Danmarks Breve

V. Forsskål som Person og Botaniker....

s. 42 V. Forsskål som Person og Botaniker.

Det Indtryk, man faar af Forsskåls Personlighed, er ikke absolut tiltalende. Han var en stærk Karakter, der satte sit eget Værd meget højt og ofte lod sig forlede til at behandle andre med en Overlegenhed, der kunde være ilde anbragt. Allerede tidligt viste han en stor Selvstændighed, der bl. a. ytrede sig under hans Studieophold i Göttingen, hvor han ikke uden videre vilde tage for gode Varer, hvad de Herrer Professorer fandt for godt at docere. Som hans Lærer, Michaelis, siger: han troede ikke noget, som han ikke med gode Grunde blev tvunget til at tro paa 1) . Denne Selvstændighed, der er i høj Grad prisværdig for en sandhedssøgende Forsker, var i andre Henseender ikke altid af det Gode, idet han derigennem let forledtes til er Selvovervudering, som gjorde Samkvemmet med ham vanskeligt. Enhver Modsigelse æggede ham op, og naar han kom i en hidsig Diskussion, hvor hvert Ord ikke var vel overvejet, var han ikke s. 43 til at drive fra det en Gang indtagne Standpunkt. Han var generende trættekær og disputeresyg, og under Diskussionen løb hans Hidsighed ofte af med ham, saa han skiltes fra sin Modstander i Vrede 1) .

Hans Overlegenhed over for andre skyldtes vel Bevidstheden om sin egen store Lærdom, men hertil bidrog ogsaa meget, at han var Linnés Elev. Han var en Ildtilbeder af Linné og ansaa alle andre Lærere i Naturhistorie, som dem i Göttingen og København, for Undermaalere, og han var ikke bange for at sige dem det. At han ikke skabte sig Venner derved, er jo klart. Karakteristisk for ham var hans udprægede Uvilje mod at underordne sig andre. Det første Krav, han stiller, da han modtager Michaelis’ Opfordring til at deltage i den arabiske Rejse, er det, at alle paa Rejsen skal være lige, ingen være over eller under den anden. Dette maa vistnok forstaas saaledes, at han ikke vilde staa under nogen anden, men han havde ikke noget imod selv at være overordnet. Det er nok rigtigt, hvad Kratzenstein fortæller (Brev 8), at han modtog Niebuhr i København som sin underordnede. Hans akademiske Hovmod tillod ham ikke at behandle denne noget bondske Tysker som sin Ligemand. Niebuhr fandt sig i nogen Tid i denne overlegne Behandling, men sagde dog en Dag Stop, og fra den Tid blev Forholdet mellem dem godt1). Forsskåls Harme over, at Kramer var blevet ansat som hans Ligemand, i Overensstemmelse med det af ham selv fordrede Princip, viser ogsaa klart, hvordan han tænkte sig denne Ligestilling (Brev 9).

Denne Selvhævdelse og Overlegenhed var parret med en stadig Staaen paa Vagt overfor enhver Handling eller Udtalelse, der syntes ham at gaa hans Rettigheder for nær. Kunde han ikke, som i de akademiske Diskussioner, selv tilkæmpe sig sin formentlige Ret, klagede han til Autoriteterne. Vi ser dette overalt, i Sverige, i København, under Rejsen, klagende og anklagende, undertiden næsten som en Kværulant, og derunder — som i sine Breve — benyttende sig af Udtryk om sine Modstandere, der hyppigt er altfor nedsættende eller endog undertiden rene Skældsord. Ligesaa vedholdende han var i sine Klager, ligesaa udholdende var han i sine Krav om Opfyldelsen af et en Gang fattet Ønske; illustrerende er saaledes han talrige Henvendelser om at faa Lov til at rejse til Kap. I Forbindelse med hans Bevidsthed om sit eget store Værd og Uvilje til at underkaste sig andre staar de for de Tider meget skrappe Krav, han s. 44 stillede, for at ville deltage i Rejsen; at han sørgede for at faa en god Løn og en betrygget Tilværelse efter Rejsen er jo saa rimeligt, mere interessant er hans Krav om straks at faa Titlen af Professor (Brev 1) ; han vilde ikke risikere at komme hjem og da være distanceret af tidligere Kolleger ved Universitetet; lige saa hans Krav om ikke at behøve at underkaste sig Censur. Endnu kan nævnes hans store videnskabelige Ærgerrighed; han, eller i bedste Fald Linné, vilde ene have Æren for, hvad han udrettede; stadig var han bange for, at uværdige i København skulde berøve ham Æren for de af ham vundne Resultater.

Til denne Halstarrighed og Overlegenhed var knyttet et stort personligt Mod, ikke alene overfor legemlige Farer, men det viste sig ogsaa i andre Situationer, som da han paa Trods af alle Autoriteter udgav sin Disputats i Sverige. Disse Egenskaber som vakte Uvilje og Uvenskab hos mange af dem, han kom sammen med i Europa, var imidlertid under Rejsen Ekspeditionen til stor Nytte. I vanskelige Situationer, som den mindre modige von Haven og den tilbageholdende Niebuhr ikke kunde klare, var Forsskål Manden, der ved en rask Handling eller en snarraadig Opræden viste sig Stillingen voksen.

Ved Siden af de mere uheldige Sider af Forsskåls Karakter fandtes andre, der var af overordentlig Værdi, især paa den Post, han var sat paa. En uudslukkelig Kundskabstørst beherskede ham fra hans tidlige Ungdom, og den var parret med en altid vaagen Kritik. En brændende Energi drev ham til uafbrudt Arbejde; aldrig var han ledig, altid fandt han Emner, der kunde beskæftige ham. Var de ikke af naturvidenskabelig Art tog han sig af historiske, filologiske og andre Opgaver. Hvor karakteristisk er det ikke, at han allerede efter to Dages Ophold i København ikke blot havde gennemgaaet Byens naturhistoriske Seværdigheder, men endog haft Tid til at foretage Ekskursioner i Omegnens Bøgeskove. Saadan var han overalt, og derfor fik han udrettet meget i de Aar, han var paa Rejsen. Med Rette kan man sige om Forsskål, at han var semper ardens, nunquam otiosus.

Forsskåls Kvalifikationer som Videnskabsmand blev sat meget højt af hans samtidige, hvis Vidnesbyrd om ham alle (undtagen Kratzensteins) omtaler ham som en ualmindelig lovende lærd ung Mand. Michaelis roste ham stærkt for hans videnskabelige Sandhedskærlighed, og v. Gähler skriver i en Indberetning til Bernstorff om ham: »Mr. Forskaal n’a pas moins d’esprit, de savoir et d’étude. Il joint à tout le feu de l’imagination une application sans egale, et les sciences ont tout à attendre de lui, .... je lui supposerois encore une bonne portion du caractere vulgaire s. 45 de sa nation« (Brev 20). Videst gaar Niebuhr, der mente, at Forsskål vilde maaske, var han kommen tilbage, ved sin Mangesidighed have indtaget den første Plads imellem sin Tidsalders Lærde 1) . Hans Mangesidighed var paa den Tid, hvor Videnskabernes Specialisering ret tog Fart, ikke almindelig. Foruden et grundigt Kendskab til Naturvidenskaberne, ikke blot til Botanik og Zoologi, men ogsaa til Kemi og Geologi, besad han en ikke almindelig Viden i orientalske Sprog og i Filosofiens mest intrikate Problemer, og han var sikkert ikke fremmed for de fleste andre Sider af den Tids Viden.

Min Opgave er ikke her at give en Skildring af Forsskål som Filosof (se herom Lagus 2) , ej heller som Zoolog (se herom Gosch), jeg vil alene holde mig til, hvad Forsskål har ydet som Botaniker. Botaniken blev den Videnskab, der mere og mere blev hans Hovedfag, den hvori han har udrettet mest, og den i hvis Historie han er indskrevet som et af det 18. Aarhundredes berømteste Navne.

Forsskåls botaniske Viden var, som det synes, helt baseret paa Linnés Undervisning; noget selvstændigt Studium synes han ikke at have drevet i Sverige eller Tyskland. Fra først af nærmest botanisk Amatør kastede han sig, da han havde modtaget Posten som Botaniker under den arabiske Rejse, med stor Iver over Studiet af de naturhistoriske Discipliner under Linnés daglige Vejledning, og Linné giver ham det Vidnesbyrd, at han har »hos mig, både före och efter sin återkomst från Tyskland, gåt igenom alla delar af Natural-Historien mer än snart sagdt någon annan, så at aldrig någon kunde därtil wara mera wuxen; utom dess at han är stark uti Orientaliska Språken och solid i mäst all annan Erudition« 3) . Det er sikkert, at Linné har været meget interesseret i Forsskåls Uddannelse, men at han følte sig tiltrukket af hans Personlighed er ikke saa sikkert, selv om han gerne omtaler ham i venlige Ord, der dog kun sigter til hans videnskabelige Evner og vistnok aldrig til hans personlige Egenskaber. Ejendommeligt er det saaledes, at Linné i sine »Egenhändiga Anteckningar« ikke omtaler Forsskål med et Ord før 1764, da han har faaet Efterretningen om hans Død, medens han derimod jævnlig omtaler flere andre Elever, der var ham kære, som Hasselquist, Löfling og Solander. Dette forringer jo imidlertid ikke Forsskål som Videnskabsmand, og imellem Linnés Elever var han en af de mest lovende, ja, Ascherson, den eneste moderne Bota- s. 46 niker, der i nogen Grad har beskæftiget sig med Forsskål, mente, at han »war wohl der hervorragendste Zögling der Linné’schen Schule« (1884 p. 294).

Det Materiale, man har nu til en Vurdering af Forsskål som Botaniker, bestaar kun af hans Breve til Linné og hans af Niebuhr udgivne Værk, Flora ægyptiaco-arabica. Desværre indeholder dette Værk, der nærmere vil blive omtalt i næste Afsnit, foruden et Par mere sammenhængende Skildringer kun Forsskåls under Rejsen nedskrevne løse Notitser, som Udgiveren uden Kritik har ladet trykke, som han forefandt dem. Mange af disse Notitser er rimeligvis kun tænkt som Hjælp ved en senere Bearbejdelse af Rejsens botaniske Resultater, og man kan derfor ikke udtale sig om, hvad Forsskål vilde have formaaet, om han havde faaet Lov til at gennemarbejde sit Materiale videnskabeligt. Men trods dette ringe Stof som Grundlag for en Bedømmelse af Forsskål som Botaniker i Belysning af Datidens botaniske Viden, kan man dog nogenlunde danne sig et Begreb om hans botaniske Kvalifikationer, og enkelte spredte Bemærkninger i Flora æg. arab. er egnede til ligesom i et Lynglimt at belyse Tanker om mere dybtgaaende botaniske Problemer, der har beskæftiget Forsskål under Rejsen.

Forsskåls første Opgave under Rejsen var at indsamle Herbareksemplarer af de fundne Planter. Som Samler stod han ikke højt. Hans efterladte Herbarium er ret fattigt, naar der ses hen til de talrige Plantearter, han fandt i Lande med meget forskellig Vegetation, og Eksemplarerne er ofte daarlige og daarligt præparerede ; ofte bestaar de kun af et enkelt blomstrende Skud, hyppigt endda kun af en Blomsterstand uden Stængel og Blade, og kun sjældent er Rødder eller Rhizom med; mest af alt ligner det et Drengeherbarium. Dette kan synes underligt, da Forsskål jo var træneret af Linné, men det er ikke usandsynligt, at Forklaringen derpaa staar i Forbindelse med hans stadige Frygt for, at hans Uvenner i København skulde komme ham i Forkøbet med Planternes Beskrivelse. At talrige af Eksemplarerne er hjemsendt uden Etiketter, især fra den første Del af Rejsen, har samme Aarsag, ved vi fra hans Breve til Linné. For at sikre sig selv Æren for Opdagelsen af de nye Plantearter gik han en Vej, der er forskellig fra den, de fleste Samlere følger. Medens disse nemlig plejer at indsamle saa meget som muligt og dertil kun gør de nødvendigste Notitser om Ting, som tørrede Eksemplarer daarligt kan vise, men lader det egentlige Bestemmelsesarbejde vente til senere, saa samlede Forsskål kun lidt af hver Planteart, medens han derimod søgte at bestemme alle de fundne Planter med det samme, og stemmede de ikke med Beskrivelsen i Linnés s. 47 Bøger, beskrev han dem fuldstændigt, ofte efter levende Eksemplarer.

Forsskåls Bestemmelser var vel i mange Tilfælde urigtige, men herover kan man ikke undre sig. Hans Rejselitteratur bestod væsentligst af Linnés systematiske Værker, især Systema Naturæ ed. X., og dennes særdeles korte Beskrivelser er selvfølgelig aldeles utilstrækkelige til en sikker Bestemmelse, naar man staar midt i en Flora, hvor mere end Halvdelen af de fundne Arter i Virkeligheden er ubeskrevne. Man maa derfor snarere forbavses over, at Forsskål med disse ringe Hjælpemidler bestemte et stort Antal Arter rigtigt. L. Legré (1900), der har gennemgaaet hans Florula Estaciensis, fremhæver stærkt, hvor beundringsværdigt det er lykkedes Forsskål rigtigt at bestemme den største Del af de af ham omkring Marseille samlede Plantearter, der for en meget stor Part var Arter, han ikke før havde set.

Man kan nu ikke paastaa, at Forsskål faldt for den Fristelse, som saa mange af Eftertidens Botanikere er bukket under for, at anse omtrent alt, hvad han fandt, for nyt. Tværtimod søgte han at henføre de fleste af de fundne Planter til Linné’iske Arter, og naar Linnés Beskrivelse ikke passede helt, gav han en supplerende Beskrivelse. Dog blev der en lang Række Former tilbage, som han erkendte som ubeskrevne Arter, og de allerfleste af dem gælder den Dag i Dag som gode Arter. Af nye Slægter beskrev han omtrent 50, hvoraf omtrent Halvdelen anerkendes endnu. Ved Benævnelsen af disse Slægter gik han ad nye Veje, idet han dels latiniserede de arabiske Navne paa Planterne, f. Eks. Catha, Sceura, Aerva, Suæda 1) o. fl., dels anvendte Navnet paa den Lokalitet, hvor Planten blev fundet, f. Eks. Kahiria, Caidbeja, Melhania. Han forsvarer denne sidste Metode med, at han synes, at en Plantes Fædreland med samme Ret fortjener den Ære og det Minde at blive opkaldt som den Botaniker, der har fundet Planten 2) . Et Slægtsnavn af anden Karakter er Mnemosilla; det har en mnemoteknisk Betydning, mindende ham om det tidligere omtalte røveriske Overfald.

Forsskåls Beskrivelser af nye Slægter og Arter er trykt i Flora æg. arab., og disse Beskrivelser med enkelte vedføjede Noter er omtrent alt, hvad Forsskål har efterladt sig af botanisk Indhold, og de er derfor det egentlige Materiale, hvoraf vi skal forme vor Dom om ham som Botaniker. Beskrivelserne er af s. 48 meget ulige Art; nogle af dem giver kun ganske kort Plantens væsentligste Karakterer, andre er fuldt udarbejdede efter de bedste Linné’iske Mønstre, og andre igen er nedskrevne i en mere fri Form, ofte med indskudte Bemærkninger, som den stereotype Linné’iske Beskrivelse ellers ikke medtog. Disse sidste er sikkert kun tænkte som foreløbige Beskrivelser. Ved en Gennemgang af Beskrivelserne faar man Vished for, at Forsskål var fuldstændigt hjemme i den Linné’iske Metode. Han aabenbarer et grundigt Kendskab til Blomsterplanternes Morfologi, især Blomsternes, og han er sikker i den Linné’iske Terminologi; derfor er som Regel hans Beskrivelser saa gode, at det har været muligt at identificere en hel Række af hans Arter, hvoraf der ingen Herbareksemplarer findes.

Alt dette er imidlertid kun, hvad man kunde vente af en af Linnés dygtigste Elever. Mere interessant er det at undersøge, hvad han har formaaet, naar han stod overfor Planter af en for ham fuldstændig fremmed Struktur, hvad der ikke sjældent indtraf. I denne Henseende har han ydet noget saa fremragende, at Ascherson, der i Ægypten undersøgte de fleste af Forsskål beskrevne Arter, udtaler, at han ofte har haft Lejlighed til at sammenligne Forsskåls Beskrivelser med Planterne, og at han ofte blev hensat i Forbavselse over den Nøjagtighed i Iagttagelsen og den Sikkerhed i Tydningen af selv komplicerede og usædvanlige Strukturforhold, som Beskrivelserne bærer Vidnesbyrd om (1884 p. 293). Heri har Ascherson sikkert Ret i det væsentligste og navnlig deri, at Forsskåls Evne til Iagttagelse var ualmindelig; talrige af hans Beskrivelser bærer Vidnesbyrd derom. Særlig er hans Beskrivelser af Blomsternes Struktur meget indgaaende og som Regel rigtige, og man kan jævnlig støde paa Iagttagelser, som er ganske selvstændige og mærkelige for den Tid.

Megen Omhu har han ofret paa Beskrivelserne af Planter med uanselige Blomster som Chenopodiaceer (Salicornia, Salsola, Suaeda), Græsser, og andre; man lægge saaledes Mærke til den meget indgaaende Beskrivelse af de yderst smaa Blomster hos Volutella aphylla (Fl. æg. arab. p. 84) = Cassytha L. Han nøjedes ikke med at undersøge en enkelt Blomst, mange Beskrivelser bærer Vidne om, at han undersøgte talrige Eksemplarer af en Art, før han beskrev den. Dette er særligt Tilfældet med monöciske og diöciske Arter, hos hvem Spørgsmaalet om Kønnenes Fordeling har haft hans levende Interesse, hvilket uden Tvivl staar i Forbindelse med den Betydning, den Karakter har i det Linné’iske Seksualsystem. Som et enkelt Eksempel paa Beskrivelser af denne Slags skal jeg anføre den allerførste i Fl. æg. s. 49 arab. (pag. 2), af Salicornia europæa. Af denne Art adskiller han to Varieteter: a) pistillis inclusis, og ß) pistillis exsertis; den første beskrives saaledes:

»Capitula florum ternatorum sæpe floribus duobus lateralibus, stamine uno; medio flore stam. binis. Interdum, sed rarius: medius flos monandrus; laterales diandri. Interdum omnes monandri. In eadem spica sic variabat«. Mange andre Eksempler paa denne Slags Beskrivelser kan man finde i Fl. æg. arab. (f. Eks. Panicum geminatum, pag. 18, Pteranthus, pag. 36, Holcus dochna, pag. 174, Sehima, pag. 178, etc).

Eksempler paa andre gode Iagttagelser finder man f. Eks. i Beskrivelserne af Elcaja pag. 127 (Bægerets og Kronens Knopleje), af den nye Slægt Binectaria pag. 82, der karakteriseres ved at have to Nektarier; Binectaria er den samme som Mimusops L., men Linné havde overset de to Nektarier, hvorfor Forsskål ikke havde kunnet identificere sin Plante med Mimusops; af Sehima pag. 178 (»Folia vaginis spith. contra solem volutis«), Moscharia pag. 158, hvor de kleistogame Blomster hos denne Plante beskrives saaledes: »Corollæ loco membrana hyalina, velut saccus fructificationem totam vestiens; illa ferro aperienda, si aditus pateat disquisitioni botanicæ«; Frøene hos Sceura pag. 37, der indgaaende beskrives. Forsskål havde ikke Lejlighed til at se disse Frø spire. Araberne fortalte ham, at de spirede, medens de endnu sad paa Træet: »quod vix credibile mihi videtur«. Araberne havde imidlertid Ret, thi Sceura Forsk, er den samme som den velkendte Mangroveart Avicennia officinalis L.

Under Opholdet i Ægypten havde Forsskål Lejlighed til at studere Planterne baade i den tørre Foraarstid og under og efter Nilens Oversvømmelse. Han konstaterede derved hos visse Arter en udpræget Sæsondimorfi, f. Eks. hos Ononis cherleri (pag. 130 — O. vaginalis Vahl), hvad der gav ham Anledning til at bemærke, at den stringente Botaniker (rigidus Botanicus) maa studere de ægyptiske Planter baade om Foraaret og Efteraaret. Til Trods for, at han saaledes var klar over dette Forhold, undgik han dog ikke helt at tage fejl, som naar han pag. 39 beskriver de to Arter Lithospernum ciliatum og L. angustifolium, der har vist sig at være Sæsonformer af samme Art.

Om Plantesygdomme træffer man af og til Bemærkninger i Fl. æg. arab., saaledes en tydelig Beskrivelse af Meldrøje hos Holcus durra (pag. 175). Mærkelig er en Skildring af en Sygdom hos Arundo fremkaldt af Tenebrio arundinaceus (Descr. Animalium pag. 78). Denne Bille lever som Larve i Rørets Marv og s. 50 omdanner det efterhaanden til et sortbrunt Mel, der meget ligner vore Kornarters Brand. Forsskål udkaster derfor den Tanke, om ikke Brand hos vore Kornsorter skyldes lignende Billelarvers Virksomhed.

Det vilde være let at fremdrage endnu flere Eksempler paa, hvilken betydelig Iagttagelsesevne, Forsskål var i Besiddelse af, men de givne maa være nok. I de fleste Tilfælde indeholder Plantebeskrivelserne kun ganske korte Bemærkninger om de gjorte Iagttagelser, det er sjældnere, som i det sidst nævnte Eksempel, at Forsskål føjer nogle Bemærkninger til, hvorved han søger at forklare det iagttagne eller at drage Slutninger deraf. Saadant er dog sket i nogle faa Tilfælde, som er af Interesse, fordi de viser, at Forsskål i Virkeligheden har syslet med adskillige vanskelige Problemer. Selv om Forsskåls Ideer var nye for hans Tid, og selv om de senere har vist sig rigtige, har de dog ingen Betydning haft for Videnskabens Fremgang, fordi han ikke fik Lov til at udvikle de Tanker nærmere, som man antydningsvis finder fremsat i ganske korte Tilføjelser til Artsbeskrivelserne i Fl. æg. arab., hvor de er saa godt gemte, at de næsten altid har været overset. Da der dog knytter sig en Del historisk Interesse til Forsskåls nye Ideer, skal jeg fremdrage et Par af dem.

Pag. 192. Under Fucus subrepandus = Sargassum subrepandum siger Forsskål, at den driver om for Vind og Bølger i det røde Hav, men dog vokser den og formerer sig; dens egentlige Hjem er dog Koralrevene, hvor den danner hele Skove. Det synes mig i høj Grad troligt, fortsætter han, at Sargazo (= S. natans i Atlanterhavet) forholder sig paa samme Maade, d. v. s. oprindelig er fæstet til Bunden, hvorfra den af ydre Kræfter er revet løs og af Vinden drives sammen i store Masser, hvor den kan vedblive at leve. Forsskål kommer, som man ser, her lige ind paa Livet af et botanisk Problem, der i nyeste Tid har fremkaldt en Del Diskussion, og fremsætter en Anskuelse, som endnu mange deler. Naturligvis kan man ikke vente, at Forsskål ved Udtrykket : formerer sig (se propagat) har ment nogen Slags kønnet Formering, som har været ham ubekendt, men kun ren vegetativ Deling. — Pag. 154. Under den nye Slægt Polycephalos = Sphaeranthus L. giver Forsskål en Tydning af denne Plantes sammensatte Kurve, som i det Hele er rigtig. At han henfører den til Compositeerne er naturligvis ikke saa mærkeligt, men det synes mig værd at anføre, at han har set Forskellen mellem den og de habituelt lignende Echinops’arter, idet han viser, at Hovedet (Blomsterstanden) maa opfattes som en sammensat Kurv, hvis s. 51 Smaakurve hørøer til Linnés Gruppe Polygamiæ superfluæ med hunkønnede Randblomster og tvekønnede Skiveblomster.

Dette Eksempel viser blandt andre, at Forsskål har spekuleret over Planternes Metamorfose, og det fremgaar endnu klarere af en anden Observation, der findes i Fl. æg. arab. pag. 101 under Corchorus olitorius. Forsskål fandt ved Rosette en mærkelig Mostrositet af denne Art, hos hvilken alle Blomster i Stedet for normale Kronblade bar grønne, savtakkede Blade, der lignede Stængelbladene. Han opstiller nu det Spørgsmaal, om det ikke er saa, at Blomstens Kronblade er virkelige Stængelblade, og at Bægerbladene er omdannede Akselblade, da de i denne Corchorus ikke var savtakkede. Mere bestemt siger han dernæst: »Flos est compendium tantæ caulis massæ, quantæ foliorum habet«, hvad der kan oversættes ved: Blomsten er en Sammendragning af en ligesaa stor Stængelmasse, som den har Bladmasse.

Denne Udtalelse er meget interessant, og Ascherson, der (1884) har fremdraget den, tillægger den med Rette stor historisk Betydning, idet den viser, at Forsskål i sin Tydning af Blomsten var langt foran sin Tid og navnlig meget nærmere vor Opfattelse end Linné, som netop paa denne Tid fremsatte sin mærkelige Prolepsis-Lære. Ascherson fortolker, og aabenbart med Rette, den omtalte Sætning saaledes: Blomsten er en Sammentrækning af et Antal Internodier med de dertil hørende Blade. Forsskål har saaledes, upaavirket af andre, dannet sig en i Hovedsagen rigtig Mening om Blomstens morfologiske Værdi; at han tog fejl i sin Tydning af Bægeret som Kronbladenes Akselblade har overfor hans Hovedslutning mindre at sige. Af større Betydning er det, at han har frigjort sig for Linné’s Ideer om Blomstens Natur. Dog er det lidet sandsynligt, som Ascherson troede, at Forsskål har kendt Linnés Skrift Prolepsis plantarum, der først udkom efter Forsskåls Afrejse, men det er vel muligt, at Linné mundtligt har meddelt Forsskål sine Tanker om Blomsten. I hvert Tilfælde viser denne lille Observation i Fl. æg. arab. os, at Forsskål ikke blot forstod sig paa at beskrive Planter, men at han ogsaa forstod ved selvstændig Iagttagelse og Tænkning at trænge ind i dybere botaniske Problemer.

Medens Forsskåls Tanker om de Problemer, jeg ovenfor har fremdraget, og hvortil nogle andre kunde føjes (se f. Eks. Bemærkningen under Medicago polymorpha pag. 141), som nævnt af hans samtidige blev overset eller ikke forstaaet, kan det samme ikke siges om hans Betydning for Plantegeografien. Anmeldere af Fl. æg. arab. fremhæver, at Bogen fremsætter nye s. 52 Tanker om Planternes Udbredelse 1) , og i Encyclopædia Britannica v. IX. 1855 skrives om Fl. æg. arab., at den er »especially remarkable as being one of the first works in which the importance of the relation of vegetation to climate is fully appreciated. By the remarkable assertion that the specimens of plants being given, the latitude, the elevation of the surface, and the zones of vegetation upon the mountains of a country may be found, Forskal laid the foundation of geographical botany, which has proved of such interest and importance in the hands of Humboldt and other recent scientific travellers« (citeret efter Lagus p. 51). Den fremhævede Sætning er en Oversættelse af en Passus i Fortalen til Fl. æg. arab. p. 11 og udtrykker rimeligvis Tanker, Forsskål har meddelt Niebuhr; det er vel dristigt paa dette alene at ville kalde Forsskål Plantegeografiens Grundlægger, men sikkert er det, at han før andre havde Blikket aabent for plantegeografiske Problemer.

Allerede mens han var i Konstantinopel indsaa han, hvor vigtigt det vilde være at have Lister over Artsbestanden paa ensartede Lokaliteter. Han skrev saaledes til Linné: »Om i de andra korta Floris, som disputationswis utkomma i en apart column solum och statio plantæ äfwen utmärktes, wore det för culturen wigtigt, och derefter kunde sedan lätt göras Floræ stationariæ när man wille. Detta behöfde ej mycket rumm, om man med initial bokstäfwar endast wille utsätta solum e. g. a.. argilla,

Arena, N nemorasa &c. 2) . Forsskål tænkte hermed i første Række paa Betydningen af at kende de enkelte Arters Vokseplads, fordi Oplysninger herom vil lette Kulturen af dem, men hans Bemærkning om »Floræ stationariæ« sigter videre. Det er vel meget at ville paastaa, at Forsskål med det Udtryk har forstaaet, hvad vi nu kalder Associationer, Formationer eller andre plantegeografiske Enheder, men sammenholdt med Fl. æg. arab. viser den citerede Udtalelse os, at Forsskål ikke fandt sig tilfredsstillet af den paa hans Tid gængse Maade, som Forfatterne omtalte Planternes Voksested paa. Han fandt, at det ikke var nok, at man om en Art sagde: »Crescit in India« eller »Habitat in America«; han stillede større Krav til en Flora; han indsaa, maaske som den første Botaniker, hvor værdifuld det vilde være, om man ved Siden af den tørre Artsliste over et Omraades Flora havde Materiale til at kunne bestemme de enkelte Arters Udbre- s. 53 delse som bestemt af Jordbundens og Klimaets Natur og tillige kunde udarbejde Lister over de Arter, der vokser under ensartede Forhold.

Det er nu interessant at se, at Forsskål i Praksis søgte at gennemføre de Ideer, som han antyder i Brevet til Linné. I Flora æg. arab. finder man en sammenhængende Fremstilling forfattet af Forsskål, nemlig Afsnittet: Floræ ægyptiacæ idea geographicophysica (pag. XXXIX—XLVIII), hvori han først giver en almindelig Skildring af Nedreægypten fra Middelhavet til Kahira og Sues. Derefter omtaler han udførligt Jordbundsforholdene i Nildalen og Deltaet, medens han kun kort berører Ørkenomraadet. Hvor grundigt han er gaaet til Værks ses deraf, at han paa helt moderne Maade har foretaget en Række kemiske Analyser af Jordprøver fra forskellige Egne og af Nilvandet.

Efter denne geografisk-geologiske Beskrivelse giver Forsskål dernæst (Fl. æg. arab. p. XLVI—XLVIII) en kortfattet Skildring af Nedreægyptens Planteverden. Denne Skildring gengiver jeg her i Oversættelse 1) .

»Ud fra denne Beskrivelse vil Nedreægyptens Floras Beskaffenhed være at undersøge. Hvem der sammenligner den med hvilkensomhelst Flora i Europa vil erklære den for at være saare fattig og give de botaniske Ekskursioners Uvirksomhed eller Jordens Magerhed Skylden. Ufrugtbarhed kan Ægypten nu ikke med Rette anklages for. Men en botanisk Indsamling er heller ikke Hastværksarbejde, men maa foretages med udholdende Flid; ved aarelangt Ophold er den vokset fra Dag til Dag og har givet Lejlighed til at gennemgaa alle Aarstidens Planter. Hvis altsaa denne Samling kun mangler et ringe Antal, passer Fattigdommen paa Planter [Arter] kun daarlig til Egnens store Frugtbarhed og heldige Beliggenhed mellem tre Verdensdele, som giver Planter Adgang til at komme (o: vandre ind) alle Vegne fra.

Ægypten har lidet tilfælles med andre Lande. Alt er her forunderligt, Luften, Jorden, Floden, Menneskenes og Naturens Værker. Alper og høje Bjerge kendes ikke; derfor mangler alle Slags Alpeplanter. Mangelen paa Skovvegetation udelukker en stor Mængde [Arter] ; og ægte Flod- og Søplanter vokser her ikke. Nordens Kulde tillader ikke sartere, fremmede Planter at vokse, Ægypten, tværtimod, kvæler dem med sin glødende Hede. De gunstige Forhold ved Klima og Jordbund, som hjælper de indfødte Planter, holder de fremmede ude. Det er ikke enhver Plantearts Sag at kunne leve uden Regn, uden Vanddampe fra s. 54 Kilder, Floder og Moser, uden den Forfriskning, som Bjerges og Skoves Skygge giver, at have nok i Natteduggen til at taale den glødende Dags Tørst. I en gennemtør Jordbund vil fremmede og nye Frø snart gaa til Grunde. Paa den anden Side, Planter fra en tørrere Jordbund taaler daarligt et oversvømmet Land, der en lang Tid er Sump. De ægyptiske Planter lever ved en ejendommelig vegetativ Økonomi. De bestaar nemlig af et meget løst Væv, der er ligesom »plethorisk« (?: blodrigt, fuldt af Safter), saa at de har Forfriskning parat i de altid vandfyldte Aarer. Karrenes Mundinger modtager vidtaabne Duggens Fugtighed, og Bladene er lige saa mange Rødder. Heraf udvikles en meget stærk Transpiration, der er nyttig for Planter, som skal skaffe Erstatning for Træers Skygge. Derfor kan de taale Sommerdagens Sol, da deres Rod er fugtig, og at gaa over fra Sommermaanedernes yderste Tørke til Fugtigheden under tre Maaneders Skylregn. Desuden giver modsatte Klimaforhold Planterne i nordlige Egne Vinterhvile, mens i Ægypten hele Landet grønnes og er fugtigt. Vandløse og øde Sandørkener forbyder det indre Afrikas Planter at indvandre (»at overflytte sine Familier«). Frø, der tilfældigt falder i Jorden, kan ikke let kæmpe sig gennem, hvis de begraves af alt for meget Floddynd ......

Nordlige Planter altsaa, af hvilke særdeles mange vokser paa Bjerge eller i Søer, mangler her med alle Slægter. De faa, der findes, ligesom Udlændige, er spredte og kendes knapt igen med deres i Reglen forandrede Udseende. Ægypten bevæbner Colutea og Carduus med Torne, Sverige spidser Bladene paa Juniperus og Pinus; hint er rigt paa Sykomor- og Palmekrat, dette paa Pilekrat. Nilen klædes overdaadigt med Rør, Sverige holder paa Carex’ store Slægt. Hver Egn har sine stedsegrønne Planter; i Norden udholder de Kuldens Voldsomhed og den frostbundne Jords Haardhed, i Ægypten døjer de Solens Ild og en udtørret Jordbund. Besynderlig er Mangelen paa Svampe i fugtig Jord; meget sjældent og i Reglen som en fremmed findes Mos og Lav.

Ægyptens Planter falder altsaa i to Hovedklasser; Mangelen paa Vand eller Torveprisen [!] har størst Betydning for dem.

a) De overrislede eller dyrkede Planter er alle fremmede og skylder menneskelig Flid deres Indfødsret og Udbredelse. Antallet af Frugttræer svarer ingenlunde til Dyrkningen og Frugtbarheden, men Palmer og Sykomorer er fremragende ved deres Fortræffelighed. Det er troligt, at Træerne sender deres Rødder dybere ned end sædvanligt for at opspore skjulte Vandforraad. Hertil hører spontane eller halvdyrkede Planter, som har søgt s. 55 sig et bekvemt Voksested i Nærheden af Vand, saa at de vokser som Strandplanter, enten i Nærheden af Middelhavet, eller de findes ved Nilens Bredder og paa dens Øer, eller de tager de bestandigt overrislede Markers og Havers Kanter i Besiddelse.

Enhver Egn og næsten enhver Provins har sin særlige Botaniske Have, hvis spontane Planter lever under selve Naturens Omsorg, lokkede til ved en gunstig Jordbund. Alexandrias Halvø Ras-Ettin udmærker sig ved Strandbred, Høje, Marker, Figenlunde, Grøfter, Saliner, skyggefulde og solbeskinnede Steder; derfor har den paa et lille Omraade samlet Planter af de forskelligste Arter, hvoraf enhver har faaet en passende Jordbund og et lille Fædreland. Og hvad der er det bedste af det hele, Stedet selv bevarer Planteverdenen uskadt mod Røveres Rænker og Fortræd. Paa den Ende af Halvøen, der er landfast, ligger Byen, dens øvrige Grænser er Strand; Araberen tør hverken svømme over Vandet eller gaa gennem Byen.

Skadelige og unyttige Planter er der enten ingen af, eller de forbliver udenfor Olietræernes Omraade og skjult. Aarsagen er klar. De ædle Planters fortræffelige Dyrkning gør det ganske af med Ukrudtet. Der gives ingen Hvile til Marker, som har en gunstig Beliggenhed; naar den enestaaende Høst er tilendebragt, pløjes de, og fremmede Planter udryddes indtil det allermindste Straa. De dyrkede, træagtige Planter skygger for og kvæler Slyngplanter og Snylteplanter. Hvis en eller anden Vækst skulde holde sig i Læ paa en Mark, der ikke paa ny er tilsaaet, vil den gaa til Grunde, brændt op af Heden.

b) Sandplanterne eller Ørkenernes Planter udgør en helt forskellig Klasse, og i Sammenligning med de foregaaende er de fattige og uddøende; de fortjener vor Medlidenhed. For at ikke disse Steder skulde være triste, uden Plantevækst, har omtrent 50 Arter slaaet Rod der, saa at de omstrejfende Beduiners Flokke finder Græsgange, hvorved de opholder Livet, men ikke lever overdaadigt. Planterne er dannede og udstyrede til at taale den stedmoderlige Jords Ublidhed, og med deres tørre, ja næsten skorpede Konsistens efterligner de Stedets Beskaffenhed. Med deres kødfulde Blade bevarer de Saften og lever paa egen Bekostning. Man maa indrømme, at Sandsletten ikke helt er uden skjulte Vandforsyninger, men de virkelige Forfriskelser er Nattekulden og Vintermaanedernes Taager og Dug. Ved dem faar Urterne nyt Liv; de lever til Slutningen af Marts; de spreder Frøene i April, Maj og Begyndelsen af Juni. Ved Begyndelsen af Sommersolhverv er de næsten alle visnede.«

Denne Skildring er et virkeligt Forsøg paa at forstaa Nedre- s. 56 ægyptens Vegetation som et Produkt af Jordbund, Klima og Menneskers Paavirkning. Man ser, hvorledes Forsskål antyder en hel Række af de Problemer, den moderne Økologi beskæftiger sig med; at han ikke med sit mangelfulde Kendskab til Planternes Fysiologi har kunnet trænge ret dybt ind i de mange Spørgsmaal, som rejste sig for ham, er ikke hans Fejl. Det mærkelige er, at disse Spørgsmaal har rejst sig for ham, og det er hans Fortjeneste, at han maaske før nogen anden har indset og stærkt fremhævet, at et Lands Plantevækst staar i den nøjeste Samklang med de edafiske og klimatiske Forhold, og at disse danner den naturlige Grænse for Planternes Udbredelse. At Forsskål var den første, der forstod dette, tør jeg ikke med Sikkerhed paastaa, men Engler nævner i alt Fald i sin Fremstilling af Plantegeografiens Udvikling (1899) ingen Forfatter ældre end Forsskål, der behandler lignende Emner; mærkeligt er det forøvrigt, at Engler slet ikke omtaler Forsskåls Værk i denne Sammenhæng, hvad der vel hænger sammen med, at de ældre Fremstillere af den fysiologiske Plantegeografi som Humboldt og Schouw ikke har omtalt Forsskål.

Mindre mærkeligt er det, at Fprsskål saa den stærke Modsætning, der er mellem Oversvømmelsesomraadets og Ørkenens Vegetation; andre og ældre Forfattere har i andre Egne lagt Mærke til tilsvarende Forskelle i Vegetationen. Men det er her Forsskål for første Gang praktiserer den i Brevet til Linné foreslaaede Metode til paa en nem Maade ved stærke Frokortelser, idet han i sin Fortegnelse over de fundne Plantearter til Lokaliteten tilføjer Bogstavet d (loca deserta) ved Ørkenplanterne, og s (spontaneæ) ved Nildalens og Deltaets Arter.

Denne Metode har han gennemført mere detailleret i sin Liste over Jemens Planter. Ved en Række Forkortelser angiver han her, om Arten findes i leret eller sandet, i tør eller fugtig Bund, om i den nedre, mellemste eller øvre Bjergregion, m. m. (Fl. æg. arab. p. CI). Han har derved tilvejebragt et Materiale, som imidlertid aldrig er blevet benyttet, og som nu naturligvis kun har historisk Interesse, men som meget vel kunde benyttes til en Beskrivelse af de forskellige Lokaliteters og de forskellige Højdezoners Vegetation i Forbindelse med en Liste over de paa hvert Sted fundne Arter.

Jeg skal her slutte min Skildring af Forsskål som Botaniker. Jeg haaber, det vil fremgaa af den, at han som saadan har ydet meget godt og meget nyt, at han ikke blot var en af Linnés mest fremragende Elever, men en moden Videnskabsmand, der selv under Rejsens Besværligheder forstod Videnskabsmandens van- s. 57 skeligste Kunst: at se Spørgsmaal rejse sig paa Omraader, hvor andre før intet har fundet at spørge om, og han forsøgte at besvare disse Spørgsmaal ud fra Datidens mangelfulde Kendskab til fysiske og kemiske Love. Hans Lod blev tragisk. Efter at have samlet et meget stort Materiale sammen blev han revet bort af den lumske Feber; hans efterladte Materiale blev ikke bearbejdet, men kun overleveret Eftertiden i den raaeste Form. Hvad Forsskål selv havde kunnet bringe ud af det, havde han faaet Lov til at leve, kan man naturligvis kun have Formodninger om, men der er Grund til at tro, at hans Bidrag til den botaniske Videnskabs Udvikling paa mange Punkter vilde have sat sig stærke Spor. Nu skulde det ikke ske, og bortset fra det i og for sig ret ligegyldige Resultat, den arabiske Rejse bragte ved at bringe et Antal nye Plantearter til Videnskabens Kendskab, har Forsskål kun sat sig meget svage Spor i Botanikens Historie.

Hvis man stiller sig paa det Standpunkt, at en historisk Skildring af en Person og hans Arbejder kun har Interesse, for saa vidt han har bidraget til Videnskabens Udvikling, ja, da er hele denne Skildring af Forsskål ikke af megen Værdi. Herimod vil jeg mene, at det ikke altid er en Videnskabsmands Arbejder i sig selv, hvor fremragende de end kan være, der er afgørende for deres Betydning som udviklingsbefordrende; meget mere afhænger dette af Samtiden og Eftertiden, om den forstaar det nye, der kommer frem. Forsskål var uden Skyld i, at hans botaniske Virksomhed ikke har sat sig de Spor, som den burde have gjort, om en mere lydhør Samtid havde forstaaet de nye Tanker, han bar frem. Videnskaben har gjort sine Fremskridt, uden at dette skete, men derved forringes ikke Forsskåls Betydning. Der er gjort Uret mod ham, og at gøre saadan Uret god igen har saavel inden for Botanikens Historie, som i enhver anden Art af Historie sin fulde Berettigelse.