Danmarks Breve

Charlotte Dorothea Biehl’s Breve om ...

s. I Charlotte Dorothea Biehl’s Breve om Chr. VII

s. II CHARLOTTE DOROTHEA BIEHL’S

BREVE

OM KONG CHRISTIAN VII.

UDGIVNE EFTER ORIGINALERNE

AF

L. BOBÉ.

MED 4 ILLUSTRATIONER.

KØBENHAVN.
OTTO B. WROBLEWSKI’S FORLAG.

HOFFMANN’S BOGTRYKKERI (S. HOFFMANN & E. LANGE).

1901.

s. III

s. IV CHARLOTTE DOROTHEA BIEHL fødtes 2. Juni 1731. Hendes Fader var Christian Emilius Biehl, Sekretær ved det kgl. Billedhugger og Bygningsakademi paa Charlottenborg. Moderen Sophie Hedevig Brøer var Datter af Præsidenten i Borgretten Hans Brøer, der fortrinsvis ledede hendes Opdragelse og Undervisning. Holbergs Komedier, Peder Paars og Danmarks Historie var Barnets første boglige Underholdning. Læsning var hendes eneste Interesse, og Dukkerne man forærede hende maatte vige Pladsen for Bøgerne. Ved at faa Adgang til de franske Skuespilleres Forestillinger paa Charlottenborg i Aaret 1750 vaktes hendes Sans for det dramatiske. Hun fandt formaaende Velyndere i Gehejmeraad Hjelmstjerne, Konferensraad Bornemann og Etatsraad Augustin, der opmuntrede hende til at paatage sig Oversætterarbejder for Scenen. Hun oversatte et Stykke af den paa hin Tid saa yndede Destouches og skrev 1764 efter dennes Forbillede en Komedie i 5 Akter „Den kjærlige Mand“ og kort efter Skuespillet „Den kjærlige Datter“, hvilket sidste vandt de skjønne Videnskabers Selskabs Pris, samt Theaterstykket „Den forelskede Ven“ (1766), i hvilket Thyboskikkelsen v. Pralendorf forekommer, der i Officerskredse vakte megen Indignation. Efter Moderens Død 1762 bestyrede hun Faderens Husholdning paa Charlottenborg. Kaarene vare smaa, hans Løn var kun 400 Rdlr., og i lang Tid tjente hun næsten intet ved sin literære Virksomhed. I denne Periode falder vistnok ogsaa hendes Livs store Skuffelse, en ulykkelig Kjærlighed, i hvilken en Misforstaaelse synes at have afgjort hendes Skæbne. „Jeg har kun en Gang i mit Liv“, skriver hun, „troet at føle det man kalder Kjærlighed og blev beskyldt af den, som jeg bar den for, at jeg ikke elskede ham, men kun havde Godhed for ham“. Fra 1773 fik hun udbetalt en Pension af 150 Rdlr. aarlig, som hun til Dels anvendte til at dække Faderens Gjæld med. 1774 lærte hun den literært interesserede spanske Gesandt i Ivjøbenhavn Llano at kjende, der opmuntrede hende til at oversætte Don Quichote paa Dansk og blev hendes Lærer i Spansk. Allerede 1777 forelaa Arbejdet trykt. Med sit nøje Kjendskab til Holbergs Sprog øste hun ved Oversættelsen i rigt Maal af dennes Ordforraad og Vendinger og gav derved sit Ar s. V bejde et klassisk Præg, der altid vil sikre hendes Gjengivelse af det berømte Digterværk en Plads i Literaturen. Det er i nyere Tid bleven udgivet paany (1865—69). Hendes varme nationale Følelse, hendes Kjærlighed til det danske Sprog og ihærdige Bestræbelser for at rense det for fremmede Snylteord fortjener Anerkjendelse, naar Efterverdenen forlængst har glemt hendes egne flove og usmagelige Theaterstykker og Prosafortællinger.

1777 mistede Charlotte Biehl sin gamle Fader, til hvem hun var vant at betro sig i alle Forhold. Livet laa ikke lyst for den halvgamle Pige, der var henvist til at leve af sine Penge. Guldberg havde atter og atter skuffet hende med sine gyldne Løfter og fagre Ord. Med Theaterchefen Warnstedt stod hun paa en daarlig Fod. Guldberg havde efter hendes Sigende bagtalt hende til hin og skildret hende som en Ødeland. Faa Maaneder efter Faderens Død fik hun af Kongen 100 Rdlr. „uden Anledning, som Bevis paa hans Behag ved Don Quichote, den første Opmuntring efter 13 Aars Flid og Møje“. For sin Oversættelse af Cervantes’ Fortællinger fik hun intet, for sine originale Prosaarbejder kun 30 Rdlr. Som en bitter Ironi modtog hun et lille Gratiale for et originalt Theaterstykke i Manuskript som Theaterdirektionen havde forkommet, og til hvilket hun nærede store Forventninger, men som hun ulykkeligvis ikke ejede i Gjenpart. Særlig i disse Aar synes hun at have arbejdet under et vist Højtryk for at bjerge Føden. 1778 oversatte hun til Brug for Scenen Texten til Bachs Oratorium Israeliterne i Ørkenen, men fik ingen Penge derfor. Hendes Rimerier udmærker sig ikke synderligt fremfor andre skrivende Damers paa hin Tid, men dog satte hun en Ære i ikke at tjene Penge ved at skrive Lejlighedsdigte. „Man maa føle for at skrive“ siger hun etsteds. At hun virkelig nød Anseelse hos Samtiden og blev feteret i Hovedstadens fornemme æsthetiserende Kredse, ja endog i 1779 efter eget Sigende omgikkes meget med de fremmede Ministre, hjalp hende ikke ud over pekuniære Vanskeligheder. Men mere end Savnet af Pengene følte Charlotte Biehl Længselen efter en Sjæl til hvem hun fuldtud kunde betro sig.

Da førte Skæbnen hende sammen med den Mand, hvis Navn nøje er knyttet til hendes. Det var den 30aarige Gardeofficer og Kammerjunker hos Kronprins Frederik, Johan v. Bülow, den unge Thronarvings fortrolige Ven og Vejleder, en Mand med mange Fremtidsmuligheder, og med hvem man s. VI i visse Kredse alt begyndte at regne. Sært var det ømme Venskabsforhold, der udviklede sig mellem de to, ulige i Alder, i Kaar, i Byrd, et Venskab, som det kun kjendes i de skjønne Sjæles Tid. Den trivelige, matroneagtige Blaastrømpe, Søster Dorthe, som unænsomme Samtidige spotvis kaldte hende, og den endnu unge, kjønne Officer, der for Alderens Skyld godt kunde være hendes Søn, som Aar ud, Aar ind ikke trættes ved at modtage hendes højstemte Hyldest og hyppige smægtende Epistler, som trods sin bundne Stilling ved Hoffet, trods lystige Gilder og dragende Kvinder føler Trang til at besøge den gamle, graanende Jomfru, som ogsaa, om end kun i Smug, har Hjærte til at glæde hende med talløse Opmærksomheder, der ellers kun af en Elsker ødsles paa en Brud.

Hun vilde, som hun skrev til Bülow, i sine Følelser for ham forene en Elskerindes Varme med en Søsters Troskab og en Moders Omhu med datterlig Tillid og Ærbødighed. Hun har ingen anden Vilje end hans, hendes Kjærligheds Lykke forbitres af Skinsygen, da hun erfarer, at han har truffet sit Valg af en Hustru, om hvem han selv bekjendte, at hun hverken var smuk eller havde Forstand, men vilde bringe mange Penge med i Ægteskabet. Det „ubodelige Forlis“ af hans Kjærlighed bragte hende idel Graad og søvnløse Nætter. „Det varme Kys De trykkede paa mine Læber, da De bragte mig dette Budskab, satte hver en Draabe Blod i Bevægelse, men var ikke mægtig nok til at dræbe Tanken, at De kom for at sige mig det sidste Farvel“.

Snart udsoner hun sig dog med Tanken og taler hans Trolovedes Sag, naar han synes at forsømme denne. Saaledes sigter hun Bülow for at have Stævnemøder, snart med den smukke Fru de la Calmette, snart med den kokette Jomfru Klenow og beder den kjære Skalk at blive fra Grønnegade, hvor han træffer den sidstnævnte unge Pige.

Nu som før sidder hun i Tusmørket, da hun ikke vover at tænde Lys for ikke at blive set fra Gaden, og venter i Timevis paa det Øjeblik, da hendes Hjertensven i pragtfuldt Skrud kjører over Torvet til Skuespilhuset i Kongens og Kronprinsens Følge. Nu som før syer hun Manchetter til ham, baldyrer i Maaneder med sin kunstfærdige Haand en pragtfuld Skjærm og sender varme, lækre Pandekager med den gamle, diskrete Tjener, der til Gjengjæld bringer hende Blomster, Frugter og Sukkergodt.

Stor var hendes Skuffelse, da det trofaste Bud en Dag s. VII fandt en yngre uforstaaende Afløser. Da han første Gang overrakte hende en Buket fra sin Herre, troede hun i hans Ansigt at kunne se Forbavselsen udtrykt over at hun hverken var ung eller smuk nok til at modtage en saadan galant Opmærksomhed.

Som ventes kunde, bleve hans Besøg hos hende færre og færre, efter at han havde holdt Bryllup.

I de Dage og Uger hun ofte maatte savne hans personlige Nærværelse nøjedes hun ikke alene med at sende sin Ven lange Epistler, tit med opdigtede Samtaler, der udtrykte hendes Længsel efter hans Komme, men nedskrev tillige, opmuntret af ham, i Løbet af Foraaret 1784 sine saakaldte historiske Breve, der indeholder alt hvad hun vidste om Kongerne Frederik IV. til Christian VII.

Efter den mærkelige 14. April 1784, der fravristede Guldberg og Arveprinsen Statsstyret, overdrog Bülow, der havde saa væsentlig en Andel i hin Begivenhed, Dorothea Biehl at udarbejde en Fremstilling af Regeringsskiftet og dets Forhistorie, medens endnu alle Enkelthederne vare i frisk Minde. Med Kronprinsens Billigelse stillede Bülow de fornødne Aktstykker til hendes Raadighed og meddelte hende i Ny og Næ mundtlig en Fylde af Oplysninger, som kun han kunde give. Det Hverv, der saaledes blev betroet hende og som krævede betydelig Diskretion, opfyldte hende med Glæde. Det Øjeblik da Bülow meddelte hende, at hun skulde „gjøres delagtig i det som ingen uden Kronprinsen og hendes Ven vidste“, gav hende Oprejsning for mange Aars Skuffelser. Til Trods for sit svagelige Helbred gik hun med ufortrøden Iver til sin Opgave og fuldendte Skildringen af Regeringsforandringen i Løbet af Sommermaanederne 1784. Bülow gjennemlæste Skriftet nøje og forsynede det med enkelte Anmærkninger og Rettelser, og han deler saaledes med sin Veninde Æren og Ansvaret for denne Fremstilling.

Dorothea Biehl medbragte unægtelig til sine historiske Arbejder ikke faa gunstige Betingelser: en levende Interesse for Fædrelandets Historie, en udpræget Evne for historisk Skildring, en sjælden god Hukommelse, hvormed hun fæstede det til Papiret, hvad mange af hendes Samtids bedste Mænd havde fortalt hende, og en umiskjendelig Omhu for at skaffe sig et paalideligt Grundlag til at bygge sin Fremstilling paa. Findes der end i hendes Breve og særligt i de om Kongerne Frederik IV. og Christian VI. mangt og meget af tvivlsomt Værd, maa Eftertiden sikkert være D. Biehl taknemmelig for s. VIII hendes Optegnelser om Christian VII.s Tid. De seneste Aartiers historiske Forskning har til Dels sat os i Stand til at kontrollere, berigtige og supplere hendes Meddelelser, og vistnok i overvejende Grad er denne Prøvelse falden ud til Fordel for hende ; i mange Tilfælde vil hun vedblive at være vor eneste Hjemmel for meget, hvis Troværdighed staar og falder med hende. Til D. Biehls Ros skal anføres, at hendes store Personalkundskab saa godt som altid viser sig at være paalidelig og korrekt, hvad der kun kan siges om faa Skrifter af denne Art. Naar Paludan-Müller, som bekjendt, haanligt har affærdiget hendes historiske Breve som Slotssladdertaskens Anekdoteskriveri, maa denne Dom sikkert betegnes som overilet og borneret.

Som enkelte blandt mange Vidnesbyrd om hendes ærlige Stræben for at yde Ret og Skjel mod alle, selv om det maatte vække Mishag hos hendes Hjærtensven Bülow, kan anføres følgende Udtalelser, der maa vække Læserens Sympathi for hende.

Bülow havde i sin Forbitrelse mod Guldberg og hans Partifæller udtalt Ønsket om at disse burde lide en haard Straf „for den Elendighed de havde bragt over Landet og sone de Mishandlede ved deres Blod“. I denne Anledning skriver D. Biehl til Bülow: „Guldberg er en svag og skrøbelig, men ikke en ond Mand, der mangler Indsigt, men hverken god Vilje eller Redelighed. Andre have misbrugt hans godtroende Hjærte og blindet hans Øjne ved et falsk Skin. Er han ikke en fattig Mand? og kan der være et stærkere Bevis paa, at han er en redelig Mand. Han har ikke gjort sig betalt for sit møjsommelige Arbejde og tænkt paa sin store Familie. Han forskansede sig ikke imod det kommende Uvejr ved at kjøbe sig Venner med det uretfærdige Mammon. Kan De nævne mig En, der har faaet Gaver eller Laan af hans Haand ?‘ I denne Sammenhæng bør det erindres, at Guldberg Gang efter anden havde glemt at indfri sine Løfter til hende om at skaffe hende bedre Kaar, og at hun intet havde at takke ham for.

Om Bernstorff hedder det i et af hendes Breve: „Man lærer først at kjende Folk ret, naar de tror, de kan vove alt og ville alt. Bernstorff opofrer alle Ting for at befæste sin Myndighed, eller rettere sagt, at faa Hjælp til at faa sin Vilje frem. Det synes mig ikke, at han saa meget har at bebrejde den forrige Regjering uden at det skulde være det, at den uddelte Naadesbevisninger i Flæng, medens han forbeholder sine Slægtninge og Yndlinge dem.“

s. IX Om Ditlev Reventlow, hvis uforsvarlige Ledelse af Christian VII.s Opdragelse hun som ogsaa alle hendes Samtidige dadler saa strængt, skriver hun: „Reventlow var en Mand, hvis Barskhed enhver gruede for, men en Hader af klynkere og Lovtalere; hans Princip var, at kun faa burde bevises Naade, siden kun faa fortjente det, men naar de fandtes, saa skulde de virkelig hjælpes og saaledes, at de ikke havde nødig at komme igjen“.

Samarbejdet med Bülow paa Fremstillingen af Regeringsforand ringen 1784 var vistnok det sidste Lyspunkt i C. D. Biehls Liv. I de faa Aar hun endnu havde tilbage var hun hjemsøgt af tiltagende Svagelighed og Sygdom. Bülow svigtede hende vel ikke, men hans Besøg og Breve bleve stadig sjældnere. Hendes sidste Brev til ham, skrevet med rystende Haand, er fra Marts 1785. Hum kan kun krybe fra Stol til Stol og kan ikke mere sidde ved Vinduet. Hun har ikke Brænde i Huset, Æblerne ere spiste op, Vinen drukket ud og hun ejer ikke en Skilling til at kjøbe Bonbons for.

Døden kom som en Befrielse for hende faa Uger senere den 17. Maj.

Charlotte Dorothea Biehls historiske Breve bleve efter Originalerne i Bülows Manuskriptsamling i Sorø først udgivne 1865 i Historisk Tidsskrift (3. Række, IV. Bd.) af Overlærer Bang. De vakte ved deres Fremkomst megen Opsigt og have siden den Tid været læst meget.

For at gjøre dem tilgængelige for videre Kredse har Forlæggeren efter et ofte udtalt Ønske besluttet at udgive Brevene om Christian VII. paany. Ved Udgivelsen ere Originalerne jævnførte, og paa ikke faa Steder har det vist sig, at Bangs Text tiltrænger en Revision, ligesom de af ham tilføjede oplysende Anmærkninger ikke tilfredsstille NutidensKrav. Den oprindelige, af Bang bibeholdte, stundom meningsløse Tegnsætning, der i høj Grad vanskeliggjorde Læsningen, er fjærnet, ligesom man ved Brugen af store og smaa Bogstaver, der ligeledes af Forfatterinden anvendes i Flæng, væsentlig har fulgt de nu gjældende Regler. Iøvrigt er Texten et nøjagtigt Aftryk efter Originalen. Bogen ledsages af to ikke tidligere reproducerede Portræter, det ene af Dronning Caroline Mathilde efter en Tegning af Als, det andet af Overhofmesterindc Plessen efter Originalmaleri paa Sierhagen.

L. B.