Danmarks Breve

BREV TIL: Hieronymus Laub FRA: Georg Julius Liebe (1821-10-11/1822-10-15)

Af Breve fra Hospitalsforstander Liebe.
Roskilde, 11. Oktober 1821.

Kjære Pastor Laub! Med Sandhed kan jeg da glæde Dem og Deres Kone, med at Deres Søn med al den Udmærkelse, som var mulig, aflagde Prøve i sine Skolesager igaar, — ja. han var saa ferm, at naar han havde læst eller kunnet angive Mere, end Tilfældet var, vilde han strax være kommet i 4de Klasse. Man sagde: „Ja, han var dog anderledes funderet, end Vegener, da han kom i Skolen, og Vegener blev dog dens udmærkede Discipel.“ Stor var min og min Kones Glæde, da vi erfoer vor s. 6 Plejesøns Vidnesbyrd af den elskværdige Block og den udmærket duelige Mand Dr. Thrige. Vi kjende endnu kun lidt til Deres Søn, men elske ham allerede, og vi tør ærlig forsikre Dem, at vi skal træde ham i Faders og Moders Sted. — —

23. April 1822.

Idelige Embedsrejser og Huset fuldt af Fremmede har bevirket, at jeg ej før nu har faaet Lejlighed til saa inderlig at glæde Dem og Deres Kone og Søster og Ottos Sødskende med den Efterretning, at han med udmærket Hæder for Flid, Duelighed og Sædelighed er kommet i 4de Klasse, Noget, der før aldrig er sket efter kun at have frekventeret Skolen i ½ Aar. De som Fader og Lærer, samt Deres Søster som tillige Lærerinde, maa da finde Deres Flid og Omhu for Otto rigelig belønnet. Selv i 4de Klasse er han i den korte Tid, han har været der, med de Flinkeste. Den Beskedenhed, hvormed han bærer sin Hæder, gjør, at man hos hans Meddisciple finder Glæde i Stedet for Misundelse ved hans store Fremgang — —

3. Juni 1822.

Kjære Pastor Laub! Som altid Tilfældet vil jeg begynde med det for Dem Kjæreste, nemlig Otto. Han er i Alt, hvad han bør være, erholder derfor udelt sine Læreres, Meddisciples og Omgangsvenners Agtelse, Godhed og Velvilje. Han er vist i egentlig Forstand den Flinkeste i Skolen: „Hvem skulde det være, der kunde overgaa ham, uden Dons? Men nej,“ sagde Professoren, „Laub er og bliver den bedste.“ Hvad der gjør ham for mig saa agtet, er, at han i alt Muligt er saa beskeden, godmodig og ufortrøden. — —

s. 7 15. Oktober 1822.

En hel Tid er gaaet, siden De, gode Ven, saae Noget fra mig; men nu kommer det, der glæder Fader- og Moderhjertet, det nemlig, at Otto blev ved Translokationen idag den Øverste i hele Skolen, og fik derhos i enhver Henseende det mest udmærkede Bevis paa sine Foresattes Tilfredshed og udelte Agtelse. Men han blev med alt dette den samme rolige, beskedne og venlige Person, der føler, kun at have gjort, hvad han burde: strengt at opfylde sine Pligter. Otto har sikkert fra 1. Oktober d.A. fri Skolegang og anstændige Stipendier til; thi hvem vil ham ikke vel? og han fortjener det i høj Grad. — — Professoren og Skolens Lærere hilse Dem forbindtligt; det Samme gjør jeg og mine, der stedse huske paa de glade Dage, vi havde forrige Aar sammen. — —