Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christian Peter Gutzon Mynster (1833-11-05)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 5. November 1833.

Kjæreste Ven! Skjøndt jeg har travlt fra Morgen til Aften, maa jeg dog skrive Dig disse Linier til, min kjære Otto! Denne Tid, hvorpaa jeg har tiltraadt mit Embede, har ret givet mig Meget at bestille; men jeg glæder mig over, at jeg saaledes strax har faaet Lejlighed til at blive bekjendt med de fleste kirkelige Forretninger. Jeg har haft to Gange Skrifte og Altergang, og skal atter have det paa Løverdag og Søndag, har katekiseret, haft Barnedaab, Fattigkommissionsmøde her i Præstegaarden, skal i Morgen og Overmorgen have Skoleexamen, prøve Konfirmander og begynde at læse med dem, haft Sygeberettelse og Kirkegangskone. — Du kan vel vide, kjære Otto, hvor det maa gribe Sjælen, første Gang at bede for Herrens Alter for hans Menighed, første Gang man uddeler Herrens Legeme og Blod og i hans Navn tilsiger sine Medforløste deres Synders Forladelse. Kirkegangskonen var en ung Kone af vakkert Udseende, der ret syntes at føle denne Dags alvorlige Betydning for sig og sit Barn. Du kan vel vide, at jeg ret følte mig rørt ved at træde hen til en gammel syg og agtværdig Kones Leje og der tale med hende, bede for hende i samme renlige Værelse, hvori hendes stakkels udlevede Mand og deres Datter vare, som selv kort før havde været til Herrens Bord. Jeg gik derhen ligefra Taarnby Kirke, hvor jeg havde haft Altergang. Hvad vi ofte have talt om, har jeg allerede mærket maa være, som vi formodede og haabede det: at tale for sin egen Menighed, som dens Sjælesørger, er noget ganske Andet, end for en Forsamling Ubekjendte, der for største Delen vel kom for at tilfredsstille en tom Nysgjerrighed. — Men jeg snakker s. 32 og tænker ikke paa, at jeg skal have Brevet afsted. Altsaa: i min Svigerfaders Navn skal jeg have den Glæde at indbyde Dig til Christian Mynsters Bryllup med Caroline Rasmussen [i Frederikborg] den 20. November. Da han selv aldrig har set Dig og ikke vidste at finde Dig i Hovedstadens Vrimmel, har han bedet mig om at bringe dette i Rigtighed. Se dog endelig, kjære Ven! at komme med til Din glade Christians Bryllup! Men det vil jeg sige Dig baade fra Caroline og mig selv: vi ville ikke vide af nogen Bryllupsgave, da vi nok skulle huske Dig og Dine uden den. — Hils Dine kjære Brødre og alle gode Venner, Du maatte træffe paa. Hils Din Sanne og Dine Forældre, naar Du skriver. Kan Du faa Tid, saa glem mig ikke i min Ensomhed.

Din Chr. Mynster.