Danmarks Breve

BREV TIL: Hieronymus Laub FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1825-12-03)

Af et Brev fra Laub til hans Fader.
Kjøbenhavn, 3. December 1825.

— — Du spørger mig, hvad jeg synes om Kollegierne. Uagtet jeg har sagt Dig mine Grunde, hvorfor jeg endnu ikke har ytret Noget desangaaende, og ej heller gjerne vilde det, saa behøver jeg dog ikke at genere mig for Dig. Dog, her er et saadant Kommers og Tobaksrygning, at jeg ikke kan skrive noget rigtig Sammenhængende. Clausen vilde Du vel især gjerne høre Noget om, da han i denne Tid har vakt saa Manges Opmærksomhed. Jeg kan eller vil ikke tale om ham som Kristen, og vilde vel s. 15 heller ikke saa ganske vedstaa den Dom om ham i denne Henseende, jeg for længe siden, inden jeg rigtig kjendte Noget til ham eller hans famøse Sag, altfor rask havde i Sinde at fælde, og jeg tror ogsaa for en Del har ytret i et Brev til Dig. Jeg vil her blot sige, hvad jeg tror at kunne sige om ham som Exeget: Jeg undrer mig ikke over, at der er et saa stort Auditorium hos ham, og at der, som Grundtvig siger, „gaar saa stort Ry af ham blandt de unge theologiske Studenter.“ Han har et meget behageligt Foredrag, et tydeligt Organ, og taler et meget smukt Sprog. Han læser bestandig paa Latin, hvilket ogsaa let kan bidrage til at indtage unge Studenter, der betragte dette paa en Maade som et Kunststykke. Dog tror jeg ikke, at det er dette ene, som har foranlediget mig til at anse ham for en i det Mindste meget duelig Lærer. Jeg synes (men dette er ganske alene min Mening, ikke foranlediget af nogen Anden), at han paa en meget fornuftig og tillige overordentlig human Maade fremsætter og vurderer de forskjellige Meninger angaaende tvivlsomme Steder. Han fremsætter altid kort og grundigt sine Meninger om deslige Steder, og overvælder ikke sine Tilhørere med lærde Citationer etc. Han læser over Jakobs Brev, og jeg er fuldkommen tilfredsstillet ved den Maade, hvorpaa han har forenet Jakobs og Pauli Meninger, og viist, hvori de virkelig ere uenige, og hvad der blot grunder sig paa senere Udtolkninger af deres Ord. Om P. E. Müller spurgte Du mig allerede i Sommer flere Gange, men fik intet Svar, dels af Skjødesløshed, dels ogsaa fordi jeg har troet, altid at kunne faa Lejlighed til at skrive om ham, naar jeg begyndte paa Theologien. Hans Foredrag er ikke livligt, han taler temmelig monotont, og er ej heller s. 16 tydelig; men desuagtet, og uagtet hans Kollegier i Sommer ej bleve synderlig flittigt besøgte, fandt jeg dog allerede dengang meget Behag i at høre ham. Min Interesse for ham er ikke aftaget men tvertimod bleven stærkere ved at høre ham i Vinter. Han har en herlig Orden i sit Foredrag, som bidrager saa meget til Klarhed, og denne søger han ogsaa at vedligeholde ved at diktere de Paragrafer, hvorover han læser. Han holder nu Forelæsninger over „Naturlig Theologi“, hvilke jeg hører, og som ligesaa meget ved deres Indhold, som ved at foredrages af P. E. Müller tildrage sig min hele Opmærksomhed; og jeg anser det for en stor Lykke, at jeg allerede det første Aar kan høre disse Forelæsninger, som vist allermest egne sig for den unge Theolog, og bidrage saa ganske til at bestyrke ham i Overbevisningen om sit Kalds Vigtighed og Værd. Desuden har Müller noget saa Fromt og Blidt i sit Ansigt, Væsen og Foredrag, som maa indtage for ham. — Jens Møller behager i en anden Henseende, ikke for sin strenge Orden, som han jo ogsaa som Historiker bedre kan forsømme, men for sin Livlighed og Iver for sit Fag. Han lægger Münschers Kirchengeschichte til Grund, hvilken han derfor ogsaa har oversat; men hans Livlighed henriver ham ofte til at komme langt bort fra Materien, og han kommer derhos ogsaa ofte med interessante og morsomme Anekdoter. Deraf følger, at det ofte ikke er let at faa god Orden i de Kollegier og Anmærkninger, man skriver under ham. Dog dette maa være nok for denne Gang.

I „Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid“, udgivne 1875 af G. L. N. Mynster, findes Side 244 til 291 et rigt Uddrag af s. 17 Laubs Breve til Hjemmet i Tidsrummet fra Maj 1825 til September 1834, som derfor her maa forbigaas.