Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Bülow FRA: Charlotta Dorothea Biehl (1784-03-29)

Om Christian den Syvende.
Den 29 de Marts [17]84.

Med saa megen Fornøyelse, som jeg stedse tager Pennen i Haanden for at skrive min elskede Bülow til, saa hæmmer Materien den dog meget. Jeg vilde, at Sandhed og Oprigtighed tilstædede mig at sige det modsadte af det, som jeg har at meddeele Dem, og som for den største Deel maae være Dem saa godt som mig bekiendt, men hvor ubehageligt det end er mig at see forud, at jeg ikke kan opvække andre end Menneske Vennen krænkende Følelser hos Dem, saa vil jeg dog giøre det, siden De har forlangt det. Der ere visse Taare[r], som man smager Vellyst i at ud[g]yde, men for disse er De meget tryg(ge); for de som en modsadt Bevægelse frembringer, bliver jeg Dem derimod ikke Borgen. Imidlertid maae De ikke vente at faae meget Nyt at vide, deels fordi jeg allerede den Gang begyndte at trække mig lidt efter lidt af de Connectioner jeg var kommen i, jeg veed ey selv hvordan, men som vare af saa viid en Omkreds, at jeg havde lidet eller ingen Tiid for mig selv tilovers, og deels, fordi meget af det jeg fik at vide, var af en Beskaffenhed, at jeg umagede mig for at glemme det.

Hvad enten Undersaatternes Hierter havde saa reent udtømmet deres Kierlighed paa Faderen, at der s. 2 var intet tilbage for Sønnen, eller om der var en Slags Forevarsel om det Tilkommende i dem, det veed jeg ikke, men vist er det, at der yttredes en Art af Koldsindighed imod ham, som nok ingen, eller i det mindste meget faa, vare i Stand [til] at gjøre Reede for, hvor den kom fra. Det eneste man hørte om ham, var hans hurtige og bidende Svar, og saa megen Behag, som nogle end fandt i dem, saa var Biefaldet langt fra ikke almindeligt, og jeg var iblandt dem, som de ikke henrykkede. En Dag ved Bordet fortalte Greve L[aurvig], hvor herlig han Dagen forhen havde fornøyet sig over Cron Prindsen, som han havde spiist hos, og da de efter Taffelet var gaaet ud at spadsere i Sønder Marken, var Cron Prindsen sprungen op paa en Tue, sagt, han var Hr. Qvist, og holdt en Præken for dem. Han anførte noget af den, som sikkert var lige saa vittigt som bidende, men da min Latter ingen Biefald forkyndte, saa vendte han sig til mig og spurgte, hvorfor jeg var saa alvorlig, og jeg svarede ham ganske kort: Latter, Hr. Greve, er uvilkaarlig Bevægelse, og følgelig ikke let at giøre Reede for, det kommer an paa Følelsen, og Indtrykket, det man hører, giør. Efter adskillige Ordvexlinger forlangede han at vide Indtrykket, det han havde sagt, havde giort hos mig, eller man havde Føye til at troe, at jeg var misundelig over, at der var fleere end jeg som havde Forstand. Forstand, Hr. Greve, og Vid, svarede jeg, ere to meget forskiellige Ting, og uden at undersøge, om en Ober Hofmester burde lade en ung Prinds i sin Nærværelse drive Spot med Guds s. 3 Tienesten, førend han var vis paa, at han havde Indsigter nok til at skille Religionen fra dens Forkynderes Uvidenhed, saa er, efter mine Tanker, en spillende Vid meget farlig for een, der er fød til Thronen, ingen tør vove at angribe ham med sine egne Vaaben, han vil altsaa stedse komme som Seyer Herre af Striiden, hans Forfængelighed tillader ham ikke at deele Æren med sin Fødsel, men tilskrive sig den allene, og dette vil bringe ham til at lægge saa aldeeles Vind paa Vittighed, at det bliver en stor Lykke, i Fald den ikke løber bort med Skiønsomheden. At denne Spaaedom traf ind, ere vi desværre overtydede om.

1

R[eventlou]s umenneskelige Haardhed havde foruden den græsselige Angst, som den jagede Cron Prindsen i Blodet, endnu en anden skadelig Feyl i Følge med sig, den forsaaraagede hans Sladderagtighed, der har voldt, at de faa Venner han har haft, aldrig har tordet gaae aabenhiertet til Værks imod ham, eller vaere ham ad, siden enhver frygtede for, at han sagde hvert et Ord igien. Denne for ham selv og andre saa skadelige Vane, beskyldes en Kammer Tiener ved Navn Kirchoff for at have bragt ham i, ved at tage meere og mindre Deel i hans den Dag hafte Fortræd, alt eftersom Prindsen vedste at giøre ham Regnskab for hvert Ord, der blev talt. Da han, som man siger, kom til Mandfolkene, var den gamle Geheime Raad Berkentin hans Ober Hovmester, Reventlou Hovmester, Geheime Raad Schac Rathklau og Ober Hovmester Moltke Kammer Junkere, Holck s. 4 først, og siden Sperling Kammer Pager. Men S[chack] R[athlou] blev kun nogle Aar hos ham, fordi, som man troede, Moltke skulde være desto nærmere til at blive hans Marschall, som ogsaa skeedte. Denne havde han en naturlig Modbydelighed for; Holck, som blev Kammer Junker ved Schack Rathlous Afgang, var ham ligegyldig, saa at Sperling og Kirchhoff deelede hans Yndest og Tillid imellem sig, og til Uhæld vare de begge lige uværdige til den.

1*

Erfarenheden synes vel at have viist, at hans Hierte ikke kunde føle Venskab, og han følgelig ingen sand Ven fortiente, men Spørgsmaalet er, at om han var kommen i værdige Hænder, om han havde haft et Menneske om sig, der ved en sand Hengivenhed og Omhue for hans Vel havde fortient hans Agt, og den var bleven Grunden til hans Kierlighed, om det da ikke havde fæstet hans Hierte og lært ham at kiende en Vens Værd, et Klenodie for alle, men sikkert det kostbareste Gud kan skienke den, der ved at være fød til at herske finder Egennyttens Slaver overalt, der knæle for hans Magt, men elsker ham ikke, i det mindste har Kongen ikke troffen paa andre af alle dem, som Ungdom og Letsindighed forbandt ham med.

Uden at han kiendte det mindste til Rigets og Sagernes Forfatning, uden at han [Christian VII.] en eneste Gang havde kundet følge sin Villie og Velbehag i det allerringeste, lagdes Høysalig Kongen paa sin Døds Seng, og enhver Fornuftig skielvede for den Svingel, der vilde følge med den store Forandring s. 5 fra et skielvende : maae jeg, til det uomstødelige og mægtige: Jeg vil. I de fiorten Dage da Høysalig Kongens Død var vis og Tiimen allene uvis, var Conseillet næsten bestandig samlet paa Slottet og beraadsloge, men uden at Cron Prindsen saae nogen af dem, men Reverdil maatte i den Tiid næsten stedse holde ham med Sælskab efter Reventlous Befalning. Da han sagde mig det, spurgte jeg ham, hvorledes Cron Prindsen var til Mode, og om han ikke ængstedes over hans Faders Død? Han kiender saa lidet til ham, svarede han mig, at Naturens Røst let kan døves af det smigrende, en uindskrænket Villie har for den uerfarne Ungdom; han føler meget godt, hvorvidt den strækker sig, men [tænker] ikke paa Besværlighederne den har i Følge med sig; thi Reventlou sadte ham i Gaar Aftes temmelig haardt tilrette, og i det han gik ud, vendte Cron Prindsen sig med de Ord til mig: Han giør vel i at benytte sig af Tiiden; om en Tiime sagde han mig det maaskee ikke ustraffet; — hvorved Vandet kom i hans Øyne, men efter mine Tanker var det meere Forbittrelsens end Smertens Taare.

Den første Handling hvori han altsaa fulgte sin egen Drift, var den: at da Bernstorf paa Slots Altanen forkyndte hans Faders Død og hans Bestigelse paa Thronen, løb han ud til ham og viiste sig for Almuen, der tog imod ham med et skingrende Hurra, der syntes at behage ham ligesaa meget, som det ved en sildigere Leylighed ængstede og forskrækkede ham. Om ingen ved denne Leylighed forestillede ham, at det var mod Velanstændigheden at tage imod et s. 6 Fryde Skrig, eller om man i smaae Ting vilde give ham Tøylen, for at holde ham desto kortere i de store, er vanskeligt at bestemme; men det skeedte og blev af alvorlige Folk kaldet: en Barne Streg.

Om Reventlou ikke kunde lide St. Germain fordi han var ligesaa myndig som han, eller om han troede, at det vilde glæde Indbyggerne, som han var meget forhadt hos, at han kom bort, saa havde han i sin sædvanlige Hovmester Tone sagt ham, at han skulde give St. Germain sin Afskeed naar han condolerede ham, men Kongen giorde det ikke, og da Reventlou siden efter spurte ham, hvorfor han ikke havde giort det? svarede han: At han havde undseet sig ved at sige det til en graae hærdet Mand.

I steden for at enhver havde Føye at troe, at Dronning Sophie Magdalene maatte sønderrives af den bitterste Smerte ved Kongens, som hendes eneste Barns Død, saa syntes det meget meere at give hende Lyst til Livet og Verden igien, ved det hun øyneae en Muelighed til at faae Haanden i Regierings Tømmen igien, som hun nu i næsten tyve Aar havde været udelukket fra. Hun var gaaet ganske anderledes til Værks med hendes Sønne Søn, end med hendes egen; i samme Grad som hun var stræng og haard imod denne, havde hun været eftergiven imod hiin; naar han var hos hende, kunde han i den strængeste Forstand giøre og lade hvad han vilde, alle hans Indfald og Griller maatte opfyldes, hans Vink var hende en hellig Lov, store Kostbarheder bleve givne ham til Priis naar han fandt Behag i at øde s. 7 lægge dem, og Reventlou beklagede sig ofte over, at Cron Prindsen blev af at være en halv Dag hos hende saa baldstyrig, at der behøvedes mange til at faae ham i Skik igien. Da nu den unge Konge maatte forlade Slottet paa nogle Dage for at faae Gemakkerne overtrokken, tilbød hun sig at følge med ham og Prinds Frederich til Friderichsberg, og da hun til Trods for Bernstorfs Stats Klogskab havde saa vel vidst at binde hans Øyne i Blaar, at han troede, Kongen var i en beskiermende Engels Varetægt naar han var i hendes, saa antog han dette Tilbud med Glæde og anpriiste det som et Bevis paa en sand moderlig Ømhed, i slig en Alder og paa saa ubehagelig en Tiid af Aaret at underkaste sig den Ubeqvemmelighed. De andre af Conseillet fandt ikke for godt at indvende noget derimod, som maaskee ikke heller havde frugtet noget, thi Moltkes Forfatning var for slibrig at vove paa at opirre hende meere imod sig end hun var, og man meente, at Reventlou, der kiendte Dronningen nøyere, men i sit Hierte var misundelig over Moltke, endskiøndt det var hans Svoger, og vedste, hvor høyt hun hadede ham, med Fornøyelse gav(e) hende Leylighed til at sværte ham hos Kongen. Saa faa Dage, som de end vare paa Friderichsberg, saa blev dog Bernstorfs Øyne nogenledes opladte, da hun sagde ham: at siden Kongen ingen Conseil havde bievaanet endnu og var ganske ukyndig i Tingene, saa holdt han det for godt, at hun som hans Faer Moder, da hans egen ikke var i Live, skulde for det første tage Sæde i det, og om han ikke ogsaa s. 8 meente, at det lod sig giøre? Bernstorf studsede og svarede i sin Stats Mands Tone: at der var ingen Tvivl om, at io hendes Forstand og Erfarenhed kunde forskaffe den unge Herre den ypperligste Veyledning, men hvad Sædet i Conseillet angik, da kunde man befrygte, at Kongen derved maatte sætte sig for dybt ned i sine Undersaatters Øyne, da Konge Loven kun anviiste hans egen Moder Sted i det i hans Mindre Aarighed, og da den var længe forbie, saa giorde han sig derved paa en vis Maade umyndig. Hun syntes tilfreds med disse anførte Grunde, men da hun ikke selv kunde komme der, saa vilde hun i det mindste besætte Pladsen, hun havde tiltænkt sig selv, med een af hendes Creaturer, som var den gamle Greve af Danneskiold, der blev kaldt ind igien og sadt i Conseillet til alle deres Forundring, der kiendte Greven for den meest selvraadigste, hidsigste og hævngierrigste Mand, der kunde drage Aande. Han havde ikke været længe deri, førend der forefaldt en Scene imellem ham og den gamle Greve Bernstorf i en af Conseils Samlingerne, som skal have diverteret Kongen uendelig. Bernstorf havde noget at foreslaae i Henseende til Oeconomie og Commercie Collegium, og da Danneskiold var den, som i Christian den 6tes Tiid havde faaet det oprettet, saa giorde Bernstorf ham en Compliment derover og kaldte det hans Barn. Den gamle Danneskiold kom derved i fuld Fyr og Flamme, svarede, at om det var hans Barn, saa var det et saa vanslægtet og fordærvet Barn, at han ikke meere kunde eller vilde kiendes ved det, at det i s. 9 steden for at svare til Hensigten, det var oprettet til, og see paa Kongens og Landets Bedste, var bleven til en priveligeret Røver Himle, som bestial Kongen og plyndrede Undersaatterne. Med io større Kulde og Finesse Bernstorf besvarede hans Invectiver, io heftigere blev den anden, og i steden for at Kongen skulde paalagt dem Taushed, saa søgte han ved sine Miiner og Lader at gyde Olie i Ilden, og som han siden efter sagde til den han fortalte det, ventede han hvert Øyeblik paa, at see den første Scene af Le Cid spilles, og een af dem give den anden et Ørefigen, men i det Sted vendte Danneskiold sig grædende til ham og begierede Ret af ham. Hvorpaa han svarede: Jeg troer sikkert, at det er af en velmeent Iver og Nidkierhed, hvad De her har sagt, men De er for opbragt til at have ganske Ret.

Dagen efter at Høysalig Kongen var begravet, kom der een til mig og sagde, at alle de store Illuminationer skulde tændes samme Aften igien, fordi Kongen vilde kiøre ud og see dem; jeg paastod at det var en Umuelighed, thi han havde io seet dem ved at følge sin Faders Liig og kunde umuelig vilde giøre Byens Sørge Fakler til et Fryde Blus for sig at det var en anden Sag ifald det var Illuminationer til hans Formæling, thi saa var hans Attraae efter at see Beviisene paa hans Undersaatters Glæde, som han paa Dagen selv ikke kunde see, et Tegn til det Bifald, hvormed han toge imod dem, men ved denne Leylighed var der slet intet, der kunde bevæge ham dertil, uden Fornøyelsen han fandt deri, og denne s. 10 Overbeviisning, min elskede Bülov, var saa stærk hos mig, at jeg havde Møye med at troe mine egne Øyne, da de saae ham i sin dybe Sorg og sort overtrokken Vogn at kiøre Byen igiennem og holde stille, for med koldt Blod og tørre Øyne at betragte Sindbillederne og læse Inscriptionerne.

Med Foraarets Komme syntes Dronning Sophie Magdalene at være bleven ung med det igien, hun deelede ikke allene alle det unge Hærskabs Forlystelser med dem, men hun søgte endog at vinde Kongens Hierte alt meere og meere ved at bestyrke ham i den vrange Grundsætning: at hans Villie burde være hans eneste Lov, og foregik alle andre deri med et godt Exempel. Hun blev endog beskyldt for, at hun umagede sig for at viise ham et Par smukke Piger, men da de ikke sadte ham i nogen synderlig Bevægelse, saa vilde hun fortiene sig en Kuppel Pelts paa en anden Maade. Fra det, de tree unge Prindser af Hessen var kommen her, havde Prinds Carl været den, som Kongen havde baaren meest Yndest for af de tree; Dronningen mærkede ikke saa snart, at denne Yndest voxede hos Kongen, og at Prinds Carl ikke betragtede Prindsesse Lovise med ganske ligegyldige Øyne, førend dette faldt hende ind, at giøre sig dem begge forbundne ved at arbeyde paa dette Giftermaal, som hun ogsaa lykkelig bragte til Ende, at Kongen ikke foreslog Conseillet dette Partie, som noget det skulde give sin Betænkning over, men som noget, der var afgiort og besluttet, og alle muelige Forestillinger derimod hialp ikke. For Sandheden i denne Beretning s. 11 kan jeg ingen anden Borgen give end Conferentce Raad Nielsen, der sagde, at R[everdil] havde sagt ham det, da han havde yttret sin Forundring derover, og tillige, at Dronningen havde fundet meest Vanskelighed i at faae Prindsessen overtalt, siden hendes Stolthed havde funden sig høyligen fornærmet ved at ægte sin Broders Undersaat, da begge hendes Søstre havde faaet regierende Herrer. For at give dette Partie meere Skin af Rimelighed og hæmme det Spørgsmaal: „Hvem skal føde de Børn, der avles i dette Egteskab?“ som heele Landet gjorde, blev der udspredt et Rygte, at Prinds Wilhelm var ved Faldet med en Hest betaget Haabet om at skaffe Hessen Arvinger, og af den Aarsag fandt Stænderne Prins Carls Giftermaal nødvendig, og da Prindsesse Caroline havde været paa tredie Aar gift, uden at være frugtsommelig, saa syntes det at bekræfte Rygtet.

Imidlertiid havde Dannemark været høyst lyksalig, dersom Dronning Sophie Magdalenes Indflydelse ingen større Ulykke havde voldt det, men da de største og forunderligste Virkninger som oftest frembringes ved en ganske ubetydelig Aarsag, saa blev ogsaa Udkaarelsen af den forventede Dronnings Hofstat, som blev overdraget hende, Grundvolden til mange og høyst beklagelige Tildragelser. Dronningen havde i sin heele Regierings Tiid ikke haft meere end en dansk Hofdame, som var en Daatter af Geheime Raad og Ober Hovmester Berkentin. Hvad enten der var en hemmelig Overeensstemmelse imellem Dronningens og hendes Tænkemaade, eller hun fandt den uindskræn s. 12 kede Magt, hvormed hun [Sophie Magdalene] beherskede Kongen, saa tillokkende, at hun ikke kunde imodstaae Fristelsen, saa dannede hun sig fuldkommen efter dette store Mønster og bragte sine indsuede Lærdomme i Udøvelse, da hun blev gift med Plesses næstældste Søn. Men enten følede han sine Lænkers Tyngde stærkere end Kongen, eller hun holdt det ikke Umagen værdt at forsøde ham sit Slaverie og giorde ham hendes tyranniske Aag saa utaaleligt, at Græmmelsen over det endte hans Liv i en meget kort Tiid. Denne Frue Pless blev valgt til den unge Dronnings Ober Hovmesterinde; havde hendes Hierte været halvt saa godt, som hendes øvrige Gaver, saa havde Valget været ypperligt, men det fordærvede det. Vil man opregne alle hendes Dyder og Fortienester, saa kan man ikke nævne een uden at være nødsaget at føye et men til, som De veed, er overalt. Hun havde af Naturen en god Forstand og dyrket den ved megen Læsning, men hun vedste det og giorde sig ikke allene til deraf, men fordrede det som en Rettighed, at hendes Meninger skulde antages som Oracler. |: Her var endog et dobbelt men :|. Hun var kydsk og troede sig endog at være Reenheden selv, men Overbeviisningen om denne eene Dyd, hvoraf dog ingen kunde høste Nytte uden hun selv, holdt hende skadesløs for Savnet af Menneskekierlighed, Fromhed og Overbærelse, og avlede Bagtalelse, Foragt og de umildeste Domme og værste Fortolkninger over deres Forhold hos hende, som i deres Omgang var meere frie og mindre stræng og tilbageholden end hun. s. 13 Hun besad den Kunst at indtage og giøre sig elsket i en høy Grad, naar hun holdt det Umagen værdt; under Skin af en oprigtig Deeltagelse i en andens Vel kunde hun giøre sine Meeninger til Rættesnoeren for en anden, men hendes Egenkierlighed kunde ikke tillade at fremme nogen andens Vel, uden for saa vidt hun derved bekom en uindskrænket Magt over den, som hun foregav at elske.

Om hun virkelig har fattet Kierlighed for Dronningen, eller hun allene har søgt at bemestre sig hendes Hierte for at leede og føre hende som hun lystede, det veed kun han, der seer vore lønligste Tanker, men saa meget er vist, at vor elskværdige og beklagelige Dronning ikke naaede Byen, førend hun ingen anden Villie havde end hendes Oberhovmesterindes. Efter al Formodning gik hendes Anlæg derhen, at forskaffe Dronning Caroline Mathilde den samme Magt over Christian den 7de, som Sophie Magdalene havde havt over Christian den 6te, og ved at beherske Dronningen, sig selv Herredømmet over dem begge. Havde hendes høye Tanker om sine egne Indsigter endda tilladt hende i Forveyen at undersøge Kongens Caractheer og indrette sin Plan efter den, saa maaskee den havde lykkedes hende, men paa den Maade, som hun begyndte det, handlede hun just, som om hun havde været underkiøbt til at befordre Konge Huusets Ulykke og Landets Fordærv.

Heele Aaret 1766 indtil November Maaned var ingen, som yttrede nogen synderlig Misfornøyelse, og havde de ingen Aarsag til Lovtaler, saa havde de s. 14 heller ingen til Dadel; thi hvad Prindsessens Formæling angik, saa havde det før ommeldte Rygte sat en Sminke derpaa, og i øvrigt var Kongens Forlystelser saa fornuftige og anstændige, at enhver næsten forundrede sig over, at han ikke giorde større Misbrug af sin med et erholdte Friehed. Vel havde Danneskiold faaet den Indretning, Høysalig Kongen havde giort med Søe Etaten, stødt omkuld og bemægtiget sig Enevolds Magten [i Søetaten], men da kun nogle faa private Personer enten roesede og dadlede det, efter den Fordeel og Skade, som de toge derved, saa blev det ogsaa kun omtalt som ligegyldige Ting.

Forvendtningen af en engelsk Princesse syntes at vaagne Nationens Kierlighed for Lovise. Den nye Dronning var hendes Broder Daatter, Lovises Blod randt i hendes Aarer, det maatte altsaa være ligesaadan en Engel som hun, og enhver bereede sig paa at tage paa samme Maade imod hende, da et Forbud om at giøre den mindste Bekostning ved denne Leylighed hæmmede deres Glæde og foraarsagede en almindelig og hærskende Misfornøyelse. Der seer vi, hedde det, hvorledes de Store behærsker Kongen og binder hans Øyne i Blaar, det er dem, der skal skaanes for at lade den Fattige faae en Skilling tilbage af det de har suet af deres Sveed og Blod, og i steden for at deres umættelige Graadighed havde maattet give noget af deres tilbage til os, og vi fortient os noget til Skat og Vinter Føde, saa bilder de Kongen ind, at han ved at tage Fortienesten fra os, skaaner os for Udgifter.

s. 15 Jo nærmere hun kom, io meere tog Forbittrelsen til ved at see af Aviserne, hvorledes alle andre Stæder i Riget tog imod hende, og Hovedstadens Indbyggere skulde være de eneste, det var formeent at yttre deres Glæde over hendes Komme. Det ufordeelagtige Begreb hun derved maatte fatte om dem, krænkede dem aller meest, og det blev sagt overalt, at Hensigten var at giøre dem forhadt hos hende.

Uagtet Hoffet den Tiid havde mange og store Skiønheder, saa syntes de dog ikke at giøre noget synderligt Indtryk hos ham, i hvor vel at de kappedes indbyrdes derom; han glemte undertiiden sin kongelige Værdighed for at viise sig som Cavalier, men det var alt, og den, der i Aften glædede sig over hans Opmærksomhed, syntes Dagen derpaa at være ganske forglemt. I denne Sinds Forfatning mødte han sin unge Brud i Roeskilde, men hvad endten hun overgik hans Forvendtning, eller hun giorde et stærkere Indtryk hos ham end nogen anden havde giort, saa fandt han saa megen Behag i hendes Omgang, at han udbad sig hendes Sælskab i hans Vogn og bad sin Broder, der var fulgt med ham, at sætte sig i Dronningens Sted hos Madame Pless. Hendes Ansigt viiste tydeligen hendes Misfornøyelse over denne Forandring; de Regler hun havde givet Dronningen bestode deri, at hun ved sin Høyhed og den Afstand hun maatte søge at holde Kongen i, skulde tvinge Kongen til at spille en sukkende Elskers Rolle, der paa sine Knæe bevidnede sin Glæde og Taknemmelighed for den mindste Gunstbeviisning, og som s. 16 af Frygt for at tabe den, ingen anden Villie maatte have end hendes. Som en fød Prindsesse, en regierende Dronning og den, der skulde bringe Stammen Arvinger, var hun saa høy og hellig en Person, at Kongen selv ikke maatte nærme sig hende uden Ærbødighed, og i sær maatte hun [ikke] tillade ham den Friehed at tage sig selv Gunstbeviisninger hos hende, thi derved blev Dronningen til en Maitraisse, til Maalet for opbragte Sindslidelser, i steden for at hun burde være det for hans Tilbedelse og Høyagtelse. Da hun alt havde Dronningens Hierte ganske i sin Vold, og hendes Ungdom og Uerfarenhed ikke tillod hende at indsee, hvor skadelige disse Reglers Efterlevelse kunde blive hende, dersom Kongen var af et egensindigt og selvraadigt Sindelag, saa lovede hun vel at følge dem, men bevilgede dog Kongen, uden mindste Indvending og til Trods for Hovmesterindens Vinken sin Begiering og syntes ligesaa fornøyet over at kiøre med ham, som han over at have hende hos sig.

Dronningen var ung og fyrig, hun havde voldsomme Sindslidelser og et Hierte, der var dannet til at elske med Heftighed; havde hun været istand til at elske lunkent, saa var Frue Pless aldrig bleven hende saa vigtig som hun var, og hendes vedvarende Kierlighed for hende, foreenet med Begierligheden at kunde hævne sig over dem, der havde berøvet hende denne kiere Person, havde ikke lagt Grundvolden til en anden Kierlighed, der maaskee kostede hende Livet, men Dannemark sikkert utallige Sukke og

s. 17 Charlotte Dorothea Biehl\'s Breve om Chr. VII

s. 18 s. 19 Taare. Denne Furie af en Hovmesterinde forbittrede ikke allene ved sin udstrøede Gift hendes heele Liv, men giorde endog heele Landet ulykkeligt, thi naar hendes Følelser for Kongen ikke var bleven standsede og forvandlede til Bitterhed og Foragt, saa er det troeligt, at hun havde elsket ham med al den Varme, som hun kunde elske, og maaskee meddelt hans den Tiid fra Laster ubesmittede Siel noget af sin Heede, og derved giort ham, sig selv og heele Landet lykkeligt.

Ingen uden den, der kunde tænke sig ind i Frue Plesses Siel, kan begribe, hvorfor hun ikke søgte at forskaffe Dronningen det Herredømme over Kongen, som hun vilde see hende i Besiddelse af ved hendes udviiste Kierlighed og Hengivenhed til ham, med mindre hun har frygtet for, at dersom de kom til at elske hinanden oprigtig, saa vilde Dronningen være meere i Kongens Vold end i hendes, Det synes og virkelig, som om hun af den omtalte Prøve paa Dronningens Villighed til at føye Kongen i hans første Begiering har frygtet derfor og derfor søgt at opvække den hos unge Mennesker saa hæftige For(e)fængelighed, ved at viise hende, at hun ikke blev begegnet med den Ærbødighed, som en regierende Dronning tilkom.

Den første Anledning hertil tog hun af det, at Prinsesse Lovise, som kiørte med hende til Indtoget, ikke satte sig baglænds, men ved Siden af hende. Dagen derpaa, da de skulde kiøre; til Comedien i Pomp, og Kongen og Dronningen vare stegne i Vognen, satte hun sig baglænds og lod Kongen allene sidde ret, til s. 20 alle deres Forundring, der saae dem kiøre fra og til Slottet. Jeg talede engang med Nielsen derom og spurgte ham, hvad det skulde sige; han svarede mig, at saavidt som han kunde forstaae paa Overhovmesterinden, saa havde Dronningen, og ventelig efter hendes Indskydelse, giort det for at give Kongen at forstaae, at hans Søster havde Dagen forhen taget en Plads, som hende ikke tilkom, men at Kongen ikke havde villet forstaae det, men stilt sig an, som om han troede, at hun enten giorde det af Spøg eller Velbehag.

2

De vil venteligen sige, min Ven, at dette er Børnerier og intetbetydende Ting, men Følgerne af dem bleve des værre altfor alvorlige og aad om sig til det blev et Saar, hvis Svie føles endnu.

Kongen havde den Grille, at han ikke gad gaaet ind til Dronningen førend hendes Kammer Piger vare borte, og fandt tillige megen Behag i at gaae Klokken elleve til Sengs. Han sendte derfor gemeenligen imod den Tiid ind til Dronningen og lod spørge: om hun havde retireret sig? Dette giorde Frue Pless ham til en stor Forbrydelse og Formastelse, hun afbildede hende det som en Grovhed, ikke den gemeeneste Mand giorde sig skyldig i, og for at vænne ham af med slige Art af Befalninger, saa maatte hun engang svare ham, at det ikke faldt hende beleyligt endnu. Næste Aften da dette Spørgsmaal skeedte, blev Svaret, at hendes Mayestet spillede Schack og retirerede sig ikke førend Partiet var ude. Kongen biede derpaa indtil Klokken var slagen Tolv, da han, ventelig i den Tanke, at Dronningen alt havde lagt sig, kom ind og s. 21 fandt hende at spille endnu med Frue Pless. Med en fortrydelig og misfornøyet Miine gav han sig til at gaae op og ned af Gulvet uden at sige et eneste Ord, men da Partiet efter at Klokken var slagen et først blev endt, og Dronningen derpaa ikke allene sagde, at hun vilde have et endnu for at faae Revanche, men han saae endog, at Frue Pless med en triumpferende Miine smilede hende Biefald til, saa gik han ud og slog Døren med Heftighed i efter sig og kom for første Gang ikke i fiorten Dage til Dronningen.

Nogen Tiid der efter kom han en Morgen ind til hende da hun blev paaklædt; hun havde faaet et Tørklæde om Halsen, men det var ikke heftet fast endnu; Kongen skiød det tilbage med sit Ansigt og trykkede sine Læber paa Stedet hvor det havde lagt, men da derpaa Frue Pless vendte sig om med en Miine, som om hendes Tugtighed var høyligen fornærmet ved saa forargeligt et Syn, saa giorde Dronningen sig vred, bebreydede ham et uanstændigt Forhold og viiste ham hvor forkrøllet Tørklædet var. Han tog det derpaa, rev det i tu imellem Hænderne, kastede Stykkerne paa Gulvet, traadde dem med Fødderne, gik yderst forbittret bort og blev atter nogle Dage borte.

Disse to Misforstaaelser imellem dem har Nielsen nogle Aar derefter fortalt mig, med det Tillæg, at Kongen havde høyligen beklaget sig over Dronningens Koldsindighed, anført ham disse to Beviiser derpaa, og anført Frue Pless som Aarsagen og Oprindelsen s. 22 til al Misforstaaelse imellem dem. Nielsen var derpaa gaaet til hende, [havde] giort hende de fornuftigste Forestillinger han vedste om Følgerne, deslige smaae Stridigheder kunde drage efter sig, og indstændig bedet hende, heller at anvende sin Magt over Dronningen til at faae hende til at læmpe sig efter Kongen, hvor ved hun meget snarere vandt ham, end ved Bebreydelser og Trodsighed, men hun havde paastaaet, at Kongens Forhold var utaalelig og af en Beskaffenhed, som der kun kunde giøres Brug af hos slette Fruentimmere og i liderlige Huuse.

2*

Til al Ulykke feylede det paa ingen af Siderne paa Budbærere; Kongen vidste hvert et Ord, hver en Anmerkning over ham, som Dronningen blev sagt af Frue Pless, og denne var lige saa nøye underrettet om alt hvad Kongen foretog sig, og forsømte ikke at berette Dronningen det, med al den Galde og Bitterhed, der kunde give det det aller værste Udseende. Dette forøgede Kongens Forbittrelse imod hende, og for at hævne sig over det Fortrin, som Dronningen syntes at give hende for ham, giorde han ikke allene al hendes Foretagende latterlig og øvede al sin bidende Vid paa hende [Dronningen] og Oberhovmesterinden, men han fordobblede endog sin Opmærksomhed imod de Damer, som Frue Pless trak meest løs paa. Dronningen fandt sig høyligen fornærmet ved at sættes saa offendtlig til bages og begegnede i Følge deraf dem, som vare Maalet for hendes Jalousie, med en Foragt, der opirrede dem. Tienstfærdige Aander bragte dem troeligen, og maaskee med Tillæg, alt det s. 23 til, som Dronningen og Frue Pless sagde, og nu blev Hoffet saaledes opfyldt med Cabaler, Bagtalelse og Sammensyerie, at den eene ikke tænkte paa andet end at forfølge og styrte den anden og alle dem, som de troede, deres Modstandere kunde have Biestand og Understøttelse af. I denne ypperlige Kunst, at saae Uenigheds Sæd, spillede den unge Frue Gram, nu Grevinde Stolberg, en udmærket Rolle, hun vidste at forebringe Dronningen noget, som enhver af de Damer, Dronningen var jaloux over, skulde have sagt om hende, og hver af dem berettede hun noget igien, som hun foregav at have hørt af Dronningen, og som maaskee ogsaa var giørligt, men var det skeedt, da var det i Anledningen af det, som hun havde forebragt hende, men det tav hun med. Hun spillede sit Kort saa vel, at hun i lang Tiid var alles Fortroelige, indtil det omsider ikke blev meere ved forblommede bittre Talemaader, men der forlangtes Forklaring paa dem, og blev henviist til det, man havde sagt til Madame Gram, men bekom Anviisning tilbage paa samme Person, og enhver saae sig tvungen til at nævne hende som Angiver og Mellembærer, hvorpaa hende og Manden blev forbuden Hoffet paa nogle Uger, endskiønt han hverken havde Deel deri eller bekymrede sig om sin Kone og hendes Forhold.

Havde nu disse Fruentimmer Tracasserier ikke gaaet videre end til deres indbyrdes Had, saa havde de ikke fortient at bemærkes, men uagtet Sammenhænget var bleven oplyst, klævede der dog noget af det Forebragte hos enhver, som bragte dem til at s. 24 stræbe efter at giøre sig et Partie, der kunde være mægtig til at holde det modsadte Stangen, og da Naturen havde været for gunstig imod dem til at [de] kunde mangle Tilbedere, saa antoge disse deres Herskerindes Meeninger, giorde hendes Sag til deres og kappedes om at styrte og forjage hinanden uden nogen anden Aarsag end dette Fruentimmer Had.

Dette var den fornemste Kilde til de mange Veyr Lys, som slukkedes ligesom de tændtes; den der i den eene Tiime blev holdt saa vigtig og formaaende hos Kongen, at han kunde udrette alleting, fik ofte inden Aften et Brev om at forføye sig inden 24ve Tiimer af Byen, uden at vide hvorfor, eller nogen anden given Aarsag, end : car cette est nôtre bon Plaisir. Den gamle Moltke var dog den, som man med meest Anstændighed skilte sig ved; thi Sønnen bekom ikke allene hans Oberhof Marschals Plads, men han blev endog kaldt ind igien til Salvingen og beholdt den øvrige Del af hans Charger. Danneskiold fik derimod et tilsendt Brev med sin Afskeed og Befalning, ufortøvet at forføye sig bort og ikke understaae sig at komme ved Hoffet. Sperling gav Kongen selv Brevet, der indeholdt Befalningen at han skulde blive i Holsteen, som en vigtig Befalning, der skulde overleveres A. og det med sin sædvanlige Mildhed. Da Sperling tog imod det, sagde han: hvorfor vil Deres Mayestæt skiule Indholdet for mig, jeg veed meget godt, at det indeholder min Skiebne og forjager mig fra Dem, und mig derfor den Trøst at høre det af Dem selv med den Forsikkring, at det ikke er Deres Mayestæts s. 25 Hierte, men Omstændighederne, der afsiger min Dom. Kongen omfavnede ham derpaa [og] forsikkrede ham, at dette Brevs Indhold i ingen Maade angik ham, og at han, saa snart han havde overleveret det og faaet Svar, skulde komme tilbage igien. Ikke desto mindre havde Sperling giettet ganske ret, Brevet indeholdt intet andet, end at A. skulde forkynde ham at blive der, samt hvad han fik til Underholdning, og var underskreven af Kongen selv.

Det er umueligt at opregne Dem alle de Ophøielser og Nedstyrteiser, som dagligen foregik; dens Befordring, som man om Formiddagen talede om som noget Nyt, var af sin Post inden Aften, og man blev tilsidst, saa vandt dertil, at mange fik Betieninger og mistede dem igien, uden at nogen bekymrede sig derom eller lagde Mærke dertil. Denne store Ustadighed, denne idelige Omgiøren af hvad han havde giort, betog Undersaatterne al Agt, Tilliid og Kierlighed til ham, hvortil hans idelige Higen efter Lysttourer, Baller, Skuespill, Masquerader og alle muelige Afvexlinger af Forlystelser ikke biedrog lidet; thi de viiste tydelig, at han ikke bekymrede sig det ringeste om hans Pligter som Konge, men maatte, om ikke af Mangel paa Lyst og Kræfter, saa dog af Mangel paa Tiid overdrage andre Regieringen. Et Beviis paa, at han enten ikke havde Moed nok til at beskytte dem han syntes at elske, eller ikke elskede dem høyt nok til at føle deres Forliis, var Bortsendelsen af hans kiere Kirchof, som ikke allene blev ved sin gamle Vane at udfritte ham om alleting, men endog talede derom i hans s. 26 Børns og Folkes Paahør og gav sig Anseelse af, at Kongen ikke foretog sig noget uden hans Samtykke. Disse fortalte det videre, og Slutningen blev, at Herr Etats Raad Kirchof maatte forføye sig til Fyen.

Hvad Kongen tabte hos Undersaatterne, det vandt Dronningen, enhver beklagede hendes Skiebne og vare enige om, at hun fortiente en Gemal, der lod hendes Fortienester vederfares meere Ret; thi Kongen kunde alt for lidet tie til at Misforstaaelsen imellem dem skulde været en Hemmelighed for nogen, men da Aarsagen og Oprindelsen til den kun var meget faa bekiendt, saa lagde det almindelige heele Skylden paa Kongen, og da det en Dag af en Hændelse traf sig, at Dronningen kiørte en Snees Skridt forud for Kongen ved Holmens Canal, just i det Matroserne kom af Arbeyde, saa havde de den Dumdristighed at raabe ind til ham i deres Sprog og Stiil, at han ikke var Dronningen værd.

Den Dag han besteg Thronen giorde han Reverdil til sin Lecteur, og denne betiente sig af den Yndest, Kongen syntes at have for ham, til at opmuntre og tilskynde ham at giøre sig Sagerne bekiendte og arbeyde selv, som vilde være en dobbelt Vindning, siden Forlystelser kun var en Yederqvægelse efter fuldendt Arbeyde, og deels fordi endog den habileste Ministers Fliid og Nidkierhed blev fordobblet, naar hans Herre kunde sætte den vedbørlige Priis paa hans Fliid og Nidkierhed. En Dag, da han igientog dette, svarede Kongen ham : Raadet er ypperligt, og jeg indseer alle dets store og ypperlige Fordeele, men viis mig en s. 27 Maade til at sætte det i Værk med de Mennesker jeg har at giøre med, der ligesom synes at have giort Forbund med hinanden om, at jeg ikke maae see Tingene i et andet Lys end de finder for godt at viise mig dem. Naar jeg undertiiden giør Indvendninger, naar jeg siiger: men kunde det ikke skee med meere Beqvemmelighed paa den eller den Maade, saa kan jeg aldrig faae Grunde eller Aarsager hvorfor det ikke kan være saa, men at det ikke maae være, merker jeg tydelig. Siiger jeg til Bernstorf om man giorde det eller det, saa bukker han, trækker paa Skulderen med et : Naar Deres Mayestet udtrykkelig befaler det, men — og dette men forklares ikke, men er og bliver et urandsageligt Chaos for mig. Moltke derimod svarer aldrig andet, end at min Villie bør efterleves. Reventlou lader mig aldrig tale ud, førend han i den sande Skolemester Tones kriger: Det kan ikke være, Deres Mayestæt, det maae ikke være. Danneskiold græder, og om jeg gav ham Tønder Guld i Dag, saa havde han dog i Morgen nye Fornærmelser og Forurettelser, der skal erstattes ham, og T[h]ott er ikke andet end en levende Autor classicus. Siig mig altsaa en Muelighed til at indhente Oplysning og Kundskab hos disse Herrer.

Nogen Tiid efter blev Reverdil Cabinets Secretaire, men efter som han sagde mig, saa bestod hans heele Forretning i atimodtage Ansøgningerne, igiennemlæse dem, saavel som de, Kongen selv tog imod, lægge dem paa Kongens Bord, og om Aftenen sige ham i Korthed Indholdet og fra hvem de vare, og give sin s. 28 Meening tilkiende derover, saa fremt Kongen spurgte derom, men sagde han intet videre end: Det er godt; da at sende dem til vedkommende Collegier. Jeg spurgte ham engang i Spøg, om han ofte havde Leylighed til at lægge sin Viisdom for Dagen, og han svarede mig i samme Tone, at det hændte sig sielden, siden det gemeenligen var saa sildig, at Kongen var søvnig.

Med disse I og Afsætninger og ved at giøre om i Dag, hvad der var giort i Gaar, forløb Vinteren. I May Maaned skulde Salvingen gaae for sig, og strax derefter vilde Kongen gaae til Holsteen. Det var naturligt, at den unge Dronning ønskede at giøre Reysen med, de tvende Enke Dronningers Sælskab havde ikke megen Tillokkelse for hende, og hun vedste heller ikke andet end at det var ganske afgiort. Men Kongen, som ikke kunde taale at see Oberhovmesterinden, besluttede at krænke baade Dronningen og hende ved at lade dem blive hjemme, under Forevendning at skaane Dronningens Helbred, der var frugtsommelig. Denne Hævn betroede han til Holck, som paa den Tiid begyndte at komme i Gunst, med det Tillæg, at saa kunde de da faae Tiid nok at spille Schack. Frue Pless og Holck vare de mest afsagde Fiender, som kunde være til; hans Tunge giorde sig idelig lystig paa hendes Bekostning, og da han mærkede, at Kongen fandt Behag deri, saa skaanede han ikke engang Dronningen, der viiste tydelig, hvor forbittret hun var paa ham. Det var Holck altsaa umueligt at tie med det, Kongen havde betroed ham, det var altfor sød s. 29 en Triumpf for ham, at hans afsagde Fiender igiennem hans Mund skulde faae at vide, hvad der var besluttet over dem, at han kunde imodstaae Fristelsen, men fortalte det til een, som han vedste vist sagde det strax igien. Dette bragte Dronningen ganske uden for sig selv, hun giorde Kongen de bitterste Bebreydelser og sagde ham, hvor høyligen han beskiemmede sig selv ved hans Forhold i at fornøye sig med en kaadmundet Dreng over at tilføye en Prinsesse Forhaanelser, som han skyldede Ærbødighed. Kongen vilde i Førstningen nægte det, men da hun derpaa forlangede en uomstødelig Bekræftelse paa, at hun skulde giøre Reysen med, og Holck straffet for sin formastelige Usandhed, saa blev det første hende ganske nægtet og det sidste ikke videre bevilget, end at Holck ikke heller kom med.

At alle disse tilstødte Ubehageligheder maatte ganske udrydde hendes Agt og Kierlighed for Kongen, var en naturlig Følge, allerhelst da hendes Øyne vare alt for stærk forblindede af Frue Pless til at indsee, at hendes givne Raad var det første Udspring til alt det ubehagelige i hendes Forfatning; men ligesom hendes Fortrydelse mod Kongen voxede, saa tog hendes Kierlighed for Oberhovmesterinden til. Dennes Ondskab forøgede i Kongens Fraværelse hendes Misfornøyelse saa stærk, at Kongen ved sin Tilbagekomst ikke blev imodtagen med Høflighed, end sige en kierlig Længsel. De haanlige Afviisninger han bekom ved hver en Gunst Beviisning han enten begierede eller vilde tage sig, fornærmede hans Forfængelighed paa s. 30 det høyeste, og Ungdom, Letsindighed, slette Raadgivere og en krænket Kierlighed — thi mange nye Ting synes at beviise, at han virkelig elskede hende — forleedte ham til slige Foretagender, som Efterslægten vil have Møye med at troe, og det i den daarlige Tanke, at han ikke kunde hævne sig stærkere over det Fortrin, Dronningen gav Frue Pless for ham, end ved at giøre de meest foragtelige Creaturer til hendes Medbeylerinder, og besøgte til den Ende de meest berygtede Huuse, næsten hver Aften og en stor Deel af Natten.

Ved denne Omsværmen var Hoick, Osborn, Dryberg og Gen[eral] A[djutant] Juul hans fornemste Ledsagere; naar nu de slette og hidsige Drikke Vahre, de fik paa disse smukke Steder, steg dem i Hovedet, saa sloge de snart Lygterne i tu, snart giorde de saadan Støy og Allarm, at Vægterne talede dem til, og da de ingen Irettesættelser vilde taale, saa kom det ofte til smaae Skiermydsler, hvori Osborn og Dryberg stode som brave Karle og holdte ud hos deres Herre, men Hoick og Juul lode ham i Stikken, saa at han engang, da han ikke meere kunde holde Vægten af de nedfaldende Morgenstierner ud, blev nød til at rive Frakken op, viise sin Stierne og nævne sig. Da Vægterne afstattede Politiemesteren denne Rapport, blev han temmelig forlegen med hvad Forholds Regler han skulde give dem, men i det Haab, at denne følende og usædvanlige Begegnelse skulde hæmme denne Lyst for Fremtiiden, saa skieldte han Vægterne ud for nogle gamle Narre, der havde enten havt Søvn s. 31 eller Brændeviin i Øynene og ladet sig narre af en forvoven ung Dreng, der havde misbrugt Kongens Navn.

Men denne af Vægterne bekomne Velkomst giorde den Virkning, at det, som før var skeedt af Overmoed, skeedte nu af Had og Attraae til at hævne sig, saa man paa en vis Maade kan sige, at der førtes aabenbare Krig imellem Kongen og hans Følge og Vægterne. Naar der ingen Masquerade var, saa gik der næsten ingen Nat forbi, uden der blev leveret et Feldtslag, og endskiøndt der vankede Stød paa begge Sider, og een Vægter mistede Næsen, og en anden blev lemlæstet og utienstdygtig, saa beholdt dog Vægterne almindelig Valpladsen, og de andre maatte tage Flugten. Heele Byen talede ikke om andet end disse Natte Batailler, men jeg var stedse i den visse Troe, at Rygtet enten overdrev det, eller og at andre misbrugte een af Kongen begangen Ungdoms Overiilelse til at besmykke deres Galskaber med, indtil mine Øyne og Øren overbeviiste mig derom. Min salig Fader og jeg vare en Aften til Pilos, og da Klokken var noget over elleve, kom Portneren ganske hæsblæsende og begierede at tale med min Fader. Mit Partie var endt, men han spillede endnu, han befalede derfor mig at høre hvad han vilde. Denne berettede, at Kongen havde taget sin Retirade for Vægterne ind i Slots Porten, havde kastet sig der ganske mat og aandesløs paa Vægterens Bænk og begiert et Glas Vand. Har han faaet det? — Ja, Moer henter et til ham. — Har han begiert at I skulde kalde min Fader? — s. 32 Ney, men jeg troede, at Herren maatte blive vred, om jeg ikke sagde ham, at Kongen var der. — Snik Snak med Kongen, sagde jeg og gik ind og sagde min Fader, hvem der var i Porten. Han gik ud til Portneren, beskyldte ham for at være fuld og truede ham med at miste Brødet Dagen efter, dersom han lod sig forstaae med for den der var [der], at han holdt ham for Kongen. Pilos Sove Kammer var saa tæt ved Porten, at ingen kunde komme ud eller ind af den, uden at man kunde see dem i Vinduerne, og da der ingen Lys var derinde, saa kunde man ved Hielp af Løgterne see alle uden at blive seet, og følgelig kan De let slutte Dem til, at Frue Pilo og jeg gik derind. Vi saae en stor Klump Vægtere, der bandede over, at den næsviise Krabat var undløben, men da de ikke torde vove at blive saa længe fra deres Post, saa gik strax derpaa hver sin Vey. Neppe vare de komne os vel af Syne førend General Adjutant Juul kom krybende frem, saae sig om overalt, ligesom han søgte efter nogen, men hvad, kunde man ikke vide. Imidlertid blev Porten ganske lidet aabnet, og een raabte ud igiennem den: Skildtvagt! er Vægterne der endnu? Men Svaret: Ney! Deres Möyestet! var for mig saa stor en Beskiemmelse af Konge Værdigheden, at jeg ikke kunde høre meere eller bie længere. Frue Pilo, som blev efter mig, sagde, at Juul var strax kommen til ham og søgt at faae ham til at gaae hiem, siden der dog for den Nat ikke var noget meere at udrette, fordi de passede nu for nøye paa ; og Kongen [har] været af samme Meening, s. 33 men yttret en Frygt for, at Vægterne havde lagt saa nøye Mærke til dem, at de kiendte dem, i hvor stille de end gik.

Disse Natte Historier blev ogsaa Anledning til, at Kongens Godhed for Reverdil bekom et farligt, og man kan sige dødeligt Stød. Hver Nat, naar han kom hiem, ringede han strax efter Reverdil, og enten han vilde eller ey, saa maatte han høre en fuldstændig Beretning om alle deres udøvede drabelige Bedrifter. Han giorde Kongen idelige Forestillinger om alt det Onde, der kunde flyde af baade for ham selv og Landet, men naar han havde udtømmet al sin Veltalenhed, saa blev den beste Trøst han bekom den: at den Lyst vilde snart forgaae. En Nat havde disse mandige Helte giort Bytte af en Morgenstierne, som de tog fra en sovende Vægter, men da deres Glæde derover var uden Maade, saa begik de den Uforsigtighed at vaagne Vægteren ved deres Fryde Skrig førend de vare i Sikkerhed med Byttet. I det Vægteren vaagnede savnede han sin Morgenstierne og stødte i det samme Øyeblik i sin Pibe. Denne Lyd forsamlede strax saa stort et Antal af den fiendtlige Armee, at Heltene sikkert havde mistet Byttet, dersom ikke et Par af dem havde haft det Moed at holde den indtrængende Skare op, medens de andre bragte det i Sikkerhed. Iblandt disse var Kongen, og han havde ikke saa snart faaet dette Seyers Tegn opstillet i sit Gemak, førend Reverdil skulde see det, og dermed var det endnu ikke nok, han maatte og skulde høre hver en Omstændighed derved. Han bad s. 34 paa det væmodigste at forskaanes derfor, men det hialp ikke, han skulde høre og vide alt hvad der var foregaaet. Maaskee ærgrede det ham, at hans Bønner ikke giorde meere Virkning, og maaskee vilde han giøre et Forsøg paa, om det kunde lykkes bedre at bruge hans egne Vaaben imod ham. Da altsaa Beretningen var til Ende, sagde han med et ironisk Smiil un beau chemin a la gloire! men som disse Ord vare af hans Mund, stod den ganske Konge for ham og sagde med den værdigste Tone: Grondez moi, Monsieur, si vous voulez, mais ne me raillez pas, et sortez. Han vilde undskylde sig, men uden at lade ham komme til Orde, igientog han: Sortez et vite; og ringede over i 8te Dage ikke efter ham. Han tog vel meget mild imod ham, men Reverdil syntes dog at mærke nogen Forandring, og enten benyttede nogen sig af denne Lunkenhed til at faae ham bort, eller og Kongen faldt selv paa at skille sig ved ham, men den 17de eller 18de November 1767 fik han Ordre at reyse, og stod det til ham, enten at vælge sig 1000de Rdr. aarlig Pension eller 10000 Rdr. engang for alle, hvoraf han udvalgte det sidste.

Lev vel, min elskede Ven, for denne Gang, De skal snart faae meere, naar slige almindelig bekiendte Ting holdes Deres Opmærksomhed værdig, fordi de kommer fra Deres elskende

Dorothea.