Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Bülow FRA: Charlotta Dorothea Biehl (1784-04-17)

Den 17de April 1784.

Ved Dørens uventede Aabning vaagnede Kongen og kaldte i største Angst og Forskrækkelse paa Schack, da han saae 6 til 7 Mennesker komme ind til sig, og Schack som hørte Kongen kalde, men ikke saae nogen, sprang hurtig af Sengen og kom Dronningen i Møde i den allerdybeste Negligé. Da han saae hende, vilde han løbe ud af Gemakket, men hun, hvis Blyefærdighed blev mindre sadt i Bevægelse over et halvt nøgent Menneskes Nærværelse, end hun frygtede for den Hinder hans Anskrig over hendes Komme kunde giøre i hendes Anslags lykkelige Udførelse, om han kom ud af Gemakket, lod ham holde tilbage og befalede ham at være roelig. Efter Banners Beretning, af hvis Mund jeg har det, skal Kongen med sammenfoldede Hænder have reyst sig op i Sengen og bedet for sit Liv. Banner svarede ham derpaa, at enhver var villig at udgyde sin sidste Blods Draabe for det, han maatte derfor aliene være roelig og laane sin Agtsomhed til det som Hendes Mayestet havde at foredrage ham. Hvorpaa Dronningen forestillede ham den Vanære, Struensees Fortroelighed med Dronningen paaførte det Kongelige Huus, Undersaatternes Raab og Skriig over Struensees Tyrannie og udøvede Voldsomheder o. s. v. indtil hun endte sin Tale med, s. 105 at han for at hævne sin Ære og til Landets og Folkets Frelse maatte underskrive disse Papiirer, hvorpaa hun lagde alle de udstædede Ordrer paa hans Seng. Bleg som et Liig og skielvende som et Æspeløv spurgte han atter, hvad man vilde have af ham; de maatte gierne tage baade Riget og Cronen, naar han kun maatte beholde Livet. Ynkværdige Herre! dit Liv kunde du være sikker nok for, det var dem alt for nødvendigt til at faae deres Had styret, og under dit Navn aliene kunde de faae Regierings Tømmet i Hænderne, som de forlangte dem lagde i Bolt og Lænker for, der førte det uden at giøre dem deelagtige deri. De forklarede ham derpaa Indholdet af de Papiirer som de forlangte underskrevne, nøyere, men da han hørte at Dronningen og Struensee i Kraft af dem skulde arresteres, saa giorde han en Bevægelse med begge Hænder, som han vilde støde noget han bar Afskye for fra sig. Derpaa forandrede Dronningen Tonen og sagde, at naar han ikke vilde agte paa sin og det Kongelige Huuses Beskiemmelse, saa var hun og hendes Søn nødsaget til at hæm[m]e den imod hans Villie, og da de deri aliene opfyldte alle troe Undersaatters Bøn, saa vilde ogsaa heele Riget staa dem bie i at udføre saa roesværdigt et Foretagende, men i saa Fald havde han sig selv at takke for Følgerne; venteligen at han af Frygt for, at hun under Følgerne meente hans Død, saa underskrev han alt hvad hun lagde ham fore; og da man havde overleveret Eichstedt og Banner de betydeligste til at sætte i Værk. og Guldberg havde taget de andre til s. 106 sig, gik han og Prindsen bort med, men Dronningen blev hos ham, viisede ham alle de hærlige Følger, dette Foretagende vilde have, indtil hun hørte at Struensee og Brandt vare borte, saa lod hun hans Kammertienere kalde, besørgede The til ham og at han blev aareladt; thi for Dronningen frygtede hun ikke, siden Jessen det første han var kommen i Gemakkerne havde besørget Slaaddene for de Døre hvor Dronningen fra sine Værelser kunde komme ind til Kongen.

7*

Da man var gaaet ud af Dronning Juliane Maries Gemakker, havde man ladet Rantzau kalde, men han var i saadan gruelig Angst for Udfaldet, at det ingen Muelighed var, at faae ham til at forlade Palaiet, førend man foreviste ham Kongens Haand for Arresten.

Da Banner vaagnede Struensee, kunde han i lang Tiid ikke besinde sig, og Banner havde alt to Gange læst ham den Kongelige Ordre for og viist ham hans egenhændige Underskrift, da han endnu spurgte ham hvad han vilde? [Her synes noget at mangle]. Men uagtet at de vare fiire drabelige Helte om at arretere et sovende Menneske [Brandt] saa vare de dog ikke uden Frygt, thi da Brandt bukkede sig ned for at tage sine Tøfler frem, giorde et Par af de bevæbnede Mænd saa ræd og feig en Bevægelse, at Brandt af Medlidenhed over dem helligen forsikkrede dem, at der ingen Pistoler var under Sengen, og at han aliene søgte sine Tøfler for at betiene sig af dem, men ingenlunde for at beskadige de gode Herrer med dem.

s. 107 Da alt det, der foregik paa denne og i Dannemarks Historie uforglemmelige Dag, er alle og enhver saa bekiendt, at det umueligt kan være noget Nyt for Dem, saa vil jeg i steden for at fylde Papiiret med Arrestanternes Navne, vove at falde Dem kiedsommelig med nogle Betænkninger, som Struensees Forhold i hans Ulykke har givet mig Anledning til.

Siig mig, min elskede Ven, om De ikke er eenig med mig deri, at han er det største og uimodsigeligste Beviis paa, at intet uden Religionens Kraft kan indskyde den ægte og virkelige Tapperhed, og at kun en sand Christen kan ansee Døden med Foragt og uden Rædsel ; thi dersom noget andet kunde være mægtig dertil, hvor meget var der da ikke, som opfordrede Struensee til at byde den Trods, og ved at kaste sig frie villig i dens Arme at unddrage sig af sine Fienders Vold. Han var erklæret og i sin Indbildning fuldkommen overtydet Materialist, han troede intet Liv efter dette, og følgelig kunde Frygten for hans Tilstand i det ikke holde ham fra at forlade Verden, saa snart den ikke havde andet end Bitterhed og Piinsler tilbage for ham. Han havde for megen Forstand til ikke at indsee, det første den opdagede Sammenrottelses Plan kom for hans Øye, at dersom han nogensinde kom i deres Hænder, saa maatte ikke, aliene hans Blod kiøle deres Had, men at de endog ved at behandle ham haardt og forskaffe ham en skiendig om ikke pinefuld Død vilde nyde Hævnens Sødhed med langsomme Træk. Dernæst kunde han af Planen til at føre Dronningen til Cronborg meget s. 108 tydelig mærke, at det var sigtet paa at indvikle hende i hans Fordærvelse, og om han end ikke elskede hende, om det tusinde Gange ikke var Kierlighed, men aliene en tøyleløs Begierlighed, der havde forleedt ham til det han giorde, saa burde den blotte Erkiendtlighed, som han skyldede hende for den hæftige Kierlighed hun bar til ham, og alt det hun havde opoffret for ham, været stærk nok til at avle det alvorlige Forsæt, at sætte baade hende og sig i Sikkerhed for at blive hendes Ulykke paa meere end en Maade. Foruden disse to mægtige Grunde var der endnu een, som ikke har liden Tillokkelse for den menneskelige Forfængelighed, den, at giøre ved sin Klogskab sine Fieraders Anslag til Intet, og dette havde han ikke aliene giort, naar han havde maget det saa, at naar han havde været lidet meere end 12 Tiimer i hans Fienders Vold, de da ikke meere havde havt ham, men en livløs Krop at øve deres Grumhed paa, men han kunde endog været vis paa, at hans Død, ved at sætte Dronningen i Sikkerhed, vilde bleven tilstrækkelig hævnet, og de mod ham afskudte Piile bleven sendt tilbage til dem de vare komne fra.

I Sandhed, min Ven, io oftere jeg har tænkt mig ind i Struensees Forfatning, det er at sige uden Religion, eller rettere sagt uden Overbeviisning om den christelige Religions Sandheder og store Haab, saa havde jeg, da den 28de Septembers Sammenrottelse var bleven mig bekiendt, og jeg af Dronningens Taare og Fortvivlelse havde ladet mig bevæge til at staae fra mit Forsæt om at sætte mig i Sikkerhed, men at s. 109 trodse Faren for hendes Skyld, saa havde jeg, siger jeg som Medicus, i samme Øyeblik forsynet mig med et Par Piller til at bære bestandig hos mig, og det første jeg var bleven forkyndt Arrest og seet Kongens Haand for den, som sagde mig det paafølgende, saa havde jeg uden viidere Betænkning svælget dem, for ved deres Kraft at paalægge min Tunge Tavshed, og giøre mig døv og følesløs ved deres Trudsler og Piinsler; og dersom han enten havde havt Moed nok, eller været feyg nok, hvad man vil kalde det, til at vove dette Skridt, hvilken Skræk og Angst var da ikke overfaldet disse den 17de Januarii drabelige Helte, og hvor frugtesløs havde ikke alle de kunstige Rænker og Sammenspindelser bleven, der havde kostet saa megen Møye og saa mange Penge at faae sammensat. At han gik til Bekiendelse har mange hadet og dadlet ham for, men dette var en Umuelighed for ham at undgaae, uden paa den ommeldte Maade; thi det første Livet var ham saa kiert, at han hellere vilde underkaste sig Foragt og haard Medfart, end skille sig ved det, saa maatte ogsaa de sammenstødende Omstændigheder nødvendig svække hans Standhaftighed i Ulykken, der manglede den stærkeste Støtte: en god Samvittighed og Hiertets Overbeviisning. Møde som en Misdæder i Bolt og Lænker for Personer, hvis Vel og Væe han for faa Dage [siden] havde havt i sin Vold, forsvare sig imod uriimelige og nedrige Beskyldninger, høre Trudsler og foragtelig Tiltale, være de øvrige Tiimer overladt til sine egne qvælende Betragtninger, hvorledes var det s. 110 da andet mueligt, end at hans af saa mange forskiellige Bevægelser oprørte Siel maatte synke, da det kom til den Post, hvori hans Samvittighed eene og aliene anklagede ham, og som han sikkert allerede meere end tusende Gange maatte have tænkt paa med bitter Fortrydelse, og sagt til sig selv: O at du ikke havde giort det, hvad Skade kunde man da giøre dig!

Jeg veed meget vel, min Beste, at strænge Orthodoxer vilde have meget at udsætte paa denne her yttrede Meening og Ønske, og finde det en Christen uværdig, men naar jeg holder for, at Struensee burde af meere end een Aarsag forkortet selv sine Dage, saa betragter jeg ham ikke som en Christen; thi havde han været det, saa havde han aldrig kommet i den Forfatning, der giorde saa formasteligt et Foretagende som Selv Mord ikke aliene undskyldeligt, men endog i visse Maader nyttigt og nødvendigt; ikke heller troer jeg at træde Christen Kierligheden for nær ved et lignende Ønske, at han maatte have foretaget noget, der havde giort hans paafulgte Omvendelse umuelig, men aliene at det viiser, at jeg betragter Guds Barmhiertighed fra en anden Kandt end de fleeste, og kun fæster liden Troe til en tvungen Omvendelse, siden Levnets Forbedrelse, og efter Skriftens Ord, at lade af fra det Onde, er den sande og virkelige Anger. Et Menneske, der er forladt og afskyet af alle, og som Verden har intet uden Bitterhed og Galde for, er saa at sige tvungen til at gribe efter Religionen, som det eneste der kan forskaffe s. 111 ham Trøst og Husvalelse og formilde hans Siele Angst, men kun da, naar han blev sadt i Friehed og Velstand igien, kunde man sige, at han var kommen til Kundskab og Overbeviisning, saafremt han med de samme Ævner til at overtræde en sand Christens Pligter alvorlig stræbede efter at opfylde dem paa det strængeste. At et Menneske i det strængeste Fængsel, beladt med Lænker og en nærforestaaende Død for Øye, viiser Afskye for Vellyster og sandselige Begierligheder, giør i mine Tanker i ingen Maade vissere paa hans Omvendelse, end en afsindigs Hænders Bindelse lover, at han ingen beskadiger, om Baandene løsnes, i hvor stille og roelig han end er i denne Tilstand; men da De ventelig længe er kied af disse Betragtninger, saa vil jeg gaae til den mærkværdige Dag igien.

De umaadelige Summer den har kostet, og hvad den endnu koster Landet, vil det føle Svien af, naar ingen meere er til af dem, som oplevede den; og at Egenfordeel, personligt Had, Ærgierrighed og Misundelse, men langt fra ikke Nidkierhed for Statens Vel og Beste, var Drivfiedrene hos disse Herrer, saaes tydeligen af den utrættelige Iver hvormed den eene af disse Hævnens Redskaber forfulgte og efterstræbede hinanden, og enhver paa sin Side, saavel offendtlig som hemmelig beskyldte de andre for nedrige Hensigter og skammelig Egennytte. Hvad Guldberg bekom blev de andre ubekiendt, Rantzau havde faaet meget forud; Bieringskiold regnede man paa en 24 til 30 tusinde Rigsdaler, og for ikke at regnes i Classe s. 112 med ham, bragte Banners Stolthed ham til at frabede sig den Foræring, som Dronning Juliane Marie tilbød ham, da han efter lians svare Forretnings Fuldendelse havde Audience hos hende; men endskiønt hans Stolthed spillede Mester over hans Attraae til at fyldestgiøre hans bekiendte Ødselhed, saa kunde den dog ikke undertvinge hans Misundelse, da Eichstedt bona fide sagde ham og Rantzau med store Lovtaler over Dronningens Gavmildhed, at hun havde givet ham 16 Tusende Rdr.; thi den bragte ham til med foragtelige Udtryk om feile und gewinnsüchtige Seelen at fortælle det overalt, men underhaanden holdt han sig skadesløs, i det mindste baadede Regiments Cassen ikke derved, som endnu er i stor Gield. Foruden disse store og Statens Formue langt overstigende Foræringer kostede denne Forandring meere end dobbelt saa meget i aarlige Pensioner, som deels disse Herrer nød, da Riget imellem dem blev ueens, og deels blev given til de mindre Haandtlangere, deels til dem, som ved disses Befordring blev foretrokken for at tie til den dem tilføyede Fornærmelse. For at anføre noget |:thi alt blev alt for vidtløftig:| til Beviis herpaa, er der endnu mange af de Officierer af Falster, som den Dag bleve brugte, der foruden den heele Militair Etaten saa skadelige og trykkende Naades Beviisning, at hver Classe steg et helt Trin høyere, saa at Capitainen blev Major, Premier Lieutenanten Capitain, og Seconde Lieutenanten Premier Lieutenant, endnu nyder hver nogle hundrede Rdr. Pension aarlig, og som De skal faae en Fortegnelse s. 113 over ifald De er nysgierrig. Paa Maaden at tilfredsstille de misfornøyede kan Baron Gyldencrones Afskeds Bevilgning med sin fulde Gage være et Exempel, siden den heele Grund, hvorpaa han støttede denne for et ungt Menneske saa dumdristige Begiering, var den Fornærmelse ham var tilføyet ved at foretrække ham Major Becken. Da jeg ikke veed, om dennes Fortienester er Dem fuldkommen bekiendt, saa vil jeg opregne de, som jeg veed. Han var een af dem, som arreterede Dronningen, og ved den Leylighed udmærkede han sig ved sin formastelige Uforskammethed saaledes, at Dronningen i Forbittrelse over hans dumme Grovhed tog ham i Haartotten og ruskede ham, hans ædle Siel viiste sig iligemaade i den Glæde den smagte ved at kunde krænke Ulykkelige og giøre et haardt Fængsel endnu haardere. Saa ofte han fik Vagten hos Struensee talede han ikke et eneste Ord til den Ulykkelige i de 24 Tiimer han var hos ham, men da han vidste, at intet af hans Behandlings Maade gik ham nærmere, end den Grumhed hvormed man nægtede ham, der laae smeddet i en 1½ Alen lang Kiede til Væggen, en Bog at læse i, for at martre ham bestandig med sine egne Forestillinger, saa kom Becken ikke saa snart ind til ham, førend han tog en Bog op af Lommen og sadte sig til at læse. At see en anden i Besiddelse af det, man attraaer, er smerteligt, men dobbelt, naar det viises os paa en forhaanende og krænkende Maade, forestil Dem altsaa, hvad Struensee maatte udstaae, medens han havde ham en Dag og Nat hos sig, allerhelst s. 114 helst han enten af en utiidig Nidkierhed eller Ondskab aldrig lod der komme et Blund i den Elendiges Øyne; thi aldrig saa snart lukkede de sig førend Becken gav sig til at banke paa Væggen for at faae Beviis paa deres Aarvaagenhed, som stode uden for, ved det, at de hver især bankede igien, hvorpaa Hvile og Roelighed tog Flugten fra den Fangne. Dersom een af de faa, — der uden at overtræde deres Pligter viiste menneskelige Følelser og forundte en Ulykkelig Roe uden at forstyrre den ved en høyst unyttig Forsigtighed, og som i steden for at læse adspredde hans mørke Forestillinger ved at tale med ham—løste Becken af, saa var Dørens store Iern Skodde ikke saasnart slagen for, førend Struensee med en glad Vedmodighed rakte den ankomne Haanden og sagde: Hvor glæder det mig at see Dom, det har været tunge 24 Tiimer. Becken roeste sig og offendtlig deraf, at der var ingen Struensee saa nødig vilde have hos sig, som ham, og om dette gav den gamle Hobe, der selv deelede Posterne af, Anledning til at skikke Becken nogle Gange til de andre Arrestanter, eller om det skeedte af en blot Hændelse, det veed jeg ikke, men saa meget er vist, at Executions Dagen var saa nær, da Becken giorde sin sidste Vagt, at han ingen kunde faae mere, men da han i de sidste fiorten Dage ikke havde været hos Struensee, saa fandt han for got at lægge sin Iver eller Tørst efter hans Blod for Dagen, ved at give den, der skulde følge ham til Retterstedet, to Ducater til Opladelse for denne tillokkende Forretning, men Tiiden viiste, at han ikke var saa s. 115 dum, som man troede; thi Compagniet i Garden, som han bekom, var et ustridigt Beviis paa, at hans Forhold ikke aliene var bleven bemærket, men at man endog havde giort ham en Fortieneste af hans yttrede Ondskab.

Den Skiendsel Matrosernes selvraadige og utilladelige Forhold den 17de om Aftenen kastede paa det med saa ypperlige Love forsynede Dannemark, kan Tiidens Haand neppe udslætte, siden alleting tydeligen viiste, at den ikke reyste sig af en uregierlig Almues Raserie, men at den blev spoeret og ophidset til det den giorde. Havde det været Had og Forbittrelse mod dem, der havde været Struensees Redskaber, og de i den første Heede havde dræbt dem eller behandlet dem ilde, og ikke ladet blive Steen paa Steen af deres Huuse, saa havde det baaren Oprørs sande Stempel, som af Begierlighed til Hævn hverken skyer Straf eller Følgerne, men de begyndte deres Ran og Ødelæggelse med saa udmærket en Rædsel, at en alvorlig Tiltale havde jaget dem i deres Huuse. Gabels Gaard paa Østergade giordes Begyndelsen paa, to eller tree Matroser sprang op paa nogle Viin Fade, der stode uden for, og pikkede hver sin Rude ind, sprang derpaa ned igien, skiulte dem i nogle Kielder Halse og lurede nogen Tiid for at see, hvad der blev af. Da de ikke merkede, at nogen søgte at giøre dem Hinder deri, kom de frem igien og begyndte at kaste Steene ind, men dog med Frygt, og ved at see sig om paa alle Kandter. Inden en føye Tiid var forbie, forøgede deres forbiegaaende s. 116 Kammerater deres Antal, og da Frieheden, man gav dem til at giøre hvad de vilde, bestyrkede deres Forvovenhed, saa sprang de igiennem de sønderslagne Vinduer i Huuset og i Kielderen, og da der i den var et anstændigt Forraad af Drikke Vahre, saa sloge de ikke aliene Fadene op for at drikke efter Behag, men sendte og ud og lod heele Nye Boeder indbyde til dette Gilde. Da Dunsterne af Viinen kom dem i Hovedet, saa sloge de itu for Fode, saavel Viin Fadene som alt hvad der fandtes i Huuset, men midt i denne Ødelæggelse faldt det dem ind, at det var vissere Fordeel for dem at sælge alt hvad de bemægtigede sig, end at sønderbryde det, men da der nu næsten ikke var meere tilbage hos Gabel, saa begave de sig, som de sagde, til de mindre fornemme Ruffere; og under dette Paaskud røvede og plyndrede de nu overalt, uden, at man føyede mindste Anstalt til at hæmme denne udøvede Voldsomhed, førend imod to om Natten, da [nogle] G. A. [General Adjutanter] med en Esqorte af Dragoner blev udsendte for at bringe Matroserne til at være roelige. Men enten var det ikke Alvor, eller man begyndte det meget galt; thi for strax at give en Prøve paa den milde og naadige Regiering, man havde at vente sig, saa i Steden for at vaage over den almindelige Sikkerhed ved at hæve Retfærdighedens Sværd og lade nogle af de meest forvovne gribe, saa takkede General Afdjutanten] dem i Kongens Navn for deres udviiste Nidkierhed, men da de Prøver de havde givet ham paa den, var meere end nok til at bevidne ham deres s. 117 Troeskab, saa befalede han dem nu at gaae hiem og holde sig roelig i deres Huuse. Men at takke fulde Matroser for Prøver paa Nidkierhed og Troeskab, der kildrede baade deres Overmoed og Fordeel, var det samme, som at bede dem blive ved, som de ogsaa til Trods for alle Bønner giorde.

At Matroserne vare ophidsede og tilskyndede til dette skammelige Foretagende, var saa øyensynligtr at ingen fornuftig kunde tvivle derom, og da nogle af Ophavsmændene i Fortroelighed tilstode deres Officierer, at Grev R[antzau]s Folk havde opmuntret dem dertil, saa holdt man ham for Stifteren og Aarsagen dertil, men som jeg aldrig har kunnet overtale mig til at troe, siden alting syntes at bekræfte mig, at om Opmuntringen endog er kommen fra ham, saa har han aliene været en andens Organ, og dem, som denne Mishandling gik ud over, røbede saa megen bitter Ondskab og Had i Udkastet, at det nødvendigt maatte være avlet i en Fruentimmer Hierne. Var Ødeleggelsen og Voldsomheden udøvet imod Personer af den Stand og Vilkor, at de enten ved at hindre Greve R[antzau]s Forehavende i et eller andet, eller og ved Misundelse [havde avlet] Had imod sig hos ham, saa kunde det være rimeligt, at hans slette Hierte kunde funden Fornøyelse i saa nedrig en Hævn, men hvor med kunde de beskiemmede og ulykkelige Creaturer som man mishandlede, have paadraget sig hans Vrede? Hans Sæder vare langt fra ikke saa strenge, og han fandt selv alt for megen Behag i deres Selskab, at han af egen Drift skulde overgive s. 118 dem i saa grove Tugtemesteres Hænder; jeg hørte altsaa ikke saa snart nogen af det triumpferende Parties Anhængere sige, at Sædernes Fordærvelse maatte være stegen til en umaadelig Høyde, førend Matroserne kunde bringes til at blive deres Hævnere, og at Hovedets Fald og Stød stedse havde Indflydelse paa de andre Lemmer havde man den Nat kundet see paa de liderlige Creaturers Beængstelse, da deres Støtte og Beskytterinde var berøvet dem, — førend jeg i denne skammelige Satire ikke aliene troede at finde hvad man havde søgt ved at stifte slige Uordener, men endog fra hvem det havde sit Udspring.

Det var mig saa ubegribeligt at see en heel Bye illumineret paa en Dag, der endog om Følgerne bleve aldrig saa gode, dog gav Menneske Venner meere Anledning til Graad end til Glæde, siden en elskværdig Princesses Beskiemmelse og Skavotters Opreysning var den nærmeste og visseste Udsigt, at jeg giorde mig al optænkelig Umage for at faae udforsket hvem der havde giort Begyndelsen, men ingen vedste at sige noget tilforladeligt derom, men Dronning Juliane Maries Vadsker Huus havde adskillige seet Lys i førend hos nogen af de andre der omkring. Hvor troe jeg er mine Grundsætninger, og hvor lidet nogen kan bevæge mig til at handle imod min Overbeviisning maae det være Dem et Beviis paa, at jeg ved mine Forestillinger og Overtalelser fik min Fader bragt fra at sætte Lys i Vinduerne, og til Trods for al den Fare, som man søgte at indjage mig Skræk med, havde jeg Moed og Standhaftighed nok til at s. 119 være den eneste paa Kongens nye Torv, som ikke viiste mindste Glædes Tegn, fordi jeg ingen Glæde følede.

Naar man undtager dem, som fandt deres Regning ved Forandringen, saa varede Glæden hos den øvrige fornuftige Deel ikke længere end til det blev offendtlig bekiendt, at Kongens Haand og Underskrift uden Stats Raadets var ugyldig. De, som havde hadet Struensee for det Indgreb man troede han havde giort i den Kongelige Myndighed ved den Befalning: at Collegierne skulde holde sig de af ham i Kongens Navn udstædede Ordrer efterrettelig, kunde hverken dølge for dem selv eller nægte, at dette Indgreb var uliige stærkere, og da det qvalte Haabet om at regieres af deres ved Fødselen og Landets Love retmæssige Enevolds Herre, saa avlede det tillige Ønsket, at det maatte være bleven som det var, naar dog Regierings Tømmet skulde føres af uvedkommende Hænder.

I Førstningen havde det Rygte gaaet omkring, at det heele Foretagende var sat i Værk ved een med Kongen i Forveyen overlagt Plan, men den 19de sagde man allerede overlydt, at Enke Dronningen havde med Trudsler og Magt tvungen ham til at underskrive de udstædede Befalninger, og Frygten for Fruentimmer Regimentet avlede ikke aliene den varmeste Medynk i manges Hierter over den beklagelige Dronnings Skiebne, men man begyndte nu at eftertænke de udspredte Rygters Uriimelighed, de mange skiendige Bagtalelser Caroline Mathilde havde s. 120 været et Maal for, længe førend hendes Forhold fortiente det, og indsaae derved det, man hidindtil havde lukket Øynene i for, nemlig, at man fra Begyndelsen af havde efterstræbt og lagt Snarer for den unge Dronning, for ved hendes Undergang og Fordærvelse at komme til det forønskte Maal.

8

En værdig Mand, som De selv har Agt for, kom den 20de Jannar til mig og spurgte, hvad lille Putte sagde til alt det, der var gaaet for sig, siden vi saaes sidst. Alt hvad jeg kan svare dertil, sagde jeg, er, at det gamle Ordsprog: Langt fra Jupiter langt fra hans Torden, har faaet en nye Bekræftelse; i øvrigt er jeg meget roelig derved, jeg er uden al personlig Interesse baade i Henseende til de nedgaaende og opstigende Himmel Lys og venter paa, at de vil blive oplivende Soele eller truende Cometer, uden at frygte det sidste eller glæde mig i Haabet over det første; thi et feylslaget Haab er efter min Satz et virkeligt Onde, og derfor maae der være meget faste og stærke Grunde til at bygge det paa, førend jeg lader det faae Sted hos mig. — Deri giør hun meget viiselig, thi det bedrager som oftest, og det menneskelige Hierte er saa villig til at troe, hvad det ønsker, at man anseer de uvisseste Ting som afgiorde, saa snart vi tage Deel i dem. I det mindste er det gaaet mig saa ved denne Leylighed; De veed, hvor stor min Hengivenhed for den gamle Bernstorf stedse har været, og at den grunder sig baade paa Overbeviisning og en skyldig Erkiendtlighed; jeg hørte derfor ikke saa snart det betydelige Nyt den 17de om Morgenen, s. 121 førend min første Tanke var den: nu bliver denne værdige Mand vist kaldt tilbage. I mine Tanker var dette en saa afgiort og uomgiengelig Nødvendighed, at jeg, da jeg havde den Naade at blive om Middagen kaldt ind til Audience hos Dronningen, ikke kunde holde mig fra at lade mig merke med min Forvendtning, men fandt mig ikke lidet bedraget, da hun med en halv alvorlig og halv foragtelig Miine svarede mig, at det var meget unødvendigt, at det var best at lade dem, hvis Bestyrelse der med saa megen Føye var klaget over, blive uden for Tingene, at de fleeste af det gamle Conseil havde været meget skadelige Mænd for Riget, og da hendes Søns og Landets Fordeele ikke kunde adskilles, saa vilde ogsaa Undersaatterne med en dobbelt Tilliid kunde overgive Omhuen for deres Vel i hans Hænder, som den, der var fød til at beskierme og forsvare dem. At dette Svar, blev han ved, paalagde mig Tavshed, begriber De meget let, men det indjog mig tillige den Frygt,, at særskildte Fordeele og ikke Landets og Statens Vel havde været Drive Fiedren til det, der var skeedt, og gid jeg maae blive en falsk Spaaemand, men jeg er bange for, at det, een Post undtagen, ikke vil blive et Haar bedre end det har været.

Naar man nu holder denne Tales Bemærkelse til meget af det foregaaende og de dermed forbundne Omstændigheder baade for og efter, saa kan man drage mange utilladelige Hensigter derudaf. Rantzaus aabenbare Klagemaal og udstødte Trudsler over, at man ikke holdt hvad man havde lovet ham, synes at s. 122 bekræfte, at det har været ham paalagt at skaffe Conseillet bort, og har det sin Rigtighed, saa sees tillige Hensigten og Øyemeedet ganske tydelig. Struensee skulde forleedes til at giøre sig forhadt ved et Foretagende, som de ikke torde vove selv, og som dog var høyst nødvendig for at spille Dronningen og Prindsen Herredømmet i Hænderne. Den gamle Bernstorf kunde feyle og feylede, siden han var et Menneske, men hans Redelighed og brændende Nidkierhed for Kongens og Landets Ære var for vel bekiendt til at lade et Glimt af Haab tilbage at faae ham til at samtykke noget, der kunde være fornærmeligt for nogen af Deelene; hans Standhaftighed i at holde Kongens Farmoder ude fra Regieringens Bestyrelse var endnu i alt for frisk Minde til at give mindste Formodning om, at han i den Post skulde viise sig meere eftergiven mod Kongens Stivmoder, og det gamle Conseil havde for længe været vant(e) til at bestyre Tingene i Kongens Navn til at finde nogen Forandring heri nødvendig, og i Følge deraf bleve de, i hvis Hænder Magten i de sidste tolv Aar har været, for stedse udelukket fra den. Kunde man derimod bruge Struensee som Aben Katten til at brænde Poterne ved at rage Kastanierne af Ilden, saa havde man vundet Spill, siden det kun vilde koste liden Møye at drage en dum Pøbel paa sin Side, og ved falske udspredte Rygter at jage den i Harnisk.

8*

En oprigtig besvaret fælleds Kierlighed imellem Kongen og Dronningen, og den derved avlede Agt og Fortroelighed var det eneste og kraftigste Middel til s. 123 at standse denne vidt udseende Plan, og at vedkommende har indseet det og fra Begyndelsen af arbeydet derimod, synes alle Omstændigheder at bekræfte. Valget af Frue Pless til Oberhovmesterinde lagde den første Grundsteentil Bygningen af Dronningens Ulykke; den Behandling hun nød og som var Virkningen af den hende mod Kongen indpræntede Koldsindighed og Foragt giorde det til den største Umuelighed for hende nogensinde at elske ham, og naar hun ikke kunde det, saa gav hendes Ungdom og fyrige Temperament den største Vished om, at hun blev nødt til at elske nogen Anden, og desuagtet kunde man ikke oppebie det, men udspredte lige saa skammelige som usandfærdige Bagtalelser om hende, maaskee i det Haab, at naar Sindslidelserne engang kom i Striid med Dyd og Pligterne, at hendes i Verdens Øyne allerede tabte Ære skulde meere skynde hende til Overgivelse end til Modstand ved den Forestilling: Verden kan dog ikke tænke eller tale værre om dig, end den allerede giør; dernæst viiser de af hendes Betientere mod hende aflagde Vidnesbyrd, at deres Forhold meere har lignet underkiøbte Spioners, der vovede alt for ved et forønsket Budskabs Overbringelse at erhverve sig Ret til den udlovede Belønning, end Betienteres, der enten elskede deres Herskab eller frygtede for at paadrage sig Dronningens Unaade ved deres Formastelse.

Tilstaae mig, min bedste Ven, at De hverken vilde eller burde taale en Opførsel af Folk, der stode i Deres Brød, som lignede den, Dronningens Kammer s. 124 Piger, Kammer Laquai, Cron Prindsens Vaagekone og Herr Kammer Raad Pleckenberg giorde sig skyldig i mod Dronningen, og hvis Udsigende blev anseete for gyldig til at fælde hende. Deres Formastelse var saa stor, at de havde fortient at straffes paa det haardeste for den, og havde jeg været i Uldals Sted og var bleven løst af Eed og Pligt, saa havde jeg forkastet disse Vidner som partiiske og af deres Foretagende viist, at intet uden et lønligt Had til Dronningen eller andre herskende Sindslidelser kunde bragt dem saa aldeeles til at glemme den Ærbødighed, de i saa mange Henseender skyldede hende og som endog den allerringste er berettiget til af sine Huusfolk — og for Sandhedens og min egen Æres Skyld giort Paastand paa deres Afstraffelse.

I Sandhed, min Ven, at rotte sig sex til syv Personer sammen for at faae Vished om noget, som det var en grov Forbrydelse aliene at fatte Mistanke om, viiser saa tydelig, at det var en Cabale, som ikke engang kan undskyldes med menneskelige Skrøbeligheder; havde en blot Nysgierrighed dreven dem til det de giorde, saa havde den eene vel vogtet sig for at betroe den anden sit Forehavende af Frygt for, at den maatte røbe Dronningen det, og hun afstraffe slig en Forvovenhed efter Fortieneste, og havde hendes Kammer Piger ikke været i høyeste Grad uværdige til den Naade hun viiste imod dem saa maatte og burde de have elsket hende saa høyt og oprigtig, at i hvor bitterlig de end begræd hendes Vildfarelse i deres Hierte, saa maatte det dog have været dem s. 125 smerteligere end Døden, at andre skulde mærke den, end sige, at de selv skulde kalde Folk sammen for at have Vidner nok til at bekræfte deres giorde Opdagelser med. Havde de ikke tient fleere end Dronning Caroline Mathilde, saa giør min Kundskab om det menneskelige Hierte mig fuldkommen vis paa, at de ikke aliene havde handlet ganske anderledes end de giorde, men endog taget dem vel vare, ved en offend tlig Bekiendtgiørelse af deres nedrige Opførsel at sætte et evigt Skiendsels Mærke paa deres Tænkemaade i alle Retsindiges Øyne ; thi Brugen de giorde af deres Opdagelse viiste tydelig i hvad Hensigt den var skeedt og saa mange giort deelagtig i den.

Himlen er mit Vidne, min beste Ven, at ingen kan tage meere Deel i andres Vanheld, end jeg, men jeg nægter dog ikke, at jeg elsker Retfærdigheden alt for høyt til ikke at glæde mig over at have oplevet Hævnens Dag. Imidlertiid maae De ikke troe, at jeg under denne Titel forstaaer offendtlige Beskiemmelser eller opreyste Skavotter, der vilde forvandle min Afskye til Medynk og drage Taare Floder af mine Øyne. De veed, at jeg har bedet vor Trøst og vor Haab, vor elskede Frederik, at beskierme ved sit Sværd men aldrig bruge det i Vrede, saa vel som at øve den strængeste Retfærdighed, og dette giør han, naar han berøver dem Nydelsen af det, som man har forskaffet sig ved Rænker og Underfundighed. Tildeels er det skeedt, Himlen være lovet; det Scepters Førelse, der sadte Caroline Mathilde blot for saa mange Snarer og Efterstræbelser, er nu i hendes Søns Hænder efter s. 126 Guds og Naturens Lov, og ved at rive det fra de uretmæssige Besiddere har han tillige tilkiendt dem den haardeste Straf; thi io længere Herredømmet har været deres, io stærkere føles Tabet, og er Samvittigheden i øvrigt ikke reen, hvor gruelig maae da ikke dens Paamindelser være, nu da Frugten af udøvede Forurettelser ikke meere kan døve dens Raab, men de seer, at de har begaaet Uret for at gribe efter en Taage, der uformærket blev borte imellem deres Hænder. Men dette troer jeg dog, at baade Retfærdighed og Omhue for Statens Vel ud kræver at undersøge Adkomsten til de mange Pensioner og om de understøtter Nødtørftighed eller Overdaad, saavel som og, om det er private Tienester og deres Beskaffenhed, hvorved de ere komne i Besiddelse af den; thi at virkelige Tienester ikke ere alletiider blevne belønnede, var Scheibe i det Falsterske Regiment et Beviis paa. Han var som den ældste Lieutenant paa et af Kongens Skibe til Algier, da hans Kammeraters drabelige Gierninger forskaffede den heele Classe saa mægtigt et Spring, at Scheibe ved sin Hiemkomst i sine elleve Eftermænd fandt elleve Formænd til en Belønning for hans i Kongens Tieneste udstandne Besværligheder. Kierlighed og Troeskab mod Kongen var just ikke heller det, som giorde værdig til Belønning, thi naar saa var, burde en gammel Grenadier af det Falsterske Regiment staaet i Spidsen af alle de, der bleve belønnede og befordrede den 17de Januarii, men han bekom intet, og maaskee Velanstændigheden aliene forbød at afstraffe ham. Da Banner s. 127 om Morgenen gik ned at hente det Mandskab, der skulde besætte alle Døre og Udgange, og gav dem deres Forholds Ordre, traadde en gammel graae hærdet Kriger frem for ham, sadte sit Gevær ved Foden, saae ham op i Øynene og sagde med en anstændig Friemoedighed: Herr Oberste, jeg bør adlyde Deres Befalninger, men jeg har aflagt Kongen Troeskabs Eed, De maa derfor først sige mig, om det er for ham eller mod ham, at De kræver min Tieneste; thi er det mod ham, saa strækker jeg mit Gevær, og De kan igiennembore mig om De lyster, men jeg rører mig ikke af Stedet. I hvor usandt det end var, saa bekræftede dog Banner paa det heiligste, at det var for Kongen og hans Vel, at man arbeydede; hvorpaa den Gamle tog sit Gevær igien med de Ord: Ja, saa gaaer jeg villig, om det end var i Døden.

Jeg veed aldrig, min Beste, at have grædt bitterligere, end ved at see Kongen bleg som et Liig, og den heftigste Siele Angst i sit Ansigt at slæbes af 8 hvide Heste omkring i den prægtige Fløyels Vogn, der ikke var brugt uden til hans Formæling, og omringet af en skrigende og huiende Pøbel, der ikke vedste hvad den raabte Hurra for, og al for blind til at blive vaer, at ved hver et Glædes Skrig den udstødte, tog Kongens Skielven og Bæven til. De mange og forskiellige Bevægelser og Forestillinger det opvakte hos mig, tvang mig til at gaae fra Vinduet, paa det min Medynk over en Herre, som man foregav at have løst af det haardeste Trældom og Tyrannie, ikke skulde hentydes til Medynk over de Fangne.

s. 128 Et Rygte, som en Uges Tiid derefter udbredte sig, syntes imidlertid at bekræfte, at han ikke troede det, som man havde bildt Almuen ind, og maaskee Vedkommende smigrede sig selv med. Kongen blev i Begyndelsen forundt meere Friehed og ikke saa nøye bevogtet som siden efter; og det blev fortalt som en upaatvivielig Sandhed overalt, at han en Morgen var gaaet ned i Stalden og befalt at spende ham en Vogn for med 6 Heste, og Befalningen blev efterlevet. Ved en blot Hændelse kom een af Budskabs Bærerne i Stalden og forsømte ikke heller strax at berette, hvad han havde hørt; dette giorde baade opmærksom og nysgierrig efter at vide hvad Kongen havde fore, og een af hans Vogtere fik Befalning at skaffe Underretning derom. Han erkyndigede sig derpaa hos Kongen hvor han vilde hen, som ganske aabenhiertet svarede: ned til Cronborg til Dronningen. Men at det blev forhindret forstod sig ikke allene selv, men det gav endog Anledning til at passe nøyere paa ham end man havde giort. Var dette Forsæt bleven tie Minutter sildigere bekiendt, saa havde Kongen været borte, og hvad Følgerne af hans Sammenkomst med Dronningen var bleven, er vanskelig at bestemme, men med det glade Haab vi nu har for Øye, har vi Aarsag til at troe, at Forsynet endog deri har vaaget over et Lands Beste, hvis Uskiønsomhed det kun en Tiid lang vilde revse.

Af det jeg har sagt Dem om Beckens Forhold mod Struensee i hans Fængsel kan De see, hvor haardt og bittert man giorde ham det, men desuagtet s. 129 beklagede han sig aldrig derover; det eneste, der krænkede ham, var, at man ikke vilde fæste Troe til hans dyre og saa ofte igientagne Forsikkring om hans Uskyldighed i den Summas Forøgelse af Kongens Foræring, som der lagdes ham til Last, fordi det sadte Bedrageriets Stempel paa hans Minde. Meget faa Dage før hans Død yttrede han sin Kummer derover for Officieren der havde Vagt hos ham, og sagde: Jeg begriber aldeeles ikke af hvad Aarsag man ikke vil troe mit Udsigende i denne Post, da Tingen taler for sig selv; hvad kunde bevæge mig til at giøre mig skyldig i et Bedragerie, da Kongens Fortroelighed til mig var saa uindskrænket, at han underskrev alt uden engang at erkyndige sig om, hvad det var; og dersom jeg var skyldig deri, af hvad Aarsag skulde jeg da med saadan en Haardnakkenhed paastaae det modsadte? Var det det værste man kunde anklage mig for, saa kunde det have et Skin af, at jeg ved min Bnægtelse vilde forskaffe mig Naade, men da jeg oprigtig har bekiendt større Forbrydelser, og af slig en Beskaffenhed, at jeg selv indseer hvor umueligt det er at de kan tilgives mig, eller jeg have andet end Døden at vente, hvad skulde da være mægtig nok at bevæge mig til at bekræfte en Usandhed i mine sidste Øyeblikke, da jeg dog ikke kunde dølge det for hans Øye, som jeg snart skal møde for.

Dommen var fældet, men som Banner sagde mig, var man temmelig uroelig over at faae den underskreven og stadfæstet. Løverdag den 25de skulde det gaae for sig. Dronningen vilde selv være tilstæde s. 130 derved, og Banner var det iligemaade befalet, men om der var fleere af de Sammensvoerne tillod hans Forfængelighed ham ikke at sige. Imellem 8 og nie kom han paa Operaen, og ingen Helt, der har vundet det største Feltslag kan med meere Glæde i sit Ansigt og en Triumpf forkyndende Miine viise sig [for] Folket han har ræddet, end Banner traadde ind i en Loge ved Siden af den jeg var i. Ventelig trængte han til at skaffe sin Glæde Luft, thi han havde neppe seet sig om førend han lagde sig hen til mig og sagde: Nu er det klart, paa Tirsdag holder de to store Grever aaben Taffel for Ravne og Krager, thi i dette Øyeblik har Kongen underskreven Dommen, og det kostede mindre Umage end vi ventede. Uden at formilde nogen af dem, spurgte jeg? Uden Formildelse i nogen Maade, thi i Betragtning af Familien søgte Dronningen at udvirke det for Brandt, men da hun talede til Kongen derom, spurgte han: Har ikke Loven fældet Dommen? Og da hun derpaa svarede: io, men at det stod i hans Magt at formilde Lovens Strænghed og beviise Naade, saa sagde han med megen Iver: kan jeg det, saa vil jeg beviise den mod Struensee og ikke mod Brandt, thi den første har aldrig giort mig noget imod.

I Anledning af disse Ord maae jeg fortælle Dem en ubetydelig Anecdote om Kongens Meening i denne Post, da han var tretten Aar omtrent. Der blev talt om en gift Mands Tilbøyelighed for det smukke Kiøn og Prindsen viiste megen Mishag og Afskye for hans Forhold. Reventlou, som var i sit gode Lune den s. 131 Dag, gav sig til at spøge med ham og sagde, at Prindsen ikke syntes at hade det, eller dog i det mindste at foredrage de smukkeste og behagelige i det ved alle Leyligheder. Ja, det er en anden Sag, sagde Prindsen, jeg har io ingen Kone. — Men naar De ogsaa faaer den, saa er det derfor ikke sagt, at De synes best om hende, og ikke til Trods for hvad De skyldede baade hende og sig, foredrog en anden. — Ney, det vil jeg aldrig giøre, thi saa burde jeg io ikke fortryde paa, om hun paa sin Side holdt meere af en anden; jeg anseer hende for at være saa berettiget til at nyde den samme Friehed, som jeg tog mig, at jeg aldrig kunde finde mig fornærmet derved.

Reverdil fortalte mig det engang, og vi spøgede meget over Cron Prindsens strænge Begreber om Giengieldelsens Ret, men af det han sagde til Dronningen, at Struensee aldrig havde giort ham noget imod, synes det, at han er bleven sin Grundsætning troe. Enten maae den for Brandt indlagde Forbøn ikke have været vel meent, eller og Hadet imod Struensee været saa uslukkelig, at man ikke har kunnet taale at tænke paa, at han skulde giøres deelagtig i den Barmhiertighed man vilde viise, siden efter Banners Sigende Kongen ikke saa snart havde ladet de Ord falde, førend Dronningen uden at tænke meere paa Brandt forestillede Kongen, at Folket og Landet, som Struensee saa høyligen havde fornærmet og beskiemmet, krævede Hævn, og derpaa bleve begge Dommene stadfæstede.

Beskiemmende Straffer giøre kun Indtryk hos s. 132 Almuen, og hvor Forbrydelsens Natur er over dens Virknings Kreds taber de deres Hensigt, som er at afskrække andre ved Exemplet. Men da de, der kunde fristes til at begaae Struensees og Brandts Forbrydelse, ikke anseer Kroppens ærlige Begravelse for saa vigtig, at Steylen kunde holde dem derfra, naar Religion og Pligt vare for afmægtige dertil, saa betragtede den fornuftige Deel af Byen de døde Legemers Mishandling som en Virkning af den yderste Hævngierrighed, allerhelst da mange og vigtige Aarsager syntes at forbinde Regieringen til at udslette Erindringen om meget af det Forefaldne hos den meenige Mand, end sige give den Anledning til at føde den ved disse Kroppes Beskuelse og Igientagelsen af de derved udstødte bon mots og Pøbel Vittighed.

Saa lemfældig Døds Maaden end fra en vis Kandt syntes at være, saa grum og umenneskelig var den dog for Struensee. Alle de til Ravaillak udfundne Piinsler vare i mine Tanker et blot intet imod det Struensees Siel maatte lide ved at holde under Echafauttet og høre alt det der foregik med hans Ven, og som han idelig og stedse bebreydede sig at have draget i Ulykken. Menneskelige Følelser allene burde have bevæget Vedkommende til at skaane en Medskabning i sine sidste og vigtige Øyeblik fra Fortvivlelsen, som saa græsselige Følelser kunde drage efter sig, og enten ladet ham blive i sit Fængsel saa længe, at alting var forbie med Brandt førend han kom eller og ladet ham træde af i et af de Huuse der i Nærværelsen saa længe, om man troede, at der behøvedes s. 133 meere Folk til at føre ham ud, end man kunde tilveyebringe. Men det var ikke endnu nok med disse gruelige Følelser over en Vens Lidelser, man maatte endog forøge dem ved Forhaanelser; i det mindste ansaae den utallige Hob af Mennesker, der bievaanede Executionen, det an derfor, at General Eichstedt nogle Øyeblik førend Struensee skulde betræde Retterstædet reed ham forbie og hilsede ham, og det paa den Hest, som Struensee havde holdt meest af og betient sig oftest af til sine Spadsere Toure med Dronningen.

Endog Døden formaaede ikke at udslukke Hadet, i det mindste blev Dronningen beskyldt, at hun medens Hoffet laae paa Friderichsberg, stod hver Morgen for Vinduet og besaae Steylene. Denne Beretnings Rigtighed staaer jeg i ingen Maade inde for, men saa meget er vist, at da Steylen Struensee laae paa, enten var bleven af Mennesker eller Vinden reven ned, kom der samme Dag endnu en Befalning fra Hoffet at reyse den op igien og grave den saa dybt i Jorden, at den kunde modstaae Vinden, og at den ikke var udstædet af Kongen, kan jeg ingen tydeligere Beviis give Dem paa, end at han omtrent en 8 Dage efter ringede meget hastig paa Cabinets Secretaire Schumacher, og han befalede ham at udstæde en Ordre til Commandanten i Citadellet om at sætte Struensee paa frie Fod og lade ham reyse af Landet hvorhen han vilde; Schumacher svarede ham, at det var for sildig, siden han var rettet. Hvad, sagde han, har de alt rettet ham? og sukkede. — Lev vel, min velsignede Johan, og elsk stedse Deres

Dorothea.