Danmarks Breve

Første Afsnit. Pehr Forsskål. I. Den...

s. 1 Første Afsnit.
Pehr Forsskål.
I. Den arabiske Rejse 1761–1767.

Den officielle Titel paa den af Kong Frederik den Femte bekostede Ekspedition til Ægypten og Arabien var »Den arabiske Rejse«; senere er den oftest, men ikke helt med Rette, kaldt »Niebuhrs Rejse«. En Oversigt over denne Ekspeditions Forhistorie og Forløb vil være paa sin Plads, før jeg gaar over til en nærmere Skildring af Hovedpersonen i denne Afhandling, fordi den vil give Læseren den nødvendige Baggrund for Forstaaelsen af de følgende Kapitler. Selve Rejsens Forløb er oftere blevet skildret 1) , og jeg skal derfor her kun give en meget sammentrængt Oversigt over den; derimod har dens Forhistorie, skønt kendt i Hovedtrækkene 2) , dog aldrig været Genstand for en udførligere, sammenhængende Skildring, og jeg skal derfor her omtale den noget nærmere og især fremhæve enkelte Faser i den, som ikke har været kendt før.

Ophavsmanden til den arabiske Rejse var den tyske rationalistiske Teolog og Orientalist, Göttinger-Professoren Johann David Michaelis. Han havde under sine Bibelstudier indset, at mangfoldige Spørgsmaal, der rejste sig for ham, kun kunde løses ved Efterforskninger i selve Orienten, og navnlig troede han, at det maatte være muligt i Jemen eller Arabia felix at finde Forklaringen paa mange dunkle Steder i det gamle Testamente. I Aaret 1756 havde han imellem sine Elever to danske Undersaatter, en vis Strøm fra Norge og F. C. von Haven fra Danmark, af hvem han ventede sig meget, hvorfor han i et Brev af 20. Maj s. 2 1756 1) paa deres Vegne ansøgte den danske Statsminister J. H. E. Bernstorff om en aarlig Understøttelse i 2—3 Aar til dem, for at de kunde perfektionere sig i orientalske Sprog. Danmark vil, skriver Michaelis, naar det har to saadanne Videnskabsmænd, have al Udsigt til at kunne yde noget nyt, ikke blot i Teologien, men ogsaa i andre Videnskaber, ja selv i vort Kendskab til Naturen. Næsten alle, der har rejst i Orienten, har meddelt os meget urigtigt, fordi de ikke har kunnet Arabisk. Selv i Nordens smukke Rejseværk 2) , der tjener Danmark til saa megen Ære, er dette Tilfældet. Var der i København to saadanne Mænd, som Strøm og von Haven visselig vil blive, saa kunde de enten selv sendes ud paa en Rejse til Orienten, eller de kunde forberede andre dertil. Danmark kunde let yde Videnskaben en stor Velgerning. Det mangler hovedsagelig paa Rejser til det lykkelige Arabien; en saadan, foretaget af dygtige og lærde Mænd, kunde give Naturhistorien og Exegesen stort Udbytte, og den kan foretages fra Danmark med meget ringe Bekostning ved at lade en af de Missionærer, der skal udsendes til Trankebar, uddanne med en saadan Rejse for Øje. Uddannelsen kan bekvemt ske i København, hvis man dér har en eller anden, der forstaar Arabisk.

Bernstorff interesserede sig for den af Michaelis udkastede Tanke, og efter at have raadspurgt Hofprædikanten J. A. Kramer, der fandt en saadan Rejse meget ønskelig 3) , udbad han sig nærmere Forslag af Michaelis. Denne sendte derefter saadanne; han præciserer nærmere, hvilke Opgaver, der skal stilles den rejsende, men da een Mand vanskeligt kan overkomme dem alle, fordi de baade er af filologisk, naturhistorisk og matematisk Art, vilde det være bedst, foruden en i Arabisk uddannet Missionær, tillige at udsende en Læge, der ogsaa kan gøre Fyldest som Botaniker. Begge bør helst være Danskere eller Nordmænd, thi det er billigt, at den Nation, hvis Konge bekoster Rejsen, selv høster Æren deraf 4) . Bernstorff meddeler herefter, at Kongen har approberet Forslaget og har udnævnt den omtalte Strøm til at foretage Rejsen; tillige er udset en flittig og dygtig Botaniker, der vil holde sig rede til at drage med. Da von Haven hørte, at Strøm var blevet udnævnt, følte han sig tilsidesat, og han skrev til Bernstorff, at nævnte Strøm var bange for en saadan Rejse, der syntes ham altfor farlig; skulde hans Frygt ikke forsvinde, og han skulde s. 3 nægte at modtage Tilbudet, vil han, v. Haven, meget gerne træde i hans Sted, da det altid har været hans Lyst at foretage en saadan Rejse og trodse Farer af denne Natur 1) . Det viste sig hurtigt, at Strøm, hvem Michaelis særlig havde anbefalet, fordi han havde en kraftigere Konstitution end v. Haven, ikke kunde overvinde sin Frygt, der sikkert blev holdt i Live af v. Haven, og han afslog Tilbudet. Von Haven fik da sit Ønske opfyldt og blev udnævnt i hans Sted.

Von Haven begyndte nu med kongelig Understøttelse sin Uddannelse til Færden under Michaelis’ Vejledning, men det gik snart op for ham, at han umuligt alene kunde løse alle de mange Opgaver, som den videbegærlige Michaelis stillede ham. Især mente han ikke, at han kunde udfylde Pladsen som Matematiker og Astronom, hvorfor han i en længere Skrivelse til Michaelis 2) begrunder, hvor nødvendigt det vil være, at han ledsages paa Rejsen baade af en Botaniker og en Matematiker. Michaelis bifaldt dette og forebragte Forslaget for Bernstorff, idet han samtidig foreslog en Mag. Søderberg 3) i København som en brugelig Matematiker 4) . Forslaget akcepteredes, men Søderberg vilde ikke eller var ikke anvendelig 5) , og man kunde ikke i Danmark finde nogen, der var brugbar, eller som turde rejse 6) . Det overlodes derfor Michaelis at skaffe en brugbar og villig Matematiker. Efter en forgæves Henvendelse til en vis Bötzing fandt han i Carsten Niebuhr den Mand, som uden Betænkning sagde ja. Da Michaelis imidlertid i lang Tid intet hørte om den Botaniker, der af Kongen var udset til Rejsen, blev han bange for, at man havde opgivet at sende ham med. Bernstorff trøstede ham dog med, at dette ikke var Tilfældet, men Grunden til, at der ingen Bestemmelse var truffet endnu var den, at alle Forestillinger over for s. 4 den ene, der var dygtig nok til at deltage, ikke havde hjulpet; han havde sagt nej, og man maatte derfor bede Michaelis ogsaa foreslaa en Botaniker 1) .

Der findes ikke i Rigsarkivet nogen Skrivelse fra eller til den Botaniker, man saaledes havde forhandlet med. Imidlertid ses det af et Brev fra Jørgen Tyge Holm til Linné, at det var ham, man havde tilbudt Pladsen 2) . Holm, der var uddannet hos Linné, afslog Tilbudet, fordi han paa Rejsen skulde fungere baade som Matematiker, Astronom, Tegner og Naturhistoriker, hvad han erklærede sig ganske ude af Stand til at paatage sig.

Det var ikke vanskeligt for Michaelis at finde en brugbar Botaniker, idet han i sin tidligere Elev, Svenskeren Forsskål, kendte en Mand, der ikke alene var kyndig i Naturhistorie, men ogsaa allerede vel bevandret i Arabisk. Efter en Række Forhandlinger, hvorom senere, blev Forsskål antaget.

De tre Videnskabsmænd, der saaledes var udsete til Rejsen, fik af den danske Konge en Understøttelse til at forberede sig. Forsskål og senere von Haven fik Titel af Professor, og Niebuhr blev udnævnt til Ingeniør-Løjtnant; denne beskedne Mand syntes, at Rangen som Kaptajn var for høj for en Mand med hans Uddannelse. Medens Forsskål forberedte sig i Upsala og Niebuhr i Göttingen, blev v. Haven sendt til Rom for dér at studere orientalske Sprog og Litteratur. I September 1760 blev de alle tre kaldte til København, for efter den lagte Plan at tiltræde Rejsen med det Skib, som det Asiatiske Kompagni i Oktober Maaned plejede at sende til Trankebar. Denne Plan blev imidlertid opgivet i sidste Øjeblik, vistnok paa Foranledning af von Haven, der fra Rom havde gjort Michaelis begribelig, at det vilde være lettere at foretage Rejsen til Arabia felix gennem Ægypten via Suez og det Røde Hav. Denne Forandring i Rejseplanen blev approberet, rimeligvis fordi man let kunde realisere den, da Regeringen netop var i Færd med at udruste et Krigsskib, der skulde afgaa til det østlige Middelhav, og som kunde have Ekspeditionen med. Afrejsen blev derfor udsat nogle Maaneder.

Michaelis benyttede Tiden før Afrejsen til at udforme en Række Spørgsmaal, som man skulde søge at besvare paa Rejsen. Han henvendte sig desuden til en Række Videnskabsmænd og lærde Selskaber med Anmodning om at stille de Spørgsmaal, der laa hver især paa Hjerte at faa løst. Der indkom nogle saa- s. 5 danne, dog ikke mange 1) . Spørgsmaalene blev senere samlet af Michaelis i en Bog (1762), men denne naaede ikke Rejseselskabet, mens det var samlet. Dog modtog det i flere Sendinger haandskrevne Eksemplarer af de fleste af de i Michaelis’ Fragebuch trykte Spørgsmaal.

I København var man meget interesseret i Rejsen. Ikke blot Bernstorff, men ogsaa Overhofmarskallen, Grev A. G. Moltke, den bekendte Konkyliesamler, tog Del i Forarbejderne, og paa Opfordring udarbejdede de fire Professorer Kall, Oeder, Ascanius og (noget senere) Kratzenstein Betænkninger, der kunde tjene som Grundlag for en Instruks for de rejsende, den, det overlodes Michaelis at udforme 2) . I en Fællesbetænkning af 29. August 1760 foreslaar Oeder og Ascanius, at der skal medgives den naturhistoriske Deltager en Maler, fordi der er saa mange Naturgenstande, som man ikke kan opbevare, og hvoraf Beskrivelser uden ledsagende Tegninger kun vil gøre den halve Nytte; en Maler vil ogsaa kunne være Matematikeren til megen Hjælp. Endvidere foreslaar de, at Naturhistorikeren faar en Adjunkt, der ogsaa skal fungere som Læge.

Kratzensteins Betænkning af 28. Nov. 1760 er interessant, men altfor omfangsrig til at kunne gengives her; jeg skal kun nævne enkelte Punkter, der vedrører Naturhistorikerne. De rejsende har at lægge Mærke til alt, hvad de træffer paa af de tre Naturriger, bekendt og ubekendt; nøje at beskrive endnu slet ikke beskrevne eller dog ikke ret beskrevne Ting; samle hvad der er værd at samle; at lade tegne, hvad der endnu ikke er aftegnet. Da det efter den Linnéiske Methode ikke netop er Skik ved Omtalen af Planter at omtale Blomsternes Farve, Frugten, Rodens Beskaffenhed, om den er fibrosa eller bulbosa, skal man have saadant i Erindring, at det ikke bliver ubemærket, og ligesaa skal man bestemme Plantens eller Træets sædvanlige Størrelse. Dernæst gives Anvisning paa, hvordan man skal anlægge et Herbarium, opbevare Frø, Knolde og Løg, samt konservere de forskellige Slags Dyr. Paa Sørejsen skal alle Havplanter, Koraller, Sertularier, svømmende Insekter og Orme opfiskes med Net, som jeg (Kratzenstein) vil sende med. De forskellige Slags større Havdyr skal indfanges; ved Lejlighed maa man ikke glemme den Urt (Sargasse), som danner grønne Enge paa Havet, s. 6 heller ikke de Insekter, der gør Havet lysende, o. s. v. Til Slut gives Anvisning paa, hvordan man skal holde Dyr i Spiritus vel konserverede, hvordan man kan rense Spiritusen uden Destillation, m. m.

Oeders og Ascanius’s Forslag om at sende en Maler og en Læge med paa Rejsen approberedes, og man udnævnte hertil Maleren G. V. Baurenfeind og den unge medicinske Kandidat, Kratzensteins Elev, C. C. Kramer. Endvidere ansattes en Tjener, en Svensker ved Navn Berggren. Det hele Rejseselskab, der i Efteraaret 1760 samledes i København, talte saaledes seks Personer.

Man kunde maaske undre sig over, hvor let det lykkedes Michaelis at faa den danske Konge til at bekoste den af ham foreslaaede Ekspedition, og navnlig over, at de stadig større Krav om en Forøgelse af de rejsendes Antal tilsyneladende uden Modsigelse blev imødekommet. Forklaringen kan søges i flere Omstændigheder. En Ophjælpning af Videnskaben var en Modesag; den enevældige Fyrste, der optraadte som Videnskabens Velynder og Befordrer, erhvervede sig stor Berømmelse i Europas lærde Verden, en Hæder, som selv en Enevoldskonge ikke var uimodtagelig for. Hertil kommer, at Linné havde kastet og kastede en stadig voksende Glans over Nabolandet Sverige; en Lyst til en Slags Konkurrence med Sverige paa Naturvidenskabernes Omraade bevirkede, at man fra Hoffets Side ofrede store Summer for at opnaa en værdig Plads i den lærde Verdens Omdømme. Man indkaldte Botanikeren Oeder, for at han skulde anlægge en botanisk Have og forestaa Udgivelsen af det kostbare Værk Flora danica, der ganske skulde fordunkle Linnés fattige Billedværker; man anlagde Naturaliekabinettet paa Charlottenborg, man bekostede Udgivelsen af Regenfuss’ kostbare Konkylieværk, osv. Man har Indtrykket af, at alle disse kostbare Foretagender mere blev sat i Værk for at kaste Glans over Hoffet end af virkelig Interesse for Videnskabens Fremgang. Den arabiske Rejse er et Udslag af de samme Bestræbelser, og den var, i endnu højere Grad end de nævnte Foretagender, egnet til at vække Opsigt og forøge den enevældige Konges Hæder som Videnskabens Befordrer. Smigeren udeblev da heller ikke, som naar Linné kalder Kongen Frederik Magnus og skriver: »O, lykkeligste Nation, hvem det er tilladt under en saadan Konge saa længe at nyde Fredens Goder og dyrke de gode Muser« 1) . At Kongens nærmeste Raadgivere var Bernstorff og Moltke, der s. 7 begge interesserede sig stærkt for Videnskaben, har naturligvis væsentlig bidraget til, at de nævnte og andre Foretagender saa let kunde gennemføres. Mærkelig er den Liberalitet, man udviste ved Valget af Personer; man spurgte ikke om, til hvilken Nation en Mand hørte, men kun om, han var brugbar. De nationale Hensyn, som Michaelis havde hævdet, man skulde tage, blev tilsidesat. En Hovedgrund hertil var, at der i Danmark paa den Tid ikke fandtes et tilstrækkeligt Antal af dygtige, unge Videnskabsmænd, der kunde overtage de mange nye Poster, som oprettedes ved de nye lærde Foretagender. Derfor fik det arabiske Rejseselskab en meget international Karakter, idet de tre Hovedpersoner var en Dansker, en Svensker og en Tysker. At den samme Liberalitet ikke udvistes af de ledende lærde Kredse i København, vil det følgende vise.

Da alle Forberedelser var truffet, gik Rejsedeltagerne den 4. Januar 1761 ombord i Krigsskibet »Grønland«, Kommandør Fischer, der skulde afgaa til Middelhavet for at konvojere danske Handelsskibe og forhindre engelske Visitationer — man var jo midt i den prøjsiske Syvaarskrig —, og den 7. Januar forlod Skibet Københavns Red. Først nu meddeltes det den store Offentlighed gennem en af Bernstorff konciperet Meddelelse, der indrykkedes i Bladene, at en stor Ekspedition til Arabien var udrustet og nu afrejst 1) . Paa Grund af stadig Modvind kom Skibet dog, efter tre forudgaaende forgæves Forsøg, først den 10. Marts fra Helsingør, og det ankom til Marseille i Maj. Efter et kort Ophold her og et endnu kortere paa Malta ankom Ekspeditionen til Konstantinopel, hvor den opholdt sig en Maaned, i hvilken Tid Deltagerne boede hos den danske Gesandt von G ä h 1 e r 2) , hvem det var overdraget som nærmeste foresatte at føre Tilsyn med Ekspeditionen. Paa et tyrkisk Skib afsejlede denne i September til Ægypten, hvor den blev omtrent et Aar (27. Sept. 1761—28. Aug. 1762). Sammen med en Karavane rejste den derefter til s. 8 Suez, hvorfra den sejlede gennem det røde Hav til Djiddah, og derfra videre til Lohaja, Jemens nordligste By. Herfra gik Rejsen ind igennem Landet, dels gennem det tørre Forland, Tehâma, dels op i de fugtigere Bjerge ved Hadîe og Taæs (Ta’is), og videre Syd paa indtil Mokka. Her begyndte Ulykkerne, idet Sygdom angreb næsten alle Deltagerne. Von Haven døde i Mokka den 25. Maj 1763; de øvrige fortsatte Rejsen op i Bjergene med Saná som Maal. Paa Vejen døde Forsskål i Byen Jerim den 11. Juli 1763. Niebuhr fortsatte med de tre andre til Saná, men Opholdet i denne Jemens Hovedstad blev kun kort, da man vilde være i Mokka i rette Tid for at naa de engelske Skibe, der løb til dér. Paa et saadant afsejlede de fire rejsende i August fra Mokka med Bombay som Bestemmelsessted. Ombord døde Baurenfeind og Berggren, og Kramer bukkede under i Bombay, saa Niebuhr var nu ene tilbage. Efter mere end et Aars Ophold i Bombay, hvor han genvandt sin Sundhed, drog han hjem efter, idet han lagde Vejen over Maskat, Persepolis, hvis berømte Ruiner og Indskrifter han aftegnede, videre gennem Syrien til Konstantinopel og over Warszawa til København, hvor han ankom 1767.

Skønt saaledes Rejsen til Arabien m. m. 1761—1767 blev skæbnesvanger for de fem af de seks Deltagere, er den dog ved sine Resultater blevet en af de mest betydningsfulde videnskabelige Ekspeditioner, der er udgaaet fra Danmark, og den vil til alle Tider regnes til de Ekspeditioner, der har dannet Epoke i Videnskabens Historie. Selv om dens mest betydende Deltagere ikke var danske, blev den dog ved Frederik den Femtes Rundhaandethed dansk, og dens overordentlig værdifulde Resultater af geografisk, naturhistorisk og arkæologisk Indhold er kommet dansk Videnskab og danske Samlinger til Gode. Underligt er det at høre, at denne mangeaarige Rejse kun skal have kostet Kongens Kasse 25,000 Rdl.

Som allerede nævnt er Ekspeditionen af Eftertiden almindelig kaldt Niebuhrs Ekspedition, og det er for saa vidt berettiget, som Niebuhr var den eneste Deltager i Rejsens sidste Afsnit og blev den, der udgav Beskrivelsen af Rejsen. Han var imidlertid ikke dens Fører, saalænge Deltagerne var samlede, saaledes som det ofte er fremstillet, selv af den bedste Kender af den Periodes Historie, Edv. Holm 1) . Alle Deltagerne var stillet fuldstændig lige. Om dette Punkt og om de rejsendes Personer vil et følgende Kapitel give mere indgaaende Oplysninger.