Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Laub, Hieronymus FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1825-09-10)

Fra Otto Laub til hans Fader.
Kjøbenhavn, 10. September 1825.

Ligesom Du, kjære Fader! i Dit Brev gaar lige til Texten, saaledes vil ogsaa jeg begynde med at fortælle Dig en Nyhed, der egentlig ikke er literær, og som i denne Tid vækker megen Sensation i den theologiske Verden. Det er en Strid, som i disse Dage er begyndt imellem Professor Clausen og Grundtvig. Den Første har nylig udgivet en temmelig stor Bog „om Katholicismens og Protestantismens Lære og Ritus“, som jeg slet ikke kjender Noget til. Derpaa har Grundtvig i disse Dage udgivet et Hefte: „Kirkens Gjenmæle“ imod Prof. Clausen, som jeg igaar fik tillaans af Christian Mynster. Strax i Fortalen begynder han: Ingen tænkende Læser vil vel undre sig over, at jeg opstaar mod Prof. C. ej som Recensent, men som kirkelig Modstander i Anledning af hans Bog om o. s. v., hvorved han har stillet sig i Spidsen for alle Guds Ords Foragtere. Vel har han ingen Anseelse som Skribent, ej heller Kraft nok til at være Anfører, men dog har han som Professor og Exeget erhvervet sig et Ry blandt de unge Studenter, som det var utilladeligt at overse. Derpaa erklærer han som Kirkens Præst Professor Clausen som Præst elærer i Kirkeskolen, dersom han ikke gjør Kirken højtidelig Afbigt eller nedlægger sit Embede, for en falsk Lærer. I s. 11denne bittre men dog højtidelige Tone, som røber Hjertets Overbevisning, er hele Fortalen og hele Bogen skreven. I denne paastaar han, at den protestantiske Kirke, som Prof. G. skildrer, er en, som han selv har stiftet, og viser paa mange Steder, hvorledes han har modsagt sig selv, „Bogens Kjendemærke.“ Da jeg ikke kjender Clausens Bog, kan jeg ikke dømme om dette; thi et Steds Forklaring beror jo saa meget paa Sammenhængen, og kan jo let fordrejes udenfor denne. Men nu kommer et Sted, hvor Sammenhængen i Bogen ingen Forandring kan medføre, som jeg, saa vidt jeg forstaar mig derpaa, synes med Rette at fortjene Grundtvigs Angreb. Han taler nemlig om den protestantiske Præsteed. Han anfører her de Ord: „Jeg lover at ville lære ærligen den himmelske Visdom, som indeholdes i Bibelen og i de symbolske Bøger.“ Her siger Clausen, at Meningen er: „man skal lære den himmelske Visdom, som indeholdes i de symbolske Bøger, ↄ: hvad man deraf tror;“ saa at Enhver uden Betænkning kan aflægge denne Ed uden derfor at antage de symbolske Bøger. Dette synes dog som en Fordrejelse af Eden og, som Grundtvig kalder det, jesuitisk Moral. Grundtvig siger ikke, at man skal aflægge Eden uden at antage dette, men at Øvrigheden kan paalægge sine Lærere en Rettesnor, som de skulle holde sig efterrettelig. Han fordømmer Ingen, som ej antager dette, men udelukker ham kun fra Lærerembedet. Clausen vil derimod, at Alt skal være frit i denne Henseende, at Bibelen skal være den eneste Grundvold, og at Enhver altsaa maa kunne fortolke den, som han selv synes for godt. — Liebenberg beklagede meget den Maade, hvorpaa Gr. gaar frem, og var bange for, at han ved sin Heftighed skulde skade den gode Sag. — Clausen er, s. 12saa vidt jeg veed, meget afholdt af de unge Theologer, og de have besluttet imorgen at forsamle sig i Regenskirken og „tage deres Forholdsregler i denne Sag.“ Skal Fejden kun blive literær, synes jeg, at de dog maa tiltro sig for liden Vægt til at kunne tale med i den Sag; og skal den blive juridisk, hvad den efter al Sandsynlighed efter et saadant Angreb maa blive (man taler allerede om, at en Kommission er nedsat), saa maa vel deres Hensigt være den, at gjøre Indtryk paa Retfærdigheden ved deres Mængde, hvilket de dog selv maa anse for meget uværdigt. Man siger, at Visby; som erkjendes for en stridbar Person, er Formand herfor. Dersom jeg kan komme ind i Kirken, vil jeg dog gaa derhen, for at faa Udfaldet at vide. Jeg vilde ønske, Du kunde faa Grundtvigs Bog at læse.

Om de Gamles Kosmogonier har Ørsted slet ikke talt. Hans Tilbud om Privatissimum kjender jeg, og vil vel ogsaa i sin Tid benytte mig deraf; men i Sommer har han ikke læst over Andet end Mekaniken for os, og saa en Time maanedlig over Opdagelserne, som er aaben for Alle, men hvor jeg ej har været fra først af, og derfor ej heller siden er kommen. Herefter vil jeg dog høre dem. — —

Lev vel! og hils Alle fra Din Otto.