Danmarks Breve

BREV TIL: Søren Nicolaus Johan Bloch FRA: Hieronymus Laub (1821-08-15)

Fra Pastor Hieronymus Laub i Frørup til Professor Block, Rektor i
Roskilde
.
Frørup, 15. August 1821.

Det er nu snart 20 Aar siden, at jeg i Kjøbenhavn, som Rekonvalescent og kaldet til Frørup, modtog et Brev fra Dem, min inderlig ærede Ven, saa kjærligt og vennehuldt, saa fuldt af den hjerteligste Deltagelse i min forestaaende Lykke! De ønskede og spaade mig Held, meddelte mig mangfoldige Underretninger og Oplysninger og hjalp mig trolig med Raad og Daad. I det Haab, at Tid og Fraværelse ikke har gjort Deres Højbergs Eftermand ligegyldig for Dem, henvender jeg mig nu atter ti! Dem i mer end et Velfærds, i et Hjerte-Anliggende.

De erindrer maaske, at mine fire første Sønner ere Tvillinger. Den næstældste af det første Sæt [Otto Laub, født 6. August 1805] blev konfirmeret sidste Paaske; og ham ønskede jeg saa særdeles gjerne en Plads i Deres Skole. Dette Ønske er gammelt hos mig trods Alt, hvad økonomiske Hensyn kunde indvende derimod; thi i Deres Varetægt veed jeg ham overgivet til en Mand med Faderhjerte, og veed, at han under Deres og Skolens øvrige Læreres Vejledning vist vil blive dannet til det, jeg tænker mig ved en brav Student. Han er en from, uskyldig, sindig og flittig Dreng med ret godt Hoved og megen s. 2 Lyst til videnskabelig Dannelse. I Kundskab staar han rigtignok tilbage, mere end han efter Alderen burde; doger dette hverken hans Evners eller Flids Skyld, men Følgen af flere tilfældig sammenstødende Omstændigheder; og jeg haaber, at han med den modnere Alder (han er nu 16 Aar) snart vil indhente det Forsømte. Forresten ønsker jeg naturligvis langt heller, at han maa afgaa til Universitetet nogle Aar sildigere, end omvendt, hvor meget dette end kunde være til Lettelse for mig, ligesom jeg er overbevist om, at hans Mod ikke vil falde, hvor lav en Plads der maatte anvises ham, men at han sikkert vil stræbe desto alvorligere at gjøre den længere Skolegangstid saa meget mere frugtbringende. [Her kom saa en Opregning af, hvad der i de forskjellige Fag var læst.]

Vilde De nu, kjæreste Ven, ret inderlig glæde mig, min Louise og min Søster (som alle sende Dem og Deres velsignede Kone og hele Familie 1000 Vennehilsener), saa lad mig med et Par Ord vide, at De endnu undertiden tænker paa os med fordums Godhed, at vores kjære Otto skal være Dem velkommen, og naar han maa komme. Ifølge [residerende Kapellan ved Domkirken] Pastor Vegeners varme Anbefaling har jeg allerede tilskrevet Prokurator Liebe [senere Hospitalsforstander], og tror, han vil være villig til at modtage min Søn i sit Hus til 1. Oktober — —

Siden 1807 har hverken jeg eller min Kone været i Kjøbenhavn — den Gang bleve vi indespærrede der under Bombardementet. De kan da let tænke, hvilken Drøm vi Dag og Nat drømme, og at vi idelig pønse paa, hvorledes vi selv kunne bringe Otto til Roskilde, hilse paa vore Venner der, og da endelig en Gang igjen se s. 3 dem af vore Kjære, som endnu ere tilbage i Kjøbenhavn — —

Med hjerteligt Venskab og udmærket Højagtelse
Deres hengivne og forbundne Laub.