Danmarks Breve

II. Forsskåls Liv og Studier før 176...

s. 9 II. Forsskåls Liv og Studier før 1760 1) .

Pehr Forsskål, eller som han selv skrev sit Navn Petrus Forsskål (i Breve til Danmark gerne Forsskaal) 2). , blev født i Helsingfors 11. Januar 1732. Hans Fader, der var Præst, fik 1741 Præstekaldet i Tegelsmora i Upland. Allerede 1742 blev Pehr, 10 Aar gammel, indskrevet som Student ved Upsala Universitet. Han begyndte at studere Teologi, men med en meget tidlig udviklet Trang til at søge til Bunds i Kilderne, kastede han sig allerede tidligt over Studiet af Filosofi og østerlandske Sprog. Han var aabenbart noget af et Vidunderbarn; man har endnu et Par Breve af ham skrevet paa Hebraisk, da han kun var 13 Aar gammel. I Lighed med mange andre af Upsala-Studenterne hørte han ogsaa Forelæsninger af Linné, den Gang allerede Universitetets berømteste Lærer og da i sin fuldeste Arbejdskraft, og han erhvervede sig et ret godt Kendskab til Naturvidenskaben, som dog vistnok kun blev en Bibeskæftigelse for ham. Hans Lyst stod til orientalsk Filologi, og for at uddanne sig videre heri, navnlig i Arabisk, rejste han 1753 til Göttingen for at studere under den berømte Michaelis.

Michaelis fattede snart Forkærlighed for Forsskål paa Grund af hans Dygtighed og sjældne Evne til at trænge ned til Dybderne af selv de mest dybsindige Problemer. Han viste sig snart som en meget kritisk Natur, der ikke troede andet, end hvad han med gode Grunde blev tvunget til at tro, og det varede heller ikke længe, inden han stillede sig i skarp Opposition mod gængse Meninger og herskende videnskabelige Dogmer (Wolfianismen). Dette fremkaldte hidsige Debatter med Kolleger og Lærere, og under disse aabenbarede Forsskål en utrættelig Lyst til at disputere, en halstarrig Fastholden ved en Gang udtalte Meninger, og en Hævdelse af sit eget Værd, der var sjælden hos en saa ung Mand, hvis Modstandere ofte var berømte, modne Videnskabsmænd. Inden han forlod Göttingen i 1756 udgav han, til Erhvervelse

af Magistergraden, et Skrift: Dubia de principiis phi- s. 10 losophiœ recentioris, der vakte en Del Opsigt og fremkaldte en Polemik. Under sit Ophold i København i Efteraaret 1760 udgav han det paa ny med Svar paa de rejste Indvendinger.

Under sit treaarige Ophold i Göttingen forsømte Forsskål imidlertid ikke Naturhistorien, som flere Breve til Linné fra dette Tidsrum viser. Disse Breve viser bl. a., i hvilken Udstrækning Linné benyttede sine udrejste Elever til at skaffe sig Oplysning om alle Slags forekommende Tvivlsspørgsmaal.

Hjemkommen til Upsala fortsatte Forsskål sine orientalske Studier og lærte Naturhistorie hos Linné. Han kastede sig ogsaa over økonomisk Kemi og praktisk Agronomi, men snart helligede han sig igen Filosofi og Politik, over hvilke Emner han ønskede at holde Forelæsninger ved Universitetet. For at opnaa Ret hertil indgav han til Konsistorium et lille Skrift: De libertate civili. Men Forsskåls filosofiske Polemik i Tyskland var ingenlunde ukendt i Sverige, og Flertallet i Konsistorium hørte til hans Modparti og betragtede hans nye Skrift som rettet mod det dengang i Sverige regerende Hatteparti; Skriftet nægtedes Imprimatur. Der opstod herover en forbitret Strid, under hvilken Forsskål ved sin Stædighed og Ilterhed rimeligvis har forløbet sig, thi det lykkedes ham ikke at faa Skriftet antaget som Disputats. Da skete det uhørte, at Forsskål selv udgav sit lille Skrift paa Svensk: Tankar om borgerliga friheten etc. (om dettes Indhold se Lagus p. 18—24). Denne Afhandling blev højtidelig forbudt, og ved en Skæbnens Ironi blev det Linné, Forsskåls Velynder, der i det Aar (1759—60) var Rektor, hvem det tilfaldt at skaffe de allerede uddelte Eksemplarer til Veje, for at de kunde blive brændt. Skønt Linné var en ivrig »Hatte«ven, var dette Hverv ham ubehageligt, og han har næppe heller set noget særligt revolutionært i Forsskåls Skrift, thi hans Venskab for ham blev uforandret. Forsskål tog sig ikke dette Forbud nær; han opnaaede derved meget let og meget snart at blive en bekendt Person i Sverige 1) .

Alle Veje til Forfremmelse syntes dog hermed foreløbig at være stængte for Forsskål i Sverige; hans Færden i den filosofiske og politiske Verden havde kun bragt ham Skuffelse, og det var paa Tide, at han blev revet ud deraf. For at tale med Niebuhr: »Forsskål var blevet grebet af Filosofiens excentriske Hvirvelvinde og revet med op i transcendentale Egne, hvorfra han i rette Tid steg ned, kaldt tilbage af Scientiæ naturalis, s. 11 Stemme« 1) , om hvilken Udtalelse en Anmelder i sit morsomme Sprog siger: »Saa sandt som dette var, saa smukt er det sagt. Havde det ogsaa ikke skeet, turde den Sal. Forsskål bleven ganske henrykt og maaske forvildet i den transcendaliske Verden« 2) .

Forsskål kunde imidlertid med Sindsro se Fremtiden i Møde, thi allerede paa den Tid havde han besluttet sig til at modtage et Tilbud, som lovede ham et videre Virkefelt og en større Berømmelse. I et Brev af 1. Januar 1759 3) tilbød hans gamle Lærer i Göttingen, Michaelis, ham at deltage som historiæ naturalis peritus et Botanicus i den af Kongen af Danmark planlagte Rejse til Arabien. Linné opfordrede ham til at sige ja straks, og i sit Svar til Michaelis 4) erklærede Forsskål sig villig paa Betingelse af, at hans Fader gav sin Tilladelse, og »das bitte ich zum voraus, dass in dieser Reise-Gesellschaft alle als gieiche und Freunde angesehen, und nicht der eine dem andern subordinirt werden möge«. Endvidere vilde han gerne være sikker paa, at han efter endt Rejse kunde faa en anstændig Stilling i Danmark, hvis en saadan ikke var at faa i Sverige, og sluttelig udtalte han Ønsket om at maatte faa Lov til paa Udrejsen at opholde sig i nogen Tid i Kap det gode Haab.

De saaledes udtalte Ønsker blev straks opfyldte, men dog gik der lang Tid, inden Sagen blev endelig ordnet. Forsskåls Fader nægtede nemlig sin Tilladelse til Sønnens Deltagelse i den farefulde Rejse. Hvor farlige saadanne Rejser kunde være, viste Löflings og Hasselquists Skæbne, to andre af Linnés Elever, der var døde paa Rejser i fjerne Lande. Først hen i Maj kunde Forsskål meddele Michaelis, at han havde opnaaet Faderens Tilladelse, hvis følgende Krav blev opfyldte (Brev 1) : 1) At han faar Titel af Professor, 2) En tilstrækkelig Pension paa Livstid, 3) Frihed til at opholde sig efter Rejsen, hvor han vil, og 4) At der tilstaas ham en aarlig Sum fra indeværende Aars (1759) Begyndelse. Han lagde særlig Vægt paa det tredje Punkt, fordi han ansaa det for en overordentlig stor Fordel ikke at skulle underkaste sig den i Sverige og maaske ogsaa i Danmark meget indskrænkede Samvittigheds- og Skrivefrihed, men at have Lov til at opholde sig i England eller Tyskland, eller hvor han ellers vil.

Michaelis anbefalede Forsskåls Krav til Bernstorff. Det tredje Punkt var han dog betænkelig ved, men han anbefalede det dog, fordi en bedre Mand end Forsskål kunde man ikke faa, og fordi han var overbevist om, at Forsskål vilde nyde sin Pension i Dan- s. 12 mark og i den danske Konges Tjeneste, og han tilføjede, at han ikke saa nogen Mulighed for, at Forsskål kunde blive i Sverige, hvor man taler saa meget om Frihed, men anvender dette Ord næsten saadan, at man i Tyskland vilde kalde det Tvang, medens derimod det uindskrænkede Monarki, saadan som det praktiseres i Danmark, stemmer overens med mit (Michaelis’) Begreb om Frihed. Forsskåls inkvisitive og frie Tænkemaade passer endnu ikke Sverige, saa sedat den end er 1) .

Kongen gik ind paa alle Forsskåls Krav; der tilstodes ham en aarlig Sum paa 500 Rdl. indtil Rejsens Begyndelse, og en Pension paa 300 Rdl. om Aaret efter Rejsen med Ret til at nyde den hvorsomhelst; der lovedes ham et Professorat eller lignende Embede i Danmark, hvis han skulde ønske det, og endelig kunde han faa Lov til at foretage Rejsen over Sydafrika i Selskab med von Haven 2) (se ogsaa Brev 2 og 3). Udnævnelsen til Professor blev dog først udfærdiget i August 1760.

Da Sagen saaledes var ordnet (i September 1759), kastede Forsskål sig med stor Iver over Forberedelsen til Rejsen. Den foregik under Linnés stadige Vejledning, og Linné stillede ham en Række Opgaver, som han skulde søge at løse under Rejsen 3) ; han bør f. Eks. nøjagtig beskrive alle Palmeslægters Blomster, eftersøge den hanlige Musa paradisiaca, efterspore det Træ, der leverer Opobalsam, hvad det Trompetgræs, der vokser ved Kap, egentlig er, om de gamles Baharas, en giftig Urt ved det røde Havs Kyster, der lyser om Natten, ikke er en Meduse, om der i Kap findes en Geranium non umbellatum, o. s. v.; fremfor alt bør han dog snarest muligt til Europa sende Løg af alle Arter, sukkulente Urter, vel bevarede Frø, ogsaa ova insectorum, samt alle Slags Naturalier, især vigtige Lægeplanter, f. Eks. den indiske Ophiorhiza, hvormed Slangebid kureres.

Da Rejsens Formaal væsentlig var at opklare uoplyste Punkter i Biblen, afskrev Forsskål efter et Leksikon alle Navne paa s. 13 Dyr og Planter, der omtales i gamle arabiske Skrifter, og han læste alle tilgængelige arabiske Bøger og Rejseberetninger fra Østerland. I denne Del af sin Forberedelse fik han Hjælp af Professoren i orientalske Sprog i Upsala Aurivillius.

I Slutningen af Aaret 1759 fik Forsskål at vide, at Afrejsen først vilde finde Sted en Gang efter Midsommer, og paa Linnés Opfordring ansøgte han derfor Bernstorff i et Brev dateret Juledag 1759 om, at han allerede i Februar eller Marts maatte faa Lov til at sejle med et dansk Skib til Kap, hvor han saa kunde arbejde i nogle Maaneder, indtil de andre Deltagere i Rejsen ankom (Brev 4). Man vil lægge Mærke til, hvor ofte Forsskål nu og senere bestræber sig for at faa Lov til at besøge Kap, og det er klart, at Linné støttede ham stærkt i disse Bestræbelser. Kaplandet stod for Linné som et rent Eldorado i botanisk Henseende, hvad det jo ogsaa er, og det kan ikke undre, at han søgte at benytte en saa gunstig Lejlighed, som den arabiske Rejse maatte siges at være, til at faa et bedre Indblik i dette Lands Herligheder. Bernstorff maatte imidlertid afslaa Forsskåls Anmodning, fordi der intet dansk Skib afgik paa den Aarstid; Skibene til Trankebar afsejlede i Reglen i Oktober Maaned. Forsskål maatte derfor blive i Upsala, hvorved han fik god Tid til at dygtiggøre sig i Naturfagene under Linnés Vejledning. I September 1760 fik han Ordre til at møde i København omkring 1. Oktober, for derfra sammen med de øvrige Deltagere at tiltræde den store Rejse til Arabien.