzensteins Forslag, der er vidtløftigt motiverede ved ofte ret latterlige Eksempler, blev for saa vidt taget til Følge, som Bernstorff 3. December til Kongens Approbation indsender Udkast til et Par nye Paragraffer i Instruksen, der omhandler Forholdet mellem de rejsende indbyrdes. I Kongens Svar herpaa gennem Moltke ser man, at Kongen selv vil underskrive Instruksen, og at det er besluttet at give von Haven Titlen af Professor, dog uden særlig Bestalling, hvad man vil vente med, til man ser, om han fyldestgør de Forventninger, man stiller til ham, samt at udnævne Niebuhr til Ingeniør-Løjtnant, begge Dele for at tilvejebringe Egalitet mellem de tre Hovedpersoner, der i Tide skal forebygge, »dass der Professor Forskiâl sich nicht auf der Reise, wie es das Aussehen zu haben schiene, viel heraus nahmen«.

De af Bernstorff foreslaaede Tilføjelser til Instruksen for de rejsende blev i noget udvidet Form optaget i den endelige Instruks af 15. Dcember 1760. Denne er aftrykt i Michaelis: »Fragen« 1762, men dér er udeladt de omtalte Tilføjelser, som jeg derfor har afskrevet (Brev 12). Mærkelig nok er der i Universitets-Bibliotekets Eksemplar af Michaelis’ Bog indklæbet to s. 21 Blade, hvorpaa de udeladte Dele af Instruksen er skrevet. Heri fastslaas det, at det af Forsskål selv fra første Færd af stillede Krav om, at Rejsedeltagerne skal være lige, skal gælde for dem alle. Ingen af dem maa under noget som helst Paaskud anmasse sig en Autoritet eller Superioritet over de andre. Er de rejsende uenige om noget, Rejsen vedrørende, skal Flertallet have det afgørende Ord (§ 6). Det er ikke Meningen, at Kramer skal være Forsskål undergiven, hvem han kan befale over, men Forsskål skal med Anstand og Høflighed bede Kramer om Hjælp, hvilken Kramer paa sin Side ikke maa nægte at yde (23). Man vil indse, at Nødvendigheden af, at saadanne Instrukser maatte gives, ikke lovede godt for et venskabeligt Samarbejde mellem de rejsende.

Det synes, at Kramer har fortalt i Byen, at Forsskål ikke blot rakkede Kratzenstein til, men at han med svensk Hovmod saa ned paa hele det danske Folk. Rygtet herom kom ogsaa Bernstorff for Øre, og gennem en Embedsmand, Tem1er 1) , lod han Forsskål underrette herom, rimeligvis med Paalæg om at opføre sig mere forsigtigt. Nu sprang Bomben. Forsskål gik direkte op til Kratzenstein, og det kom til et meget varmt Opgør, som Kratzenstein meget dramatisk har skildret i et Brev til Linné et Aar senere (25. Nov. 1761). Jeg har ladet dette Brev oversætte, fordi det er morsomt, og fordi det giver et godt Bidrag til Kratzensteins Karakteristik (Brev Tillæg 3). Forsskål omtaler det samme Møde i et Brev til Bernstorff af 18. December 1759 (Brev 13), hvori han hævder, at der er gjort ham Uret. Han har aldrig forlangt, at Kramer skulde være hans Undergivne, og han hører ikke til den Pøbel, der rakker ned paa en Nabonation. Kramer har selv maattet tilstaa i Niebuhrs Nærværelse, at han er løbet med Sladder. Hvis Kongen ikke vil tro mig, skriver Forsskål, eller nære Tillid til min Ærlighed, saa ser jeg hellere, at jeg fritages for at rejse og faar en anden Post eller endog træder ud af Kongens Tjeneste. Hvorvidt Regeringen har taget dette Tilbud under Overvejelse, skal være usagt; Kratzenstein skriver jo ganske vist i det nævnte Brev til Linné, at Forsskål var nær ved at blive afskediget, men det skete jo ikke, og det havde vel ogsaa været umuligt at skaffe en anden paa dette Tidspunkt umiddelbart før Afrejsen.

At Forsskål var meget uvenlig stemt mod Kramer kan ikke undre, men han var tillige altfor overlegen og hovmodig overfor ham og Kratzenstein og ofte uretfærdig i sin Dom over dem. s. 22 Kramer blev netop i de Dage Doctor Medicinæ paa et Arbejde, som er meget lidt værd, men det er dog nok lovlig haardt at omtale det, som Forsskål gør i et Brev til Linné af 1. Januar 1761: »Min rese compagnon Kramer blef nyss en eländig Doctor Medicinæ och hade till gradual: Specimen insectologiæ Danicæ. Får Hr. Archiatern den, så ses att ej ett enda nytt species är deri, utan alt plagium ur Lesser angående entomologi, och ur H. Arch. Systema Naturæ resten. De ha köpt sig en insectsamling från Swerige med namnsedlar under. Och nu vilja de brillera som autodidacter och veritabla kännare, så stora stympare de äro. Jag bör erinra det, att Herr Archiatern skadar sig och sciencen med, om dette af höflighet beröms så mycket som med Kratzensteins concylientext skedt. Ty i sanning görs deraf missbruk här af somt folk«. — Forsskål sigter hermed til, at Linné havde citeret Kratzensteins senere kasserede Tekst til Regenfuss’ Konkylieværk. Kratzenstein paa sin Side ansaa Forsskål som en Nybegynder i Mineralogien og Zoologien, hvori hans Uvidenhed var saa stor, at han tog fejl af de mest kendte Genstande.

Som det fremgaar af det foregaaende lykkedes det Kratzenstein og hans Meningsfæller, hvortil Ascanius formentlig hørte, at forpurre Forsskåls Bestræbelser for at faa Falck med paa Rejsen, samt, hvad der er af større Interesse, at faa givet Forsskål saadanne Instruktioner, at det vilde blive ham meget vanskeligt at skaffe Linné Del i de forventede Naturalier. Det fremgaar af Forsskåls Brev til Linné af 1. Januar 1761, at Kratzenstein for at opnaa. dette skal have anvendt et Argument, som Forsskål finder er yderst uretfærdigt. Hvor farligt det vilde være at give Forsskål Tilladelse til at sende Naturalier til Linné, fremgik efter Kratzensteins Mening af den Maade, Linné havde udnyttet Löflings Rejse. Löfling var en af Linnés mest fremragende Elever; han havde rejst i Spanien paa den spanske Konges Bekostning, gik derefter i spansk Tjeneste og deltog i en Ekspedition til Sydamerika, hvor han døde. Hans spanske Samlinger og Manuskripter gik alle til Linné, der udgav hans efterladte Værk Iter hispanicum. Man frygtede i København for, at det vilde gaa lige saadan med Forsskåls Samlinger og Manuskripter, hvis man ikke i Tide forpurrede det. Forsskål forsvarer Linnés Handlemaade med, at Kongen af Spanien havde givet sin Tilladelse til, at Linné havde faaet Löflings Samlinger, og Linné havde i sin Dedication i Iter hispanicum givet den spanske Konge hele Æren for de vundne Resultater. Forsskål henviser ogsaa til (i et senere Brev til Linné), at Linné ved sin Adfærd mod s. 23 Apoteker Günther tydeligt har vist, at han anerkender dem, der udretter blot det mindste til Videnskabens Bedste 1) .

Naar man læser Forsskåls Forsvar mod de rejste Beskyldninger, faar man det Indtryk, at han slet ikke værger sig mod den, at han vilde gøre sit til at skaffe Linné Udbytte af Rejsen, og hans forskellige Breve og Ansøgninger før og under Rejsen viser ogsaa tydeligt, at det var hans Hensigt; men han mente aabenbart, at dette havde mindre at betyde, naar blot Danmark fik Æren for Rejsen, og Linné i sine Skrifter vilde fremhæve dette. Det er muligt, at Kongen og Regeringen vilde have været tilfreds med den saaledes erhvervede Berømmelse i Europas lærde Verden, men det er forstaaeligt, at de danske Naturforskere, hvem Forsskål saa ned paa, og som han ikke troede vilde magte at drage det rette Udbytte af de sendte Samlinger, ikke vilde nøjes hermed. Man kan vanskeligt frikende Forsskål for den Beskyldning, at hans Bestræbelser mere gik ud paa at gavne Linné end det Land, i hvis Tjeneste han var traadt.

Det synes, at Forsskåls Forhold til Oeder har været ret venskabeligt, selv om Oeder ikke vilde støtte ham i Arbejdet for at faa Falck med; han indsaa, at Forsskål gik for vidt og var altfor egenraadig. Naar Oeder lover Forsskål, at han nok skal sende Linné en Del af de tørrede Planter og de Frø, han modtager fra ham, saa er det sandsynligt, at Oeder ikke har kendt de strenge Instrukser, som blev givet Forsskål (Brev Tillæg 2). Oeder satte Pris paa Forsskål, og det samme gjorde L. Spengler, der samarbejdede med ham i Moltkes Konkyliesamling. Disse to var de eneste københavnske Naturhistorikere, som Forsskål efter Afrejsen synes at have staaet i nogen Forbindelse med. Om Oeder skriver han til Linné (4. Sept. 1761), at han »i min tanke är den enda af de studerte naturalister i Köpenhamn, hos hwilken s. 24 något solidité finns« (Spengler var ikke »studert naturalist«). Om de andre bruger han Udtryk som »bonåsar« og »halflärda windmakare«.

Hvorledes Linné har stillet sig til disse Forsskåls Stridigheder i København, som for en ikke ringe Del drejede sig om hans Person, kan man ikke vide meget om, da Linnés egne Breve til Forsskål ikke mere eksisterer (hvis han i det hele taget har skrevet nogle). Af enkelte Antydninger i Breve til Linné kan man dog se, at han har følt sig ilde berørt af den hele Sag, dels fordi han ansaa sig for miskendt fra dansk Side, dels ogsaa fordi han blev skuffet i de Forhaabninger om et rigt Udbytte fra den arabiske Rejse, som han sikkert har næret, og som han, ved at at sende Falck med, havde haabet at faa saa omfattende som muligt. Den Fremstilling han fik af Sagen gennem Forsskåls Breve og senere af den til Upsala hjemvendte Falck har sikkert været meget ensidig farvet. Herigennem har Linné faaet det Indtryk, at de danske Naturhistorikeres Stilling til Forsskål var dikteret af en national Uvilje mod Sverige, og for at faa dette Punkt — som vel den hele Sag — belyst fra anden Side har han henvendt sig til Oeder. Denne benægter, at en saadan Uvilje har været til Stede; havde den eksisteret, havde der i det hele taget ikke været Tale om Forsskål; desuden lader han Linné forstaa, at Forsskål for en stor Del har været Skyld i de beklagelige Stridigheder (Brev Tillæg 1). Muligvis har Linné bebrejdet Forsskål, at han har baaret sig overilet ad i København, eller ogsaa har Forsskål følt, at Linné kunde være fortrydelig paa ham over det mislykkede Udfald paa deres fælles Bestræbelser, thi han skriver 1. Aug. 1761 til ham: »Jag nekar ej, att Herr Archiatern som jag har orsak att förtryta de anstalter, som gjordes i Danmark att binda mina händer. Men jag kan edligt betyga, att det ej är de mägtigas skuld der i riket, utan några halflärda windmakares jalousie, som bekanta i landet genom allehanda canaler och prætexter hafwa tillwäga brakt så besynnerliga inskränkningar, hwilka dock, om Gud låter mig komma hem, ingen suite kunna hafwa. Herr Archiatern täckes derföre likafullt tro, att både Gref Moltke och Geheimderådet Bernsdorff, som det masta beror på i Danmark, äro ädelsinta Herrar och wetenskapens befordrare, och det jag för min del äfwen kan tillägga, hade en nådig tanka om mig, då jag begynte resen från Danmark, hwilken tanke jag och hoppas med trohet i min syssla bibeholla, om det och qwalde tusende afwundsjuka. I anledning af allt detta ber jag ännu ödmjukel:n, att ej för det som är aldeles utan s. 25 min skuld, och i sig sjelf af litet betydande, låta mig mista något af Herr Archiaterns förtroende, som jag aldrig skall missbruka, och aldrig sätta mindre wärde på, än jag härtills gjordt. Wetenskapen, som Herr Archiatern så högt älskar, må ej lida för det en och ann i Danmark är orimlig i national tankar«.

Overfor Kratzenstein viste Linné sig aabenbart meget unaadig, hvad man ser af Kratzensteins lange Forsvarsskrivelse, hvori han paa sin Side giver Linné adskillige slemme Stikpiller. At Falck saa med samme Øjne paa Kratzenstein som Forsskål og rimeligvis har sværtet ham til efter bedste Evne overfor Linné, ser man af et Brev fra ham til Linné: »Jag skulle väl ej förmoda och än mindre önska, att den narraktige Kratzenstein fått detta arbetet (nemlig med Udgivelsen af Forsskåls Papirer) på sin lått? Jag har hördt så mycket dårskaper efter honom här i Ryssland, då han var här vid academien, at man af långt mindre omständigheter kunde förklara honom för en complet gäck« 1) . Det skal dog siges, at Kratzensteins Eftermæle er langt bedre, end man skulde vente efter disse Udtalelser af Linnés Elever. Disses voldsomme Udfald mod Kratzenstein forklares bedst ved hans Utilbøjelighed til at underkaste sig Linnés Autoritet, og at han vovede at kritisere deres forgudede Lærer, stod for dem noget nær som Helligbrøde.

Det lykkedes saaledes Forsskål under sit korte Ophold i København at komme i Konflikt med flere af de ledende Personligheder, ligesom det tidligere var lykkedes ham i Sverige. Desuden led han i København endnu en Skuffelse, som han dog ikke omtaler i sine Breve. Som nævnt før var paa von Havens Initiativ Rejseplanen i sidste Øjeblik blevet forandret; i Stedet for at rejse med Ostindiefareren til Trankebar skulde Ekspeditionen nu tage med et Krigsskib til Middelhavet. Derved umuliggjordes Forsskåls saa ofte ytrede Ønske om at maatte faa Lov til at gæste Kap det gode Haab paa Udrejsen.